Anders Holm Thomsen: Bertel Haarder som ceremonimester

Ved Bertel Haarders tiltræden som undervisningsminister var vi mange i det borgerlige Danmark, der glædede os over udsigten til et sporskifte. Især fik forventningerne næring, da han udtalte: »Jeg har altid været imod, at historie blev til samfundsorientering, at kristendom blev til religion, og at dansk er blevet til tekstanalyse. De kulturbærende fag skal give de unge et kulturfællesskab, som de kan tage afsæt i« (JP 20.2.). Således gav Haarder utvetydigt sin tilslutning til en kulturhistorisk kanon. Her lød vitterligt et ekko fra Poul Schlüters nyudnævnte undervisningsminister, der også dengang kort efter sin tiltræden i en kronik gav udtryk for, at han så den største trussel mod historiefagets forpligtelse på kulturarv og -fællesskab i den herskende tendens til at gøre samfundsrelevans til kriterium for valg af undervisningsindhold. Det kom, dengang som i dag, til udtryk i den elevcentrerede motivationspædagogiks ønske om at gøre den enkelte elevs livsverden til omdrejningspunkt for undervisningen. For det vil føre til en »dyrkelse af det døgnaktuelle og politiske« på bekostning af en tidssvarende dannelse (Politiken 30.11-1982). 

Når Haarders genkomst er særlig velkommen, skyldes det ikke mindst, at der i tiden op til valget var heftig kritik af Ulla Tørnæs' nye gymnasiereform, herunder af den følgende politisering af netop kulturfagene. Særlig historiefagets skæbne har haft offentlighedens bevågenhed og udløst en stribe debatindlæg i efteråret af Morten Hesseldahl og Katrine Winkel Holm i Politiken, af Berlingskes kommentator Karen Jespersen og i JP med min kronik Multietnisk historieundervisning (20.10.-04). Karakteristisk har det imidlertid været, at vi hver gang er blevet mødt med en larmende tavshed fra de uddannelseseksperter, der ellers ofte med navns nævnelse er blevet udfordret og draget offentligt til ansvar for deres arbejde. Øjensynligt har deres strategi været at ligge død for så alligevel at få deres vilje med en apatisk minister, der aldrig selv ønskede at imødegå kritikken. Til gengæld har de så afslørende nok ikke kunnet dy sig for efterfølgende at godte sig over deres succes vel at mærke i tidsskrifter med en meget begrænset læserkreds. Det gælder eksempelvis hovedinspirationskilden til de senere års sejrende historiepædagogik, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, Bernard Eric Jensen. På netmagasinet historie-online.dk's hjemmeside glæder han sig over, at den af Bertel Haarder efterlyste »kulturarvs- og historiekanon er så bred og rummelig, at den næppe i praksis vil få nogen større effekt« med den ny fagbekendtgørelse for gymnasiets historiefag. Han fryder sig desuden over, at fagbekendtgørelsens nøglesætning, »Alle forløb skal enten relateres til eller tage udgangspunkt i elevernes egen samtid,« i fremtiden vil sikre, at navlebeskuelse bliver omdrejningspunkt for al historieundervisning. En glæde, der nu bagefter med den samme nøglesætnings fremhævelse deles af den lige så påfaldende tavse lektor ved Dansk Institut for Gymnasiepædagogik, Harry Haue, der som læreplansudvalgsmedlem for nylig som kronen på værket har været personligt involveret i færdiggørelsen af undervisningsvejledningen jf. Gymnasiereformen og historieundervisning, Rubicon, april 2005, nr.1. Således er der tilsyneladende sat en effektiv stopper for en kronologisk opbygget undervisning og kulturfaget er definitivt gjort til samtidsorientering. 

Det sidste kan Haue også bekræfte: »det understreges dermed, at moderne historie ikke lader sig adskille fra samfundsfaglige problemstillinger.« Under sin afsluttende sejrsdans på historiefagets ruiner konstaterer Bernard Eric Jensen triumferende, at »denne borgerlig-nationale offensiv» er endt som en pyrrhussejr. Og tydeligvis uvant med debat gennem en lang karriere i den ensrettede og fortsat stærkt venstreorienterede historiepædagogiske verden affærdiger lektoren refleksagtigt kritik som udtryk for »korstog«, »kampagne« eller typisk »borgerlig-nationale offensiv«. Spørgsmålet, der står tilbage, er: Kan det virkelig være rigtigt, at gymnasieeleverne i de kommende 10-15 år skal være ofre for en politisering uden sidestykke og fastholdes i historisk uvidenhed om dansk kulturs rødder, fordi en svag undervisningsminister blev snigløbet af uddannelseseksperter med deres egen dagsorden og fordi nyudnævnelsen af Bertel Haarder trods utallige advarsler i pressen kom en ministerrokade for sent? 

Det er absurd, at kulturkæmperen par excellence tilsyneladende nu har fået en ministerpost, der efter gymnasiereformens og skolelovens fuldbyrdelse, er af nærmest ren ceremoniel betydning. En falliterklæring for kulturkampen, for de stærke stemmer i regeringen, der undervejs kun alt for spagfærdigt internt har ytret sig imod gymnasiereformen, og ikke mindst for en regeringschef, der ellers gang på gang har pådraget sig opmærksomhed ved brug af historiske eksempler om Besættelsestiden. Man kan ikke bare melde pas og fralægge sig ansvar ved at sige, at det var ikke mit ressortområde dengang. Fogh-regeringen bærer kollektivt ansvar, skyld og ikke mindst skam. Måske er løbet vitterligt kørt, men det er alligevel værd at erindre om, så miseren ikke gentages på andre områder i kulturkampen. 

Frem for alt bør kampen om gymnasiereformen være den lærestreg, der får Haarder til også at tage sine egne advarsler alvorligt. I sin tid brugte han i en debatbog udtrykket »det undervisningsindustrielle kompleks«. Det var, dengang som i dag, sammensvejset i en slags tværgående pressionspædagogisk Bermuda-trekant spændende fra ministeriets embedsværk over Lærerhøjskolen (nu Danmarks Pædagogiske Universitet) til de faglige organisationer. Efter otte år som undervisningsminister følte han trang til at advare mod det, fordi »det fører sig frem i medmenneskelighedens og folkeoplysningens navn med de bedst tænkelige fortalere: de højtuddannede, som totalt dominerer meningsdannelsen« (Grænser for politik, 1990). Advarsler om, hvorledes man i medmenneskelighedens og folkeoplysningens navn nu er i gang med at politisere i kølvandet på den nye gymnasiereform, bør derfor tages alvorligt af en borgerlig regering, der har blæst til kulturkamp. Desværre var en sådan instinktiv agtpågivenhed ikke kendetegnende for undervisningsminister Ulla Tørnæs, der mestendels så for lidt disciplin og for få prøver som hovedårsagerne til skolesystemets krise. Mens formålsbeskrivelsers abstrakte formuleringer tillagdes så ringe praktisk betydning for hverdagens undervisning, at hun trygt overlod arbejdet med dem til Undervisningsministeriets embedsværk med bistand fra eksperterne på Danmarks Pædagogiske Universitet og Dansk Institut for Gymnasiepædagogik. 

Stadig tankevækkende i den henseende erindrer Margaret Thatcher i selvbiografien Vejen til magten, hvilke tanker og følelser, hun fik, da hun første gang i 1970 stod over for Undervisningsministeriets embedsværk: »Undervisnings- og Forskningsministeriets... etos var selvretfærdig socialistisk. De fleste af embedsmændene havde en næsten refleksagtig tro på, at planlæggere og samfundsteoretikere kunne skabe en bedre verden... Det stod mig klart, at jeg alt i alt ikke var blandt venner.« 

Så sæt det undervisningsindustrielle kompleks i skammekrogen og den modepædagogiske forskning under lup. Til den ende kan det anbefales den nye borgerlige undervisningsminister og andre interesserede at søge inspiration i Educational Research. A critique (Tooley Report, OFSTED 1998). En undersøgelse fra England, som har til formål at sætte det undervisnings-industrielle kompleks' fup-jargon og pressionsmetoder til debat. 

Jyllands-Posten 20-05-05  

Tilbage