Geoffrey Cain: Humanismens diskrete antydninger

Når man taler om de totalitære bevægelser i det 20. århundrede, begrænser man sig mærkeligt nok altid til to: kommunismen og nazismen/fascismen.

Men egentlig er der tre. Den tredie, humanismen, er lige så totalitær som de andre to, fordi den hylder værdier, som ingen må tage afstand fra. Skulle nogen alligevel finde på det,  er de ikke længere med i det pæne selskab, og heller ikke med ret mange andre steder , hvor den totalitære hånd kan nå dem. Ligesom ikke-nazister og ikke-kommunister kan ikke-humanister vente sig udelukkelse, mundkurv eller personhetz. Og hvis de er meget uheldige, kan de også vente sig seks skarpe skud i ansigtet ligesom Pim Fortuyn.

Mordet på ham er helt i tråd med den nuværende humanistiske udgave af totalitarismen, omend ingen humanist nogensinde har sagt, at svinehundene skal slås ned for fode. Det er heller ikke nødvendigt. Henvendt på kodesprog til et indforstået publikum kan små insinueringer vokse til en giftsky, der ender med at jage alle kætterne ud af humanismens fagre nye verden og fordrive dem fra det lykkelige land, hvor alle tænker ens. For et par måneder siden tog den tyske forbundskansler, Gerhardt Schröder, afstand fra Pim Fortuyn med en dunkle bemærkning om, at Fortuyn repræsenterede "ukultur". D.v.s. barbari. Schröder var lyset, og Fortuyn var mørket, kunne man sige, og følgelig var der ikke plads til Fortuyn i det humanistiske samfund. Måske heller ikke i verden, har morderen tænkt sig, da han hørte, hvordan dæmoniseringen fik en lille tand til.

Vi kender det godt herhjemme. Dagen før Mogens Glistrup blev overfaldet i Fælledparken for en snes år siden, skrev humanisten Anker Jørgensen i Aktuelt, "at det ender med støvletramp, hvis vores indsats mislykkes". Dagen efter blev Mogens Glistrup overdænget med slag og spark og gennet ud i en sø med maling over hele hovedet. Han var "racist og nazist" og blev slået i tolerancens navn. Tyve år senere tog  daværende statsminister og humanist Poul Nyrup  tråden op overfor det ikke stuerene Dansk Folkeparti, som han mente, "mindede om noget fra trediverne". Humanisten Peter Duetoft sagde det endnu klarere: "Pia Kjærsgård og Adolf Hitler er to alen af samme stykke".

Adolf Hitler? Manden, der var ansvarlig for drabet på 11 millioner civile? Forbryderen, som utvivlsomt ville være blevet hængt, hvis han havde levet længe nok til at stå anklaget i Nürnberg? Denne sammenligning betyder, at Pia Kjærsgaard fortjener samme skæbne som Hitler, nemlig et reb om halsen. Duetoft kan ikke ordne det praktiske selv, men der er måske andre behjertede mennesker, der kan?

Måske. Sammenligningen hang i luften og hænger der endnu. Det var ikke Pia Kjærsgaard, der blev myrdet den 6. maj 2002, men Pim Fortuyn, men det kunne det nemt være blevet. Humanistiske skribenter har sammenlignet hende med stinkende dyr og ekskrementer. Humanistiske vittighedstegnere har portrætteret hende som en rotte eller som Den Onde selv, indtil disse giftigheder engang på Nørrebro blev omsat til handling af folk der havde forstået den skjulte kode. Den sagde, at Pia Kjærsgaards liv var intet værd og der skulle handles. Den dag blev teorien til praksis.

Men hvis man tror, at humanisterne fortryder, hvad de har sagt, må man tro om. De fortryder intet.

Dagen efter mordet på Pim Fortuyn kunne det humanistiske Ekstra Bladet fortælle læserne, at en "Fremmedfjendsk politiker (var blevet) skudt". Ikke myrdet, vel at mærke, fordi det er kun anstændige mennesker, der bliver myrdet. De uanstændige bliver skudt. Sveriges tv 2 talte om den "højreekstremistiske" Pim Fortuyn, og i DR 1 tog Mogens Lykketoft afstand fra en dåd, han alligevel godt kunne forstå. Allermest ubehagelig var Berlingske Tidende - nu et socialdemokratisk fagforeningsblad - der bragte en artikel om den afdøde med overskriften "En politisk fribytters endeligt". Herved kunne man forstå, at retfærdigheden var sket fyldest, og skarnet havde fået sin bekomst. Det eneste kedelige ved det var, sagde journalisterne, at "nedskydningen" (der var ikke tale om mord) "berøvede de stærke og rene kræfter i Holland muligheden for selv at gøre op med en politisk fribytter som Pim Fortuyn".

Han var m. a. o. uren og fortjente at dø. Samme holdning gjorde sig gældende, da Pia Kjærsgård blev overfaldet på Nørrebro. Humanisten biskop Keld Holm og den lige så humanistiske litterat Peter Seeberg sagde, at de godt kunne godt forstå, at nogen kunne overfalde hende, og Berlingske Tidendes kulturredaktør, Niels Houkjær, syntes endda, at overfaldet var frisk gjort og helt i humanismens ånd. Det gav romanforfatteren Lars Bonnevie ham ret i. "Hun havde fortjent det", skrev han i Weekendavisen, fordi konen var jo racist. Derfor var overfaldet ikke blot forståeligt, "det var også nødvendigt", skrev journalisten og humanisten August Miehe Renard, og deraf kunne man forstå, at det også ville blive nødvendigt fremover så længe, der er folkefjender iblandt os.

  Ved skæbnens ironi blev det ikke Pia Kjærsgaard denne gang. Men bare vent.

Tidligere bragt i Kristeligt Dagblad 10-5-02. Revideret af Geoffrey Cain og bragt her med dennes tilladelse.

Tilbage