| |
[Samlere og forskere]
Peder Syv
(*1631, †1702)
Sprogforsker og folkemindesamler. Søn af en fæstebonde i
Kirke Syv ved Roskilde. Blev 1653 student fra Roskilde og var i nogle år hører
ved Vor Frue Skole i København, 1658 rektor i Næstved og fra 1664 til sin død
præst i Hellested i Stevns herred, hædredes 1683 med titlen "Philologus
regius linguæ Danicæ" (Det danske sprogs kongelige sproggransker). Syslede
hele sit liv med dansk sprog og litteratur og nærede en forkærlighed for alt
gammelt. Som sprogforsker tilhørte han en lille kreds af danske mænd, som
delvis under tysk indflydelse begyndte at virke for modersmålets ret og
bekæmpe det latinske, tyske og franske sprog, der var så godt som enerådende
i den litterære verden. Hans første sprogskrift, Nogle Betænkninger om det
cimbriske Sprog (1663), omhandler de gottonske sprogs oprindelse og
slægtskab, bogstaver og runer, retskrivning, fremmedord, digtekunst mm. I 1685
udgav han Den danske Sprogkunst eller Grammatica, den første danske
grammatik på modersmålet. Han foretog samlinger til en stor dansk ordbog,
hvoraf kun bogstavet A nåede at blive trykt.
Syv arbejdede ligeledes med folkeminder. Han skrev udførlige
besvarelser af P. H. Resens spørgeskemaer om oldtidsmindesmærkerne og den
gamle folkelige kultur, og han samlede folketro til et lille skrift om "almuens
vildfarelser" (De vulgi erroribus). I 1682 og 1688 udkom
hans to store samlinger af Almindelige danske Ordsprog fra
trykte og utrykte kilder. I disse bøger fremhævede han, at ordsprogene ikke
alene er et vidnesbyrd om fædrenes visdom, men tillige en pryd for
sproget. Ordsprogssamlingerne, der langt overgår Peder Laales, udgør
hovedstammen i alle senere samlinger. Folkeviserne havde også hans interesse,
og i 1695 udgav han under titlen Danske Viser Vedels
Hundredvisebog forøget med hundrede nye viser, som han selv havde samlet
(herunder nogle viser fra hans samtid og oversættelser af islandske kvad).
Endelig kom Syvs nationale indstilling til udtryk i hans digtning.
Hans indsats formåede bl.a. at opildne studenterkammeraten Laurids Kock,
forfatteren til fædrelandssangen "Danmarks dejligst vang og vænge", der
blev optaget i folkevisebogen, og nabopræsten Jørgen Sorterup, der skrev et
heltedigt i folkevisestil til Frederik IV og en afhandling om guldhornene.
Indflydelsen spores også hos Kingo. Eftertiden har tildelt ham det kun
delvis berettigede hædersnavn "den danske sprogforsknings fader". Sin
største betydning fik han ved sin varme sans for det danske sprog og
fædrelandets minder på en tid, hvor flertallet af de lærde savnede
forståelse for det nyttige i at beskæftige sig dermed. Et karakteristisk citat
viser hans indstilling: "Nogle maa skee mene og, at der var vel andet, i det
Latinske og Grædske sprog, hvor paa jeg heller buurde at anvende tiden. Men mig
bør jo først at vide mit fæderneland og dets sprog nogen ære."
Udgivelser (genoptrykte):
Om Peder Syv:
Tekster på Skræp
af Peder Syv:
Om modersmålets
vigtighed (1663)
Ordsprog om folk
og lande (1680'erne)
[Samlere
og forskere]
|
|
