Kasper Støvring: De Konservative, staten og liberalismen

Der er atter grøde i diskussionen om konservatismen og dens partipolitiske repræsentation. I Berlingske Tidende og Jyllands-Posten har folketingspolitikere fra De Konservative givet deres bud på en moderne konservatisme i længere indlæg, og i Politiken har Mads Qvortrup kaldt Kristeligt Folkeparti konservatismens rette arvtager. Den 19. marts udkom antologien »Forandre for at bevare? - tanker om konservatisme«, som Kristeligt Dagblad anmeldte på dagen.
Her undrede anmelderen sig over, hvorfor bogen ikke gør mere ud af forholdet mellem konservatismen og De Konservative. Som en af bogens bidragydere vil jeg gerne give min forklaring på, hvorfor det er blevet vanskeligt at tale om konservatisme og De Konservative i samme åndedrag.
  Når den konservative kulturminister, Brian Mikkelsen, skal forklare sin forståelse af konservatismen, henviser han gerne til én afgørende historisk begivenhed, som angiveligt har omkalfatret det overleverede konservative tankegods: Murens fald indebar ifølge ham, at også staten faldt bort som et instrument til at skabe politisk »renhed«, som vi havde set i de kommunistiske regimer. I stedet må man ifølge kulturministeren lære at værdsætte samfundets forskellighed og pluralisme, og det lyder jo også som en ædel demokratisk tanke.
  Nu vækker murens fald ganske rigtigt flere associationer, og man kunne lige så vel hævde, at sammenbruddet af de kommunistiske stater ikke blev ledsaget af et fremskridt mod harmonisk pluralisme, men derimod af et tilbagefald i barbari og undertrykkelse. Det tidligere Jugoslavien står som et uhyggeligt eksempel. »Forskellighed« i multikulturalistisk og kulturrelativistisk afskygning betyder reelt, at frihedsrettighederne reserveres særligt udvalgte samfundsmedlemmer.
  Først en effektiv statsmagt vil kompromisløst kunne håndhæve, ikke kun samme ret, men også - ville en konservativ betone - samme pligt for alle individer på tværs af kulturelle tilhørsforhold. Selv en så overbevist og vidende menneskeretsforkæmper som Michael Ignatieff mener, at de ekstreme rettighedskrænkelser snarere har grobund i anarki end i diktatur, hvad enten diktaturet baserer sig på muslimsk eller kommunistisk fundamentalisme. Afghanistan er et andet eksempel på formløsheden, der bliver tyrannisk, når et land er uden et statsligt magtmonopol, Somalia et tredje. Her er magten i stedet diffunderet ned til en række hinanden bekæmpende klaner.

 Skyldes en række aktuelle problemer i vort samfund ikke netop også opløsningen af et fælles værdigrundlag? Hverken højrepopulismen, den politisk korrekte venstrefløj eller multikulti-liberalismen har formået at give troværdige løsninger på problemet om sædelig integration af etniske mindretalskulturer. Selv fra de konservative hører man gentagne mistillidsytringer om staten, der jo ellers burde være en garant for sikkerhed, orden og gensidig demokratisk anerkendelse.
  Jeg mener, at vi her står ved et uforanderligt kernepunkt i konservativt tankegods: Politikken skal restaurere den sociale sammenhængskraft i et samfund, der truer med at blive pulveriseret i forskellige kulturer med ghettoisering og polarisering til følge.
  At vendingen »social sammen-hængskraft« er blevet fremført af so- cialdemokrater, underbygger en pointe, jeg gerne vil have frem: Konservatismen varetages i dag andre steder end hos de konservative, der blot fremturer med en modereret udgave af liberalismens yndlingsillusion om enhver som sin egen lykkes smed.

Jeg anholder også de konservatives skeptiske syn på staten, fordi Brian Mikkelsen reproducerer synspunktet i artiklen »De konservative felter«, som han sammen med Lene Espersen offentliggjorde i Jyllands-Posten omkring årsskiftet. Her skriver de to ministre, at staten bør styres og inddæmmes, så den ikke indvirker på samfundet.
  I øvrigt satser ministrene så entydigt på visse felter, at man nærmest får opfattelsen, at De Konservative er et parti, der kun vil engagere sig i (skiftende) enkeltsager, der kalder på en pragmatisk tilgang.

Det er symptomatisk, at den konservative ledelse udtrykker et af sine hidtil mest ambitiøse bud på en moderne konservatisme med en metafor som »felt«; det røber, at partiet ikke har noget sammenhængende idégrundlag at handle på, men alene en række specifikke områder, hvor man efter evne kan gøre sig gældende.

De Konservative er, taget på ordet, forvalter af en rudimentær konservatisme, der bekymrer sig om stumper og stykker af en mere omfattende politisk dagsorden, hvor - med en anden af ministrenes afslørende metaforer - de konservative »impulser« således kan slå ud i ny og næ.
Men De Konservative mangler ikke politiske fragmenter, men derimod en fortælling, der kan samle holdningerne - og vælgerne. Partiet vakler mellem alternativerne på den politiske agenda, nemlig en antikveret, bagudskuende nationalisme og en forhastet, ukritisk moderniseringsbølge.
  Men måske er de konservative simpelthen for tilfredse i dag. Tilfredse med, at borgerkrigen er forbi, nedturen, om ikke vendt, så dog standset og regeringsmagten genvundet. Under alle omstændigheder virker det som om, at De Konservative har glemt, at konservatismen oprindeligt blev født ud af et opgør med ikke kun socialismen, men også med liberalismen.
Når man taler om konservatismen som et ståsted for liberalismekritik, så klinger det stadig i retning af en kritik af kapitalens forarmelse af arbejderklassen. Men det er kulturen, som den vildtvoksende kapital forarmer, som den kulturkonservative filosof Rüdiger Safranski har peget på i Tyskland:Det var de konservative, der harcelerede imod den seksuelle frigørelse i 1968. Men det var også det konservative CDU, der privatiserede medierne og derved fremkaldte et fænomen som tv-underholdningsstationen RTL. Og det, der sker på RTL, er langt værre, end hvad der nogensinde er foregået i et venstreorienteret kollektiv!

Kristeligt Dagblad 21-5-03. Bragt her med tilladelse fra Kasper Støvring

Tilbage