Anders Holm Thomsen: Den totalitære plageånd fra 68 lever

I JP-kronikken 14/3 fremlægger Søren Krarup (DF) eksempler på, at det licensfinansierede DR anvendes til holdningsbearbejdelse. Den seneste tid har journalisterne Niels Lillelund og Anders Raahauge i en JP-temaserie på samme vis afdækket, hvorledes de højere uddannelsesinstitutioner siden studenteroprøret i 1968 er blevet ofre for en lignende politisering, der stadig præger studie- og forskningsklimaet samt offentligheden i almindelighed, idet fagfolk fra disse miljøer dagligt optræder som uvildige eksperter i medierne.

Der tegner sig dermed samlet set en tendens, der er langt stærkere end, hvad artiklerne i sig selv giver indtryk af. For sagen er den, at studenteroprørernes revolution lykkedes på snart sagt alle områder - og at deres strategi var nøje gennemtænkt fra den allerførste start. Ganske vist blev den marxistiske klassekamp aldrig rigtig til noget, men for hovedparten af studenteroprørerne spillede det reelt heller ingen rolle.

De foretræk i praksis forbilleder som Herbert Marcuse og Louis Althusser frem for Marx, der jo anså »arbejderklassens befrielse for at være arbejderklassens eget værk«. 68'ernes forbilleder talte derimod bekvemt om, at det nu var de venstreintellektuelles særlige historiske mission at erobre det ideologiske statsapparat - gennem en paladsrevolution. Tankevækkende nok dækker begrebet det ideologiske statsapparat netop det uddannelsessystem og de medier i offentligt regi, som henholdsvis Lillelund/Raahauge og Krarup har haft fokus på.

Allerede fra begyndelsen i 1968 var det det nye venstres helt bevidste målsætning at erobre statsapparatet for under inspiration fra bl. . Mao, at anvende det til gennemførelse af en kulturrevolution.
 
Kulturrevolutionen skulle gøre endeligt op med det gamle samfunds kultur, tradition og nationale fællesskab, som blokerede for virkeliggørelsen af den nye socialistiske samfundsutopi.
Marchen gennem institutionerne skulle på den vis føre til, at akademikereliten vandt hegemoni, dvs. åndeligt og kulturelt lederskab på vegne af de politisk ubevidste og undertrykte masser. Begrebet hegemoni kom således i almindelig anvendelse i årene omkring 1968 med de venstreintellektuelles relancering af den italienske samfundsteoretiker Antonio Gramscis' ideer.

Med henblik på kulturevolutionen sondrede man dengang mellem primær og sekundær socialisering, der henholdsvis vedrørte familien og børne- og ungdomsuddannelserne. Den sekundære socialisering var naturligvis den afgørende, da den lå i offentligt regi indenfor det ideologiske statsapparats interessesfære og dermed udenfor de borgerliggjorte forældres kontrol og rækkevidde. Karakteristisk blev det nye almenpædagogisk slagord, at »eleven skulle være i centrum« - på bekostning af stoffet og samfundets traditionelle kulturfællesskab. Og vi kender det stadig i dag i form af varianten ansvar for egen læring.
Kulturfag som dansk, geografi, religion og ikke mindst historie var selvskrevne til at tjene til den folkeopdragelse, som den såkaldte sekundære socialisering indebar. Blandt historiefagets ledende fagpædagoger på Danmarks Lærerhøjskole (nu Danmarks Pædagogiske Universitet) blev det eksempelvis almindeligt at betone, at historie fandtes mindst ligeså meget udenfor skolens mure - som i det stof, som eleverne faktisk skulle læse. Og ligeledes karakteristisk understregedes det på næsten maoistisk vis, at mennesket var både historieskabt og historieskabende, hvad der reelt indebar, at fortiden som fagets traditionelle fagområde kunne forlades til fordel for samtidsliggørelse og politisk manipulation.

Når der her dvæles ved undervisning og særlig historiefaget som eksempel, er det fordi dette område ganske godt illustrerer, hvorledes den totalitære plageånd fra 68 stadig er med os i dag på et område, der kan opfattes som værende på sin vis mere sårbart end de af Krarup og Lillelund/Raahauge omtalte eksempler.
For omtrent samtidig med Murens fald i 1990 opstod, der i de fagpædagogiske miljøer på Lærerhøjskolen, og derefter i gymnasieskolen, et nyt nøglebegreb, nemlig historiebevidsthed, der til forveksling mindede om dens marxistiske forløbere. Nu tilpassedes disse blot behændigt en politisk korrekt, multikulturel og økohysterisk tidsalder.
Hamskiftet lykkedes, da historiebevidsthed i dag indgår i den overordnede formålsbeskrivelse for både undervisningen i folkeskolen og gymnasiet.
Men hvad er så historiebevidsthed? Ganske enkelt en samtidsliggørelse af historiefaget - en udslettelse af historie som fag. Målet for historieundervisning er nu at foretage en »kobling mellem fortidsfortolkning, samtidsforståelse og fremtidsforventning«.
Umiddelbart synes begrebet måske ganske tilforladeligt. For hvem kan være imod, at aktualitet og relevans betones?

Men ved dette retoriske fif lader al historieformidling sig med et trylleslag forvandle til samtidsfag - eller endog science fiction.

Kronologien som historiefagets traditionelle særkende er forduftet, årsag-virknings- og udviklingsforhold udviskes og dermed er vejen lagt åben for manipulation og døgnflue-ideer.
Et par smagsprøver fra lærebøger kan tjene til illustration af historiebevidsthedens konsekvenser. Karakteristisk hedder det således om 1920'ernes og 30'ernes fascisme i Gyldendals oversigtsværk Store linjer i verdenshistorien (Knud Helles red. m.fl, 1996): »I 1920'erne og 30'erne gjaldt det en protest mod social og kulturel modernisering og mod især arbejderbevægelsen. I 1990'erne kunne det være mod udviklingen i retning af multikulturelle samfund, stærkere overnationale institutioner og sammenbrud af etablerede politiske værdier« (s.191).

Vupti: hvis eleven er imod EU og det multikulturelle samfund, så er hun nærmest fascist. Bogen har så stor udbredelse i gymnasieskolen, at den efter adskillige genoptryk netop er udkommet i en ny udgave.

Et andet godt eksempel er danmarkshistorien Matador - og vor egen tid redigeret af Ulrik Grubb m. fl, der direkte indledes med et afsnit om historiebevidsthed og som derefter er delt op i et hovedafsnit, der behandler 1930'ernes Danmark og i et der omhandler 1990'ernes Danmark.

Begge hovedafsnit er endvidere inddelt i kapitler med temaer familieliv, arbejdsløshed, demokrati og naturligvis de fremmede. Hensigten er øjensynligt den samme som i verdenshistorien. At der så i øvrigt er et 60 år langt spring i fremstillingen bekymrer ikke historikere. For ud fra deres samtids- og samfundsrelaterende historiebevidsthed er disse fænomener altid sammenlignlige. I bogen indledes der med en introduktion til historiebevidsthed på nøjagtig samme højtidelige vis som mange undervisningsmaterialer i 1970'erne indledtes med en indføring i marxistiske historiefilosofi Uhyggeligt nok gælder det tilsvarende den af undervisningsministeriet udpegede fagkonsulent Henrik Skovgaard Nielsens forfatterskab, herunder i særdeleshed hans lærebog Korstog og Jihad?

I bogen beskrives arabernes ekspansion i middelalderens Spanien i et overvejende positivt lys, idet den indebar kultureksport fra et dengang højere udviklet kulturområde til et tilbagestående Europa.

Undervejs i fremstillingen samtidsliggør han historien ved at drage pseudo-faglige paralleller til den aktuelle indvandrerdebat, der ikke hører hjemme i seriøs historieundervisning. Tankevækkende har samme forfatter i lærebogen Opdagelserne om spaniernes erobring af Amerika beskrevet det selvsamme fænomen - som blodig kulturimperialisme, der oven i købet er overskriften for et indledende afsnit i bogen.

Måske er det i virkeligheden ganske sigende, at omtrent det eneste sted, hvor Bent Jensens litteraturprisvindende historiebog, Gulag og Glemsel, er blevet anmeldt negativt, er i gymnasielærernes eget fagblad, Gymnasieskolen (jvf. Søren Frederiksens anmeldelse s. 33, nr.2 2003). Og ligeledes er det kendetegnende, at både Gymnasieskolernes Lærerforening og Rektorforening synes at støtte, at fagene oldtidskundskab og religion skal udgå med den nye gymnasiereform.
For vi skal for alt i verden bringes til at glemme vores vestlige kulturs udgangspunkt og rødder.

Hadet til vor egen kultur er således stadig 68'ernes hoveddrivkraft, mens utopien reelt aldrig var andet end en anledning til tilraning af magt og vellønnede stillinger.

Jyllands-Posten 7-4-03

Svar på debat: Grundløse anklager

Kan man i sit udvalg af stof til belysning af spaniernes erobring af Sydamerika fremhæve aspektet kulturimperialisme samtidig med, at man i sin fremstilling af muslimernes erobring af Spanien bestræber sig på at fremhæve aspektet kulturberigelse? Kan man nedtone de brutale og undertrykkende sider af historien om islams ekspansion, fordi de ikke passer med ens politisk korrekte dagsorden?
Det kan man efter min mening kun, hvis man vil acceptere en form for samtidsliggørelse af historien, der er ganske usaglig.

I sit angreb (11/4) på min kronik ”Den totalitære plageånd fra 68 lever” (7/4) anklager fagkonsulent Henrik Skovgaard Nielsen mig for manglende viden om historie og tvivlsom omgang med citater. Hans hovedargument lyder i al sin enkelhed, at jeg »bebrejder« ham, at han »i en bog har skrevet, at arabernes ekspansion i Spanien i middelalderen indebar kultureksport fra et dengang højere udviklet område til et tilbagestående Europa«.

Sandheden er imidlertid, at jeg intetsteds i kronikken bebrejder ham dette. Derimod bebrejder jeg ham ganske rigtigt og endda i høj grad, at han kun omtaler kulturimperialisme i forbindelse med sin bog Opdagelserne kulturmøder eller kultursammenstød? om spaniernes ekspansion i Sydamerika og ikke i forbindelse med sin bog Korstog og Jihad? om arabernes fremfærd i Spanien, der jo ellers helt indlysende ligeledes var en ganske grov affære.

Jeg efterlyser her en tilsvarende kritisk behandling af »det selvsamme fænomen« som der ganske udtrykkeligt står i kronikken.

Derfor kan HSN roligt spare sig sine historiebelæringer og påstande om misbrug af citater. For de er alle sammen gengivet korrekt og med præcis reference med undtagelse af fornavnet på den lige så tendentiøse boganmelder ved fagbladet Gymnasieskolen, der ganske rigtigt ikke hedder Søren, men Peter Frederiksen, men kilde og sidetal er i øvrigt gengivet korrekt, som HSN givetvis udmærket ved.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor meget eller lidt marxist HSN er eller har været, da han i tiden formentlig omkring 68 skrev sit speciale, som jeg uden blusel skal indrømme, at jeg altså ikke har læst. Men i hvert fald er fagkonsulenten tydeligvis stærkt tendentiøs og politisk korrekt.

Samtidig benytter han sig af en debatform, der vel kun hører hjemme i totalitære stater, idet han hænger sine kritikere offentligt ud for synspunkter, de simpelthen ikke har.

Derfor er der jo nok også tale om selvprojektion, når han påstår, at jeg skulle føle mig »presset«, eftersom jeg har tilladt mig at genbruge nogle eksempler fra en tidligere debat, vi havde i efteråret.
 Sandheden er netop, at jeg har tillid til den bundsolide dokumentation dengang som nu. Og i øvrigt er jeg ikke den eneste, der har stillet stærkt kritiske spørgsmålstegn ved fagkonsulentens forfatterskab.
  Således havde lektor Jørgen Grimstrup allerede fokus på et par af de her nævnte eksempler i en aldeles fremragende JP-kronik Kultureksport eller erobring? (6/8 2002). Dengang undlod HSN påfaldende nok helt at svare. Denne gang vælger han så udenomssnak og helt grundløse anklager. Hvorfor mon?

Jyllands-Posten 22-4-03  

Tilbage