Anders Holm Thomsen & Michael Pihl: Faglighed fremfor fag?

Under parolen om »faglighed fremfor fag« har undervisningsminister Ulla Tørnæs bebudet en gymnasiereform, som skal træde i kraft fra efteråret 2005.
Flosklen er typisk for en række af de selvmodsigelser, som den planlagte gymnasiereform kommer til at indeholde. For selvfølgelig kan man ikke »styrke fagligheden« samtidig med, at man svækker de almendannende fags indhold og selvstændige profil.
Marianne Zibrandtsen, formand for Gymnasieskolernes Rektorforening, udtaler 30. oktober, at »gymnasiet bør sadle om og styrke de fælles, almendannende fag og stille højere krav om fremmøde og deltagelse«. Det lyder jo altsammen meget godt, men alligevel kan den planlagte reform komme til at virke imod denne hensigt.
Vi vil her fremsætte nogle konkrete og principielle indvendinger imod dele af reformen. Der henvises til hæftet »Bedre uddannelser - Handlingsplan« af regeringen fra juni i år. (»Handlingsplan«) og hæftet »På vej mod en gymnasiereform« af Gymnasieskolernes Lærerforening i bladet »Gymnasieskolen« nr. 18, 26. september 2002 (»GL«).

Konkrete indvendinger:

1. Introduktionsforløb i 1g: Tab af tid og kundskab I dag præsenteres eleven for et overskueligt linjevalg, som træffes inden skolestart. Regeringen (Handlingsplan side 25 plus GL side 22) ønsker, at erstatte den nuværende linjedeling med et halvårligt introforløb, hvor eleverne skal lære studieteknik og introduceres til fagene. Dernæst skal de vælge linjer/»fagpakker«.

Problemer:
Der lægges hermed op til en betoning af metoder og teknikker, fremfor fagligt indhold. Altså form fremfor indhold.

Et halvt års introperiode vil i praksis skulle administreres sådan, at eleverne vælger linje allerede i oktober-november. Dermed udsættes deres linjevalg reelt kun et par måneder, mens den tabte undervisningstid for de enkelte fag vil være på ca. 6 måneder.
Introperioden vil i praksis udvikle sig til en popularitetskonkurrence imellem lærere og fag. Det kunne reducere elevtilgang til »hårde« fag som f.eks. naturvidenskabelige fag og tysk.

Den halvårlige introperiode vil være spild af tid og i praksis betyde, at eleverne ikke lærer det samme.

2. Fagpakker: Tab af almendannelse og fælles kulturel-historisk referenceramme.
Fagene dansk og historie undervises i dag i alle tre år. Historie har tre timer om ugen i alle tre år, dansk har 3, 3 og 4 timer i henholdsvis 1, 2 og 3g. De udgør altså et almendannende grundlag for mange af de andre fag og er væsentlige for formidling af en fælles kulturel referenceramme. Det samme gælder faget religion, som undervises i 3g.

Linjedelingen af i dag ønskes erstattet af fagpakker samtidig med, at der skal være færre timer til obligatoriske fag.

Fagpakker kan f.eks. være: Moderne sprog, historie-samfundsfag-erhvervsøkonomi, religion- filosofi-oldtidskundskab.

Problemer:
De almendannende fag mister timer og selvstændig profil.

Eleverne mister en fælles historisk-kulturel referenceramme, når historiefaget mister timer til samfundsfag-erhvervsøkonomi.

(Samfundsfag er i dag integreret i historiefaget, og kan altså ikke bruges som argument for, at historie ikke er »samfundsrelevant«).

Nogle obligatoriske fag vil helt forsvinde (bl.a. oldtidskundskab).

Gennem ændringer af fagbekendtgørelser skal den litterære og kulturelle dimension reduceres til fordel for medie-kommunikationslære og ren sproglære. Det gælder faget dansk og sprogfagene.

Altså: Ud med sagaer og Oehlenschläger og mere IT og medielære.
3. Vægt på nye arbejdsformer i form af påtvunget tværfaglig projektarbejde:
Individualisering og tab af kulturel almendannelse.

I dag anvendes projektarbejde og tværfaglige forløb i alle fag i gymnasiet, som variation fra andre arbejdsformer. Som sådan er det også en glimrende måde at arbejde på, men det er ikke en rationel arbejdsmetode til indlæring af grundlæggende færdigheder, begreber og kundskaber.

Eleverne mister en fælles historisk-kulturel referenceramme, når historiefaget mister timer til samfundsfag-erhvervsøkonomi. Med reformen skal projektarbejde opprioriteres på bekostning af andre arbejdsformer. (På managementsprog i »Handlingsplan« side 22: vægt på (...) et ændret styringskoncept, hvor detaljeret styring af indhold og input, afløses af outputorienteret mål- og rammestyring« plus GL side 22).

Her følger en minister de pædagogiske modestrømninger, som altså tilsiger, at projektarbejde er det eneste saliggørende.

Problemer:
Tværfagligheden svækker de enkelte fags indhold og profil.

Man taber en fælles kulturel-historisk referenceramme, når man på denne måde vil individualisere undervisningen. Eleverne arbejder ikke længere med et fælles pensum, men sidder nu med hver deres lille del af helheden. Derved forstærkes kulturopløsende tendenser i tiden og bevidstheden om fælles værdier svækkes.

4. Principielle indvendinger:

Forslagene ser den klassiske fagtradition, som gymnasiet bygger på siden 1903, som utidssvarende. Men traditionen er netop klassisk, fordi den har vist sig levedygtig trods de sidste hundrede års samfundsforandringer.

Undervisningssystemet bør ikke udelukkende indrettes efter arbejdsmarkedets helt aktuelle behov, da de er flygtige. Især i en højteknologisk tid.
Den klassiske fagtradition bør derfor beholdes, da tilegnelse af tidssvarende færdigheder og kundskaber opnås gennem en disciplineret og struktureret tilegnelse af fagtraditionen. Eleven skal opnå indsigt gennem tålmodig fordybelse. Så meget desto større er tilfredsstillelsen, når anstregelserne giver udbytte. Sådan er det i arbejdslivet, sådan bør det også være i skoletiden. Ellers bliver resultatet en omflakkende og ustabil arbejdskraft - som man allerede i dag ser tendenser til.

Øget tværfaglig projektundervisning lægger derimod uambitiøst op til kun at følge de enkelte elevers kortsigtede behov for personlig tilfredsstillelse i forhold til interesser, følelser, holdninger og stærkt begrænsede livserfaringer. Begrundelsen er, at undervisningen skal være »relevant« og virkelighedstro, fordi »verden jo ikke består af fag«.

Øget tværfaglig projektundervisning medfører et erkendelsestab, fordi man uden faglig fokus ikke kan se skoven for bare træer. Desuden vanskeliggør projektorienteret gruppeeksamen målbarhed og evaluering. Her anes et levn fra 70ernes pædagogiske modestrømninger. I praksis udviskes de niveauforskelle, som vel aldrig har været større end i dag, hvor ca. 33 pct. af en ungdomsårgang kommer i gymnasiet. Dermed kan reformen ses som skridt i retning af en 12-årig enhedsskole.

Det er også klart, at opløsningen af klassens fællesskab i individuelle projekter virker nedbrydende for et mere generelt kulturfællesskab i samfundet. Her er der tale om et brud på gymnasiets officielle dobbeltformål, som en både almendannende og studieforberedende ungdomsuddannelse. Ud fra et konservativt synspunkt må dette anses for særdeles problematisk i lyset af aktuelle udviklingstendenser i retning af kulturel fragmentering, globalisering og et såkaldt multikulturelt »samfund«.
Der er også grund til at være på vagt over for forsøg på at hænge undervisningen op på såkaldt »samfundsrelevans«, som ofte blot er et andet ord for holdningsbearbejdelse. Dette begreb kan dække over (politiserende) døgnflueideer uden varig nytte for eleverne. Tænk blot på 1980ernes temauger i »fredsstudier«, 90ernes undervisning i multikultur - eller det »grønne element«, som gled ind i folkeskolens centrale kundskabs- og færdighedsområde med sidste folkeskolelov af 1993.
Særlig er en sammenlægning af historie-samfundsfag bekymrende. Bryder man med kronologien, som historiefagets rygrad, gennemføres en samtidsliggørelse af faget, og vejen er åben for alskens manipulation. Vore dages masseindvandring kan således studeres som en parallel til jødernes flugt fra Tyskland i 1930erne osv. Allerede i dag peger historiefagets officielle undervisningsprincip, »historiebevidsthed«, i denne retning, idet der hermed lægges op til »en kobling mellem fortidsfortolkning, samtidsforståelse og fremtidsforventninger«. Herved udviskes årsags-virkningsforhold og udviklingslinjer over tid. Reformen kommer til at forstærke denne tendens.

Det har altid været radikale pædagogers ønske at bryde med kulturen og fagtraditionen for at kunne indsmugle deres eget »menneske- og samfundssyn« og oprette moderne pseudofag. Påskuddet er igen, at »verden jo ikke består af fag«.
  Alt i alt kan reformen i praksis påføre et tab af kulturel-historisk almendannelse, selvom den søges gennemført med floskelagtige paroler om, at det er det modsatte, man ønsker at opnå.

Dermed bidrager en borgerlig regering til at svække kendskabet til den fælles kultur og historie, som vort land bygger på.

Berlingske Tidende 10-11-02

Svar på debat: Pave-retorik

Det er glædeligt at høre fra chefkonsulent Asger Villemoes Nielsen 13.11., at vores kronik 10.11. afspejler en almindelig udbredt opfattelse blandt gymnasielærere. For det er også vores fornemmelse, at gymnasielærerne uanset politisk ståsted ønsker at værne om fagtraditionen og dermed deres faglige integritet.
Også derfor vil det kun være en ulykke, hvis gymnasieskolen nu skulle gentage folkeskolens fiasko med tværfaglighed og projektarbejde - i overflod. Det gælder ikke mindst på et tidspunkt, hvor folkeskolen måske er på vej til at sadle om under gryende erkendelse af den niveausænkning, som disse arbejdsformers dominans medfører - jf. den aktuelle debat om bindende læseplaner og fagmål. Behovet for fagligt fokus har således aldrig været større.

Derimod har vi ingenlunde sagt, som Asger Villemoes Nielsen forsøger at skyde os i skoene, at vi på nogen vis er principielt imod, at der inddrages IT i undervisningen, eller at der (med måde) eksperimenteres med undervisningsformer.
Det er derfor trist, at han anklager os for at være »dumsmarte« og ude af trit med »virkeligheden«. Tværtimod har det jo vist sig, som vi illustrerede med flere eksempler i kronikken, at fagtraditionen netop er tro over for virkeligheden, idet den bygger på tidssvarende klassiske erfaringer og ikke på døgnflueideer, som så ofte er udgangspunktet for overdrevent brug af de nye arbejdsformer - og dermed lader kundskabshungrende eleverne i stikken på lang sigt.

Vore dages paver er at finde blandt managementpædagoger - jf. følgende svada fra regeringens nye Handlingsplan for gymnasiet side 22, hvor det hedder, at der tilstræbes: »vægt på (...) et ændret styringskoncept, hvor detaljeret styring af indhold og input afløses af outputorienteret mål- og rammestyring«.
  Heroverfor gjorde vi os i kronikken blot til talsmænd for, at elever ikke er robotter, men mennesker, der har et naturligt behov for at høre hjemme i et kulturfællesskab - i tid og rum. Det sikres fortsat bedst gennem den almendannende fagtradition. I hvert fald har de senere års slet skjulte relancering af 70ernes pædagogiske modestrøninger ikke tilbudt et bedre alternativ.

Det var kort sagt hovedbudskabet i vores kronik. Beklageligvis forholder Asger Villemoes Nielsen sig slet ikke til denne problematik. Under overskriften »Gymnasie-retorik« tillægger han imidlertid os og tilsyneladende det meste af gymnasielærerstanden synspunkter, vi ikke har.

Tillige er det uklart, hvor han reelt selv står i debatten - bortset fra at det er ham magtpåliggende på popsmart vis at ligge på maven for den ubarmhjertige Gud i form af den uafvendelige »udvikling« - som en anden deterministisk 70er-marxist.

Berlingske Tidende 16-11-02  

Tilbage