Thue  Kjærhus & Søren Jensen: Oprøret mod fornuften

Et forsøg på at erindre en famlende dansk offentlighed om de grundværdier, deres historie og argumentatoriske basis, ethvert retssamfund, uafhængigt af nationalitet eller etnicitet, må forfægte overfor sig selv og overfor andre

Demokratiet og retssamfundet er idehistorisk nært forbundet til forestillingerne om naturlige rettigheder, dermed i nyere tid til liberal politisk filosofi.

Vi siger nyere tid, fordi det hører med til den redelige bevidsthed om disse moderne samfundsbærende forestillinger, at argumentationen for dem ikke foreligger fiks og færdig, men bevarer deres livskraft dels i kraft af valg, vane og vilje til argumentation.

Før nyere tid var forestillingerne om naturlige rettigheder en integral del af katolsk samfundsfilosofi og etik, hvor tanken var den, at ethvert menneske har en naturlig ret, som er nedlagt i hans person, som del af det guddommelige skaberværk.

Problemet med at argumentere strikt filosofisk for disse rettigheder, dermed demokratiets universelle legitimitet; det vil sige uden nogen religiøs dogmatisk forudsætning at vise frihedsrettighedernes forrang frem for eksempelvis traditionalistiske normativer, viste sig tidligt i den liberale og liberalistiske filosofis historie. En redelig bevidsthed om det, er forudsætningen for, at argumentationen – demokratiets, den forstandige overenskomsts  kommunikationsform - får forrang for valget og vanen, der uden argumentet kun kan henvise til magten. Det demokratiske sindelag er altså agtelsen for bestræbelsen efter at finde den gode begrundelse for personlig frihed.

Den engelske filosof John Locke (1632-1704), hvis navn er knyttet til den liberale samfundsfilosofis og politiske bevægelses genese, tager således udgangspunkt i naturretten, når han oparbejder sit tankesæt for demokrati og individuel frihed. Mennesket har ifølge Lockes forestillinger ret til sin krop, sit liv og private ejendom, som muliggøres og beriges ved kampen med naturen. Hvis denne kropsret antastes ved mord, frihedsberøvelse eller tyveri, så er det en krænkelse af det enkelte individs naturret. Det er altså et unaturligt samfund som ikke er nået til at anerkende individernes naturlige ret til at leve fuldstændigt frit. Og det er et uforstandigt samfund som ikke ser, at retten er symmetrisk, således at min ret ikke spærrer for din.

Den liberalistiske samfundsteori og statstænkning, er som konsekvens af individualismen, en kontrakttænkning. Men allerede kontraktens grundlag og indhold blev tænkt væsensforskelligt hos Locke og den tidligere individualist og kontrakttænker Hobbes (1588-1679), som ontologisk var mekanisk materialist og streng determinist, men henregnes under liberalistisk samfundsfilosofi.

Hos Locke var det frie individ et forstandsvæsen, som kunne styre sine lidenskaber i kraft af fornuftig indsigt i de selvindlysende rettigheder; - han så derfor samfundsdannelsen som en forstandig akt af forstandige mennesker, som ville kunne tøjle sig også uden statsmagt. Derfor var også det repræsentative demokrati muligt, som jo i sig bærer ideen om at magten efter perioder med magtprivilegier til de bedste blandt ligemænd, går tilbage til folket, indtil de har besluttet sig for at uddelegere magten igen.

Hos Hobbes stillede tingene sig anderledes, fordi han så forstanden som en sekundær kraft, afmægtig overfor de ondskabsfulde rørelser som de naturlige drifter tvang individet frem efter. Hans kontrakt var derfor en dyb ængsteligheds forstandige indsigt i det forfærdelige og nødvendige, at hver enkelt måtte slippe sin voldsmagt i samdrægtighed med de andres afkald på samme, således at staten blev suveræn og uantastelig, både som voldsmonopol og som normativt absolut. Derfor er forholdet mellem naturret og samfundsmæssig ret forskellig hos de to tænkere.

Og det er en forskel der nok er værd at overveje i dag, hvor den politiske diskurs svinger mellem respekten for universelle menneskerettigheder på den ene side, og det traditionalistisk begrundede angreb fra forskellig anden side: både muslimske relativeringer, kristne angreb for gudsbespottelse og kulturrelativismer fra venstrefløjen hører idehistorisk til strømninger, der altid har fundet det liberale menneskesyn bornert.

Hos Locke tages de naturlige rettigheder med ind i samfundstilstanden, men nu garanteret af kontraktens overenskomst om, at man fralægger sig sin ret over den anden, hvis han bryder retten. Det forstandige individs indsigt i  naturrettens selvindlysende sandhed overdrages den lovgivende magt, som garanterer formelle og upartiske love. Naturtilstandens individ med den fornuftige dømmekraft afløses af den offentlig dømmende magt, og det naturlige individs ret til at håndhæve sin magt over den anden, om nødvendigt dræbe denne, overlader det ved valget af samfundet til den udøvende magt.

Hos Hobbes er der derimod stor forskel på naturtilstanden og samfundstilstanden. Naturtilstanden er kendetegnet ved alles kamp mod alle, man risikerer evindeligt at blive slået ihjel af sin nabo, og samfundstilstanden som en fredstilstand, opfatter han derfor som en helt igennem unaturlig tilstand, som individerne kun underkaster sig, fordi de i angst for døden, overlader den absolutte verdslige magt voldsmonopolet, rettens magt over døden.

Den liberalisme vi indtil nu har beskrevet argumenterede ved naturretten, dvs.  udfra frihedsrettighedernes universelle normative gyldighed. Rettighedsliberalismen har skabt fundamentet for vore forfatninger og det vestlige sekulære demokrati.

Markedsliberalismen er derimod begrebet for den kapitalistiske økonomi. Diskussionerne om, hvorvidt de to former for liberalisme forudsætter hinanden, har været ført siden midten af det 19. århundrede. Personligt er vi overbevidste om, at markedsliberalismen ikke nødvendigvis forudsætter rettighedsliberalismen, eftersom adskillige historiske eksempler vidner om, at markedsliberalismen har kunnet fungere i ikke-demokratiske stater. Med andre ord, eller omvendt sluttet, kan man ikke finde historisk belæg for den udgave af liberalismen, som afleder det liberale retssamfund fra det frie marked.

Ligesom liberalismens filosofihistorie opviser et begrundelsesproblem, eller en indre uenighed om, hvad der kan begrunde et samfund af frie individer, viser liberalismens politiske historie problemet. Liberalismens opgør med den gamle europæiske orden kulminerede med den amerikanske uafhængighedserklæring af 1776, hvor det hedder: "Vi anser følgende sandheder for at være indlysende i sig selv, at alle mennesker er skabt lige, at de af deres skaber er begavede med visse umistelige rettigheder, og at til disse høre liv, frihed og stræben efter lykke..." Den amerikanske uafhængighedserklæring er således både præget af naturretstænkning og kristendom. Den amerikanske erklæring er endvidere interessant ved at have indskrevet retten til oprør, hvis magten udvikler sig til oligarki og despoti - en oprørsret som katolsk retsfilosofi også åbnede for.

Den franske menneske og borgerretserklæring fra revolutionsåret 1789, er også et konglomerat mellem naturretten og det religiøse, der optræder bl.a. et "Højeste Væsen" i erklæringen som vidne og beskytter af Nationalforsamlingen. I den franske erklæring har borgeren ret til trykkefrihed, religionsfrihed, ejendomsfrihed. De franske borgerrettigheder dannede forbillede for alle europæiske forfatninger, og udbredte den oplysningsfilosofiske forestilling om den myndige borger, der af Kant (1724-1804) sammenfattedes i bemærkningen om "oplysningen som menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed”.     

Ser man ud over de diskussioner, der indenfor liberalismen har været ført, hører det med til billedet, at konservatismen i sit udspring var en reaktion på liberalismen, et opgør med dette idesæt. Herhjemme er den mest konsekvente konservative i øjeblikket Søren Krarup, som fra sin kierkegaardske grundtvigianisme, er nået hen til en form for  national kulturkonservatisme.

Krarups  ontologi ligger således  i forlængelse af det  som den konservative  Burke før, under og efter den franske revolution formulerede.

Burkes kritik af liberalismen kan sammenfattes i to: den rationelle individualisme er falsk, og kontrakttænkningen er falsk. Hans grundtanke var, at samfundet er en organisme, hvis indre organisation ikke er tilfældig eller blind, men tilpasser sig verdens forandringer i kraft af de erfaringer de mange tidligere slægtsled har gjort sig, og som efterhånden har samlet sig i slægtens fælles erfaring, i sproget, sæderne og samfundets organisation. Derfor er den individuelle fornuft som liberalisterne støttede individualismen og kontrakttænkningen på, en farlig illusion, som kun kan føre ulykke med sig. Startede en generation af individualister derfor en samfundsnedrivning som den franske revolution, måtte det ende i kaos, fordi samfundets samlede fornuft langt overskred, hvad noget individ eller enkelt generation kunne nå at erfare. Med et freudiansk udtryk kunne man konservativt sige, at den enkelte generations bevidste fornuftsslutninger, hviler på, og dækker over en mængde ubevidste fornuftsslutninger, som er aktive i dybet af samfundslivet. Burke så sin kritik bekræftet af revolutionens udvikling under Rædselsperioden.

Søren Krarups konservative position, som tager afstand til menneskerettighederne, fordi menneskerettighederne ikke kan gøres til evige guddommelige a-prioriske sandheder, betyder så vidt vi kan se  at han kommer til at stå i et dilemma mellem Civilsationen, der er forankret i menneskerettighederne og hans egen grundtvig – kierkegaardske  reception.

Vi er imidlertid  enige med Søren Krarup, når han, som noteret ovenfor, hævder, at menneske rettighederne ikke er guddommelige, men vi ser samtidig intet alternativ til menneske rettighederne som  sikkerhed for menneskets frihed( jf. feks Muhammed konflikten .miseren Hirzi Ali og Rushdie affæren). Vi er derfor oprigtig bekymret, når Krarup uden forbehold renoncerer på menneskerettighederne som national og international dogme, fordi vi hermed kan ende i politisk nihilisme, politisk handlingslammelse og betragtninger, som ligger meget tæt på  kulturradikalismens  relativistiske historiske traditioner.

Den såkaldt postmodernistiske værdirelativisme, som bl.a. kommer til udtryk i danske feministers ulyst til at påtale og bekæmpe patriarkalske og før-moderne praksisser får dybtgående indgreb i flygtningebørns ret til egen krop; - vi tænker på fjernelse af klitoris - denne relativisme har også idehistorisk rødder i samme tankegang. Vi ser derfor en politisk sammenhæng mellem kulturradikalismen og opgøret med menneskerettighederne, fordi begge positioner syntes at   ende i værdirelativisme!

Det er en historisk kendsgerning, at demokratiet altid er truet, og vi tror, det er overordentligt vigtigt at være opmærksom nu hvor det  f.eks.  er blevet acceptabel at fængsle vilkårlige mennesker på Guantanomo basen  uden rettergang.

Når vilkårlighed bliver et legitimt argument, kan det  således blive svært at argumentere for den formelle rets forrang for den subjektivt følte ret til hævn.

Vi vil her kort pege på nogle nutidige forsøg på at begrunde en moderne udgave af de liberale frihedsrettigheder. Det skal dog siges, at disse forsøg, idet de tænker som rettighedsliberale, af argumenternes egen kraft, når til en socialliberal holdning.

Hertil kunne bemærkes, at den jødiske  filosof Martin Buber (1878-1965) skelnede mellem individ og person på den måde, at individet var en uvirkelig abstraktion resulteret af den cartesianske misforståelse om det isolerede subjekt, mens personen er begrebet for det virkelige menneske i dets søgen efter mødet med den anden.

Habermas (f.1929), som hører til  Adorno-Horkheimer  ide-traditionen, har argumenteret for, at der i selve det, at vi som mennesker er sprogvæsner, foreligger nogle normative forudsætninger, som man - uden at vide det - respekterer som samtalepartner. Jeg forudsætter, idet vi taler sammen, at du dels taler sandt, dels drager omsorg for at tale så rigtigt som muligt om det du taler, og ikke mindst, at du er autentisk, oprigtig når du taler til mig.

Man kan selvfølgelig indvende, at det gør vi jo ikke, hvortil svaret vil være jo, - snyd, løgn og bedrag er undtagelser som kun er mulige under forudsætning af den ærlighed vi forudsætter.

Det vil sige, at allerede samtalen forudsætter en respekt for den anden som person. Og det vil sige at den normativitet, der er samtalen iboende, først kan virkeliggøres ved begges frihed,   hvilket vil sige, at jeg er forpligtiget på din frihed og du er forpligtiget på min.

Det er Habermas` påstand, at moderne mennesker i kraft af oplysningen, moralsk set står på bar bund, men at den personlige frihed har vist sig som den værdi, der kunne modstå sekulariseringsprocessen. Først nu har det bedste arguments tvangsløse tvang afsløret sig.

Det er endvidere for Habermas vigtigt, at vi holder orden i begreberne under presset fra den multikulturelle udfordring, så vi ikke glemmer, at retsstaten givet vis er forpligtiget på at beskytte kulturelle mindretal, men i endog højere grad står som garanten for individets ret overfor sit kulturelle ophav.

Herhjemme har Zinkernagel, som  sammen med Løgstrup vel er den mest betydningsfulde tænker siden Kierkegaard i Skandinavien, givet et bud på en mere direkte argumentation for personers rettigheder. Han udvider begrebet om logik ud over den vante formal-logik, og siger, at det logiske er det som ikke kan benægtes, og at logikken er aktiv i alt, hvad vi siger, hvis vi ikke vrøvler. Endvidere at det altid er personer som taler, og taler i konkrete situationer. Det kan ikke benægtes, at det er personer, som taler, og at personer befinder sig i konkrete situationer. Det kan heller ikke benægtes, at personer har kroppe, ej heller at personer har sjæl; "her går hr. Hansen, han har i øvrigt ingen sjæl". Ligeså med rettigheder: "Her går hr. Hansen, han har desværre ingen rettigheder".

Hvis vi ikke respekterer personers rettigheder angriber vi en afgørende forudsætning for at tale meningsfuldt. Den konkrete situation, vi befinder os i, er altid og principielt uoverskuelig. At forstå kulturel baggrund kan derfor ikke begrænses til verdslige sager, men personer kan, uanset dens indrømmelse til religiøse forestillinger, aldrig anskues som retsløse og  uligeværdige.

Venligst tilsendt af Søren Jensen & Thue Kjærhus-Rønshoved

Tilbage