| |
Om gamle Folks villighed til at fortælle for mig
Af Evald Tang
Kristensen
En og anden har, somme Tider endog ret indtrængende, opfordret mig til at give
en udførlig Beskrivelse af mine Rejser omkring i Jylland for at samle paa de
jydske Folkeminder, og de har særlig betonet, at det vilde have Betydning, naar
jeg vilde fortælle om, hvordan jeg egentlig har baaret mig ad med at faa
Samling paa alt det Stof, jeg har tilvejebragt til Belysning af vore Fædres Liv
og Tankesæt. Overfor slige Opfordringer har jeg stadig maattet indrømme, at
det sikkert for kommende Tider vil kunne have nogen Interesse, og derfor har jeg
ogsaa besluttet mig til, i alt Fald naar jeg bliver færdig med mine Rejser, og
hvis jeg lever saa længe, at gøre Alvor deraf og nogenlunde ordentlig gøre
Rede for, hvordan jeg har arbejdet, og under hvilke Forhold Samlingerne er
blevne til. Men jeg har ikke ment - og har endnu ikke faaet andet Syn derpaa -
at den nulevende Slægt, i alt Fald den yngre, vil sætte stor Pris paa at læse
mine Optegnelser derom. Den har egentlig ikke i Gerninger vist, at der er
synderligt oppe hos den i Retning af at følge mig paa saadanne Udflugter, da de
allerfleste yngre Folk har rynket Næse ad mine Bøger og ladet dem være meget
upaaagtede. Et meget talende Bevis for den paapegede Ligegyldighed er f. Eks. de
Læsebøger, der bruges i Skolerne. Blader man dem igennem, kan man ikke undgaa
at lægge Mærke til, at der i dem alle er en Del "Sagn, Æventyr og
lign.", men de er hentede fra tyske og norske Samlinger, eller fra S.
Grundtvigs og Thieles Samlinger, og Læsebøgernes Forfattere lader da, paa en
enkelt Undtagelse nær, som mine Sagn- og Æventyrbøger slet ikke er til. Jeg
kan derfor ikke tænke mig, at den store Almenhed for Øjeblikket bryder sig særlig
meget om at læse mine Rejseoplevelser. Hvis jeg alligevel tager mig for at
skrive en saadan Bog og lader den trykke, vil det sikkert gaa som den Gang, jeg
udgav min store Ordsprogssamling. Jeg viste Manuskriptet til forskellige, hvis
Udtalelser jeg satte Pris paa, og de sagde alle: "Den Bog maa vi have frem,
den vil De faa Fornøjelse af, og den vil blive købt af mange." Men de
virkelige Forhold blev helt anderledes. Kun saare faa købte Bogen, og efter
dens Fremkomst har jeg ikke hørt nogen egentlig rosende Omtale af den.
Da jeg nu fik Opfordring til at
skrive et lille Stykke til dette Tidsskrift, tænkte jeg: "Du skal
alligevel vove at komme frem med nogle Smaatræk til Belysning af en enkelt Side
af Sagen. Den maa frem, da de gamle har Ære deraf."
J. M. Thiele fortæller i
"Af mit Livs Aarbøger" noget lidet om, hvordan han i Aaret 1817 var
ude paa Samlerrejse. Han siger, at alt gik godt for ham, indtil han tog sin
Blyant frem for at skrive, hvad der fortaltes ham, thi saa var det som oftest
forbi. Jeg vil nu meddele noget om, hvilke Indtryk jeg i den Henseende har
faaet.
Mange har rettet det
Spørgsmaal til mig: "Men er Folk nu ogsaa villige til at fortælle for
Dem? Kan De faa dem til at lukke Munden op, og vil de virkelig med god Vilje
give noget til Bedste?"
Dertil svarer jeg: "Ja, for
det meste er de ret villige, naar deres Mistænksomhed bliver overvunden, og der
er da ogsaa Beviser nok, synes jeg, for den Ting i de Bøger, jeg har udgivet.
Men jeg skal ikke nægte, det undertiden har nogen Vanskelighed at faa
begyndt."
Det var nu i al Korthed, hvad jeg
havde at sige om at faa Folks Munde lukket op. Men stiller der sig saa nogen
Vanskelighed, naar det, der skal fortælles, skal skrives op? vil man spørge.
Har De gjort den samme Erfaring som Thiele? Hertil svarer jeg: Nej, saa godt som
aldrig. De allerfleste af de Mænd og Kvinder, der har givet mig Bidrag, har
ikke haft det mindste at indvende imod at faa disse optegnede, om det saa skete
paa staaende Fod. Ret mange har endogsaa ligefrem sat Pris paa det, da de
vidste, at hvad de kunde meddele nu blev bevaret og gemt til kommende Tider i
Stedet for at gaa i Graven med dem. Men nogle enkelte har der rigtignok været,
som ikke satte Pris paa at faa deres Meddelelser nedskrevne, og en enkelt har
endog ligefrem nægtet at fortælle, naar jeg vilde skrive det op. Mødet med
ham skal jeg fortælle noget om. Baade i Hørning, i Adslev og i Jegsen havde
man anbefalet mig en Mand i Mjesing som et Menneske, der sikkert sad inde med
meget, og som jeg endelig maatte til. Jeg gik altsaa meget fortrøstningsfuld
derover og traf Personen nede ved Gadekæret ikke ret langt fra hans Hus. Da jeg
nu havde fremført mit Ærinde, saa han meget afvisende og uforstaaende paa mig
og lod, som det var et fremmed Sprog, jeg talte til ham. Han var ej alene mistænksom,
men endog fuldstændig utilgængelig, og det varede ikke længe, inden han
vendte mig Ryggen og gik. Jeg kunde da stejle af til hvad By, jeg vilde. Dette
kom mig aldeles uventet; saa tilknappet et Menneske havde jeg ikke truffet længe,
og jeg grundede noget over de mange Lovtaler, jeg havde hørt om den Mand. I min
Vaande gik jeg ind til Degnen og forestillede ham Sagen. Man havde henvist mig
til Peder Horn som en god Kilde, og nu havde jeg talt med ham, men var bleven
haanlig afvist. "Hvad er nu Deres Mening?" sagde jeg.
"Ja, jeg tror sikkert, at
Manden kan noget, for han er ret vel begavet og har mange Interesser, ogsaa for
det gamle. Men han vil gerne roses. Nu gaar vi hen til ham igen, og saa skal jeg
anbefale Dem. Jeg har rigtig nok ikke god Tid, men kan vi faa det lidt i Gang,
saa kan De nok hjælpe Dem selv, det gælder jo om at faa begyndt."
Jeg takkede, og vi gik.
Den gamle var
Pebersvend og boede helt ene, lavede selv sin Mad og besørgede alt husligt
selv. Husets Omgivelser var ikke særlig kønne, da en stor Mødding var nær
ved at gaa ind ad Døren til ham. Men inden Døre saa der endda lidt taaleligt
ud. Degnen begyndte at lægge for, og Peder Horn var nu ret flink og var snart
et helt andet Menneske.
Da det hele tegnede saa lovende,
gav jeg Degnen Orlov. Men et Øjeblik efter fik vi Besøg af en Kvinde, der lod
til at være ret velkommen. Hun kom med Rentepenge til Peder - det var nemlig i
Terminstiden - og der var jo ikke Tale om, at jeg kunde faa et Ord indført.
Peder var Venligheden selv, hentede Kirsebærvin og trakterede med 5-Øres Kager
som den flotte Vært. I det samme kom nok et Par fremmede, et Par Mandfolk fra
Nabolaget, og Samtalen gik nu helt livlig. Mændene skottede til mig og var
nysgerrige efter at vide, hvad det var for en fremmed Mand. Sandsynligvis havde
de set mig gaa derind med Degnen og kunde nu ikke dy sig længere. Peder Horn
maatte give Forklaring, og jeg fik da Lejlighed til igen at bringe mit Ærinde
paa Bane.
"Ja, det passer godt
nok," sagde de andre, "her er De kommen til den rette Mand; er der
nogen, der kan fortælle, saa kan Per."
Det smigrede ham aabenbart, og
han skulde nu til at vise sin Dygtighed og tog saa fat paa at fortælle Æventyret
om Manden fra Ry, der gjorde sig til Præst. Han fortalte godt og livligt, og
jeg tog nu mine Skrivesager frem.
Men med ét brød han af og
sagde: "Hvad skal det til?"
Ja, jeg forklarede ham, at jeg
gerne vilde have skrevet op, hvad han fortalte, det var altid min Skik.
"Nej, a vil ikke have det
skrevet op. Det kan De jo sagtens huske."
Jeg søgte nu at gøre
ham begribeligt, hvorfor jeg vilde skrive og maatte skrive, men Per var aldeles
uimodtagelig for mine Grunde. "A vil godt fortælle for Dem, men De maa
ikke skrive det." Han vilde ikke fortælle et Ord mere, inden jeg havde
faaet lagt alt til Side, alle mine Forestillinger var frugtesløse, stædig var
han, og stædig blev han, og tilsidst blev han helt fornærmet. Jeg var heller
ikke fri for at blive det, og saa skiltes vi ad paa det. Læseren kan hertil
maaske bemærke, at jeg bagefter, naar han havde fortalt færdig, kunde have sat
mig til at tegne op, men han huske saa paa, at Manden jo ligefrem forbød mig at
skrive, hvad han fortalte, og dette Forbud vilde jeg denne Gang ligesom ellers
ogsaa respektere. Se, det var Særhed. Adskillige Mennesker har deres Særheder.
Lidet begavede Mennesker kan ikke indse, at de gamle Historier har nogen Fremtid
for sig, lige saa lidt som de kan se, at der af dem kan spire noget frem til
Frugt og Glæde for Efterkommerne, da deres Syn og Tanker ikke strækker saa
vidt. Nogle enkelte med større Begavelse, men desuagtet med det snævre Syn,
kan ogsaa træffes, og i deres Særhed modsætter de sig da Pennens Virksomhed
og holder alene paa det levende Ord.
Helt anderledes opfattedes Sagen
af Lavst Jensen (i daglig Tale Lavst Tygesen) i Bjerregrav nordøst for Viborg.
Han saa øjeblikkelig aldeles klart, at det maatte skrives op, hvad han kunde
fortælle, og det var ham meget om at gøre netop at faa mig meddelt saa meget
som muligt. Manden var yderst brystsvag, da jeg kom til ham, og var bleven saa
daarlig, at han nu laa stadig til Sengs. Han var selv overbevist om, at han ikke
havde ret lang Tid tilbage, og det var ham meget besværligt at tale saa højt,
at jeg kunde høre det, og i det hele taget at anstrenge sig. Jeg turde da ikke
lægge det mindste Pres paa ham, men behøvede det heller ikke. Jeg maatte ikke
gaa igen og blev der om Natten for at have god Tid og næste Dag igen fortsætte
med mine Optegnelser. Ikke ret længe efter, at jeg var rejst, døde han, saa
jeg med Sandhed kunde sige, at jeg der modtog det fra døende Læber. Omtrent
lige saadan gik det hos en Mand i Udtoft i Grindsted, som ejendommeligt nok bar
samme Navn som Manden i Bjerregrav. Han var meget syg og laa og fortalte for mig
i Sengen, men med det største Besvær.
Om han igen blev rask, ved jeg ikke, men tror det næppe.
Niels Simonsen i Vejrum var ogsaa meget syg, da jeg kom til ham, men
vilde gerne gøre alt for mig og holdt ud en hel Aften. Næste Morgen, da jeg
kom tilbage, var han dog bleven saa daarlig, at det var ham umuligt at
fortsatte, og en tre fire Dage efter døde han.
En Aftenstund, jeg kom til
Hjallerup, traf jeg der en yngre Mand, som var bosiddende i Aalborg og havde sin
Moder der. Han bad mig ligefrem paa min Tilbagerejse om at komme ind til hende,
da han vilde sætte Pris paa, at hendes Fortællinger kunde blive skrevet op.
Jeg efterkom selvfølgelig Opfordringen med Glæde og fandt Maren Sørensdatter
lige saa meget oppe for Sagen som Sønnen, saa det var en sand Fornøjelse at være
hos disse brave Folk.
Men saa glat har det nu meget sjælden
gaaet. Dog vil jeg ikke komme ind paa her at fortælle noget om mine større
Besværligheder. Jeg skal kun fortælle endnu et Par Træk om, hvordan det paa
anden Maade kunde stille sig med Villigheden hos Vedkommende til at fortælle.
Jens Kristensen i Ersted havde meget anbefalet mig at tage hen til Peder
Simonsen - almindelig kaldet Peder Buder i Sørup, og da jeg saa senere var paa
Egnen, fik jeg hans Bopæl opspurgt og kom der lidt hen paa Eftermiddagen. Jeg
traf dog kun Konen hjemme, hun var omme bag Huset, og jeg var slet ikke inde.
Paa mit Spørgsmaal om, hvor Manden var, svarede hun helt kort: "I
Mosen." Den var en halv Mils Vej borte, og jeg indsaa straks, at det ikke
kunde nytte at opsøge ham der, han havde jo ikke Lejlighed til at fortælle for
mig under sit Arbejde. Jeg spurgte
da om, hvornaar han kom hjem.
"Ja, han kommer ikke, inden
det bliver Aften, og saa er han træt og gaar straks i Seng, for han er jo en
gammel Mand."
"Kan man saa ikke træffe
ham i Morgen tidlig?" spurgte jeg igen.
"Nej, han rejser
sig Klokken fire, og saa gaar han straks ud i Mosen, for vi skal jo have vore Tørv
gravet, nu er det lige Tiden til det." Det maatte jeg indrømme og fremførte
nu, hvad mit Ærinde var.
"Nej, han kan
saamænd ikke fortælle noget, ikke det mindste," sagde hun helt troværdig,
"det er noget, han aldrig har givet sig af med."
"Har De da
aldrig hørt ham fortælle saadanne gamle Ting?"
"Nej, aldrig,
nej, De er gaaet helt Fejl her, gode Mand."
Jeg sagde nu, at man
havde talt om ham til mig og rost ham som en dygtig Fortæller.
"Ja, saa har de
bildt Dem noget ind, gode Mand."
Nu vilde Konen ikke
have mere med mig at gøre og vendte mig Ryggen. Jeg maatte da tridse af og var
helt ked af det. Jens Kristensen vidste jeg, at jeg kunde stole paa, men Konen
maatte da ogsaa vide Besked. I min Tvivlraadighed kom jeg forbi Juelstrup Præstegaard,
og da jeg kendte Præsten fra tidligere Tid, gik jeg ind for at hilse paa ham,
og saa fortalte jeg, hvordan det var gaaet mig. Præsten, der er en særdeles hjælpsom
og flink Mand imod mig - han har for Resten hjulpet mig til Rette en Gang senere
- sagde nu, da jeg havde fortalt ham, hvordan det var gaaet mig:
"Jeg vil nok
antage, at Manden kan noget, og De maa have talt med ham."
"Ja, i Dag kan
det ikke lade sig gøre," sagde jeg, "og i Morgen tidlig Klokken fire
skal han i Mosen."
"Nej, saamænd skal han ej," sagde Præsten.
"Bliv De nu her til i Morgen, saa følges vi ad derud."
Jeg lod mig overtale dertil, da Præsten var saa
fortrøstningsfuld, og jeg sandt at sige meget gerne vilde have talt med Manden.
Altsaa var jeg meget tidlig oppe næste Morgen, men Præsten var ikke saa
forhippet paa det, og først Klokken syv kom vi afsted. Klokken halvotte var vi
ved Huset, og jeg var jo aldeles overbevist om, at vor Gang var frugtesløs, men
Manden var ligegodt hjemme og i Færd med at male et Gravkors. Vi kom snart i
Gang med Skriveriet, og Manden var meget flink og meget dygtig til at fortælle.
Det tog jo Tid, og der var slet ikke Tale om, at Peder skulde i Mosen den
Formiddag. Præsten tog saa Afsked, men jeg blev der. Jeg spurgte nu Konen,
hvorfor hun Dagen før havde afvist mig saa kort og ligefrem sagt Usandhed for
mig.
"Ja, a troede jo
ikke, det var saadan noget, De vilde have."
"Jamen, jeg sagde
Dem jo tydelig nok, hvad det var, og De forstod det godt nok."
"Ja-a, der er saa
mange, der løber omkring og bilder os noget ind."
"Set jeg da ud
som en Landstryger?" sagde jeg og lod lidt fornærmet. Nej, det maatte hun
sige nej til. "Men a kunde da aldrig tro, der var nogen, der gik omkring og
vilde samle paa saadan noget, det har en
da aldrig hørt før. Men da De saa kom i Dag igen, og Præsten var med, saa
kunde a jo forstaa, det var Alvor."
Hun undrede sig for Resten
gentagne Gange over, at Præsten var fulgt med mig, og det gjorde Manden sikkert
lige saa meget.
Jeg skal saa fortælle, hvordan
det gik mig i Sønderholm. Der var en Mand, som skulde kunne fortælle godt, og
jeg var først inde hos Degnen for at tale lidt med ham om det. Men han havde
aabenbart aldeles ingen Interesse for min Virksomhed, og jeg gik derfra til Præsten,
som var meget flink og lovede mig Natteherberg. Altsaa gik jeg helt trøstig til
Lars Dun. Han var meget medgørlig og vilde godt oplade sig. Konen, der var født
paa Læsø, var heller ikke særlig vanskelig, men en voksen Datter, der var
hjemme, var fra Begyndelsen af yderst umedgørlig og gav hele Tiden ligefrem
ondt af sig, fordi Faderen vilde indlade sig med den fremmede Mand om slige
Sager. Til sidst fik hun ogsaa Moderen opirret, efter at de havde haft en
Konference i Køkkenet, og de to gjorde mig og Lars det nu saa broget, at jeg
maatte fortrække. Jeg sagde til Manden, at jeg nu gik til Præsten for at bede
ham om Lov til, at vi begge to uforstyrrede kunde sidde i Præstegaarden, og jeg
haabede da, at naar jeg nu kom igen efter at have faaet Tilladelsen, han saa
vilde følge med. Jo, det lovede han. Jeg skyndte mig nu til Præstegaarden, fik
det i Orden der og ilede nu tilbage til Huset; men da var Manden forduftet. Det
var næppe, Kvinderne vilde svare mig, og de gav mig blot den Besked, at de ikke
vidste, hvor Manden var. Af dem kunde jeg altsaa ingen Oplysning faa, men paa
Gaden fik jeg at vide, at han var gaaet ned til en Gaard nord i Byen. Her fandt
jeg ham ogsaa. Gaardens mandlige Besætning sad og spillede Kort, og han saa
til. Jeg vidste jo meget godt, at han sad der, fordi han ikke kunde døje
Skoserne der hjemme, og jeg fik ham nu med mig. I Præstegaarden gik det nu
saare godt. Manden var en ypperlig Fortæller og kunde mange sjældne Ting. Men
om Aftenen, da Klokken slog ni, vilde han afsted, han turde ikke være borte længere,
sagde han, og mine Overtalelser til at blive endnu en halv Times Tid var
frugtesløse. At Manden stod under Pisken, var klart nok, og det vilde enhver være
kommen til under saadanne Forhold. Jeg bad ham nu komme igen om Morgenen, men
det vilde han ikke love. Næste Morgen ventede jeg selvfølgelig forgæves.
Klokken blev ti, og jeg sagde da til Præsten: "Kvindfolkene derhjemme har
gjort Lars det saa broget, at han ikke tør komme."
"Ja,
Datteren er jo meget missionsk," sagde han, "saa det er troligt
nok."
"Hvis De nu vil følge med mig derned og
opfordre Manden til at følge med Dem hjem," sagde jeg, "saa kommer
han, men ene kan det ikke nytte jeg kommer, efter den Behandling, jeg fik i
Gaar. Jeg vilde meget gerne have mere at vide af den Mand."
Men det vilde Præsten ikke. Han var sikkert
ogsaa bange for Kvindfolkene, det Indtryk fik jeg da i alt Fald, og jeg maatte
da rejse fra Sognet uden yderligere Udbytte, og jeg har ikke været der siden.
Her turde jeg finde
det ret at komme med følgende lille Indskudsbemærkning. Tilhængere af
"Den indre Mission" har saa godt som altid stillet sig fjendtlig
overfor mig og min Arbejden. Jeg har næsten aldrig af dem faaet nogen egentlig
Hjælp, men endog tidt de største Ubehageligheder. For dem er Indsamlingen af
Folkeminder aabenbart en djævelsk Gerning. Haarde Ord og Straffeprædikener fra
den Side har jeg da altid været forberedt paa.
Ret ejendommelige Forhold traf jeg paa hos en
Skomager i Bindslev nordøst for Hjørring. Ovre i Lendum traf jeg en
Mejeribestyrer, som spurgte mig, om jeg havde været hos hans Moder i Bindslev,
for hun var god til at fortælle.
Nej, det havde jeg ikke, men jeg havde lige været
i hendes Nærhed. "Jeg havde ikke Spor af Anelse om, at der bor en Kone,
som kan noget," sagde jeg, "for saa havde jeg naturligvis opsøgt
hende. Ingen har talt om hende, ikke en Gang Degnen, som jeg dog har spurgt
ud."
"Da boer hun tæt
ved Siden af," sagde han, og jeg takkede ham nu for den Oplysning og tænkte
meget paa at lægge Vejen der om ad, naar jeg var paa Hjemturen. Men det kunde
nu ikke lade sig gøre, og Besøget maatte da opsættes til næste Aar. Det
lykkedes mig saa Aaret efter at komme til hende, og det viste sig, at hun var en
udmærket Kilde. Hun vilde ikke alene gerne fortælle, men satte ogsaa Pris paa
at faa det skrevet op. Manden derimod var meget misfornøjet dermed. Han
foregav, at han ikke kunde indse, hvad Nytte det var til, at saadanne Løgne
blev førte paa Papiret og gemte. Gentagne Gange sagde han: "Men kan De nu
sige mig, hvad Nytte det er til?" Jeg søgte at gøre ham det forklarligt,
saa godt jeg kunde, men enten han nu ikke kunde eller ikke vilde forstaa mig,
skal jeg lade være usagt. Han sad og skomagererede i samme Stue, som jeg og
Konen var; men det varede ikke længe, inden han erklærede, at han ikke de
taale at sidde og høre paa det. Jeg kunde naturligvis ikke gøre Krav paa, at
han skulde fortrække, og det blev altsaa mig, der skulde vinde. Jeg kom da med
det Forslag til Konen, om vi ikke kunde sætte os ud i Køkkenet, hun kunde nok
sidde der ude og spinde. Det hun villig til, og nu tog vi fat der. Hun spandt,
og hun lavede Mad, og alt imens fortalte hun, samtidig med at jeg skrev. Men
heller ikke her kunde han taale at have mig, og jeg gjorde da den Aftale med
Konen, at hun om Aftenen, naar hun havde faaet Mandens Nadver gjort i Stand,
skulde komme ned til Degnens, og saa kunde vi sidde der. Hun kom ogsaa, da hun
havde faaet sit Dagværk gjort.
Det var naturligvis
endnu mindre tilpas, og det endte da med, at maatte bryde af , for vi kunde
intet Fristed finde. Da jeg tog Afsked med Manden, var han meget bitter og grov
imod mig, og for Resten forbød han mig at komme hos ham oftere. Jeg var ked af
hele Historien, men kan dog ikke andet end undskylde den Mand noget. Han havde
nu en Gang ikke mit Syn paa Sagen, han var en ret ivrig Tilhænger af
"Indre Mission", og han led af et Maveonde, der gjorde ham noget
gnaven og vanskelig. Ane Sofie Larsdatter derimod viste sig fra først til sidst
saa ivrig for at faa Minder skrevet op, at jeg ikke kunde være andet end særdeles
glad ved hende.
Jeg maa da erklære, at en hel Del af de
Mennesker, der har fortalt for mig, har vist Glæde over at se deres Minder
opbevarede til Efterkommerne. De allerfleste af dem, der har kunnet give mig
Meddelelser, har jo været begavede og ret udviklede Folk, og de har kunnet
forstaa saa meget af Tidens Tegn, at de vidste, hvordan det vilde gaa med
Minderne, naar de selv var døde; og da de nødig vilde have dem til at gaa i
Graven med dem og ikke satte Pris paa at faa deres Fædrene og Mødrenearv sat
over Styr, var de ret villige til at gaa mig til Haande. Det kan med faa Ord
siges: De fleste af disse Mennesker, der har været Bærere af vore Minder ned i
Tid, har været aandsdannede nok til at modtage dem, ogsaa til at gemme dem og
endelig ogsaa til at give dem fra sig igen paa den for Øjeblikket eneste
rigtige Maade.
(Jydsk
Stævne, ved Jeppe Aakjær. 1902. S. 128-38. Genoptrykt i Evald Tang
Kristensen 1843-1943: En samling Artikler og en Biografi 1943)
|
|
