Peter Lindskov Andersen: Den ”dobbelte” Aakjær

Jeppe Aakjærs forfatterskab har altid været lidt af en gåde, fordi det består af to tilsyneladende modsatrettede strømninger. Man taler således ofte om ”den dobbelte Aakjær”, fordi forfatteren på den ene side var fremskridtets mand som social agitator i prosa, taler og enkelte digte, mens han på den anden side i sin natur- og erindringslyrik var idyllisk, bagudskuende og nærmest konservativ i mange henseender. I den førstnævnte del af forfatterskabet flirtede han ofte med det revolutionære med inciterende digte som ”Kommer I snart, I husmænd” og ”Tyende-sangen” og holdt sig heller ikke tilbage i taler og artikler. Om end Aakjærs sociale engagement uden tvivl var berettiget og oprigtig – han kendte indgående til bønder, husmænd og landarbejderes kår og tilskrives bl.a. æren for at tyende-loven blev afskaffet – så virker engagementets ideologiske ophængning på den socialistiske knage (som var særligt udtalt i de yngre år) ofte noget manieret. Som da han i 1908 svingede pisken over godsejerne: ”Det skal være en af mine opgaver – jeg, den bondefødte – at prædike had og mistro til den stand, der havde mine forfædres skæbne i sin hånd og gjorde den så hård.”

Årsagen til en sådan bekendelse af klassehad (der dog ikke var mere udtalt, end at Aakjær privat omgikkes sin nære ven, godsejer Gudmund Schütte på herregården Eskjær, hvor Aakjærs børn også modtog privatundervisning) skal vel findes i den yngre Jeppe Aakjærs udtalte hang til strid; et temperament, som i ungdomstiden i København fandt sin mage i brandesianismen. Som Steen Piper har skrevet, så  vælger Aakjær ”ungdommeligt og selvfølgeligt […] den side, hvor han har størst udsigt til de største konfrontationer. Han tager afstand fra kristendommen, fra kirken, fra højskolen, og han lægger sig i selen for at bliver en god partisoldat i brødrene Brandes’ celebre hær af forfattere, kunstnere, grosserere, intellektuelle, adjunkter, skolelærere etc. etc.”.

Men Aakjær passede ikke rigtigt ind i Brandes’ radikale parnas, hvis anerkendelse han til stadighed anglede efter - uden at dog opnå den, måske fordi der tegnede sig stadigt flere ideologiske og kunstneriske modsætninger parterne imellem. I 1907 flyttede han tilbage til digterkildens udspring og bosatte sig på gården Jenle ved Astrup Vig i Salling, nær barndomsegnen i Fly Sogn, Fjends. Her var han i al fald fysisk tættere på den verden, der prægede og inspirerede hovedparten af hans lyriske produktion, men det var også en verden, der var på vej væk i modernitetens industrielt-urbane glemsel. Materielt var det en fattig verden, hvor udviklingen på visse områder syntes at have stået stille i århundreder (som Aakjær selv skrev: ”Jernalderen var ikke alle Vegne naaet frem, hverken til Vogne eller andre Markredskaber.”). Men det var samtidig en verden, der rummede en mængde oprindelige, gode værdier, der var ved at gå tabt i alt det moderne, og Aakjær havde syn for disse gamle værdier. Det var ikke alene forbindelsen til jorden, danskerne var ved at miste, men selve forbindelsen til fortiden; en binding, Aakjær følte stærkt i sin egen person og gjorde opmærksom på, da han stolt erklærede: ”Jeg er tusind Aar gammel!”. I den ånd stred han for bevarelsen af arven fra forfædrene på flere fronter, herunder dialekten (i bl.a. digtning) og de folkelige fortællinger (i det omfattende kulturhistoriske forfatterskab), men også oldtidens gravhøje, som fik et smukt digt med på vejen:


Dansk Bonde, Højens Frænde,
med din Rod i samme Grund, -
har du Hænder, som tør skjænde
Højens runeviede Rund?
Nej, lad stadig Rugens Kjærne
rundes paa din Fædregaard,
mens fra Højens Midnatsstjærne
sigende den Sødmen faar!
Bondehøj paa Bondeager –
det var Danmark hidindtil;
saadan var os Marken fager
under Somrens Lærkespil.
Om end Hagl dens Lyngpul pisker,
Slægters Sol gaar op og ned, -
Rug og Høj dog sammen hvisker
Danmarks Navn i Evighed!


I sin erindrings- og naturlyrik forevigede han ikke kun mindet om det forgangne og evigt tabte bondesamfund, men formåede også at pege på eviggyldige værdier, som var værd at bevare: Hjemstavnen og slægten, naturen og det nære, familien og fædrelandets fællesskab. Her opstår forfatterskabets problem, dobbeltheden: Hvordan kunne han på samme tid være for modernisering og et ældgammelt værdisæt, der knyttede sig til landbrugssamfundet? Svaret er, at Aakjærs idé om modernisering ikke var lig med et moderne industrisamfund, men drejede sig om et reformeret landbrugssamfund af små familielandbrug (som konsekvens blev han allerede i sin egen samtid anset for reaktionær af den senere socialdemokratiske kulturminister, Julius Bomholt). Derfor problematiserede han også industrisamfundets stormløb på det traditionelle i den politiske, socialkritiske del af forfatterskabet, hvor man finder kritik af den modernisering, der skete uden hensyntagen til, hvad der var naturligt. Hvor landbruget rationaliseredes ud i en distance til naturen, og hvor arbejderne blev lukket inde på byens mørke fabrikker. På den måde knytter han i sin sociale agitation også bånd til de gamle, naturlige værdier, og derfor er forfatterskabets dobbelthed langt hen ad vejen kun tilsyneladende. Fremskridtet og modernisering dyrket som ikonoklastisk program, som ren omvæltning uden respekt for et gamle eller sans for det naturlige var ikke det, Aakjær efterlyste. Som han formulerede det i”Jydsken og Højdansken” (1907): ”Vi skriver saa mange Programmer og holder saa faa. Vi væver saa mange nye Faner. Vi omvurderer og styrter og nedtramper. Skulde der nu ikke kunne skabes en lille Pavse, i hvilken vi tilhviskede hverandre: Danske Mænd og Kvinder! Lad os gaa ud i vort Folk og opsøge noget, vi kan bevare!”

Når Jeppe Aakjær således talte for værdikontinuitet som modvægt til den moderne fremmedgørelse, er det kun naturligt, at slægts-,  hjemstavns- og nationsbevidstheden fandt plads blandt de bedste digte i forfatterskabet. Om synet på individet som det seneste led i en lang kæde og som en del af et større hele – et perspektiv, der maner til ansvar – vidner bl.a. digtet ”Historiens Sang” (1917):


Din egen Dag er kort, men Slægtens er lang;
læg Øret ydmygt til dens Rod forneden:
Aartusind toner toner op i Graad og Sang,
Mens Toppen suser imod Evigheden!
Lad mig kun flagre hen som Blad i Høst,
naar du mit Land, min Stamme, frit maa leve,
og skjønne Sange paa den danske Røst
maa frie, stærke Sjæle gjennembæve.


I modsætning til prosaforfatterskabet, hvor de ovennævnte værdier som oftest er pakket ind i samtidsbestemt social agitation, glimter disse i bund og grund konservative værdier tidløst i den lyriske del af Aakjærs forfatterskab, og netop det eviggyldige – ofte i erindringens destillat - i en sublim, sangbar form er velsagtens grunden til, at denne side af Aakjærs digtning har bevaret sin popularitet den dag i dag, hvor moderniteten næsten har løbet os over ende.
 
Et udvalg af litteratur om Aakjær og hans (lyriske) forfatterskab:

Henrik Fibæk Jensen: "Jeppe Aakjær. Spillemand og Stridsmand" (Skivebogen. Historisk Årbog for Skive og omegn, 90. bind), Historisk Samfund for Skive og Omegn, Skive 1999.

Sven Møller Kristensen: Den store generation, Gyldendal, København 1974.

Johs. Nørregaard Frandsen: ”En skælven i et ydmygt sind. Jeppe Aakjær: Rugens Sange” i Poul Schmidt m.fl. (red.) Læsninger i dansk litteratur. 1900-1940, bd. 3, 2. udg., Odense Universitetsforlag, Odense 2001, s. 76-94.

Felix Nørgaard: Jeppe Aakjær, Nordisk Forlag, København 1941.
 
Fridlev Skrubbeltrang: ”Jeppe Aakjær” i Kapitler af dansk digtning fra Herman Bang til Kaj Munk, Det Danske Forlag, Kbh. 1951, s. 197-223.

 

 


< Litteratur og debat / Danske kulturkæmpere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg