| |
Småtræk af Kjæltringernes Liv
Af Evald Tang Kristensen
I vore Dage kan man med Grund tale om et svindende Folkeliv, thi den nye Tid har
for længe siden holdt sit Indtog hos os, og den Slægt, der nu er i sin
Manddom, viser sig at være en helt anden i Tankesæt og Levevis end den forudgaaende. Det er altsaa kun ved at komme i levende Berøring med de gamle,
at man ad mundtlig og lagttagelsens Vej kan faa ret Rede paa den gamle Tids Særpræg.
Allerede nu hører de Mennesker, der kan give os ret tro og paalidelige
Forestillinger herom, til de store Sjældenheder. Jeg har færdedes meget
imellem saadanne Gamle, hvis hele Liv hører en svunden Tid til, og som danner
ligefremme Særsyn i det moderne Liv, og af slige gamle Mænd og Kvinder har jeg
faaet oprullet mangt et Fortidsbillede. Naar jeg paa de efterfølgende Blade
forsøger at give et lille Billede af Kjæltringlivet, som det levedes i Jylland
for et Hundrede Aar siden, vil jeg altsaa paa Forhaand udtale, at jeg alene har
holdt mig til mundtlige Kilder, og dernæst finder det nødvendigt at betone den
nøje Forbindelse, dette Kjæltringliv har med det lavere Bondeliv i den givne
Tid, og at det ene med det andet tjener til at fuldstændiggjøre Billedet af
"arme Bonde"s Liv paa den Tid.
Der findes ikke ret mange Kjæltringer endnu levende. Her i
Sognet er lige nu død en gammel Mand, indtinget af Fattigvæsenet og ellers ernærende
sig ved at binde Løbe og lave Solde. Han har tilbragt det meste af sit Liv i
Tugthuset og er for nogle Maaneder siden atter kommen derfra, og dog var han en
grumme skikkelig, gammel Mand, som jeg har meget tilovers for. Jeg mindes tidt,
hvad St. Blicher skriver i Indledningen til sin Novelle "Kjæltringliv",
og hvad Ordsproget siger om de store og de smaa Kjæltringer. Det passer
tilfulde paa min gamle Yndling. Naar vi kaster et samlet Blik ud over Kjæltringernes
Liv, kan man ej undlade at sige: Der er meget gaadefuldt i Samfundet, Folk, der
er opdraget i en ordnet Stat og under gunstige Forhold, ja, har endog nydt en
meget god Opdragelse, saa, de regnes med til den dannede Verden, viser sig meget
tidt i Virkeligheden at være de mest udspekulerede Tyveknægte og Skurke. De
teer sig meget værre end Kjæltringerne, der betragtedes som Menneskehedens Bærme
og Udskud og hadedes og forfulgtes som vilde Dyr, der ikke optoges i
menneskeligt Samfund og næppe levede paa menneskelig Vis. Hvad Under, at deres
Retsbegreber og Samvittighed maatte sløves, men naar de grebes i en eller anden
Lovovertrædelse, anvendtes mod dem Lovens yderste Strenghed.
I mange Retninger sløve fra Barnsben var deres Følelser dog
ingenlunde blevne sløvede, og ret rørende var Forældrenes Kjærlighed til
deres Børn. En vis Axel, der tilligemed sin Kone havde Været inddømt i
Viborghuset, var kommen ud før hende. Da han saa en Dag kom ind i
Strandbygaarde, sad der en gammel Smed, som spurgte ham, om han ikke havde sin
Kone med. "Nej," siger han, hun vilde blive der en Maaned længer. Om
Viborg Sø saa havde staaet i en gloende Lue, saa vilde a dog have gaaet
igjennem Ilden, dersom a havde kunnet faa hende med ud." Dertil svarede
Folkene i Gaarden: "Du gjør jo ikke saa meget ud af din Kone alligevel,
din beskidte Kjæltring," og det var nu sandt nok, for de sloges tidt.
"Jo," siger han, "dersom Strandby Kirke og Farsø Kirke og
alle Kreaturerne, der staaer paa Marken, de var af Guld og var paa een Vægtskaal
og min Kone paa en anden, saa tog a endda min Kone, saa kan I da nok vide, at a
giør ud af min Kone." Og idet han sagde det, saa græd han. Da
Pludder-Madses Kone var død, sagde han: "Hun var ond at have, men værre
at miste. Da hun nu laa og droges med Døden, kaldte hun mig hen til sig, og saa
sagde hun: Du lugter saa jordet, Mads! Men da var det hende selv, den Guds
Engel."
Der er i Kjæltringernes Ægteskabsliv en forunderlig
opofrende Kjærlighed og haard Behandling. Den gamle Niels Kristian i Fredbjærg
fortæller, at han en Gang kom om ved fem Rakkere ude i Heden, der var komne til
at slaas. Den ene, et Mandfolk, gik ved to Krykker, og saa var der tre andre,
der vilde tage hans Kone fra ham og vilde slaa ham. Kvinden vilde nok holde med
sin Mand, men det var ikke nemt, da de var tre om ham. Saa raabte han:
"Else Johanne, tag mig nu min Spærhage,*) at a kan faae noget at værge
mig med, a skal her miste Arme og Ben for din Satans Kvinds Skyld!" Saa fik
han Spærhagen og sad ned og værgede sig godt for dem, saa længe Niels
Kristian saa det, men han fortsatte jo sin Gang og veed ikke, hvad Udfaldet af
Kampen blev.
Jeg sad en Aften i et Hus, der forhen har været et rigtigt
Tilholdssted for Kjæltringerne. Beboerne fortalte mig da, at i den samme Stue,
hvor vi nu sad, havde Sold Andreas og Pludder-Mads en Aften været ved at bytte
Kone. Pludder-Madses Kone var den yngste, og derfor skulde han give en Pægl Brændevin
i Bytte. Han var tyk i Mælet, men alligevel kunde han snakke Kvindfolkene for,
saa han fik dem til at følge med sig, og det var ene Bønderpiger. Somme Tider
byttede han med dem, og nogle af dem døde. Saa havde han jo selv Børnene og slæbte
omkring med dem, til han fik en an, den Kone. Naar han kom ind et Sted, svøbte
han dem og gav dem Mad og kunde omgaaes dem som nogen Kone. En Dag bankede han
sin Kone et bitte Stykke ovenfor Vadgaards Fort. Det fik Præstemadammen at se,
og da han nu kommer derind for at tigge, sagde hun til ham: "Du faaer ikke
noget i Dag, Mads, for jeg saa, du slog din Kone." Mads kunde nu ikke læse
noget, for han havde ingen Ting lært, men han havde ligegodt Svar paa rede
Haand og siger saa: "Herre Gud, Madam, haver De ikke lært, at Kvinden skal
være Manden undergiven." Saa fik han alligevel noget for det Svars Skyld,
thi Præstekonen var altid god ved den Slags Folk.
I sin Alderdom blev Pludder-Mads blind, og da havde han faaet
sig en Kone, som hed Lamme-Dorret. Hun gik for af med en Krykke og en Kjæp, og
han bag efter og holdt i hendes Skjørt, for han var jo blind og kunde ikke selv
gaa. Hvor hun kom ind, vilde hun tigge en Dram til Mads, og naar Folkene havde
skjænket den, vilde hun holde den til hans Mund - saadan skulde det forestille
- men hun drak selv Drammen. Det kunde Mads jo ikke godt lide, og saa blev de
uklar og kom til at skjændes og somme Tider at slaas. Naar hun paa den Maade
fik for mange Dramme, blev hun svirende og faldt omkuld ude paa Marken. Saa
kunde det ske, især naar han var svirende ogsaa, at han kom fra hende, og han
laa da paa Agrene og skrabede efter hende, mens hun laa i en eller anden Vejgrøft
og sov Rusen ud. Naar hun saa vaagnede, ja, saa hinkede hun hen til ham og fik
ham til at tage i Skjørtet igen, og de drog videre.
Lire-Anders havde to Koner - noget, der for Resten hørte til
de største Sjældenheder - men han havde det ikke bedre end til det med dem og
havde ikke noget at sige, for de holdt sammen, men de fulgtes da ligegodt med
ham. En Aften kom de ind et Sted i Fovlum, og der kom de i Trætte, men han
kunde ikke staa sig, og hans Koner sagde blandt andet til ham, at Fanden sad i
hans Øjne paa en trebenet Skammel.
Sold-Andreas blev slaaet ihjel paa Klostrup Mark af Anders Nøragers
Søn, Hans. Hans Kone hed Sidsel Marie og holdt godt nok med Manden og hjalp
ham, saa længe han kunde bjerge sig. Men saa gav Hans ham et Slag i Hovedet, og
han faldt da lige om og var død. De lagde ham lige ind i en Lade i Klostrup og
rømmede saa derfra, men Hans blev ligegodt overbevist om Mordet og fik sin
Straf. Da han var færdig dermed og kom ud igjen, giftede Sidsel Marie sig med
ham, et Træk, der tyder paa, at netop hun havde været Tvistens Æble.
Den sidste Kone, Per Lind havde at løbe med, hed Kirsten, og
hende solgte han til Bitte Per Lind. "Nu har a haft 11 Koner," sagde
han til hende, "men ingen af dem har a haft saadan Døve med som med
dig." Sagen var, at hun vilde ikke blive ved ham, men stak somme Tider af
paa egen Haand, og saa døjede han jo med at finde hende igjen. Da saa en hel
Flok Kjæltringer kom til Ullits, gav de ham en Pægl Brændevin for at afstaa
Kirsten, endda han vilde ikke vel have været af med hende. Bitte Per Lind og
Kirsten bosatte sig senere i Ravnstrup og samlede der 800 Daler, som de siden
testamenterede til en Sønnesøn, der var Snedker i Randers.
Den før omtalte Axel havde en Søn, Niels Axelsen, der kjøbte
sin Kone for 3 Mark, et Klæde og en Pægl Brændevin. Hun havde endda været
gift før og havde flere Børn med den første Mand. Det var netop Per Lind, som
havde forladt hende, og et af Børnene, en Pige, blev senere gift med Lodmanden.
Det Ægteskab gik godt, og de tjente mange Penge, men han havde flere Brødre,
der somme Tider fik ham givet fuld, og saa stjal de Pengene fra ham.
Lodmanden kaldtes saaledes, fordi han drog omkring og loddede
for Folk, han hed ellers Hans og var født i en Lade i Grynderup. Faderen, der
ogsaa hed Hans, kom løbende hen til en Nabogaard, og bad Konen, om hun ikke
vilde følge med, for saadan og saadan var det, og den Gang var der ingen oplærte
Jordemødre. Hun vilde nok følge med og hjælpe til, men trykkede sig dog noget
ved det, saa det varede en Tid, inden hun kunde faa gjort sig færdig. Saa
kommer han igjen og siger: "Aa, bitte Mo'er, kom nu, for nu har hun faaet
den." Saa maatte Konen jo afsted. Der var en anden Kvinde, som gjorde
Barsel i Stistrup, og en halv Time efter, at hun havde faaet Barnet, var hun ude
ved Kjelden efter Vand. Manden i Gaarden var derude, og saa raabte hun hen til
ham: "Hørte I, a brølte?" Det gyste ordentlig i Folkene, da hun
sagde de Ord.
Lodmandens Fader loddede ogsaa, men da de havde 22 Børn at
kjøre omkring med, var det ham plat umuligt at faa Føden til dem uden at
tigge, og saa levede de af andre Mennesker. Manden og den største Søn trak med
en Vogn, fuld af Børn. Næsen gik til Jorden paa Manden, saadan trak han. Konen
havde et Barn paa Ryggen i en bitte Spaanvugge med Spoler og et ved Haanden, og
de store Drenge gik med nogle Poser paa Nakken og var saa krogede som Klaver af
den tunge Byrde. Nogle gamle Sække og noget Halm, det var deres Sengeværk om
Natten, og naar de kom ind et Sted og fik Lov til at blive der, trak Folkene
Bordet ud fra Væggen, bar et Par Halmbreuger*) ind og lod dem saa lægge sig
paa dem, for Folk var jo ellers gode ved dem. Naar Konen gjorde Barsel et eller
andet Sted, var hun der blot en Dag, og saa gjorde hun den samme Tur igjen uden
videre.
Kjæltringkonerne gik altid med Børnene paa Ryggen, til de
blev saa store, at de kunde gaa selv, og da de ikke sjelden var sygelige, kunde
det godt ske, at de gik med dem, til deres Ben slæbte langs ad Jorden. Vuggen,
eller hvad man skal kalde den, havde jo ikke Angler som en almindelig Vugge, men
bestod af fire Stolper, og paa den nederste Ende paa hver af dem var der Kroge,
hvorpaa der kun, de hænges Bleer og Klude til Tørre. Saa hængte de der i
Vinden og blæste, mens Kvinden gik, til det blev tørt. Nederst var fastgjort
en Sæk, som var noget udstoppet, og ovenover denne anbragtes saa Barnet imellem
Stolperne. Naar Moderen kom ind et Sted, stillede hun sig med Ryggen til Bordet,
spændte Vuggen af sig og saa til Barnet samt gav det Patte. Men der var jo
mange af Børnene, som frøs ihjel om Vinteren, fordi de havde saa simple
Natteherberger og skulde ud, naar det blev Dag, saa næsten hvad Vejr, der var
paa Sky.
Hvad angaar den Skik at kaste Kjæp, da brugtes den, naar der
var et Par Mandfolk, som begge vilde have et Kvindfolk og ikke kunde enes om det
paa anden Maade. En gammel Mand i Risgaard har set dem øve denne Idræt, mens
han var en lille Dreng, derude sønden for Lovens. De kylte Kjæppen i Vejret,
og den drejede sig flere Gange i Flugten. Naar den saa faldt ned, gjaldt det om,
hvem den tykke eller den smalle Ende vendte imod. Den, der saa fik den rette
Ende, skulde have hende.
En anden Skik, der brugtes, naar et Par skulde giftes, gik for sig inde i en
Stue. Kvindfolket blev stillet an i den ene Side af Stuen og Karlfolket i den
anden, og saa skulde han med tilbundne Øjne finde hende. Det var nu ikke saa
nem en Sag bestemt at træffe hende, og det mislykkedes vel for det meste.
Mest ilde farne var de gamle og affældige. Dem blev der
gjort kort Proces med, og det er ret betegnende, hvad en gammel Kone i Fovlum
har fortalt. Der kom en Gang nogle Kjæltringer til min Moders Forældre i
Alstrup, fortæller hun, og de havde saa meget en Ældgammel Kone med dem. Et
Aars Tid eller noget efter, korn de igjen, og da var hun ikke med. Saa siger min
Moders Moder til dem: "Hvad, hvor har I nu gjort af den gamle Kone?" -
"Aa, Mo'er," siger de, "hun kunde ikke følge Trop." -
"Ja, hvad har l da gjort ved hende?" siger min Moder helt nysgerrig.
"Ja, da vi kom over Fjorden, og der var Is paa, saa hug vi et Hul, og der
puttede vi hende ned." - "Gud bevares," siger min Moder,
"hvad er I for Folk." - "Ja-a men, hun kunde ikke følge
Trop."
Man maa ikke tro, at Kjæltringerne strejfede om uden at have
noget at tage vare. Tværtimod, enhver Mand havde sin Næringsvej, og havde de
ikke andet at bestille, saa fiskede de i Vandløb og Søer, og da der den Gang
var mange flere Fisk end nu, saa kunde de ikke sjældent komme tilbage fra deres
Fiskeri med et rart Knippe Fisk.
Saaledes fortælles, at de fiskede Aal i Fandrup Bæk saa
store og tykke, og dem lavede saa Kvindfolkene Suppe paa, og Bollerne lavede de
af Melet, de imens havde tigget sammen. Naar de saa havde spist og ikke var
sultne længer, morede de sig med, hvis der var levnet nogle Boller, at tage og
smide dem omkring paa Væggene derinde i Laden, hvor de sad. Imens Maden blev
lavet, forslog Mændene Tiden med et Slags Spil, hvortil brugtes store
Spilleskillinger af Blik, som kastedes imod en Mur. Undertiden kunde de ogsaa
komme i Slagsmaal, og der blev da en forfærdelig Hylen baade paa Mænd og
Kvinder. De fleste Folk fra Byen kom saa til Stede for at se, hvad der var paa Færde.
Det var især i de senere Aar, Kjæltringerne maatte slaa sig
til Tyveriet. Der var nemlig blevet for lidt for dem at fortjene. Folk var selv
komne efter at flaa deres Kreaturer og feje deres Skorstene, og der lagdes dem i
det Hele betydelige Hindringer i Vejen for Udøvelsen af deres Haandteringer.
Men i forrige Aarhundrede var der dog adskilligt at tjene.
Per Lund var Glarmester og gjorde Blyvinduer, og han havde en
stor Glaskiste at gaa med og en Blytrækker at vinde Blyet op med til
Vinduessprosserne. Gjord i Vesterbølle gik omkring i hele Slet Herred og
aarelod for 3 Sk. Personen. Rakker-Morten kom tidt til Vaar for at feje
Skorstene. Han havde da altid nogle Krebs med og somme Tider ogsaa andre Fisk,
som han vilde give Generalen. Men saa vilde han jo tigge en Ret Kartofler til
Familien. Ja, han fik da gjerne en Skjeppe, og en Gang tiggede han sig et Sæt
sorte Klæder. Hver Gang han siden kom igjen, sagde han: "Husbond, Husbond,
a har dem endnu, a skal gjemme dem til min Dødsdag, a gaaer til Kirke i dem en
Gang imellem." Men Hovednæringsvejen var dog at flaa, og hver Rakker havde
sit Distrikt. Der boede en i Hule, som hed Ryyhans, og han havde Distriktet der
omkring, han tog saa Krikker af og fejede Skorstene og taalte ikke, at nogen gik
ind i hans Næring. En Gang. kom der et Par unge Slegier til Risgaarde og vilde
gjøre det samme som Ryyhans for den halve Betaling. De faar jo ogsaa noget at
bestille, for hvem vil ikke spare det, En kan. Men hvad skeer? I samme Godlag,
som de er færdige med det, kommer Ryyhans til Byen og træffer dem jo et Sted.
Øjeblikkelig han faar Sagens Redelighed at vide, trækker han sin Slagel i
Vejret og brøler: "Flux paa Timen giv Pengene fra jer, ellers skal ogsaa Dælen
gale i jer!" De maatte kjønt levere ham Pengene og siden holde sig fra
hans Sager.
Siden blev Kristen Hansen og Birte Ryssing Rakkere i Hule.
Prisen for at tage en Kat af var 4 Sk., for en Hund 8 Sk. og 1 Mk. for en
Helmis, "om end det var frøssen". Saadan sagde Folk det efter dem.
Krikkerne laa jo tidt i de Tider og frøs ihjel paa Marken. Naar Kristen skulde
til at tage Livet af en Krikke, fik han et Tøjer paa den, stak den i Bringen
med en Kniv og lod den saa løbe rundt omkring sig i en Kreds, indtil den faldt.
Havde han flere at skulle gjøre saadan ved, bandt han den ene i Skanken paa den
anden og lod dem løbe sig til døde. Da vi i 1826 havde den usle Avl, kjøbte
hver Mand i Himmerland 2 eller 4 Krikker oppe fra Han Herred paa Lerups Marked
saadan midt i Høst og gav en ti Daler for Parret. Saa gjorde de hele
Efteraarsarbejdet med dem og lod de usle Dyr gaa ude og bjerge Føden selv
imens, indtil de kom med Sneen paa Ryggen. Det Aar blev der slagtet Bæster i
Hundredetal, og da kan det nok være, Kræn Hansen og Birte Ryssing havde
travlt. "Naar Kræsten bare vil lægge Haanden paa dem," sagde Birte,
"saa skal a nok gjøre Resten, a skal regle*) Kjødet af Benene, te det
skal slæbe langt bag efter dem." Men han kunde ogsaa nok sit Haandværk.
Et Sted var han kommen og skulde tage Skindet af en Krikke. Han stod ude i en
Dal tæt ved Gaarden, men imens stod der en Kvinde inde i Bryggerset og var ved
at tage Skindet af et Faar. Hun vilde nu prøve at kappes med ham og kigede
stadig ud af et Hul, men han blev ligegodt den første til at faa sit Skind af,
endskjønt hun skyndte sig, alt det hun kunde.
Birte skulde en Gang kvæle en Kat, og dermed bar hun sig
saadan ad, at hun puttede den i en Sæk og trimlede den imod en Tørvestak med
hendes Ryg, som hun vendte til Stakken, saa længe, til Katten var trimlet
ihjel.
En af Kristen Hansens Drenge tjente i Fandrup. Hver Gang han
nu spurgte om Forlov til at gaa hjem og faa hans Klæder bødt, drillede Karlen
ham med at sige: "Nu skal du vel hjem og have Krikkefinker igjen." Men
da Faderen en Gang kom derhen, talte han Karlen alvorlig til derfor. Det var jo
en meget vandrende Bestilling i de Tider at flaa, og Folk vilde derfor nødig
have Omgang med Rakkerne.
Den nederste Kirkestol i Lovens Kirke kaldtes i lang Tid
Birret Ryssels Stol, og der gik ingen andre ind. Det samme var Tilfældet
overalt, hvor der var Rakkere. Saaledes kaldtes ogsaa de nederste Stolestader i
Skjern, Stavning og Dejbjerg Kirker for Rakkerstolene. Ved Gilder vilde ingen
spise af Fad eller drikke af Glas med Rakkerne, og ret betegnende er Talemaaden:
Vi drikker og sætter ved os ligesom de Hvalløse Koner. Der var nemlig Rakkere
i Byen, og de maatte ikke lade noget gaa videre, men skulde sætte Glas eller
Krus ved Siden af sig, for de havde deres eget at drikke af.
Men det kunde ikke altid byde sig, at Rakkeren var til Færds
lige i Tiden, naar man skulde have et Dyr flaaet, heller ikke, at man kunde faa
Bud til ham. Saa skulde Husbonden og hans Folk til det. Men Tjenestefolkene
vilde aldrig tage fat, inden Husbond og Madmoder først gik ud og gav et Snit.
Provst Møller i Breum mistede en Hest, og Folkene var ikke til at formaa til at
flaa den, inden Provsten selv kom ud og tog fat paa et Ben og gav et lille Snit.
Saa kunde de tage fat. Men han var slemt vred over det, og da han netop den Dag
havde Konfirmander, gik det ogsaa noget ud over dem.
I Folkebevidstheden fremtræder der aabenbart, i alt Fald i
den senere Tid, et Skjel imellem de bosiddende Rakkere, der havde deres faste
Distrikter at virke i, saadan som Ryyhans og Kristen Hansen, og saa de
omvankende Tiggere, der ikke alle hørte til Kjæltringslægten. Ret betegnende
var det, hvad en ung Mand i Svingelbjerg sagde til den gamle Mand, som han
skulde give Ophold, efter at han havde faaet Gaarden i Fæste: "Du
kan," som han kunde bande, "nu gaa ud med Pose og Kjæp, det har min
Fader gjort." I Himmerland og Salling gik Tiggerne i store Flokke, en 10,
12 ad Gangen, og mange af dem sluttede sig naturligvis til Kjæltringerne og
delte Kaar med dem. Nu kommer vi altsaa til at omtale de omstrejfende Løsgængere,
der ikke tog sig andet for end at tigge.
I Nærheden af Limfjorden, hvor Mændene tidt laa ude og
fiskede, kunde det være svært nok for Kvinderne at værge sig, naar der kom
saadan en Tiggertrop anstigende. Andre Steder var det ligesaa galt i Høsten og
Høbjergningens Tid. Meget næsvise og fordringsfulde kunde de da være, og
slemme var de i Kjæven. Der kom en Kjælling ind til en Kone i Støtrup og
forlangte en Almisse. Ja, hun vilde da give hende et Stykke Brød. Nej, det
vilde Kjællingen ikke have, hun vilde have Flæsk og Kjød og saadan noget.
"Ja, vil I ikke have Brød," sagde Konen, "saa kan I tage det med
jer, I har." - "Aa, bitte Bo'er," siger saa Rakkerkvinden,
"vil I saa ikke have det, I kalder Snavs, det, vi kalder Smør, og saa
putte det i jer Næse, saa faar I en god Lugt."
Den forhen omtalte Pludder-Mads var i sine Velmagtsdage
heller ikke saa haardt nødt. Folk kunde formelig rædde ham ud af By med et
Stykke Brød. Naar en eller anden Kone vilde komme med et Stykke til ham, sagde
han: "A har Dælen gool i mæ, saa meget Brød, at a kan tække Ullits By
med."
Vænø-Slegi fortalte, at han havde 18 og 20 Kirkesogne at
leve af med Fur. Det er siden bleven en Talemaade efter ham, at der er 18 og 20
Kirkesogne i Salling. Paa Fur og Vænø tælles efter Snese og ikke saadan, som
vi tæller, derfor var det, han sagde 18 og 20.
Lange-Grete var inde et Sted paa Mogenstrup Mark at tigge til
hendes Potte til Jul. Manden hed Per Kusk, og hans Kone var meget koparret i
Ansigtet. Hun vilde intet give hende, og Grete maatte da gaa uden at faa noget.
Saa var hun jo gal, og da hun kom til Nabohuset, fortalte hun, hvordan den Kone
havde været, og ønskede, at Fanden skulde tage hendes knabrede Sjæl i
Helvede. (Det var jo en Hentydning til hendes koparrede Ansigt).
En anden Gang kom samme Grete til Breum i Følge med nogle
Karle af hendes Slags. Saa skulde de til at lave Kaal til deres Nadver og sendte
saa Karlene ud at tigge Tørv. De gik til Langesgaard, men Karlene der spillede
dem det Puds at fylde deres Poser med Iskaver,*) og da de saa kom tilbage, og
Grete fik løst op for dem, blev hun jo gal og skjældte ud i en ulykkelig Tid.
De fik da ingen Kaal lavet den Aften.
Skjelle-Simon havde sit Navn af, at han var skeløjet, og han
var rigtignok ogsaa skeløjet til Gavns. Naar han kom ind et Sted, sagde han:
"Goddag, kjønne Mo'er, kan I finde et bitte Æg og give Skjelle-Simon i
Dag? Skal I ellers ikke have jer en Kaffekande eller en Blikpotte eller noget
andet Bliktøj i Dag?" og saa rimlede han op, hvad han havde at sælge. Han
kom ind et Sted i Jebjerg, hvor Manden var død og nys bleven begraven. Saa
siger han jo til Konen, om hun ikke havde noget godt at give ham efter den
Begravelse, "Ja, det er galt," siger hun, "for Brændevinet er
sluppet op, men a har et bitte Gran Kamferbrændevin, vil du have det?" -
"Ja, det er godt til en gammel Karl," sagde Simon, men idet han vilde
nu til at slaa Drammen i Munden, vippede han ned af Skammelenden, som han sad
paa, med samt hans Glarkiste, og det saa morsomt nok ud. Han gjorde jo nogle
Grimasser af det og kravlede da op igjen. Kan du klare dig?" sagde Konen.
Jo-o, det mente han nok. Hans to Sønnesønner boer endnu i Ilbjerg.
Der kom en Gang en Kjæltringkvinde ind til Niels Halds i
Breum og vilde tigge, mens de andre var udenfor. Konen var gaaet til Kirke, og
Manden vidste ikke, hvad han skulde give hende, eller hvordan han skulde blive
skilt ved hende. Saa finder han paa at blive dem kvit ved at spørge dem ad, om
de ikke vilde skære en Hanhund for ham. "Nej, nej," sagde de,
"nok er vi Kjæltringer, men vi er endda ikke Rakkere." Der ligger
meget i dette Svar.
Naar Tropperne saadan drog omkring paa Tiggeri, søgte Mændene
naturligvis at tjene en Skilling ved et eller andet Arbejde, mens Kvinderne
rendte omkring og tiggede. Hist og her havde de saa Tilholdssteder, hvor de fortærede
det sammenbragte, og paa disse Steder gik det da tidt vildt til. De laa saaledes
i Flokke hos en Mand i Vester-Hornum, og i en Toft udenfor Gaarden kastede de Kjæp,
og der havde Børnene deres Tumleplads. Hos en Mand i Farsø, der havde lidt
Udsalg af Brændevin og Sukker og saadanne Sager, havde de ogsaa Tilhold, og han
vilde gjerne tjene lidt Skillinger ved dem.
Det har været en gammel og meget bekjendt Snak, at der
skulde 24 Æg til en Rakkerpandekage. Vist er det, at de levede højt, naar de
kom sammen, og det var ogsaa forfærdeligt, som de kunde æde, naar de om
Aftenen var komne til Kvarter. Men til sine Tider sultede de ogsaa og havde det
ondt nok.
Der føg en Gang syv Kjæltringer inde i Torup, for det var
saadan et grusseligt Snefog, og de var der vist i 5 Dage. De laa om Natten paa
Halmbrøuger,*) der var bredt paa Gulvet i Stuen, men om Morgenen var de tidlig
oppe for at binde Halmen sammen og feje. Der var en af Konerne, som var noget
doven, men hun fik ogsaa Bank hver Morgen. De var ellers meget skikkelige og læste
deres Herrens Bøn, inden de rejste dem. Gaardens Børn, hvoraf den ene har
fortalt dette, morede sig meget over at høre paa det Rakkertysk, de talte
indbyrdes, og se, hvordan de bar dem ad. Det ene Mandfolk var gift med Per Linds
Datter, han var Kobbersmed og sad om Dagen og bødede paa Kjedler.
Efter hvad de Gamle har fortalt, kan man ikke skjønne
rettere, end at adskillige Kjæltringer var ret velhavende. Om den flere Gange
omtalte Per Linds Børn siges, at de var ordentlig klædte. Da Famlien laa over
i en Gaard, fik Børnene der de fremmede Børn listet med op i Storstuen, og der
fik de dem til at løse op for deres Poser og tage deres Klæder ud. Det var
rigtig pæne Kjoler, de havde, udsyede paa Rakkermaner med Stads og røde Baand,
og de var paa samme Mode som andre Børns, nemlig med korte Ærmer. Den ene
Gaardmandsdatter kom i en Kjole for at prøve den og fandt saadant Behag deri,
at hun siden bad sin Moder om at faa en ligesaa pæn Kjole som Per Linds Døtre.
Men hun fik en god Del Skjænd i Steden.
At adskillige af Kjæltringerne ikke var saa fuldstændig ærlige
er næsten en Selvfølge, men man faar dog Indtrykket af, at dette ikke just var
Regelen. Pludder-Mads sagde om sig selv. "Mads er ærlig, men det er hans
Broder Morten ikke, for han vil ikke være det, han vil stjæle." En Aften,
han gik forbi et Hus med sin Kone, saa han, at der hængte en Del Sild til Tørring
paa en Silderane, saadan som de forhen havde stilt an mange Steder, imens der
fangedes dygtig Sild i Limfjorden, og han siger da: "Tag os nogle af
Sildene, Birret!" - "Nej, det er Synd," sagde hun. - "Synd!
nej, det er ingen Synd, det er blot at gjøre nogle fiffige Puds." Men
Birret var vel sagt ræd for, at nogle skulde se det, ellers var hun vist ikke
saa øm af sig.
Gammel-Søren i Risgaard var i Høstens Tid ude paa sin Mark,
imens hans Gaard blev hjemsøgt af nogle Kjæltringer. Da han kom hjem, opdagede
han, at de havde ransaget i forskjellige Ting og stjaalet 6 Rigsdaler fra ham.
Han fik da et Par Mænd med sig og satte efter dem til Stistrupgaard, hvor de
havde lagt sig ind. Saa kommer de da ind i Laden til dem og spørger, om de her
Penge. Nej, de vilde da ikke give noget til Kjende. Saa fatter en af Mændene
sin Kjæp og smører dem nogle af den. Nu laa de jo nøgne i Halmen, og det trak
altsaa godt. Saa raaber han paa, at der skal "fesenteres" hos dem, og
der var da ikke andet for dem at se efter. Saa kommer der en Kjæltring hen og
begynder at løse for Poserne, mens Mændene holdt sig til og stod og runslede*)
hver Pjalt fra hinanden. Endelig kommer den sidste Pose frem, og da kommer de 6
Daler for en Dag. Gammel-Søren griber efter dem og siger: "Her er
de!" I otte Dage efter havde de Vagt i Byen hver eneste Nat, for de var rædde,
at Kjæltringerne skulde komme og gjøre en Ulykke paa Hus og Hjem for den Sags
Skyld. Men der kom ingen, maaske de ogsaa havde faaet Nys om det Vagthold.
Der blev ikke sjelden af Øvrigheden gjort jagt paa Kjæltringerne,
og man behandlede dem da værre end en Flok Kreaturer. Sognefogderne var kjede
deraf, men maatte lystre deres Overordnede, Herresfogder og Amtmænd, der at dømme
efter deres Indberetninger om disse Folk havde meget løse Forestillinger om
dem. Da Krykke-Hans en Dag kom ind til Sognefogden i Ullits, sagde denne:
"Du skal holde dig herfra, vil du se, du pakker dig ud af min Gaard, og det
straks!" Han vilde jo ikke have Ulejlighed med at anholde ham. Men Hans
vidste ikke, at det var Sognefogden, og hvorfor han saadan talte ham til, han
blev vred, vendte sig om i Gaardsrummet og sagde: "Ja, vent du, til det
bliver mørkt, saa skal a nok besøge dig igjenl" Men det var jo blot en
Trusel, han kom ikke. Ved en anden Lejlighed - det var i 1835, da den store Jagt
holdtes - blev en hel Flok Kjæltringer ført frem for den samme Sognefoged. Han
spurgte dem til om et og andet, og en gammel Kjælling, der havde saa mange Ting
ved sig, svarede blot, naar han spurgte, hvor hun havde faaet det og det:
"I Balling i Salling." Det var al den Besked, han fik af hende. Saa
skulde de føres til Hobro, og Folk drev med dem som en Flok Høveder. En gammel
Kjælling stilte sig saa ringe an paa Vejen og kunde da paa ingen Maade følge
med, hvorfor hun bad saa mindelig om, at de vilde lade hende blive tilbage. Ja,
det fik hun saa. Men saa snart de var komne et Stykke hen, smed hun Kjæppen og
løb saa stærkt som nogen Knægt. De laa i en Gaards Lade om Natten og var
naturligvis af alle Klæderne. De Folk, der var med og skulde passe paa dem, tog
saa deres Klæder og forvarede dem for at være sikre paa, at de blev der. Men
saa var der en Kjæltring, de kaldte Kristen Lund, han laa og frøs og bævrede
og var helt sølle ved det. Da han nu frøs sig saa forskrækkelig og bad om at
faa lidt Klæder at hylle paa sig, smed de hans Klæder til ham og et Kvindeskjørt.
Men de gav nu ikke Agt paa, at han nede i Halmen tog Klæderne paa. Endelig tog
han Skjørtet over Hovedet og sprang med ét op og værgeløs ud af Døren. De
greb nok i Skjørtet, men det lod han dem beholde, og væk var han.
Da der var bleven gjort jagt paa Kjæltringerne, korn de
fleste i Tugthuset, jeg turde næsten sige uden Grund. Nu fik hver sin Forsørgelseskommune,
men vi kjender alle, hvordan saadanne Gjæster bliver modtagne. Ethvert Sogn saa
skjævt til dem og søgte at fri sig for Byrden. To kom til at høre Lovens Sogn
til, den ene var 40 Aar, og den anden 19. De skulde da til at gaa i Skole som
andre Børn for at blive konfirmerede. Men det syntes de jo ikke om. Pigen paa
de 19 Aar havde et lille Barn, og da det kort efter døde, rømte hun derfra, og
ingen har hørt noget fra hende siden. Mandfolket paa de 40 Aar døde ogsaa
snart efter, og saadan kom de Lovens Folk fra det, og glade var de.
Pludder-Mads var født i Skive Landsogn, og derfor blev han
konfirmeret i Skive Kirke. Han var en gammel Karl den Gang. Da han nu gik til Præsten,
skulde han en Dag læse om Bespisningen af de 5000 Mænd. Saa falder det saadan
ind, at Provsten spørger ham om, hvor meget der var blevet tilovers. "De
wed a't," siger Mads. - "Skulde du ikke kunde huske det?" siger
Provsten atter, "der var jo tolv Kurve fulde." - "Jamen, saa
kommer det ogsaa an paa, Faaer, hvor store Kurve det var."
Jeg slutter med at gjøre F. Dyrlunds Ord til mine, naar han
i sin Bog: Tatere og Natmandsfolk i Danmark, S. 279, siger: "Kunde de
virkelig føle det som en fortjent Straf, at Øvrigheden en Gang i Ny og en Gang
i Næ standsede dem i den saa godt som eneste Næringsmaade og Levevis, der var
ladt dem aaben? Vor Tids naturlige Følelse vil snarere oprøres over at se
f.Eks. en 60 aarig Kvinde indsat i Tugthuset paa 4 Aar for Løsgængeri."
Ordforklaringer:
Spærhage: Den lille Ambolt med to Horn.
Halmbreuge: Knippe tærsket Halm.
regle: skære i Strimler.
Iskaver: Isflager.
runslede: rode op i.
(Husvennen, udg. af N. C. Rom. 1888. Aarg. 16. S. 57-58, 66, 73-74. Genoptrykt
i Evald Tang Kristensen 1843-1943: En samling Artikler og en Biografi 1943)
|
|
