Anders Holm Thomsen: Åbent brev - Venstrefløjens voldsfascination
 
Kære Pernille Rosenkrantz-Theil.

Der går en lige linje fra Enhedslistens Keld Albrechtsens tv-transmitterede 'finger' til vælgerne på valgaftenen, over din rosende omtale af overfaldet på statsministeren - og til dannelsen af den næste Blekingegade-terrorbande.

For ræsonnementet er i alle tilfælde det samme, nemlig at venstrefløjen frit kan sætte sig ud over respekten for demokratiet, loven og Folketinget, da den er hævet over hensynet til den slags småtterier. Som du selv sagde efter overfaldet: »Det kunne lige så godt have været mig selv« (Pol., 19.3.). Men virkelig terror starter i det små. Derfor dette brev.

For du har ganske enkelt et ansvar over for de rodløse og let påvirkelige purunge mennesker i de autonome subkulturer omkring Globale Rødder, Rød Ungdom og Rebel, som specielt du som ung og militant enhedslistepolitiker appellerer til.
Vi ved jo af erfaring fra de senere års demonstrationer, at der aldrig er langt fra spontan protest til, at brosten flyver som livsfarlige missiler mod betjentene. Pernille Rosenkrantz, med din ros til attentatmændene i Folketinget, er du gået et skelsættende skridt videre.

Du skal gøre dig klart, at det næste 'logiske' tiltag for dine unge venner kan være den egentlige rå terrorisme.

Præcis sådan var optrapningsmønsteret forud for dannelsen af De Røde Brigader og Rote Arme Fraktion, der især i 1970'erne kom til at koste hundredvis af uskyldige mennesker livet i Italien og Vesttyskland. I det lys er det paradoksalt at høre venstrefløjens evindelige advarsler mod højrepopulisme og fascistisk vold. For sagen er den, at den politiske vold herhjemme reelt er et isoleret venstrefløjsfænomen.
  Men hvorfor er den politiske vold så primært hjemmehørende på venstrefløjen? Svaret er simpelthen, at dit parti, Enhedslisten, har sit direkte udspring i 70'ernes betonmarxistiske miljø, hvor man traditionen tro ikke skelede småligt til vold eller ikke-vold.
  I tiden omkring Murens fald var hele dette miljø i chok, men forbavsende hurtigt fandt de yderligtgående og tidligere indbyrdes stridende sekter fra dengang sammen i Enhedslisten for at sikre både den marxistiske traditions beståen og deres egen politiske overlevelse. Det skete pudsigt nok uden fintfølende krav til stuerenhed, da både det sovjettro DKP, det trotskistiske SAP og det akademikerelitære VS uden videre lod sig optage til trods for, at de alle til hobe havde stærkt tyngende lig i lasten.
  I sig selv er disse sekter fra 1970'erne ganske uinteressante, men betragtet under ét som en samlet strømning, giver deres idegrundlag og traditionelle sprogbrug alligevel nøglen til din fascination af ulovlige politiske aktionsformer. For ligesom du mente de, at de havde en helt særlig rolle, der retfærdiggjorde, at de gennem revolution kunne nedrive det gamle udlevede samfund og opbygge det nye socialistiske samfund.

Således definerede de med henvisning til Friedrich Engels 'frihed' som værende »indsigt i nødvendigheden«.
Denne særlige 'indsigt' åbenbaredes naturligvis i den marxistiske filosofi, der defineredes som 'videnskaben om de mest almene love, der bestemmer udviklingen i natur, samfund og tænkning', som det hedder i den dengang populære sovjetiske grundbog med titlen 'Dialektisk og Historisk Materialisme' (Moskva, 1980).
  På grundlag af denne helt fortræffelige og enestående 'indsigt', som marxisterne havde monopol på, var det nærliggende blot at understrege, at synspunktet allerede var 'videnskabeligt' bevist, når argumenterne slap op.

Var det ikke tilstrækkeligt, retfærdiggjorde det videnskabelige synspunkt i sig selv, at der blev gjort op med enhver afvigelse.

Nu fik det aldrig skæbnesvangre konsekvenser for Danmark, men 'kun' for Sovjet-blokken og Kina, hvor din type af skråsikkerhed blev ført ud i sin egentlige konsekvens. Det kan du læse nærmere om i historikeren Bent Jensens bog 'Gulag og glemsel' (København, 2002). Under grundig henvisning til den videnskabeligt begrundede marxistiske ideologi ledede Lenin Den Russiske Revolution. Han nøjedes ikke med, som du, at besudle det folkevalgte parlaments autoritet, men gik skridtet videre og opløste russernes 'Grundlovgivende Forsamling'.

Derefter indledte han og hans kumpaner inddelingen af befolkningen i to grupper bestående af 'de stuerene' og 'de ikke-stuerene', der hhv. var de nye socialistiske overmennesker og klassefjenderne med benævnelsen 'de forhenværende'.
  Ganske vist blev der formentlig ikke hældt maling på 'de forhenværende', men dine ideologiske åndsfæller puttede dem i forbedringslejre. I kraft af deres særlige indsigt i samfundets udviklingslove, var det på forhånd retfærdiggjort at skaffe reaktionære kulak-bønder af vejen og oprette 'proletariatets diktatur' - som en mellemstation på vej mod virkeliggørelsen af kommunismen som historiens angivelige endestation.
  De mest ideologisk forbenede af dine nuværende partikammerater var erklærede 'determinister' dengang tilbage i 1970'erne, dvs., at de anså denne udgang på historien som ganske uundgåelig. Konsekvensen var andre steder i verden, at alt og alle, der stod i vejen, blev kulet ned af disse rationalistiske fremskridtstroende.
  Og karakteristisk sondrede Lenin da heller ikke mellem begreberne 'proletariatets diktatur' og 'demokrati', som han brugte i flæng. For ham var begge dele blot midler til at nå et højere mål. Måske sådan lidt ligesom du ser sagen, eller hvordan?
  Her er vi så ved sagens kerne. For ideologiernes abstrakte univers eller påståede videnskabelighed fører uvægerligt til guillotinen, Gulag eller Auschwitz. Hvor Hitler opererede med 'racen', anvendte Marx 'klassen' som kriterium for den fatale udvælgelse.
  I alle tilfælde har ideologisk sværmeri ført til det 20. århundredes store katastrofer. Dette er måske lidt kedeligt at erkende for sådan en eventyrer som dig, men den simple lære må være den, at vi i stedet for ideologisk sværmeri er tro over for den brogede virkelighed, der nu engang er vores - i forpligtelse på de medmennesker, som vi nu engang deler vilkår med.

Lov i det mindste, når du og dine ligesindede i disse dage samles til jeres 'fredsdemonstrationer', at I fremover mener det, når I synger 'Kringsatt af fiender'. For i et demokrati strides man netop kun på ord.

Tilsyneladende forstod tekstforfatteren, nordmanden Nordahl Grieg, det som en af de få kommunister. Læg dig det på sinde.
 
Du er ung og kan derfor ikke forventes at kende til alle de eksempler, som jeg her har opregnet fra venstrefløjens historie gennem de sidste 20-30 år og endog længere tilbage. Men hvis du skulle betvivle rigtigheden af mine erindringer og udlægning af teksten, kan du altid spørge din partifælle Frank Aaen. Han var om nogen med dengang, da det virkelig gjaldt.

Dengang i 1980'erne var Frank Aaen eksempelvis (oven i købet i en moden alder) udsendt til Afghanistan, hvorfra han rapporterede i DKP's presse, om tilfangetagne afghaneres særdeles humane behandling i de sovjetiske fængsler. Kort derefter blev de dog antageligt straks henrettet eller tortureret igen.

Tilsvarende gælder det din folketingskollega SF'eren Ole Sohn, der ligeledes i moden alder, som DKP-formand, stod på ærespodiet sammen med diktatoren Erich Honecker ved festligholdelsen af DDR's 40- års fødselsdag i efteråret 1989 - kun få uger før Murens fald. Kort efter fortsatte han uden problemer sin karriere i SF.
  Næh, venstrefløjens naivitet og ligegyldighed over for vold er ikke af ny dato. Gid den yngre generation af 'partikadre' dog kunne blive klogere.

Begrebet 'kadre' er i øvrigt hentet fra militær terminologi, ligesom det gælder så meget af venstrefløjens sprogbrug i øvrigt. Begrebet kendes naturligvis fra udtrykket 'kadaverdisciplin', altså 'tænk dig ikke om - parer ordre'.

Politiken 19-4-03

Tilbage