Redaktion / Lidt om Nomos

REDAKTION

Morten Uhrskov Jensen, cand. mag. (Tidsskrift)

Adam Wagner, mag. art.

Jesper M. Rosenløv, cand. mag./ph.d. (Hjemmeside)

Thomas T. Jensen, cand. mag.

Ingeborg Jørgensen, cand. mag.

Kim Møller, cand. mag.

Jens C. Cini

Michael Pihl, cand. mag.

LIDT OM NOMOS

Nomos-projektet har været under udarbejdelse siden 1998, hvor flere af de ovenstående første gang udkastede ideer til de nu foreliggende sider. Arbejdet er for alvor blevet intensiveret siden julen år 2000, men som det ses på siderne er projektet langt fra færdigt, men vil løbende blive udviklet, udvidet og opdateret.

NAVNET:
Da Nomos ikke er en forening, men et medie eller inspirationsnetværk, er det følgende ikke på nogen måde tænkt som et ideologisk program, men snarere som et kortfattet forsøg på en indkredsning af de betydninger og associationer som det valgte navn, Nomos, har indeholdt og vakt - og derudfra ligeledes et forsøg på at give evt. læsere et billede af den redaktionelle linje.

Det oldgræske begreb nomos dækker udover betydningerne græsgang og distrikt også betydningerne lov og orden og alt tilskrevet, overdraget, fastsat v.h.a. sædvaner, skik og brug. Man kunne sige alle anordninger, der ved tradition og kultur omgiver et fællesskab af mennesker og sammenbinder disse i et kulturelt fællesskab.

Eventuelle forsøg på at erkende nomos og dets betydning for individ og samfund relaterer sig naturligvis til diskussionen vedrørende vægtningen af natur og kultur - henholdsvis physis (det naturgivne, det medfødte almenmenneskelige, arv) og nomos (vedtægt, norm, det kulturgivne, miljø) - i forbindelse med forståelsen af menneskets adfærd. Menneskets adfærd er naturligvis til en vis grad bestemt af medfødte / naturgivne almenmenneskelige adfærdsmønstre (vore reflekser og instinkter), men afgørende er det ligeledes, at individer oplæres og dannes til at opfatte, forstå, tænke og færdes indenfor en given kultur. Kulturen kan ikke reduceres til at være adfærd udelukkende byggende på naturgivne stimulus-responsforhold, men er meningsfyldt adfærd, båret af specifikke forestillinger, værdier, tro, symboler, verdenssyn etc. Menneskelige handlinger er dele af et kulturelt symbolsk meningsfyldt system. Mennesket spiser nok for at overleve, men spisningen (hvor, hvornår, hvad, hvorfor, med hvem, hvordan) er en kulturelt meningsfyldt handling, hvilket også gælder tilfredstillelsen af andre drifter og behov (forplantning, selvopretholdelse, opnåelse af tryghed etc.). Via opdragelse og socialisering præger det kulturgivne således individets personlighed, selvforståelse, adfærd og identitet - og danner dermed et umiddelbart grundlag for fællesskab og social samhandlen.

Vægtningen af nomos og ikke det almenmenneskelige / naturgivne, betyder dog ikke, at man ikke bør forholde sig realistisk til menneskets biologi etc. Tværtimod. Man kunne sige, at netop ved at erkende, hvad mennesket er i sin rå physis, erkender man vigtigheden af nomos! Menneskets inderste væsen, som det kommer til udtryk i naturtilstanden, danner langt fra udgangspunkt for nogen paradisisk tilstand. Man kunne med Thomas Hobbes sige, at livet i naturtilstanden er solitary, poor, nasty, brutish and short. Mennesket er humini lupus - ulv mod mennesket - og her hersker bellum omnium contra omnes - alles krig mod alle. Dette skyldes ifølge Hobbes, at det, som han anser for menneskets grunddrifter, her får frit løb - nemlig selvopretholdelsesdriften og den uhæmmede egoisme.

Denne realistiske erkendelse bør ses i modsætning til tidens moralisme, vulgærhumanistiske naivitet og til den humanisme, der som åndelig bevægelse vel næppe fortjener det navn, den smykker sig med, men nærmere må betragtes som "sentimentalitet" og "idioti". Den næsten religiøse hævdelse af mennesket som "godt på bunden" samt troen på at "det almenmenneskelige" som bæredygtigt udgangspunkt for fællesskab og samfund på tværs af kulturer og nationer, danner grundlag for troen på det holdbare i nedbrydelsen af nomos - en nedbrydelse, der i særdeleshed blev intensiveret med kulturradikales og 68-generationens uheldige påvirkning af meningsdannelsen.

Illusioner om mennesket eller verden har ikke været en mangelvare, hvilket desværre ikke ser ud til at ændre sig foreløbigt. Dog må det lyde herfra, at det i sagens natur må betragtes som en ærværdig ros, hvis visse "moralister" eller "humanister" med frygt og bæven i stemmen giver udtryk for, at de ikke deler et "så menneskefjendsk" og "skræmmende" menneskesyn som her er skitseret.

Navnet Nomos kan således, sammenholdt med det erklærede grundsyn omkring indsatsen for kulturens, nationens og det folkelige fællesskabs overlevelse, være med til at fastholde et spørgsmål om, hvorvidt mennesket, hvis det ikke mødes med autoritet, civilisation og nogenlunde ensartet kulturel dannelse ikke forfalder til naturtilstandens alles krig mod alle. Kan samfundspagten og retstilstanden i noget samfund opretholdes, hvis den folkelige homogenitet og det kulturelle og værdimæssige orden og fællesskab nedbrydes? Er "den kulturelle nomos" ikke samfundets sammenbindende kraft?

Man bør her ligeledes ikke glemme at demos i begrebet demokrati betyder "folk" og ikke "den universelle menneskehed." Opretholdes kulturens integritet og sammenbindende kraft ikke, degenererer mennesket og samfundet og dets institutioner. Staten opnår sin legitimitet i og med, at den sikrer en række bestemte og kulturelt fastlagte normer samt beskytter den orden og det fællesskab af mennesker, der bærer disse normer. Ophører den hermed undergraver den netop sin egen legitimitet, og man må her spørge, hvilket "samfund" man da står tilbage med, hvis civilisationens maske således rives væk, og hvis den nedarvede og overleverede tradition og den ensartede normgivende kulturelle dannelse trædes under fode i internationalismens, relativismens eller globalismens navn.

Nomos har igennem tiderne været anvendt i forskellige sammenhænge. Om en del af det sidste århundredes brug af begrebet skriver Henrik Jensen (Ofrets Århundrede, 1998 s.380): I 1934 brugte Carl Schmitt begrebet nomos som udgangspunkt for en "konkret ordenstænkning" i modsætning til en normativ. Han forsøgte med andre ord at betone den deskriptive frem for den normative side af begrebet.
Han søgte at karakterisere en enhed af rum og ret ("Ortung und Ordnung"), hvor dialektikken mellem naturretten (det normative) og positivismen (det kognitive) var ophævet. Han fandt denne enhed ved at vende tilbage til den oprindelige, næsten glemte betydning af nomos som en "rumlig konkret, retsligt konstituerende ordens- og lokaliseringshandling": "nehmen, teilen und weiden" - at tage, at dele og at græsse. Altså: landnammet, op- og fordelingen af jorden, samt græsning - repræsenterende de konkrete økonomiske tilegnelsesformer, hvad art de end måtte antage. Hver af disse tre processer hører ifølge Schmitt "til det fuldstændige væsen af hvad der i menneskehistorien er forekommet af rets- og samfundsorden". Med hjælp fra disse grundkategorier skulle antitesen mellem "Sollen und Sein" - ret og magt, stat og økonomi og privat og offentlig ret - kunne lade sig formidle.

Tilbage