Nogle af dagens vigtigste konflikter handler om værdikampe, der først og fremmest er værdikampe, fordi de er kampe om et bestemt menneskesyn. Er mennesket f.eks. produkt af sin biologiske natur? Eller er det samfundet og de sociale forhold, der har dannet mennesket?
  Denne diskussion giver anledning til at opstille en stiliseret modsætning: I den progressive, humanistiske tradition mener man, at menneskets væsen skyldes ydre og sociale, miljømæssige forhold, og at de fleste misforhold kan fjernes ved samfundsforbedringer.
  Denne oplysningstradition har interesseret sig mest for mennesket som et rationelt samfundsvæsen. Den rummer derfor en optimistisk tro på, at mennesket kan forandres til det bedre.
  Filosoffer i den konservative, eller endda reaktionære, kristne og metafysiske tradition har derimod mest interesseret sig for mennesket som et psykologisk og moralsk væsen. De har betonet det indre, det irrationelle i mennesket og ofte påvist, hvordan det væsentligste i mennesket skyldes den biologiske arv, der er "statisk" og dermed ikke uden videre kan forandres og forbedres. Denne udpræget romantiske tradition er i højere grad pessimistisk, og deri ligger kimen til dens modernitetskritik.

Oplysningen er nemlig blevet en del af den moderne og demokratiske selvforståelse. Kulturradikale filosoffer og progressive marxister, der så sig som forvaltere af oplysningens tradition, nærede visse pædagogiske ambitioner om at forbedre menneskets natur, hvis de ikke ligefrem benægtede eksistensen af en sådan.

Imidlertid er flere filosoffer igen begyndt at forfægte det forkætrede naturbegreb: Tanken om menneskets arvelige biologiske determinationer. Det gælder f.eks. den amerikanske psykologiprofessor Steven Pinker i bogen "The Blank Slate" fra 2002.

Steven Pinker angriber tanken om den blanke tavle, som bl.a. findes spidsformuleret hos den engelske oplysningsfilosof John Locke. Tabula rasa-doktrinen postulerer ifølge Pinker, at menneskesindet ikke er unikt struktureret.

På vores bane igennem livet modtager vi nemlig en mængde påvirkninger, der fylder vores sind som skriften på en blank tavle. Det er omgivelserne, der bestemmer sindets måde at fungere på. Det sker gennem socialisering og indlæring. Kulturradikale, marxister og feminister er alle fælles om at tro på, at al menneskelig adfærd kan ændres til det bedre med de rigtige forandringer af samfundet, med den rette - progressive - opdragelse og med de rette sociale institutioner. Den modsatte overbevisning stempler de hastigt som jammerlig, "sort reaktion".

Men Pinker peger netop på, at vi ikke er lige fra naturens hånd, for vi er ikke født med det samme mentale potentiale, og selv en nok så ihærdig social reformisme kan ikke grundlæggende ændre denne kendsgerning. Vi er heller ikke uskyldige væsener fra fødslen i den forstand, at vores hensigter og adfærd alene forårsages af ydre påvirkninger.
  Denne opfattelse rører ved et ømt punkt, og man kunne have sine anelser om, at det måske er derfor, at kulturradikale og progressive vender det skyldformørkede øje bort fra naturbegrebet og det begreb om sindets genetik, som Pinker skriver om.

Med Pinker får vi igen en opfattelse af den menneskelige natur som en størrelse, der er formet af evolutionen og genetisk nedlagt i mennesket fra begyndelsen.
Det interessante er imidlertid ikke kun de filosofiske overvejelser over naturbegrebet, men også de politiske konsekvenser af et naturbegreb.

Hvis mennesket er afhængig af naturens biologi, så er der nemlig samtidig sat grænser (dette moderne fy-ord). Dels er der sat grænser for, hvor vidt skrankerne for menneskets livsudfoldelse skal nedbrydes, som om mennesket udelukkende foretager bevidste, hensigtsmæssige og medmenneskelige valg. Dels er der sat grænser for menneskers - ideologers - mulighed for at omskabe mennesket.

Det er selvfølgelig igen bad news for idealister og utopister, der søger en radikal politisk omformning af samfundets indretning. Deres muligheder for at virkeliggøre utopierne om paradiset på jorden er dømt til at mislykkes.

I hvert fald kan utopierne ikke realiseres uden at forvolde mennesket meget ondt. Ønsket om at virkeliggøre det menneskeliggjorte paradis er og bliver en virkelighedsfjern, barbarisk politisk ideologi, som dog ofte er båret af de pæneste hensigter.

Utopister tror, at menneskets natur er "plastisk", dvs. uendelig formbart, og at tilfældige miljøpåvirkninger er de eneste udslagsgivende faktorer. Grunden til, at så mange - trods utopiernes fallit - stadig fastholder troen på menneskets plasticitet er bl.a., at naturbegrebet, altså tanken om den menneskelige biologis afgørende betydning, i høj grad er tabubelagt, obskøn og umoralsk.

Dem, der forfægter en slags biologisk determinisme, fastlægger nemlig på forhånd menneskets væsen som noget statisk, der ganske vist er modtagelig for påvirkninger. Men disse påvirkninger formår kun at ændre mennesket ganske lidt. Ideen om en blank, uskyldsren tabula rasa er blevet en vedtagen kulturel norm.

Hvis man tror på forestillingen om det lykkelige og gode, "oprindelige" menneske - den ædle vilde eller naturens muntre søn - så må vi forstå mennesket som godt af naturen, men fordærvet af omstændighederne, der så at sige gør det ondt. Igen: Alle misforhold skyldes påvirkninger, som er miljøbetingede og samfundsskabte.

Et udslag af denne form for liberal tænkning er det vestlige behandlersamfund, der rastløst søger at forklare (og bortforklare!) menneskets onde handlinger - og sætter sig for at udrydde det onde én gang for alle ved hjælp af socialterapi.

Den form for "meningsløs" vold, vi ser blandt utilpassede individer, som vi kalder dem med et mildnet udtryk, forklares - og undskyldes - med flertallets diskrimination, dårlige sociale forhold, eventuelt med påvirkningen fra underholdningsindustrien og msassemedierne, osv.
  Hermed udviser vi igen virkelighedsfornægtende træk, fordi vi nægter at indse, at aggression er nedfældet dybt i os. Journalisten Lone Frank skriver i sin anmeldelse af "The Blank Slate", at mange også afviser tanken om medfødte mentale biologiske forskelle, fordi de frygter for, hvad anerkendelsen af medfødte uligheder kan føre til.

Hun opregner følgende punkter med skyldig henvisning til Pinker (der skriver om en fire-strenget frygt, nemlig frygten for ulighed, for menneskelig ufuldkommenhed, for determinisme og nihilisme):

At man med racehygiejniske metoder og viden om arvelige egenskaber udvikler totalitære programmer, der skal forbedre den menneskelige race; eller frygten for et fordomspræget samfund, hvor det er accepteret at diskriminere og behandle biologisk forskellige grupper forskelligt; eller et samfund domineret af social darwinisme.

Det forhold, at der findes naturlige forskelle mellem mennesker, altså at lighed ikke kan begrundes biologisk, skal selvfølgelig ikke retfærdiggøre politisk forskelsbehandling. Tværtimod er der en erfaringskerne i det konservative naturbegreb, en erfaringskerne, der kun er pantsat i de reaktionære politiske ideologier, og som kan tilbagekøbes i et forsøg på at skabe en levedygtig humanisme.

Den politiske opgave er og bliver at skabe et velfungerende og retfærdigt samfund, der samtidig forhindrer, at vi påtvinges en unaturlig lighed. Moral kræver noget mere end den progressive, humanitære følsomhed, nemlig en realisme.

En medfødt disposition, f.eks. for egoistisk eller aggressiv adfærd, eller en medfødt konkurrence- eller berigelsestrang, er imidlertid ikke identisk med et "behov", og hvis den var moralsk retfærdiggjort af at være medfødt, så ville en samfundsmoral være overflødig.
  Biologiske kendsgerninger er ikke identisk med samfundsmæssig moral. Steven Pinker finder det - karakteristisk nok - nødvendigt at udstyre et af sine kapitler med overskriften "Menneskelig natur med et menneskeligt ansigt" netop for at foregribe anklagerne mod og bekymringen for et naturbegreb.

Men vi har i det 20. århundrede set, at de mest barbariske samfundstilstande, forskelsbehandling og overgreb på menneskerettighederne, både kan legitimeres med tabula rasa-ideologi og en genetisk funderet raceteori. Det er groft sagt modsætningen mellem Stalins kommunistiske utopi og Hitlers "Tredje Rige"-utopi.

Både de radikale udløbere af oplysningsfilosofien, nemlig jacobinismen under den franske revolution og nazismen, kommunismen og maoismen i det 20. århundrede troede, at man så at sige kunne vaske tavlen ren, se bort fra al historisk erfaring og visdom og begynde ved år nul. De troede, at de kunne skabe deres egne mennesker, konstrueret ud fra deres egne idealforestillinger. »Det endte galt,« som Bent Blüdnikow lakonisk anførte i sin anmeldelse af "The Blank Slate". Som receptionen af bogen herhjemme også har betonet, er opgaven altså at forene accepten af medfødte biologiske forskelle med et politisk koncept om humanisme og social retfærdighed.

Selv om Pinker udruster sin bog med et helt appendiks om de menneskelige universalier, er problemet, at det er svært at definere substansen af den menneskelige natur, altså universalierne. Samfundsnormerne kan netop ikke uden videre udledes af menneskets natur med dens muligheder på godt og ondt.

Men som Villy Sørensen påpegede i sin bog om naturbegrebet, "Uden mål - og med" fra 1973, kan samfundets orden netop kritiseres med den begrundelse, at mennesket ikke får tilstrækkeligt gode sociale betingelser for at udfolde sit naturlige potentiale og tilfredsstille sine medfødte behov.

Jyllandsposten, 19-4-04. Bragt her med tilladelse af Kasper Støvring

Tilbage