Gudmund Schütte: Jyder

Jyderne ejer den Del av Danmark, som ifølge deres og H. C. Andersens Mening er Hovedlandet. "Jyden, han æ stærk aa sej", synger Blicher. Det er en drøj, tør, lun og tilsyneladende noget tungvindt Race. Dærom vidner Ordføjninger som "stærke Jyder", en stædig Trosretning; "tørre Jyder", tørrede Sild eller Flyndere; "blinde Jyder", et sjællandsk Øgenavn for Folk fra Jylland.

Folkevittigheden deler Jyderne i en hel Del forskellige Slags. Kronjyder er Åboingerne i Åbo Syssel mellem Århus og Randers, på de gamle Krongodser; Muldjyder er Molboer, boende på Mulnæs, nu Mols; Skrabalderjyder, der skrabaldrer op, boer ved Skanderborg; Træskojyder er Skovboer eller Skovlovringer i Løver Syssel, hvor Træskoindustrien blomstrede i Silkeborg-Skovene; Grødjyder er Folk fra Vejle-Egnen; Uldjyder eller Hosejyder er fra Binde-Egnen i Hammerum Herred; Potjyder er Vardboer fra Jydepotte-Egnen i Varde Syssel; Kvabjyder er Sallingboer, Folk fra Ålekvabbefiskernes Land i Salling Syssel; Torskjyder og Flynderjyder er Folk fra andre Limfjords-Egne, – vi kan vel nærmest tænke på Himmersyssel og Vendsyssel. En enkelt Jydeart vil ingen Egn vedkende sig, – det er Fnatjyderne, hos hvem det er en høflig Værts Pligt at hilse den indtrædende Gæst med disse Ord: "Å, værsgod å gå hen til Pælen!" (dvs. Kløpinden). – Stedfæstelsen og Avmærkningen er ikke altid helt sikker, men det seer ud, som om man i Hovedsagen har villet give hvert Syssel sit Særmærke, og den samlede Krans av Øgenavne giver et ret godt Udvalg av ejendommelige Næringsveje for de forskellige Egne. Der savnes blot lignende Kendingsnavne for de sydøstlige og sydlige Egnsfolk, f. Ex. for Baringerne i Barvid Syssel. På Sydgrænsen erstattedes Navnet Jyder med Danskere. Plattyskerne siger "Potdansk" og "Rav(n)dansk" om Potjydernes og Ravjydernes Mål; det hedder "Gulerodsdanskere" om Angelboerne og "Stjærtdanskere" om Indbyggerne av "Stjærten", dvs. Halvøen Svans.

Jysk Sprog er mest iøjnefaldende kendemærket av den Ejendommelighed, at "jeg" hedder a eller – i største Delen av Sønderjylland og i Ty samt i det nordvestlige Hardsyssel – æ; der savnes det j, som findes i Ødansk, Svensk, Østnorsk og Nyislandsk. Dette jyske Stedord a hører med til de Træk, man nødig vilde undvære i Folkets Særpræg. Derfor er det med Græmmelse, man erfarer, at de yngre Slægtled i visse Dele av Djursland er ved at lægge det av og indføre det almindelige "je". – Selvfølgelig er det jyske a eller æ noget av det, der først og fremmest falder Ikkejyder i Ørene, og det bliver da også fremdraget i adskillige Mundheld. Der siges f. Ex., at når man binder en Jyde for Øjnene, sætter ham på et fremmed Sted og snurrer ham tre Gange rundt, vil hans første Ord være: "Hær æ a, å hær æ Nar, å hær æ Sønder, mæn hwar æ mi Madpues?"

Det samme Mundheld minder os om en anden typisk Ejendommelighed ved Jydernes Sprog og Forestillingskres: intet andet Folk på Jorden lægger så påfaldende megen Vægt på Verdenshjørner. De gottonske Folk som Helhed må siges at have langt mere Orden på Verdenshjørnerne end Sydboerne; medens Grækerne giver Vindene poetiske Navne som Boreas og Zefyr, har vore Forfædre fra Arilds Tid kaldet dem efter Verdenshjørner: Norden- og Vestenvind, og de har givet Folkestammer Navne som Nordmænd, Østmænd, Sydmænd og Vestmænd; og de nyromanske Sprog har også lånt Navnene Nord, Sud etc. Men intet Sprog Gennemfører dog Orienteringen så stædigt og systematisk som Jysken. Når Doktoren spørger Jyden, hvor det gør ondt, kan Svaret lyde: "A hår ed i den sønder Si å mi Maw". Aakjærs gamle Jehannes fortæller om David, der skal i Lag med Goliat: "Han gik nurden om ham og kam vejsten te ham for ett aa ha æ Løjt (Lugten) af ham". Derfor er det også, at Ordsproget påstår, at selv om man binder Jyden for Øjnene og snurrer ham tre Gange rundt, vil han dog altid vide, hvor Nord er.

Et tredje Karaktertræk rummes i det samme Mundheld; efter at have retvendt sig, spørger Jyden strax: men hvor er min Madpose?" Det røber, at hvad Jyden først og fremmest har for Øje, er at sikre sig sin Madpose, sin Næring, sin Handel, kort sagt det materielle Grundlag for Tilværelsen. Jeg vil ikke dærmed sige, at hvad der ligger ud over Madposen, har Jyden ingen Sans for; men hans videregående Sans er tungvindt og kan dårlig udtrykke sig med Ord. Jysken har skarpt og tørt Lune – ofte uforlignelig rammende –, men savner alle Udtryk for finere og dybere Avskygninger i Sjælelivet; den står helt hjælpeløs overfor sligt. Og selv det, som Sproget virkelig kan udtrykke, må aldrig siges Stærkt, superlativisk, men altid avdæmpet, helst indirekte med den typisk jyske Nægtelsesformel; det er netop hær, det jyske Lune ofte kommer frem. Man siger på godt, dagligt Jysk ikke: "det er overmåde smukt", men kun "det er ikke så hæsligt", – ikke "det gik rædsomt skidt", men "det gik helsen et så helt godt". Når der siges om en mand: "han er helsen et bløwen hiel snödt", så kan man alt efter Tonefaldet gætte, at han enten har gjort en ualmindelig glimrende Handel, eller at han er bleven snydt, så Vandet render ham ud av Øjnene. Da Niels Ebbesøn trues på Livet av Grev Gert, svarer han ikke ved at bryste sig, men giver sig selv et ironisk Skudsmål: "Aldrig seer I mig end så ræd, jeg turde jo fuldvel skælve". Da Pigen i Blichers "Æ Bindstouw" har lidt Skibbrud med sin Elskov og viser alle Tegn på Hjærtenskvaler, spørger hendes Moder: "Hwa skade Do?", men Svaret lyder blot: "To de veed A ett. – Jen ka ett altid væ lie glaae". Dærmed er den Sag uddrøftet, og hverken Moder eller Datter kan hitte på mere at sige dærom. Nej, Handel, det er da det eneste, Jyden kan få Tungen på Gled om, når det skal være. Når to vildfremmede Jyder træffer sammen i en Jærnbanekupé, er der intet, der bedre bryder Isen, end om de kan komme i Lag med at handle om et eller andet, være sig Piber, Lommeknive eller Sejerværker. Og Ordet Handel bruges i Nødsfald som Generalnævner for en Mængde av de forskellige Forestillinger, som Folkesprogets fattige Ordforråd ellers ikke magter. Det udtrykker f. Ex.: Forstand, Dygtighed, Orden, Skik, Sind, Natur, det ønskelige, Tilstand, Møje, Byrde, Tro, Forvirring. "Der er ingen Handel ved ham" kan udtrykke "han er upålidelig", men også "han er fra Sans og Samling". "Hans Kærligheds Handel" hedder det i Stykket "Forklaaring øuer di tou Begraulser i Svinning aa i Thaanum". Om alt dette kan læses nærmere under Ordet "Handel" i Feilbergs jyske Ordbog*).

Handel er Jydens rette Element. Han veed, hvordan en Madpose skal skæres; dærom drejer sig mange Mundheld på Øerne. Sjællænderen siger: når Jyden kommer til Kjøbenhavn, er han blind de første ni Dage ligesom Kattekillingerne, men dærpå seer han grandere end nogen anden. Dærav kommer Udtrykket "blinde Jyder". Eller: Jyden er ikke tosset uden de tre første Dage, han kommer til Kjøbenhavn og seer op og ned ad Husene og siger: "Gud veed, hvilke a disse høje Huse a skal ha?". Eller: en jysk Uldhandler kom til en Kro ved Kjøbenhavn, hvor han traf en jysk Kending som Staldkarl. Han spurgte: "Hvor kan det være, at du, som har været hær i fem År ikke ejer Kroen endnu!" Svaret lød. "Kromanden er selv Jyde". Det hedder også på Sjælland: "Jyder er "durkdrevne"", eller "Jyder ded er Jyder". I Kjøbenhavn siges: "Hvor der er et fedt Stykke, hænger der altid en Jyde ved". - I slige Ytringer skimtes ligesom et Gran av Avind hos den mindre "durkdrevne". Men vi kan også møde den fulde, uskrømtede Værdsættelse av Jydens Egenskaber. Gravlund fortæller dærom i "Danske Folkekarakterer": "Paa et Randers Kvægmarked traf jeg en Sjællænder. Hvad følte han her? Lyksalig udbrød han: "Herovre handler vi allesammen, – derfor kan jeg saa godt li at være ovre hos Jyderne". Jeg henstillede, at Jyderne nok snød ham. Han lod, at det vexlede. Det gør det sikkert. Thi hvis Handelen, Maskineriet, staar stille, saa lammes Jyden. Med Fare for Tab sætter han Værket i Gang. Saa vindes der vel ved en anden Lejlighed. "Naar blot det kan gaa rundt"".

I Handel, særlig i Hestehandel, har Jyden sin egen Moral. At kunne få Modparten til at "gå i Tøjet" regnes for Sport, ikke for syndigt Snyderi. Dærimod skal dog Udtrykket "Jydeløgn" bare være en Fordrejelse av "Jødeløgn". "Kan jeg nu stole på dig?" sagde Fynboen til Jyden; de var i Handel. "Nænæ, nænæ", svarede Jyden, hver hytter sig selv". Denne Trafik går særlig ud over Præster og andre lærde Folk, når de vover sig ud på Handelens Glatis. At lade dem undgælde for deres Ukyndighed er en fuldkommen ærlig Sag; dog selv i sådanne Forhold følger Jyden strikt sin uskrevne Æreskodex. En Præst havde en Hestehandler til at købe en Hest for sig og fik forelagt et Tilbud. "Hvad tykkes Præsten om den Pris?" spurgte Hestehandleren. "Det forstår jeg mig ikke på", svarede Præsten klogelig. "Jeg stoler på dig". "Ja, så var det en anden Sag", mente Hestehandleren, for når hans faglige Samvittighed skulde råde, var det ganske vist utilstedeligt at give så meget, – det kunde han ikke lade sidde på sig. – Den samme Æreskodex påbyder også Jyden at give sin Højagtelse uskrømtet tilkende, når det en Gang imellem mod Forventning lykkes den lærde Fusker at tage Luven fra den faglærte Handelsmand. Der fortælles, at en Herremand på en nykøbt Gård i Jylland længe gjorde sig al mulig Umage for at komme i Lag med Naboerne og vise dem Imødekommen, men forgæves, – overalt stødte han på en Mur av Utilnærmelighed, og enhver av hans mest velmente Handlinger blev udlagt til det værste. Men en skønne Dag kom han i Handel med Egnens mest drevne Hestehandler, og der blev opnået Enighed om Prisen. Så sagde Herremanden: "Ja, nu er Hesten Deres, Mads Iversen; men jeg vil forresten sige Dem, at den Pris, De er gået ind på, er 500 Kr. for høj, og den Overpris har jeg ikke i Sinde at tage". Helt fortumlet gik Mads hjem, – og nu skete der det mærkelige: så såre hans Handel rygtedes, indtrådte der et pludseligt Omslag i Stemningen overfor Herremanden. De tvære, mistroiske Miner var som blæst bort. Alle kappedes om at trykke ham på Næven og at prise hans Kulanthed, hans Noblesse. Han var som ved et Trylleslag lyst i Kuld og Køn hos disse brave Jyder. Men det, der satte Prikken over i'et, det var ikke hans Kulanthed, hans Noblesse, – hans egentlige Adelsbrev blev den Omstændighed, at han havde vist sig som Mads Iversens Overmand i Hestehandel. En slig Sportspræstation måtte nødvendig avvæbne enhver Kritik.

Den Utilnærmelighed, som hin Herremand mødte, minder om "store Bøjgen", der spærrer for Per Gynt. Det er et ægte jysk Karaktertræk, en Forsvarsstilling, som Jyden kryber ind i for endelig ikke på noget Punkt at blotte sig overfor den fremmede. Selv søger han samtidig at få den fremmede til at rykke ud med de flest mulige Oplysninger. Og han er fattet på, at den adspurgte vil være ligeså tilbageholdende som han selv, – ja, kun under denne Forudsætning kan han egentlig ha rigtig Agtelse for ham. En jysk Karl, der kom tilbage fra Fyn, blev spurgt, hvad han tyktes om Folkene dær. "A kan et li dem Fynneboer", svarede han. "De fortæller strax alt, hvad de veed". Tilbageholdenheden hører med til god Tone; ved Gildesbordet må Gæsten ikke hugge i sig av Hjærtens Lyst; han skal lade sig nøde. Og dærfor kræver den samme gode Tone, at der skal nødes tit og indtrængende. Undlades dette, føles det som en grov Hensynsløshed. Dærom handler Pastor S. Noe Nygaards Digt "Aa blyw nøj skidt". Hvor dybt Tilbageholdenheden bunder i jysk Natur, sees dærav, at den ikke avlægges, selvom Sproget skifter. De fortyskede Angelboer viser sig stadig på det Punkt som ægte Jyder, og dærfor gør de et fremmed Indtryk på f. Ex. Holstenerne, der ofte troer, at der bag Tilbageholdenheden fjæler sig List og Upålidelighed.

Et helt typisk Udtryk får denne Art Jyskhed i et særligt Tilfælde, nemlig når fremmede spørger om Vej. – Det burde Hostrup egentlig have omtalt i sin Sang "Gold er den Jord, som Lyngen bær", men han er istedenfor kommen til at sige noget, som tilsyneladende peger i stik modsat Retning: "aldrig han spørges om hvem eller hvad". Han vil dærmed sige, at Jyden yder Gæstfrihed uden Persons Anseelse; men Formen for dette Udsagn må unægtelig falde enhver Jydekender for Brystet, – thi er der noget, der er sikkert, så er det, at man kan sige om Jyden: "altid han spørger om hvem eller hvad". Det er velkendt, at istedenfor strax at give den ønskede Vejvisning, kommer Jyden uvægerlig med et Modspørgsmål: "Hvor er den Mand fra?", og fortsætter med at spørge om Mål og Ærende; først, når hans Videtrang er tilfredsstillet, vil han rykke ud med Oplysninger. Een av de ældste jyske Folkeskildringer, Reformationsdigtet "Peder Smed og Adser Bonde", giver et typisk Exempel. Adser spørger om Vej til Karup; Peder genmæler: "Hvor have I hjemme? Hvor ville I gaa? Drikker, I maatte en Svale faa. Mig tykkes, jeg haver seet eder før. Staa bedre hid fra denne Dør!" Udenlandske Forfattere omtaler stundom den samme Ejendommelighed. Således f. Ex. Tyskeren J. Kohl, som 1846 støder på den, da han kommer til Angel. En engelsk Turist, der fik det omtalte Modspørgsmål, skriver, at man må have lagt Mærke til hans udenlandske Sprogtone. Det er selvfølgelig en Misforståelse; Modspørgsmålet vilde uvægerlig møde Hvemsomhelst. Folk, der veed dette og har travlt, har stundom for at undgå Forsinkelse indledet Samtalen med forlods at give alle mulige Oplysninger: "Jeg er N. N., kommer fra X og skal til Y for at gæste Z. Vil De så ikke sige mig, hvor Vejen går?"

En særegen Principkonflikt indtræder, når Jyden av menneskelige Hensyn føler sig tvungen til at gøre en Meddelelse, uden at han er bleven opfordret dertil. Hvad skal han da gribe til? Helst vilde han avvente et Spørgsmål for med Ret og Skel at kunne stille sit Modspørgsmål. Men det forløsende Spørgsmål kommer ikke; og at give Meddelelsen uden først at have fået de ønskede Oplysninger kan der billigvis ikke være Tale om. Følgelig må vor Jyde overvinde sig til selv at stille Spørgsmål. Vi kan da tænke os, at der udspinder sig følgende Samtale mellem ham og hans medrejsende i Kupeen. "Hwar kommer do fræ?" "Jeg kommer fra Ørsted". "Hwar ska do hæn?" "Jeg skal til Odense". "Hwa ska do dær?" "Jeg skal søge en Doktor". – Pause. "Dær æ Ild i di Bows". Såvidt jeg veed, er det en virkelig Tildragelse.

Jyden følger hær Reglen: "Noget for noget, om Venskab skal holdes". Men av den venlige Hensigt kan man ikke tage fejl. Det røber sig hær, at trods sit tvære og utilnærmelige Ydre er Jyden alligevel på Bunden menneskehjælpsom. Til Sammenligning kan det være lærerigt at se, hvordan en anden Nation menes at ville tage en lignende Situation. Et Billede i "Simplicissimus" viser to Hotelgæster, en engelsk og en tysk, der ligger og ryger og læser i to Flugtstole. Pludselig siger Tyskeren: "Undskyld, min Herre, men De tabte en Gnist, og Deres Buxer brænder". Englænderen svarer: "Pas Dem selv! Deres Buxer har brændt i et Kvarter, og jeg har ikke sagt Dem det". Denne Historie er sagtens nok en ondskabsfuld Overdrivelse, men der turde i den alligevel være et Gran av rigtig Iagttagelse. Der er en viss Klasse Englændere, der kan tænkes at gennemføre deres "splendid isolation" til en lignende Utilnærmelighed. Men så vidt går Jyden ikke. Når han har fået at vide, hvad han vil, skal han nok avlevere sit Brandvarsel og hjælpe til med at slukke.

Hjælpsomhed er godt, mener Jyden, men den skal ikke slænges hen i Blinde. Dærfor er det heller ikke uden videre rigtigt, hvad Hostrup siger om Jyden samme Sted, hvor han påstår, at "aldrig han spørges om hvem eller hvad", nemlig at "Gæstfrihed møder den Vandringsmand langs med de trange Veje". "Nej", siger Gravlund, "jysk Folkekarakter er ikke gæstfri; den er stiv, ofte uvenlig over for den tilfældige Gæst, indtil et godt Indtryk er optaget". Jyden har det i den Retning som Englænderen, der holder stift på den nødvendige "Introduktion". Men veed Jyden først, hvem han har for sig, og navnlig om han mærker, at der er virkelig Trang til Stede, da er der ingen Ende på hans Hjælpsomhed.

Der er få Steder, hvor Jydens Hjælpsomhed viser sig kønnere end overfor Dyrene. Han er ikke stor på det av sin Menneskeværdighed som Italieneren, der mener, at Dyret er "Hedning". Han har i Praxis forlængst foregrebet Charles Darwin og er Kammerat med Dyret fra dets Fødsel til dets Død. Fynboen fortæller, at når Jyden går over en Mark og seer en Stud, siger han: "Godaw, Bror!" En lille Jydedreng havde en Vildand, som han holdt meget av; en Dag, da han var kommen på Ski, hørte jeg ham sige til den: "Du lille Ælling! hær skal du se noget, du aldrig før har seet". Udenbys Folk kan Jyden ofte kende bedre på deres Dyr end på dem selv; det kan hænde, at man spørger sin Kusk, hvem den Mand var, og Svaret lyder: "A kendte et hans Bæster".

Gravlund siger i "Danske Folkekarakterer", at Jydens Indfølingsevne overfor Dyr kan være mærkelig. "En jysk Bondekarl, som tjente paa Sjælland, kunde, naar han en sjælden Gang kom hjem til sin Faders Gaard, kende hver enkelt av Fåreflokken, skønt han ikke havde seet de yngre Dyr før; men han kendte Slægtspræget og vidste, hvilke ældre de stammede fra. Det kunde han "se i Ansigtet". Han blev bosat paa Sjælland. Der er ingen, "å kan med Krætur" som han.

En So havde havde han solgt, og da den skulde føde hos den nye Ejer, blev den urolig. Jyden kom til. Da lagde Søen sig trygt og fødte. "Det var da godt, jeg kom!" sa' han. – Et Valfartssted er hans Stald. Hans Dyr er prægtige. "Ded er pænt at se!", siger Sjællænderen. Men mærkeligst i Jydens Stald er hans Evne til at faa Kyllinger og Hingste, Køer og Føl, Ænder og Faar til at gaa næsten i samme Baas. Hans Forstaaelse omfatter alle Dyr, – ogsaa Svalerne, hvis Unger han kan tage af Reden, mens de gamle rolig ser til."

Et Digt, der giver Udtryk for Jydens Samfølelse med Dyrene, er Aakjærs Hjorddrengsvise: "Kom mi bette Kipkal, kom, mi bette Kwi!" En kendt Fortælling med samme Motiv er Johs. V. Jensens "En jenle Ko", om Konen, der trækker sin eneste Ko til Marked, – ikke for at sælge den, men for at den kan have lidt Selskab og en Stund ikke føle sig så jenle.

Synligt for Øjet, som Folke- og Dyrelivsbillede i Landskabet, tegner Jydens Dyrevanthed sig, når man seer en bette Hjorddreng komme trykkende helt ene med et stort Kobbel mægtige Høveder. Hær i Jylland er det så selvfølgeligt, at ingen tænker det bitterste dærved. Men når man som jeg på Sjælland har seet hele Gårdens Mandskab vrimle ud for at trække Kreaturet hjem, hver Mand eller Dreng med sit Høved, – så vil Forskellen stå, levende for een. Naturligvis er det ikke udelukket, at en Øbo kan findes trykkende med et Kobbel, men så almindeligt er det ej. Nys, jeg var på Møn, oplevede jeg et sådant Tilfælde, og jeg sagde til min Kone: "Det er dog ikke rigtigt, hvad man fortæller om Jydernes Eneret på denne Skik". "Lad os spørge, hvor Manden er fra", sagde min Kone. Og ganske rigtigt, det viste sig, at han var Jyde. Forskellen i Skik og Sæd føltes da også tydeligt av en Sjællænder, da han kom til Jylland, siger Gravlund. Han kunde ikke lide at se en lille Dreng trække mutters ene med et Kobbel Kvæg. Det syntes ham så sælsomt at stille et Barn helt ene overfor en Drift Kvæg og de Muligheder, der kan indtræffe. "Ded vå osse in Kål å sætte te å trække så mange Køer!"

Folkevittigheden har også Øje for Forbindelsen mellem Jyden og hans Dyreflok. Fynboen spørger: "Hvem er det, der hverken kommer gående eller agende eller ridende, ej heller bliver båren, men kommer dog frem?" Svar: "Det er Jyden, – han kommer drivende med en Flok Stude". Der siges også med Efterabelse av Målet, lagt i Munden på Jyden selv: "A kommer hværken avinds ejer gavinds ejer dravinds, men a kommer drivinds med en Flok Stude".

Denne Talemåde har Kig på tre Egenskaber. Jydens Dyrevanthed, hans Langsomhed, og hans seje Udholdenhed. Som det hedder i et sikkert jysk Ordsprog: "Den, der ager med Stude, kommer også med". Lige meget, om sent, – den "blinde Jyde" skal nok komme frem.

Udholdenhed er en av Jydens mest fremtrædende Egenskaber; den kan ytre sig som Stædighed, der atter kan gå over til strid Selvrådighed. Dette er en særlig jysk Udviklingslinje for det fælles danske Tålmod: fra den stille, gudhengivne Liden, der er den kristne Troslæres kendte Ideal, når vi efterhånden over til en Tien og Bien med sammenbidte Tænder, bare ventende på Tilbageslags-Øjeblikket.
Det kristelige Udgangspunkt har vi i Sønderjyden Brorsons Salme:

Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage Sind!
Vist skal du hente,
kun ved at vente,
kun ved at vente, din Sommer ind!
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage Sind!

Trange Tider langsomt skrider,
langsomt skrider, det har den Art.
Dagene længes,
Vinteren strænges,
Vinteren strænges, og det er svart!
Trange Tider langsomt skrider,
langsomt skrider, det har den Art.

Men der kan jo lægges adskilligt ind i Ordene. Det mente ialfald Preusserne, da de satte denne Salme på Listen over de forbudte "ophidsende Sange".

En østjysk Nutidshistorie giver os et interessant Exempel på, hvordan det lidende Tålmod kan gå over i Tilbageslaget. En Himmerbo havde avlyst al Kørsel på en Markvej. Da hans Nabo en Dag kom agende, råbte han: "Hær må du et kjøre!" Jo, det vilde den anden alligevel. "Så smider a mig tværs over Vejen!" Ja værsgod, det måtte han godt. Som sagt, så gjort. Ejeren kastede sig på Vejen, og hans Grande kørte over ham. Ejeren kom på Sygehuset. Men, da han var kommet sig, anlagde han Sag og vandt den. Ret skal være Ret. Historien er ikke Digt. Jeg har fået den stadfæstet av den Dommer, der dømte i Sagen.
Dette turde være Jyskhed i Kraft-Udtræk. Så selvfornægtende er Gennemsnitsjyden vel ikke, selvom der er Udsigt til at vinde en Proces. Han tier og bier, til han kan få Ram på Modparten uden at blotte sig selv; "kommer Tid, kommer Råd". Så længe man ikke har fast Grund under Fødderne, så snakkes der ikke og handles der ikke; men har man først taget det sikre Stade, så kommer Tilbageslaget, og det med Fynd og Klem. Som Blicher synger:

Føst, næ dær æ Nøe po fahr,
kommer Jyden ud aa Dar;
men han goer
itt ind igjen,
fa' de uhn han haa gjent hen.

Jyden chikanerer ikke for "Narreris" Skyld, som den sjællandske Bonde, der engang vilde køre mig i Grøften, hver Gang jeg forsøgte at cykle forbi ham på Landevejen. Når Jyden slår, er det i Reglen Tilbageslag, men så kommer det også av et ærligt Hjærte. Jyden har en udpræget Tilbøjelighed til Krakilskhed, når han står på sin Ret; det har jeg personlig oplevet. Jeg gæstede engang min Ven Åge Meyer Benedictsen på Troldhede. Han plejede at age over sin Nabos Mark, men nys havde Ejeren erklæret, at Vejen skulde nedlægges. Vi kørte der nu alligevel til et Gilde i Grandelaget. Da vi kom tilbage i Nattens Mulm og Mørke, var der tværs over Vejen gravet en alendyb Grøft, så det var et rent Guds Under, at vi undgik at vælte og brække Halsen. En følgende Dag var jeg med Fru Benedictsen ovre hos Naboens, hvor vi påtalte dette utilbørlige Attentat mod Medmenneskers Liv og Lemmer. "Æ Mand vil et ha, te der ska kjøres på hans Vej", sagde Konen. Fruen gentog Påtalen. "Æ Mand vil et ha, te der ska kjøres på hans Vej", lød det igen, og andet var der ikke at få ud av den kærlige Sjæl.

Som den spænstige, hårdt rammende Fjer virker Jyderne igennem Danmarks Saga fra først til sidst, både i godt og ondt, til Gavn for Rigs-Enheden og til Skade for den, ligesom det kan træffe Sig. I 4de eller 5te Århundrede avviser Uffe hin Spage med Glans et tysk Angreb. I 1086 indleder Vendelboerne det Oprør, der fører til Knud den Helliges Drab. Jyderne har i det hele næsten Privilegium på at optræde som Kongemordere. 1134 hævner Slesvig Bymænd Knud Lavards Mord på Banemandens Fader, Kong Niels. 1137 dræber den jyske Herremand Sorteplov Kong Erik Emun. 1157 dræber en jysk Bonde den flygtende Konge Sven Grade. – Sjællænderen Saxe er fuld av Forbitrelse over Jydernes Umedgørlighed under Vendertogterne. På Togtet 1160 klager de jyske Ledingsmænd over Mangel på Ædelsevarer; Sjællandsfarer og Skåninger må skyde til, for at stille dem tilfreds. 1168 får Jyderne med samme Klage et Norgestogt til at strande. 1170 på et Vendertogt er de opsætsige og dænger Absalon med Skældsord; senere river de Levnedsmidlerne til sig, så han foretrækker at sende dem hjem. 1180 støtter Jyderne et skånsk Oprør, fordi de ønsker Absalon av Vejen. 1182 på et Vendertogt nægter Absalon at føre Jyderne på Grund av deres Opsætsighed, og de klager atter på Kosten m. m., så Toget går i Vasken. Også "Knytlingasaga" veed at fortælle sådanne Ting, f. Ex. hvordan Jyderne under Vendertogterne klager over at være forfordelte med Byttet, – der var ingen "Handel" ved det. 1286 myrder den jyske Adelsmand Marsk Stig og hans Ledtogsfæller Kong Erik Klipping. 1340 rejser Niels Bugge til Hald sig mod Grev Gert, og senere gør han Oprør mod Valdemar Atterdag. 1340 fælder Niels Ebbesøn Grev Gert. Ca. 1440 raser en stor Bondeopstand i Nordjylland, den, hvorom Folkevisen synger: "Ene da stod de Vendelboer, de vilde ej fly". 1523 rejser den jyske Adel sig mod Kristian II. 1534 ved Udbruddet av Grevens Fejde er det atter den jyske Adel, der holder sig stiv. 1788 ved Stavnsbåndets Løsning er det fra jyske Godsejere, at Protesten kommer. 11. November 1842 talte Sønderjyden Peter Hiort Lorenzen Dansk på Slesvig-Holstenernes Ting, og "vedblev at tale Dansk". Og omtrent samtidig er det, at Nørrejyden Blicher for første Gang hæver Folkemålet op til literær Brug og digter Nationalsangen "Jyden han æ stærk aa sej".

At jysk Styrke og Sejhed går som et Ledemotiv gennem vor Historie, vil man ikke kunne nægte. Dog er der vel stundom mindre Tale om Sejhed end om Stædighed og Halsstarrighed. Således ved Jydernes ustandselige Kværuleren over Kosten på Vendertogene. Og der spores som en Efterklang i vor Tid, når jyske Soldater ifølge Gravlund klager højlydt over Kosten og Indkvarteringsvilkårene på Sjælland, mens Sjællænderne ikke plejer at gøre Gengæld ved Indkvartering i Jylland. Det synes, som om Selvrådigheden hær er noget på Veje til at føre bort fra det Tålmod, der ellers er et Grundtræk i dansk Folkelynne. Dærtil kommer den ovennævnte, undertiden lovlig stærke Sans for "Madposen". Under det preussiske Voldsherredømme i Nordslesvig har man ofte hørt Nørrejyder tage Avstand fra Danskhedens Selvhævdelse med denne Motivering: "Det var såmænd Skade, at Grænsen i 64 ikke blev trukken nordligere; så havde vi fået mere for vore Stude". Sønderjyderne har et særegent Ord for den indvandrede Nørrejyde, der for Madposens Skyld sælger sig til Arvefjenden: "Jyllandstysker". Det er unægtelig ikke særlig smigrende for Nørrejyderne, at det Navn har kunnet dannes; de er dog ikke ene om Forsmædelsen for der findes også Fynbotyskere og Ærbetyskere (fra Ærø).

At synge "Jyden han æ stærk aa sej", var højst fornødent på Blichers Tid, da Jyden endnu gjaldt for en Sinke og hans Sprog for et Kragemål, og da hans kulturelle Bagelighed hånedes ved Udtrykket "jysk Liberi" = Fnat. Gravlund fortæller en Historie, der endnu bunder i de Forestillinger, som Blicher måtte overvinde for at skaffe fri Bane for jysk Selvfølelse. En Bonde fra Lysgård Herred kommer hjem fra politisk Møde og siger, at han er trådt op på Talerstolen "for at tale et Ord, der kan gavne Land og Rige, men mest Lysgård Herred". "Uha da!" udbryder hans Kone. "Hvordan kom du fra det?" "Å, du skal et vær ræd," svarer han. "Der var ingen å hor et" (der hørte det)!

Endnu i vore Dage kan der være Grund til at sætte en Stiver i Ryggen på Jyden, nemlig i visse Tilfælde, hvor han formedelst sin overvejende Sans for "Madposen" glemmer selv at gøre det. Skolebørnenes Frafald fra det nationale "a" i Djursland bør ikke opmuntres. Bønderpiger bør ikke oplæres i den Tro, at de agtes højere av et Herregårds-Herskab, fordi de er fine og siger "je". Jens Busk fortjener Påskønnelse, fordi han viste os, at hans "a" ikke gjorde ham umulig som Taler i Rigsdagens Sale, og Brorsen (og 1945 Knud Kristensen) i lige Måde for do. do. på Ministerbænken. Aakjærs Måldigtning er Tak og Ære værd. Man bør hædre de enkelte Jyder, der i den sproglige Fladmes Tid endnu freder om den fædrene Navneskik. Dærhen hører i Hardsyssel Familien Bjerre, som endnu har vedligeholdt det gamle Navneskifte, så Søn opkaldes med sin Faders Fornavn og tilføjet -sen. En endnu større Særstilling indtager en morsingsk Familie Mark, hvis nulevende Døtre er døbt Mikkelsdalter Mark, medens en Søn i Resen ved Skive 1925 har ladet en Datter døbe Karen Frederiksdatter Mark. Vi bør også holde op med at ignorere de gamle, ejendommelige Indbyggernavne på -ing, hvorav Jylland og særlig Sønderjylland er fuldt, Former som Åboinger i Åbo Syssel, Lovringer i Løver Syssel, etc. En sidste levende Rest av Folkevisedansen, som Grüner-Nielsen har opdaget på Manø, burde sikres mod Uddøen.

De Tilfælde, hvor Jydens Selvfølelse nutildags trænger til at avstives, er dog mest Småting. Blichers ensomme Vækkeråb er såvist ikke forblevet uden Genlyd. Gennemgår vi "Højskolesangbogen", Udg. 1912, vil vi dæri opdage et Forhold, der næsten får os til at trække på Smilebåndet. Der findes i Tillægget en eneste Sang for Sjælland, nemlig Falstringen Ingemanns "Der ligger en Ø ved Hav og Sund", med Sætningen "i Sjølund er der lifligt at bo". Caroline Recke-Madsens "Sælland, Sælland med Skov og med Sø, dejlige Ø", hører kun tilsyneladende med, da også Fyn og Jylland prises. Såvidt jeg kan se, findes der ikke en eneste særskilt Sang for Fyn, Låland-Falster eller Bornholm. Dærimod får det nøjsomme og fattige Jylland ikke mindre end 9, – siger og skriver ni –, nemlig:

- Jysk Digter Blicher: "Jyden han æ stærrk aa sej" – "Min Fødestavn er Lyngens brune Land".

- Fynsk Digter H. C. Andersen: "Jylland mellem tvende Have", med Sætningen "Jylland, du er Hovedlandet".

- Uffe Birkedal: "Gamle Jylland, hvor du trofast skyder Ryg mod Havet".

- Sjællandsk Digter Grundtvig: "Der er et Land saa kosteligt, alt under Nørrelide".

- Kjøbenhavnsk Digter Hostrup: "Gold er den Jord, som Lyngen bær".

- Jysk Digter Ploug: "Det raske Folk, som pløjer den skarpe jyske Vang, sin Nakke nødig bøjer".

- Vilh. Gregersen: "Jeg elsker dig, Jydernes gamle Land".

- Aakjær: "Han Ole boer paa Heden".

Vi vil hærav se, at det på Øerne er bleven ligefrem Mode at kæle for Jydernes Selvfølelse. Faktisk er de den eneste danske Folkegren, der er bleven trukken frem til Skue; for Ingemanns Sang til Sjælland nævner slet ikke Indbyggerne. Man kunde passende bremse lidt med denne Manér. Jysk Selvfølelse skal nu såmænd nok klare sig uden Øboernes Hjælp. Jeg fik som Student et uforglemmeligt Indtryk dærav, da jeg engang ved Eskjær Strand traf vor Malkekones 7års Søn ifærd med at jokke med Fiskernes Ålekister, så de var lige ved at gå til Søs. Da jeg forbød ham det, genmælede han med bred Overlegenhed: "A rejser fanneme te Himmerland ...... A ska strint Wand på dæ, din Hwalp!" Utvivlsomt var denne Knægt noget "frit" opdragen, men det uforlignelige Eftertryk på Ordet "Hwalp" henvendt til en Student kunde vist alligevel ikke været tænkt muligt, om han ikke havde været et Skud av den ædle jyske Stamme.

Forlængst er den Tid forbi, da Jyden ængstedes for at forfægte jyske Interesser i Jylland selv; han fører nu det store Ord ved Møder på Sjælland, på Fyn og alle Vegne. Hjemme i Jylland har man, som i Bække 1910, kunnet opleve at høre råbt, når der fremstilledes en Øbo som Valgkandidat: "Nej, nej, vi vil ha en Jyde!", og Folket har fået sin Vilje. Lidt ud over det smagfuldes Grænser synes den jyske Særfølelse at drives, når en pladssøgende udmaler sin Fortræffelighed med følgende Ord: "En pålidelig jysk Dame søger Plads ved Husgærning", eller når der på Bagsiden av "Jysk Telefonhaandbog" for 1910 og på store Vejplakater læses: "Drik jysk Øl i Jylland! Jyder, støt jysk Industri! Forlang altid jysk Øl!"

Ikke uden Vid har en Revyvise fra "Varehuset Danmark" taget den Slags Huskud på Kornet gennem en Travestering av "Jylland mellem tvende Have":

Jylland skils ved tvende Have
fra de ækle danske Øer.
Lad dem alle gå av Lave,
bare aldrig Jyden døer!

Ja, Sjælland og så videre
skal føle på sin Svans
at Jyllands bet' Jens Vejmand
har Magten hær tillands.

Kongeriget Danmark blive
skal den "jyske Repoblæk".
Vi til Hovedstad ta'r Skive,
Kjøbenhavn skal rådne væk!

Denne drastiske Udmaling av Jydens Løs-fra-Kjøbenhavn-Stræv er dog nærmest Forfatterens Skæmt, ingen tager den for Alvor. Det skulde da være vore Venner Altyskerne, som i 1909 bad det statistiske Kontor i Berlin om ved fremtidige Folketællinger at skelne mellem "Danske" og "Jyder"; men skønt den preussiske Regering underhånden støttede Snigmordplanen mod det danske Folks Enhed, og skønt Sprogmanden Fr. Kauffmann vover at gøre det åbenlyst endnu i 1923, er dette nederdrægtige Attentat dog forlængst avsløret og forebygget. Det er kun nogle indædte Hjemmetyskere i Sønderborg, der har fulgt Vinket og startet et danskfjendtligt Målstræv, idet deres "Klub Sønneborre" bruger Dialekten som Skriftsprog med stærkt tyskpræget Stavemåde. Jyden som Helhed lader sig ikke narre bort fra Øboerne og spille ud mod dem som Dumme-Per; hans nøjsomme Målstræv vil aldrig føre til sådanne Tilstande som i Norge, hvor et Land, der fordum havde ét Skriftsprog, nu er velsignet med en to-tre Stykker.

Det nyeste Led i vor Tids Stræben efter at undermure og udvikle vore Folkegrenes Samspil, er Tanken om Hjemstavnskursus, undfangen av to Århus-Borgere, Fynboen Bibliotekar Ejler Haugsted, og Jyden Lektor Regnar Knudsen, og iværksat første Gang 1923 ved Kalø Vig med det bedst mulige Udfald. Hær har for en Gangs Skyld Jylland ydet Hovedindskuddet til et Samlingsløsen, som imidlertid med god Vilje er blevet taget op av de øvrige Landsdele og allerede har givet virkningsfuld Genlyd på Fyn og i Sønderjylland.

Der er al Grund til at støtte denne Folketanke. Og da det nu er Jydens Higen at være Foregangsmand i Nutidens Danmark, hvorfor så ikke imødekomme hans Trang til Påskønnelse ved at erklære at han har har sat en Rekord? Da Fynbo-Naturel ifølge Gravlund ynder Kappestrid, så vil det selvfølgelig stræve at sætte en ny. Og så må Sjællandsfaren og de andre Øboer da også være med for ikke at lade sig lumpe. Med stadigt Overbud fra Landsdel til Landsdel må denne Samlingsstræben nok kunne komme i god Fart.

Så vi i Gærningen sander Blichers Ord:

Jyde, Fynbo og Sjællandsfar,
til ét Folk alle vi høre.

Og så vi til Slut, med Henblik på Jyllands yderste Forpost, Sydslesvig, må kunne sige med Christian Richardt:

Venner, seer på Danmarks Kort,
seer, så I det aldrig glemmer!
til hver Plet har fået Stemmer,
klingende snart blødt, snart hårdt!
til I ender med at bede:
skærme Gud vor gamle Rede,
– skænke os et Danmarks Kort,
hvor alt dansk igen er vort!


Noter.

*) Om det svedne sønderjyske Lune i Sammenstød med stortysk Mentalitet vil jeg hær tilføje et Par pudsige Småhistorier. – Under den første Verdenskrig sad et Selskab tyske Officerer i en Krohave og drak og skålede. Ofte drak de på den blasfemiske Bøn: "Gott strafe England!", og hvergang rejste de sig op med den noksom kendte tyske Højtidelighed. – Ved et Nabobord sad en Sønderjyde, der lod som ingenting; Tyskernes Postyr kom jo ikke ham ved. Tilsidst blev Patrioterne krænkede over, at han ikke deltog i Højtideligheden, og de gav sig til at skælde ham Bælgen fuld for hans Mangel på "Patriotisme". Men hvad svarede han? Han sagde jævnt og stille: "Æ er ét så religiøs". Med denne lune, men bidende Ironi var Patrioterne skårne ned; de vidste intet at svare, og vor Sønderjyde fik Lov at sidde i Fred – Under den anden Verdenskrig kom en sydslesvigsk Værnemagtsmand trampende op ad en dansk Gade, tungt læsset med militære Sager. Han møder en Officer og får ikke gjort Honnør rask nok, Officeren bliver "fuchsteufelwild" og giver på Herrefolksvis Synderen en værre Overhaling. Da han endelig er færdig med at skælde ud og er raset videre, vender Sønderjyden sig til de omkringstående Danskere og siger lunt og stille: "A kan da ét gør for, te di ét ka vind æ Krig! " Man føler overordentligt lyst til at omfavne denne Sydslesviger for hans ægte danske Sindelag.

 

Samfundet Modersmålet's Småskrift Nr. 4. Slesvigsk Søndagsblad, Flensborg Avis 11.-18. Maj 1924. Genoptrykt i Udvalgte Epistler 1947. Venligst indsendt af Arild H. Kierkegaard. Læs mere om kulturforskeren Gudmund Schütte >

 


< Kulturhistorie - Samlere og forskere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg