| |
Visesangere og Eventyrfortællere i Jylland
Af Evald Tang
Kristensen
Der
er en højst ejendommelig Forskel paa den ny Tid og den gamle Tid ej alene i
mange Maader, men i alle Henseender. Det er nu, ligesom Verden er helt
endevendt. Det kunde vi ældre bedst se, der have levet i den gamle Tids
Forestillinger og nu skulle følge med i den nyes. I vor Barndom opfødtes vi
paa gammel Vis og hørte paa, hvordan de gamle kunde fortælle ej alene om Skik
og Brug i deres Ungdom, men og, hvad deres Forældre havde siddet og meddelt
dem. Og det ligner virkelig ikke, hvad de unge nu ere inde i. Det, der nu er
oppe i Tiden og fylder de mange Sind, det var der saare lidt af for 2 à 3
Menneskealdre siden, og naar vi endnu længere tilbage, kommer vi til de Tider,
der levedes helt ud i gamle Tanker og paa gammel Vis.
Det er selvfølgelig ikke saadan, at der ingen
Overgangstider er eller har været. Det er nu Naturens Orden, at der ikke findes
dybe Kløfter hverken i Livet eller Tankerne.
Der er altid noget til at fylde Overgangene med, for at de bratte Svælg
kunne undgaas. Men der er desuagtet netop i vor Tid sket saa særegent, saa
storslaaet et Omsving fra gammelt Tankesæt til nyt, at ingen opmærksom
Iagttager har kunnet undgaa at lægge Mærke dertil. Jeg taler ikke her saa
meget om Ændringen i de andre Stænders Liv som om den, der har fundet Sted hos
Almuen. Jeg tænker, at Omslaget hos de mere kulturudviklede Stænder er sket
noget før og heller ikke har været saa brat, men efter Bondens Stilling i
forrige Aarhundrede og hans Stilling nu kan det ikke være andet, end der hos
ham er sket en i højeste Grad Mærkelig Forandring paa saare kort Tid. Dette mærkes
ej alene i Selskabslivet og Livet uden Døre, men vel endda aller mest i Livet
inden Døre, i selve det huslige Liv. Forhen turde en frugtsommelig Kvinde næsten
ikke røre sig uden at iagttage en stor Masse Forsigtighedsregler, og efter
Barselfærden var der ogsaa særdeles meget at iagttage. Det meste af sligt
kaldes nu for gammel Overtro. Hvad havde man ikke forhen at iagttage med Hensyn
til Mælkens og Smørrets Behandling og med Hensyn til Kreaturerne? Der var saa
grumme meget, man skulde passe paa at iagttage for at føre et nogenlunde
lykkeligt Liv, og saa godt som alle disse Regler ere nu kastede over Bord. Ingen
i den yngre Slægt retter sig efter dem eller bryder sig om at faa dem at høre.
De trækker endog paa Smilebaandet, naar de gamle søger at meddele dem noget af
deres Erfaringers rige Kilde. De mange Varsler, man havde baade
|
|
Johanne Marie
Kristensdatter,
Søheden
|
for
Lykke og Ulykke, de mange gamle Vejrregler og Troen om Mærkedagene, der dog
vare byggede paa en vis aarelang Erfaring, og som der i visse Henseender dog kan
være nogen Sandhed i, bryder man sig heller ikke synderlig om nu. Der er
overhovedet ikke megen Tro til de ældres Meninger hos den yngre Slægt, det er,
ligesom man nu vil forsøge paa at føre Livet paa et andet Grundlag. Der er jo
dem af de gamle, der tro, at de ville til at bygge og bo paa fuldstændig bar
Bund, saa den gamle Sokkel helst maa brydes helt op, og de ville opbygge en
Bygning, der helt og holdent er deres egen. Mangen ung mener ogsaa, at den
bliver helt anderledes grundfæstet end den, der bliver sat op paa det gamle
Makværk, Fædrene have gaaet og kludret med. Tilsyneladende ser denne
Livsbetragtning ej alene noget flot, men ogsaa noget solid ud, men det turde
alligevel dog vise sig, at alle de rette Faktorer i denne Sag ej ere tagne i
Betragtning. I alt Fald er det nu min Mening, at de unges Livssyn, for saa vidt
som det helt kuldkaster, hvad de gamle levede paa og levede i, kun bliver en
Karikatur af, hvad det burde være. Man kan nu en Gang ikke opfinde et nyt Liv
helt og holdent, men maa bygge videre paa, hvad der hidtil er levet af Fædrene.
Skævheder skulle vel rettes og Forblindelser klargøres, men selve Kærnen, det
egentlige, det, der er Menneskelivets Fylde, det maa dog alle Tider være det
samme. Jeg tænker mig, at naar man nu har rendt Linen lidt længere ud, komme
de mere besindige til at indse, at der dog var noget Indhold i de gamles
Livsbetragtninger, og saa optage de en hel Del deraf igen, maaske i en lidt ændret
Form.
Det er ej alene den gamle Folketro, der nu har faaet
sit Banesaar. Hvem tør nu tro paa Spøgelser eller Djævelskunster? Bladene
stille stadig saadant i Gabestokken og skrige op om, hvor forfærdeligt det er,
naar der i en eller anden Afkrog endnu sker noget, der peger hen paa
Overtroens mørke Tid. Derimod er det nu ikke længere saa fælt at fortælle
et Eventyr eller synge en gammel Vise, og dog mener jeg, det er Hip som Hap.
Folketroens Affødninger danner et sammenhængende Hele, og i Læ af dette har
Livet formet sig, saa naar man vil holde Haanden over den ene Form af
Folkepoesi, skal man ogsaa gøre det over den anden. Sagen er dog vel nærmest,
at man nu betragter hele det gamle Væsen som en Slags Kuriositeter, og det ene
kan da være lidt mere kuriøst end det andet, det ene lidt mere uskyldigt at høre
paa og tro paa end det andet. De gamle Viser om Kæmper og Omskabelser ere i saa
nær Familie med Sagn om Kæmper og Hekse og Eventyr om fortroldede Mennesker,
at vi nok kunne sige som saa: Synger man nu en saadan Vise med Liv og Lyst, saa
er det ikke, fordi man tror paa det deri berettede som noget virkeligt, men som
noget kuriøst. Men det gjorde de gamle. De troede virkelig, at der var Trolde
til og Spøgelser og Lindorme og Ellefolk og meget andet overnaturligt. Denne
gamle Slægt med den stærke Tro er endnu ikke uddød, men den tager svært af,
og det er næppe for meget at sige, at saare faa af den yngre Slægt slægter
dem paa i det Stykke. I saa Henseende bliver altsaa i vor Tid Broen brudt af for
de gamle Overleveringer og det i mere end én Henseende. Traditionen bliver nu
fuldstændig afbrudt. Det maa jeg da særlig lægge Mærke til, der samler paa
de
|
|
Ole Melkiorsen
Uglkjær, Borbjærg
|
gamle
Traditioner, hvor jeg kan faa dem. Men jeg faar dem, i deres simple Troværdighed,
udelukkende hos Folk af den gamle Skole. De unge sidde ikke nu ved de gamles Fødder
og lytte til, hvad de have at fortælle, og sker det en sjælden Gang, saa er
det med Adspredthed, ikke med Koncentrering af Hukommelsen netop derom og for at
ville bevare det til kommende Dage, det er snarere blot som Tidsfordriv, en øjeblikkelig
Morskab. Dette have de gamle Fortællere og Sangere ogsaa Følelsen af, og
derfor trække de sig tilbage i dem selv, føre et indadvendt Liv, hvilket er
netop det modsatte af, hvad Traditionerne kræve som Livsbetingelse, og dette føre
da til, at de maa dø ud. Forhen lyttede man til en gammel Fortæller i aandeløs
Spænding, nu gør man det med et Slags Skuldertræk, forhen flokkedes man om
ham, naar han kom til Stede ved en eller anden Sammenkomst, og bad ham mindelig
om at fortælle, nu er det ligefrem en Naadesbevisning, naar man en sjælden
Gang lader ham komme til Orde. Hvad gør man da nu i Forsamlingerne, og har man
noget bedre at tage sig til? Nej og atter nej. Man keder sig, spiller Kort og
danser, i Sandhed en tarvelig Erstatning for den Nydelse og det aandelige
Udbytte, man havde af en gammel Sanger, der ret var kommen i Aande. Ogsaa for
den opvoksende Slægt vare de gamle Traditioner af uskattelig Betydning. De
virkede opdragende og forædlende, gav sans for noget andet end tom Morskab og
havde den Dyd, særlig i Sammenligning med, hvad der nu sker, at Morskaben intet
kostede. Den nye Slægt udmattes og forarmes i den tiltagende Forlystelsessyge,
men den gamle styrkedes og berigedes i sine Glæder. Jeg er da gennem Samlivet
med de gamle og ved at sidde og lytte til deres Fortællinger kommen til at
blive bedrøvet over meget af det, der nu sker, og er bleven ængstelig for,
hvad Fremtiden vil bringe. Netop af den grund søger jeg, saa meget jeg kan,
hvor jeg træffer unge Mennesker, der ville høre paa mig, at oplade deres Syn
for og give dem Lyst til at sysle med vore Folkeoverleveringer, ej alene paa
kulturhistorisk Maade, men ogsaa som et Stof, der har Livsværdi i sig, der kan
hjælpe til at oplade Øjet for det poetiske i Livet og kan danne en Modvægt
mod den stedse mere overhaandtagende Materialisme.
Allerede som Barn kom man forhen ind i Eventyr- og
Sagnverdenen. Man førtes derind ikke ad kunstig Vej, men ad den naturligste,
der kan tænkes. Forældrene sad og fortalte for deres Børn i de lange
Vinteraftener under Arbejdet med al Slags Husflid. Medens der kartedes og
strikkedes og tælledes og lavedes Kurve og Tøjrpæle, var der god Lejlighed
til at gentage, hvad der var fortalt forhen de hundrede Gange. Man søgte at
udvide det allerede indsamlede Forraad og øvede sig i at fortælle paa en endnu
mere naturlig Maade uden dog at glemme de særegne Vendinger og Sætningsforbindelser,
der vare overleverede til dem fra det foregaaende Slægtled. Særlig naar Børnene
begyndte at blive søvnige, kunde en god gammel Historie virke oplivende, og den
blev da heller ikke sjælden brugt som Flidsbelønning til Barnet, naar det
smukt og godt havde udført det foresatte Arbejde eller kønt lært sin Lektie.
Man kan ikke let i vore Dage forestille sig, hvilken Oplivelse disse gamle
Historier kunde have, og hvordan de kunde bidrage til at udvide Livssynet hos
disse
|
|
Niels Kristensen Josef,
Risgaarde,
Strandby Sogn.
|
Mennesker,
der tit levede under de trangeste Kaar og i de usleste Hytter, hvor alt ellers
var snævert og fattigt og trangt. Der var noget opløftende i under slige
Livsforhold at fortælle om Prinsesser og Riddere og om, hvordan en fattig
Bondeknold til sidst blev Konge i Arabien eller et Land, der laa saa eventyrligt
som muligt. Det gav Higen efter ogsaa at naa frem, og naaede man efter et langt
Livs Kampe dog ikke ret vidt eller maaske slet ikke ud af Stedet, saa glædede
man sig dog ved i sin Alderdom at tilbagekalde i sin Erindring de lyse
Barndomsminder og de store Barnedrømme.
Det her sagte forklarer den Kendsgerning, at det i alt
Fald i de senere Slægtled har været de fattigste i Samfundet, der have holdt mest
trofast ved Fortidsminderne og levet sig bedst ind i dem. De omstrejfende
Tiggere, hvoraf der forhen vare saare mange, var meget tit uovertræffelige
Sangere og Fortællere. Maaske der kunde være en lidt egennyttig Bevæggrund
hos dem til at opøve sig netop i Fortællekunsten og i at samle et meget stort
Forraad. Da Folk gerne vilde høre sligt, i alt Fald lige saa gerne som spørge
nyt fra Omverdenen, saa kunde de derved gøre Folk glade, hvor de kom. Det var
ikke Bysladder, de løb med, det laa ikke saadan for som nu og havde ikke den
Tiltrækningskraft som nu, men naar de vare komne til deres Nattekvarter, som de
gerne havde udset sig i hver By, og som var, hvor Stakkelsfjælen for Øjeblikket
fandtes, fik , snart Munden paa Gang, og det skulde aldrig fejle, at de havde, Mængde
af lyttende og opmærksomme Tilhørere. I Verdens Øjne vare de foragtede og
usle, saa længe de gik med Tiggerposen, men saa snart de fik den slængt og kom
til at fortælle, hævede de sig betydeligt ej alene i egne, men ogsaa i de
andres Øjne, der vaktes Interesse for dem, og de fik et Værd i Samfundet, om
end kun I nogle faa Timer, som de nødig vilde give Slip paa. Disse faa Timers
Lykke opvejede langt fra al den Fornedrelse, de ellers gik i. Lyst hos ethvert
Menneske til dog at være til Nytte for én Ting blev tilfredsstillet, og næste
Dag tog de saa fat igen, hvor de slap. En af gamle Kvinder, hvis Billede fremføres
her, har i mange Aar gaaet omkring med sin Moder og baaret paa Tiggerposen, og
hun har lært alle sine Historier og Viser af Moderen, naar de gik paa Vejen,
naar de kom til Herberg om Aftenen.
Ogsaa andre end Tiggerne førte slige Varer med sig.
Der var er vel endnu en hel Del Omstrejfere i Egenskab af gamle Haandværkssvende,
Handelsmænd, Skærslippere o. lign., ej at forglem de mange Hosekræmmere fra
Hammerum Herred og Bissekræmmere fra alle Egne. Mange af dem var udmærkede
Fortællere, hvad de havde at berette modtoges med Taknemmelighed. Det gav dem
Adkomst til en rigelig Nadver og Davre og til et taaleligt Nattely. Vare de en
Gang bekendte som Fortællere, var deres Komme velset, og hvad, de havde lært i
Mellemtiden siden sidste Besøg, blev nu afsat og modtaget. Ad den Vej har vore
Folkeminder gjort mange morsomme og interessante Vandringer.
Siden jeg nævner Vandringerne, vil jeg ikke undlade
at melde hvad der er vandret omkring ved Soldaterne og særlig paa Sygestuerne.
Det lettede paa Sygdom og Pinsler at høre en god Historie. Niels Kristian
Jensen i Fredbjerg, den bedste Eventyrfortæller, jeg
|
|
Jensine Hansen,
Madum Sø.
|
har
truffet i Himmerland, har lært næsten alle sine Eventyr paa Sygestuen i
Aalborg, ogsaa paa Kassernerne gik det om Aftenen lysteligt med Historier lige
ned imod vore Dage, og hvis der var nogle gode Herrer i København, der
interesserede sig for at faa nogle af vore gode Folkeeventyr skrevet op, behøvede
de blot at have umaget sig hen paa en Kaserne og siddet der nogle Aftener, saa
kunde de have faaet alt, hvad deres Hjerte kunne have ønsket sig. For 20 Aar
siden kunde der paa disse Steder have været samlet en rig Høst. Mange af de Mænd,
der nu er mellem 40 og 50, havde fortalt mig, at de som Soldater hørte en Masse
Eventyr. De have nu desværre glemt det meste, da de jo høre til den yngre Slægt;
men altsaa endnu den Gang været i levende Forbindelse med den ældre, der sad
inde med Traditionerne.
Iver Bundgaards Hustru i Tise har fortalt mig, at hun
hjalp sin Fader, der var Smed, med at slaa paa Ambolten; han førte Forhammeren
og hun den anden, og for at hun skulde være rigtig flink og dygtig, lovede han,
naar de var færdige med Dagsgerningen, at fortælle hende en eller anden
Historie. Paa den Maade fik hun sine mange Eventyr lært. Ane Johanne Jensdatter
fortalte, at hendes Moder satte hende formelig Lektier for i de gamle Viser, saa
hun kunde faa dem ordentlig lærte. Man kan trøstig sige, at hvad Fædrene og Mødrene
havde faaet kært, det vilde de gerne meddele deres Børn og ligeledes faa dem
til at holde af. Den gamle Trohjertighed forenet med ægte Barnlighed, der var
over dem selv, vilde de gerne forplante til deres Børn. Deri har vore Minders
opdragende Betydning ligget, og de unge fik tidlig Forestilling om, at der var
en Tanke- og Ideverden til, der var højere end den lille snævre Verden, de
kendte. Ude paa den store, nøgne Hede, hvor Sindet let blev tungt og mørkt,
kunde det da være godt at faa lidt blandet ind i Livet af lysere Karakter, om
end det var noget uvirkeligt.
Den Ejendommelighed kan jeg ellers ikke nok som
understrege, at Gaardmandsklassen ikke i min Tid i nogen synderlig Grad har været
Indehaver af vore Folkeminder. Jeg har kun truffet meget faa af vore Gaardmænd
og Gaardkoner, der kunde fortælle noget af nogen væsentlig Betydning, og
aldrig en eneste, der var en rigtig dygtig Fortæller; derimod har jeg truffet
flere gode og paalidelige Kilder blandt de "tvivlsomme Eksistenser".
Naar man har villet vise mig om til en eller anden Gaard, har jeg altid trukket
paa Skuldrene, og mine Formodninger have altid bekræftet sig.
Det er nu over 30 Aar siden, jeg begyndte at samle
Folkeminder, og efterhaanden har jeg da faaet berejst saa godt som hele Jylland
alene i det Øjemed at opspørge og opskrive. Naar jeg nu ser paa Resultaterne
og deraf uddrager mine Slutninger, finder jeg, at ikke en eneste Egn af Jylland
har været uberørt af Eventyrfortælling og Visedigtning. Alle Vegne er
Sagnforestillingerne de samme og fremtræde i omtrent samme Klædning. Øerne
har jeg ikke grundigt undersøgt, men har grundet Formodning om, at Forholdene
der ere de selvsamme. Viserne have holdt sig længere i Vestjylland end i Østjylland,
men dog ikke mere end højst en Menneskealder, og det er dog kun en forsvindende
lille Tid i Sammenligning med andre Tidsberegninger og andre Tidsforhold. Jeg
har hos gamle Folk i Vendsyssel, i Himmerland, i Horsens og Aarhus Egnen truffet
Viser lige saa gode som i Vestjylland. Viserne tabtes først, thi Eventyr har
der været lige ned til vore Dage, lige godt og lige livligt i alle Egne af
Landet. En stor Mængde Vidner ere afhørte fra alle Kanter, og alle disse
vidne, at der for 20, 30 Aar siden endnu var en meget livlig Eventyrfortælling
i Gang. Hvad Folketroen og Sagnene angaar, da kan det nok være muligt, at visse
Egne have været noget mere blottede end andre Egne for livlig Udmaling af
Stoffet, de have altsaa været mere tørre i Tilegnelsen af det, men der har dog
i hvert eneste Sogn været gode Sagamænd. Man vil nu paastaa, at vor Almue ikke
længere er overtroisk, men jeg tør frit sige, at hvis man ved Overtro forstaar
Tro til Spøgelser, Varsler, Bjærgfolk o. s. v., saa ere de ældre Almuesfolk
endnu meget overtroiske. De Mennesker, jeg har at fremføre Billeder af, de ere
alle overtroiske.
Og dog ere de alle Bærere
af vort gamle folkelige Aandsliv. Det er de ypperste iblandt Befolkningen,
begavede med udmærkede Sjælsevner, med levende Interesse for alt stort og ædelt,
med god Forstaaelse af Menneskelivets Betydning. Jeg har ovenfor brugt Udtrykket
"tvivlsomme Eksistenser", men det er dog ikke mine egne Ord,
tvertimod, da jeg ikke betragter disse Mennesker som tvivlsomme. Ordet er brugt
af Mennesker, der overse dem, fordi de, som ikke ere paa Livets Skyggeside, se
paa de andre med Øjne, der ere alt andet end forstaaende.
Den selvkloge og pralende maa absolut tro, at han er klogere end den
stille og ydmyge. Jeg vilde blot ønske, at ret mange kunde have haft den Lykke,
jeg har haft i at blive kendt med saa mange af disse Bærere af vort gamle
Kulturliv og komme til at sidde lyttende hos dem med Forstaaelse af, hvad de
have haft at bære frem af deres rige Forraad. Det vilde sikkert danne en god
Modvægt mod al Nutidens Aandløshed.
Nu er denne gamle
Aandsadel snart uddød. Der hviler en særegen poetisk Duft over hele denne
Billedrække, jeg har liggende foran mig. Hvad der nedarves fra Fædrene, har
den ført med al mulig Troskab over til den næste Slægt, glædende sig over de
poetiske Billeder, den medbragte, og glædende andre med sig selv. Og dog ere
disse Personer kun som de sidste paa Skansen. Forud for dem er der gaaet andre,
der endnu vare dygtigere og havde meget mere at bringe. Fra min egen Tid mindes
jeg med glædeblandet Vemod Husmand Jens Povlsen i Tvermose, der har fortalt mig
ialt 53 Eventyr, Husmand Niels Pedersen i Mejrup, Aftægtsmand Niels Kristian
Jensen i Fredbjærg, Peder Frølund i Skibild, Frands Povlsen i Grødde, Ane
Johanne Andersdatter i Mammen, Ane Povlsdatter i Tvermose (Søster til Jens
Povlsen), Ane Jensdatter i Rind, Kristence Kristensdatter i Hygum, Niels
Kragelund i Hølund, Bodil Kristensdatter i Grødde og mange mange flere. De ere
alle døde, og deres Billeder var det været mig umulig at skaffe til Veje.
Meget af, hvad disse gamle Mennesker have meddelt mig,
er jo allerede trykt i mine Bøger, men det meste, særlig paa Eventyrernes
Omraade, er endnu ikke trykt og bliver det næppe i min Levetid. Jeg fastholder
dog Haabet om, at deres Røst ikke har været talt helt i Ørken, og mit Arbejde
med at skrive op ej heller unyttigt. Det kommer nok til Nytte i den belejlige
Tid. Samlerarbejdet er udført, og det er den første Betingelse for, at det kan
komme fil nogen Nytte. Lige saa lidt som disse mange Mænd og Kvinder have faaet
nogen egentlig Frugt at se af deres Meddelelsesarbejde, lige saa lidt kan jeg
vente det af mit Samlerarbejde. Frugten af mangt et Arbejde kommer først sent og
undertiden senere, end man havde ventet. Men hvert ærligt Arbejde bærer sin
Frugt i sig selv, om ej paa anden Maade, dermed faar mange trøste sig.
(Illustreret
Tidende. 1898. Aarg., 40. Nr. 3. Genoptrykt i Evald
Tang Kristensen 1843-1943: En samling Artikler og en Biografi 1943).
|
|
