A. Müller: Staten - og generationernes kamp mod ”jorden”

Den menneskenes evige alliance som vi kalder samfundet eller staten, er […] ligeså retmæssig som nyttig; den har følgelig et dobbelt formål. Men den er også - og her foretager jeg det vigtigste skridt i hele min undersøgelse - af dobbelt art:

1) En alliance af mennesker som lever til samme tid på jorden. Alle samtidige må forene sig mod sin fælles fjende, jorden, for at kunne møde den ene af dens frygtelige egenskaber, enheden av dens kræfter. Denne art af alliance accepteres af alle stats-teorier; desto letsindigere overser de den anden og lige betydelige art.

Staten er 2) en alliance af de forudgående generationer med de efterfølgende, og omvendt. Den er en alliance ikke bare af dem som lever til samme tid (Zeitgenossen), men af dem som lever i samme rum (Raumgenossen). Og denne anden alliance stiller sig op mod den anden store egenskab hos vor fjende, jorden, nemlig dens varighed. Jorden overlever os alle; derfor vil den altid have en fordel frem for os, når en generation lader sig forføre af den til at fornægte en anden generation. Staten er ikke bare foreningen af de mange som lever ved siden av hverandre; denne forening må ikke bare være uendelig stor indenfor rummets grænser, men den må også være udødelig i tiden. Læren om foreningen af de mange generationer som følger efter hverandre, er et ubeskrevet blad i alle vore statsteorier; deri ligger deres store mangel, og deraf kommer det, at de synes at bygge deres stater for øjeblikket, og at de ikke kender og ikke værdsetter de ophøjede grunde til statens varighed og dens fortræffelige bindmidler […]

Vi har selv oplevet i vor egen tid at en generation - den nuværende - fuldstændig og på alle måder gjorde oprør mod de forudgående generationer […] den forsøgte at føre krigen mod jorden ganske alene, uden allierede; den blev straffet på det forfærdeligste for dette, men i straffen blev den atter belønnet med indsigt i denne anden og hidtil fuldstændig tilslørede hemisfære i statsvidenskaben. Burke var den første statsmand og statslærde som straks efter den franske revolutions udbrud opdagede dette åndelige Indien; dermed bragte han liv, ideer og bevægelse ind i de politiske teorier, og i deres historie blev han det forenende, højere mellemled mellem Adam Smith og Montesquieu.

 

Fra Elemente der Staatskunst, I, 3 Vorl., 1809. Læs mere om A. Müller >

 

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg