| |
Danskforskeren Axel Olrik
Av Gudmund
Schütte
Jeg åbnede mine Studievandringer med et Strejftog i
Danskfilologien. Den Gang, dvs. før den Jespersen-Dahlerupske Æra, var vort
filologiske ABCstudium gennemgående alt andet end tillokkende. Man tænke på
den Tidsavskrækkende Dødkedsomhed i forskellige Læresale, deriblandt også
den dansksproglige! Man tænke på Bristen av ethvert Tilløb til at hygge om
Studiet gennem lndretninger i Smag med den nylig byggede Studiegård! (Hvilket
Himmerige var det ikke senere at komme til de leipzigske Professorer- og
Seminarier!). Den ledende Grundsætning tyktes at være denne: kunde Russen
kludre sig til Rette, – godt! Kunde han inte, – også godt! Der var jo
Mennesker nok.
Jeg gik og drev rundt for Lud og kold Vand som hundrede andre
før og efter mig. Da kom jeg ved et halvt Tilfælde til at tage nogle
Manuduktionstimer hos den unge Danskkandidat Axel Olrik. Det var som en Åbenbaring
fra en anden Verden.
Hans Livsgærning har været skildret av andre og kyndigere,
men det hindrer ikke, at den tages op igen og værdsættes ud fra særlige
synspunkter. Han rummede så meget og skabte så meget, at det vanskelig lader
sig skildre udtømmende i en enkelt, sammenfattende Artikel. Hver Side af hans Væsen
og Virke fortjener en Særskildring.
Hans Barndomshjem, den prunkløse Kunstnervilla i Haven
forrest ved Rahbeks Allé, tyktes ved første Indtræden så hjemlig, med dette
ægte, lødige Danskpræg, vi uvilkårlig føler hos Kunstnerskikkelser som Skovgaard,
Frølich, Marstrand, Lundbye og Fritz Jürgensen. At komme dærud
efter den lange Vandring, hvor Olrik grundsætlig plejede at skrå over Gaden
ved Krumningerne for at spare Vej – det var som at finde en gæstfri Oase i Ørkenen.
Dær modtoges man av Enkefru Olrik, altid fornøjelig, forbausende
ungdommelig, den legemliggjorte Hygge. Og dær traf man en Skare Olrik-Ungdom,
gennemgående med den rødlig-blonde Hårfarve, der er så yndet, – næsten
altfor yndet –, av Frølich, når han skal fremstille nordiske Skikkelser.
Axel Olrik havde Typen ikke mindst udpræget.
Det Ydre svarede til det Indre. Påfaldende mange av dette
Kunstnerhjems Medlemmer valgte nationaldanske Arbejdsfelter: et av Faderens største
og mest kendte Malerier fremstillede Volmerslaget; een Søn syslede med dansk
Kirkehistorie; en anden var ansat ved Nationalmusæet og fordanskede Saxes
"Danesaga"; en tredje illustrerede Ingemanns Romaner; og en Datter vævede
frølichske Billedtapeter til Rådhuset med Æmner fra Saxes Heltesagn.
Axel Olrik var den, der kom til at give den dybeste og mest
samlende Grundakkord i denne danske Harmoni. Man kunde komme til ham, aldrig så
stivfrossen fra vor Alma Maters daværende "danske Uhygge", aldrig så
hjærteled ved den ikke mindre uhyggelige Tomhed og Blaserthed, der netop da førte
det store Ord i vor moderne Europæismes Saloner og Klubber. Han skulde
nok få een tøet op, vise een i Gærning, at der endnu var noget, der hed
"dansk Hygge" og frem for alt "dansk videnskabelig Hygge".
Der var grundtvigsk Tone i Olriks Verden, ligesom han
også i sit videnskabelige Yrke tog Arven op efter Gamle Grundtvigs Søn. Men
der var intet av det stundom barokke, Land-Grundtvigske, der er en Skræk for
renlivede Kjøbenhavnere med K. Ytringsformen var velavstemt; Tonerne kunne være
djærve nok, men gik ikke over Stregen. Når man sammenligner det til Olriks
Hjem helt tilsvarende Grundpræg f. Ex. i Gamle Feilbergs Hjem i Askov,
da føler man, at grundtvigsk Åndspræg meget vel evner i højere,
videnskabelige Krese at nå til en rolig og sikker Stil, en ledende
Kulturstemning med tydelig dansk Farve. Hvorfor har det nødvendig måttet søge
til Askov? Jeg må lade andre svare på Spørgsmålet. Men, så meget er
sikkert, at i det europæiske Kjøbenhavn evnede Olrik og hans Kres at hævde
Stillingen, at holde på sit eget.
Højskolefolk korser sig ofte over Akademikeres tørre eller
hakkende Foredragsform og kejtede Læremåde; send dem på Højskolekursus!
siger de. Axel Olrik var ganske vist ikke den glatteste Taler, der tænkes
kunde, men hos ham mærkedes altid den indre Varme, og den smittede hans Tilhørere.
Og hvor kunde han tage sig av den umodne Lærling, venlig rosende, nøgtern
bremsende, og først og sidst tålmodig opmuntrende til aldrig at opgive Ævret.
Hans egentlige Faglærlinge vil bedre end jeg kunne skildre det, men personlig
kan jeg tale med om, hvad det vilde sige at have Olriks Hjælp til at nå over
det døde Punkt.
Jeg skal ikke hær opregne Kilderne til alle Olriks Særfelter,
"Sakses oldhistorie", "Danmarks heltedigtning", Dansk
Folkemindesamling, Tidsskriftet "Danske Studier" osv. Andre har
allerede gjort det bedre, end jeg vilde kunne orke det; thi fra Tyskfilologiens
noget formalistiske Skole blev jeg jo kun halvt Modstræbende ført til at få
Øjnene op for det værdifulde i Olriks Jagt på Folkeminder. Også er det
egentlig overflødigt at påpege den nationale Linje, der er Tråden i det hele;
den røber sig strax gennem Titlerne.
Jeg vilde blot komme med nogle personlige Iagttagelser fra
det faglige Område, hvor Olriks Studier kom til at falde sammen med mine egne,
nemlig ved Udforskningen av Danmarks Sagntid. Olrik grandskede Sagnene
for deres egen Skyld, medens jeg for min Part søgte at avpresse dem nogen
etnologisk Virkelighed, i Mangel av historiske Frasagns Havelse. Det vil forstås,
at han var mig uundværlig, men også, at han tit måtte bremse mig.
Hær må jeg anskueliggøre Forholdene ved en
Baggrundstegning. Ved Attenhundredtallets Gry fandtes der intet, der virkelig
kunde kaldes Udforskning av Danmarks sproglige og etniske Urhistorie. Og medens
nu den tyske Urhistorie blev rastløst gennempløjet av Brødrene Grimm
og deres Skole, voldte Jacob Grimms Annexionsstræv, at dansk Forskning
omtrent helt skyede at vove sig ind på Tvistens Hængemoser; den holdt sig
skadesløs ved at annektere de norsk-islandske Gude- og Heltesagn, hvad
naturligvis Nordmændene tog den ilde op. Nordmanden P. A. Munch siger i
et Brev til J. Grimm, 28.4.1847: "Det er i det Hele taget en Skade for de
Danskes Sprogstudium, at deres paniske Skræk for Tyskheden, blandet med en vis
Eigendünkel [egensindig Indbildskhed], hindrer dem fra en omfattende Behandling
af alle de germanske Mundarter". Da Firmenich 1843 udgav sin støre
Samling Sprogprøver, "Germaniens Völkerstimmen", efterkom Nordmænd
og Svenske villig hans Opfordring til at sende Bidrag, men Danskerne var tvære.
"Nordisk Literaturtidende" frarådede udtrykkelig at sende Bidrag;
ligeså "Beobachter am Sunde", hvori advaredes mod at sejle under
"germansk" Flag, og hvori Værket avfærdiges som "literært
Ruskomsnusk eller lingvistisk kuriositets-Kabinet". Endnu i 1896 mente den
tyske Sprog- og Oldforsker Gustav Kossinna sig kaldet til at skildre
dansk Forsknings Stade sålunde: "Det er højst uheldigt, at den danske
Forskning endnu ikke kan undersøge de for- og urhistoriske Forhold i Danmark og
i hele det gamle Germanien med uhildet Blik, men altid indsnævres av politiske
Hensyn".
Exemplet fra 1843 sander P. A. Munchs Dom. De næste Årtier
kunde give Kossinna Ret til at gentage den. Men i 1896, da han skrev, som nævnt,
var den heldigvis allerede forældet. Thi i 1892-94 fremkom Olriks
"Kilderne til Sakses oldhistorie", – senere fortsat med
"Danmarks heltedigtning" –, og det var netop et av de energiske og
uhildede Rydningsarbejder, som Tiden krævede. Det er således Olrik, der først
"tog Land" i de tågede Vidder, vi hidtil havde skyet.*)
Dansk var det Landnam i dobbelt Mening. Impulsen til Undersøgelsen
var vel nok delvis tysk, delvis norsk, som det måtte kræves av videnskabelig
Vidskuen og Alsidighed. Men Udførelsen hvilede i alt væsentligt på
hjemmevoxet dansk Tømmer, – på Peter Erasmus Müller, på Svend
Grundtvig, og i sidste Instans på Kr. Erslevs kildekritiske Skoling,
som gennem Olriks personlig farvede Indsats kommer til at vise sin Gyldighed på
et helt nyt Felt. Æmnets Danskhed er som nævnt selvindlysende, men først
gennem Olrik kom den rigtig til sin Ret i de enkelte typiske Situationer. Det er
kendt, at Rolf Krake hos Saxe nævner Tålmod som den Egenskab, han sætter
højest, og at Rolf dærfor må underkaste sig Ildprøven i Sveakongen Adils'
Hal. Dærom skriver Olrik i "Danmarks heltedigtning": "Kong Rolf
har en egenskab tilfælles med det jævne danske folk, tålmodets. Første gang,
kan vi sige, Danskerne er bleven sig deres ejendommelighed bevidst i modsætning
til andre folk, er det som et tålmodigt udholdende folk. Vi kan senere følge
dette træk igennem vor historie også til den nyeste tid. Også nu er der en
dansk befolkning, der som Rolf sidder med den sviende ild over sig og prøves i
tålmod, i den lange udholdenhedsprøve, viljestærkt ventende på den strøm,
der skal slukke ilden". Hær mærkes Olriks Sorg over 64, – det
Ledemotiv, der forener så mange av vore Foregangsmænd; hos Olrik fremtræder
det blot på den ejendommelige, dæmpede Måde, der stemmer så godt med hans
egen Skildring av Tålmodets Væsen. – Andre navnkundige Situationer hos Saxe
er Uffes Kamp på Ejderholmen og Starkads Straffetale hos den vege Kong Ingjald,
Tyskerfyrstens Svigersøn og avhængige Ven. Disse Sagnæmner var hidtil i den müllenhoffske
Skole bleven drøftede og tilegnede udfra det Synspunkt, at de var Fostre av
angelsaxisk Digtning; Uffesagnet skulde ifølge Müllenhoff være bragt
fra England til Danmark i Vikingetiden. Men Olrik viste, hvordan begge disse
Sagn har fast Rod i den danske Jord. Og han havde en særlig Kærlighed til
deres fælles Grundsituation: den dådløse, tøvende Fyrste, der endelig i det
avgørende Øjeblik springer frem som en Helt. Hæri så Olrik, som andre før
ham, et Slags dansk Nationalkendemærke. Det var Tålmodet, hvis Overdrivelse
truede med at føre til Undergang, men som ved en underfuld Skæbne avløstes av
den folkelige Genbyrd i den elvte Time.
Værgede Olrik hær vort Eje mod Tyskerne, så gav han til
Gengæld villig Nordmændene, hvad deres var. Det var rigtignok et slemt
Skår, der ved hans Deling av Saxes Kilder blev gjort i den Skat, vi havde
regnet for "ægte danske Nationalsagn". Men så var den frasigtede
Rest til Gengæld desto uimodsigeligere vor egen, og den var rig nok til, at
Olrik dærav kunde genopbygge en Olddigtning, der ikke havde nødigt at blues
ved Siden af den norsk-islandske.
Efterdømmerne viser os på een Gang den kritiske og den
frugtbart skabende Evne. Hær er vi komne milevidt udover det golde, indsnævrede
Slægtled, der ifølge P. A. Munch led av "panisk Skræk" for alt,
hvad der smagte av "germansk". Det vidste også den udenlandske
Fagverden, og den bøjede sig dærfor.
Og dog, – i een Ting fornægtede Olrik ikke Arven efter
netop hint Slægtled. Han bøjede sig aldrig for en germaniserende videnskabelig
Mode, der satte Folkegruppenavnet "Germaner" i Højsædet og
uden nærmere Motivering vragede det angelsaxisk-nordiske Synonym "Goter",
kendt fra Vilh. Thomsens Prisskrift 1869: "Om den gotiske
sprogklasses indflydelse på den finske". Olrik blev altid Goternavnet tro.
Og i "Danske Studier" 1916 gav han udtrykkelige Grunde for sin
Opfattelse. På dette Punkt har han i Årtier ene gået mod Strømmen, men han
havde den Tilfredsstillelse at se, at det "dødsdømte" Goternavn
siden 1900-tallets Gry oplevede en uventet Genbyrd – den, som Johs. V.
Jensen i 1901 halv tilfældig kom til at varsle ved sit Skrift om "den
gotiske Renaissance".
Dette er ligesom et eksempel på det Tålmod, Olrik selv i
sin Skildring av Rolf Krakes Ildprøve fremstiller som en dansk
Nationalejendommelighed: den stille Holden ud, ene mod mange, i Tillid til
Rettens endelige Sejr.
Det er hårdt at savne Olriks Impulser og ikke mindst
hans ærlige og ædruelig bremsende Kritik. Av Arkivar Ellekildes Skildring
seer jeg, at Olrik netop ved sin Død havde formet en Teori om en gammel episk
Kongeæt, Sigar og hans Sønner, hvis nøje stedfæstede Skueplads er
Midtsjælland og Vestsjælland. Netop om samme Æmne havde jeg skrevet en
Avhandling, som jeg sendte Olrik. Han svarede, som han plejede: "Vent!
arbejd det igennem endnu en Gang! Kom hærud, og lad os snakke om det!" Jeg
nåede ikke ud til ham. Bagefter skønnede jeg av Ellekildes Ord, at Olriks Syn
på avgørende Punkter var helt modsat mit eget; desto bitrere føles det, at
jeg gik glip av hans Kritik, for hvem anden vil kunne erstatte ham?
Jeg forstår, at Tabet særlig rammer de danske Folkemindeforskere,
hvis Midtpunkt han var. Men på en vis Måde er det egentlig værre for mig
personlig. I det fællesgottonske og urdanske Studieområde, hvor jeg særlig mødtes
med Olrik, var vi i Danmark vel kun fire eller fem om Buddet, og Olrik var mig
den mest kendte og mest danskfortrolige. Jeg selv kunde aldrig danne Skole; da
jeg engang endelig mente at have gjort en Proselyt, viste han sig at være gal.
– Men Olrik evnede så ypperlig at være "Tordenskjolds Soldater",
forstående og interesseret for alt indenfor eens Fag; i hans Selskab følte man
sig uvilkårlig som "et helt Regiment". Des mere knugende føles nu
Tomheden. Det er, som om min Fagavdelings Væxt ikke mere peger fremad, men
tilbage mod den Tid, da vi døsede bag Nationalindbildskhedens kinesiske Mur
......
Noter.
*) Som et tidligere Tilløb må dog nævnes P. E. Müller, "Kilderne
til Saxes ni første bøger", 1823.
(Gads Danske Magasin. April 1917. Genoptrykt i Udvalgte Epistler
1947)
|
|
