Anders Holm Thomsen: Ulla Tørnæs misbruger folkeskolen

Demokrati er i udgangspunktet noget positivt, som man næsten uden videre kan forvente, at vi alle her i landet bakker op om. Sådan var det i hvert fald, indtil indvandrerdebatten i kølvandet på mordet på filminstruktøren Theo van Gogh for nylig afslørede, at imamer og islamismen også herhjemme har et ret så problematisk forhold til folkestyre og ytringsfrihed.
Det fik så Anders Fogh Rasmussen til på Venstres landsmøde, der ganske belejligt faldt sammen med debattens kulmination, at udpege løsningens gemmested i folkeskolens formålsparagraf, hvori opdragelse til åndsfrihed og demokrati indgår som centralt omdrejningspunkt. Specifikt fremhævede statsministeren historieundervisningens særlige forpligtelse i den henseende. Og en emsig undervisningsminister Ulla Tørnæs fulgte straks op med et forslag om at rundsende et 'hyrdebrev' til landets skoler. Som det blev påpeget her i avisens reportage fra landsmødet (22.11.), så var der tale om lidt af en kovending, da Fogh tidligere har været skeptisk over for folkeskolens opdragende elementer.
Demokrati må jo også siges historisk at være en bredskygget hat eller en trojansk hest, hvorunder så meget andet end lige netop ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og stemmeret i tidens løb har været skjult. Tænk blot på Lenins særprægede demokrati i skikkelse af proletariatets diktatur, folkedemokratiet DDR, RUCs basisgrupper og Socialdemokraternes idé om ØD (Økonomisk Demokrati) fra 1970erne.

Eksemplerne her er på ingen måde irrelevante som skrækeksempler på muligt misbrug i folkeskolen. For så sent som i et debatindlæg fra sidste år advarede Venstres egen Jens Rohde (MF) mod, hvordan der i folkeskolens faghæfte for historie nærmest blev sat lighedstegn mellem demokrati og velfærdssamfundet og tendentiøst opfordret til at sætte fokus på 'pengenes magt og betydning' (Horsens Folkeblad 12.9.03). Tilsvarende havde Claes Kastholm Hansen i sin gæstetale på Venstres sommerstævne omtrent samtidig fat i, hvordan folkeskolen i dag udsættes for en voldsom politisering under falsk varebetegnelse - trykt som Berlingskes kronik 10.8.03.

Desværre kan man nu kun supplere Kastholm og Rohde, idet det ikke siden er blevet en tøddel bedre med Tørnæs' helt nye faghæfte 'Fælles Mål' (2004). Her lægges der stadig op til en indoktrinerende begrebsforvirring, idet det stadig hedder: »Når vi lægger vægt på en demokratisk styre- og livsform, og hvis vi har en positiv holdning til velfærdssamfundet, vil dette indgå i vores forventninger til fremtiden - nemlig at demokratiet og velfærdssamfundet bevares og udvikles« (s. 62).

Hvis ikke den fikse idé skal ramme Fogh i nakken som en boomerang, bør han derfor træde varsomt. I det hele taget er det spørgsmålet, om hans indfaldsvinkel til promotion af demokrati i folkeskolen ikke i virkeligheden er ganske forkert. For demokrati betyder jo som bekendt 'folkestyre' - og forudsætter dermed en folkelig forståelsesramme baseret på en fælles historie, sprog og kultur.

Allerede her hopper kæden imidlertid af. For i faghæftets formålsformulering tales der uændret og ganske uforpligtende om elevernes 'egen kultur' og 'andre kulturer'. Trods al Tørnæs' snak om national kanon. Siden 1994 har fagformålet nemlig hverken forpligtet undervisningen på videregivelse af dansk kultur eller Danmarkshistorie, som det ellers gjaldt for alle tidligere formålsformuleringer gennem det 20. århundredes skolehistorie.

Man skal ingenlunde tro, at formuleringen er tilfældig, for ved det miljø på Danmarks Pædagogiske Universitet, der har stået bag de senere års læseplanstænkning, har det været en bevidst bestræbelse at få udslettet Danmarkshistorie som begreb. Således hedder det om Danmarkshistorie på lektor Bernard Eric Jensens DPU-hjemmeside: »at der skulle findes noget, der kan kaldes 'den danske kultur' i bestemt ental. (...) Det er der ikke nogen saglig dækning for. Alle folk er - som jeg ser det - bærere af og forvaltere af en kulturarv, men de er kun mere eller mindre fælles om deres kulturarv«. I bedste overensstemmelse med denne individ-centrerede formulering står der da også i Tørnæs' nye faghæfte: »Udgangspunktet for al undervisning er den enkelte elevs erfaringer og forudsætninger«. En formulering der i øvrigt med næsten samme ildevarslende ordlyd kan findes i det nye forslag til læreplan for gymnasiets historiefag. Perfekt formuleret med henblik på en fremtidig opsplitning af landet i multikulturelle parallelsamfund.

At en balkanisering af skolen - netop på bekostning af en styrkelse af kulturfællesskabet som fælles forståelsesgrundlag for folkestyret - vitterlig er målet fremgår desuden af den af Undervisningsministeriet hyppigt anvendte konsulent, lektor Henning Brinckmanns generalforsamlingsberetning: »En kronologisk organiseret undervisning fremmer en etnocentrisk tankegang« (...) »objektivistisk fagforståelse« og ikke mindst »vanskeliggør tværfagligt arbejde« (jf. Foreningen af lærere i Historie og Samfundsfags blad, Historie og Samfundsfag, vol. 1996). Kort sagt må enhver faglig lødighed, herunder historiefagets kronologiske særkende, vige for en multikulturalisering af folkeskolen. Formentlig er det tillige forklaringen på, at det nye faghæfte frem for forpligtelse på formidling af dansk kulturarv tillægger undervisningen »En demokratisk dannende dimension, der har kulturudvikling som omdrejningspunkt« (s. 56). Tag den, Fogh!

Spørgsmålet er så, hvad kan der gøres for at dæmme op for dette politiserende misbrug af folkeskolen, der foregår under dække af demokratisering og på bekostning af kundskabsindlæring. Problemets omfang rækker antagelig udover historiefaget. I skrivende stund er danske skoleelever på grund af deres begrænsede faglige formåen atter havnet på en dumpeplads i den seneste OECD-undersøgelse.
Det kunne tyde på, at fagligheden generelt også i andre fag end blot historie må vige til fordel for opdragelse og pædagogiske eksperimenter, der for årtier siden ellers for længst burde have været forladt, hvis ikke det var, fordi de var ideologisk tiltrækkende for en skolepolitisk toneangivende og nærmest enerådende venstrefløj. Der eksempelvis var så tilfreds med Tørnæs' nye gymnasiereform, at SFs Aage Frandsen på forhånd var parat til at give den karakteren 13.

På den baggrund er Tørnæs' tanketomme refleksreaktion 'flere prøver' ikke i sig selv løsningen, men i bedste fald udtryk for villighed til symptomerkendelse. For hvis problemernes rod egentlig er skolens og fagenes fagligt vage indholdsbeskrivelser knæsat i det hidtil ufravigelige princip om brede skoleforlig, hvor venstrefløjen i sidste instans reelt har veto, synes der ikke længere at være nogen saglig begrundelse for at opretholde denne tradition. Især ikke når der for tiden faktisk er borgerligt flertal, er det ubegribeligt, at det ikke også bliver brugt på skoleområdet, der burde være den langsigtede kulturkamps hovedscene.
Tidligere i skolehistorien har viljefaste undervisningsministre som både Bertel Haarder og Ritt Bjerregaard tilsidesat de faglige organisationers og Danmarks Pædagogiske Universitets forløber Lærerhøjskolens indstillinger. For til forskel fra Tørnæs så vidste de, hvad de ville uagtet deres indbyrdes forskellighed. Og det var andet end bare at administrere.
  Eksempelvis lod Ritt Bjerregaard under kraftig protest fra disse ekspertmiljøer formulere et fagformål for historie i 1975, der gjorde op med deres elev-centrerede pædagogik og i stedet tog udgangspunkt i en videreformidling af den fælles kulturarv, som eleverne netop ikke umiddelbart var bekendt med: »Det skal tilstræbes, at eleverne bliver fortrolige med den tradition, det danske samfunds- og kulturliv bygger på, som forudsætning både for forandring og videreførelse« og »Undervisningen skal medvirke til, at eleverne opøves i at lytte til og læse sammenhængende historiske skildringer og vurdere dem som forklaring på fænomener, de ikke umiddelbart kender fra deres egen erfaringskreds«. Forbløffende nok var 'røde' Ritt på dette punkt faktisk mere moderat, end Tørnæs er i dag.

I hvert fald er der behov for et markant kursskifte, hvis mønstret fra den seneste OECD-undersøgelse skal brydes i fremtiden. Herunder må det være definitivt slut med formuleringer som »Udgangspunktet for al undervisning er den enkelte elevs erfaringer og forudsætninger«. Tænk hvis man konsekvent gennemførte det samme princip i 'hårde' eksakte fag som f.eks. matematik. Ville eleven mon så nogensinde lære brøk- og rentesregning?

Tillige må det pædagogiske establishments indflydelse stækkes, og dets forskning må i det hele taget sættes under lup. For gennem de sidste par årtier har det ved sine anbefalinger haft et ganske betragteligt medansvar for den katastrofe, der nu fremstår som krystalklar. Derfor bør Tørnæs nok også genoverveje sit demokrati-hyrdebrev. Al erfaring viser, at det går galt, når ulven sættes til at vogte lam.

Berlingske Tidende 17-12-04  

Tilbage