Arild Hald Kierkegaard: Rydårbogen

Det hævdes ofte i debatten om indvandring, kultursammenstød og fædrelandskærlighed, at danskheden er en moderne konstruktion, som først opstod i slutningen af 1700-tallet eller med 1800-tallets nationalromantik. Fra Sønderjylland kan nævnes forestillingen om, at landsdelen først rigtigt »vågnede« omtrent ved Treårskrigens dansk-tyske opgør, jf. titlen på P. Lauridsens kendte værk. Det er egentlig utroligt, at sådanne påstande vedvarende kan fremsættes, idet både dansk og udenlandsk historieforskning for længst har vist dem uholdbare. I udlandet har de denationalistiske teorier fået et grundskud med den polske historiker Benedykt Zientaras afgørende værk Frühzeit der europäischen Nationen (tysk oversættelse 1997), der påviser en række europæiske nationale staters og identiteters opståen i tiden efter Romerrigets sammenbrud, og herhjemme har folk som Anders Leegaard Knudsen, Esben Albrectsen, Troels Dahlerup og Adam Wagner afdækket middelalderens forestillinger om det danske. Enhver, der måtte være i tvivl om, at det giver mening at tale om et dansk folk og fædreland så langt tilbage, kan kigge på hjemmesiden  http://www.nomos-dk.dk/skraep/Skraep.htm, der indeholder hundredvis af historiske kilder til dansk identitet. I denne kronik gennemgår jeg en af vore vigtigste middelalderlige kilder, den såkaldte Rydårbog fra Sønderjylland, med henblik på, hvad den kan fortælle os om datidens syn på Danmark og danskerne.

Rydårbogen
Ryd kloster syd for Flensborg fjord, hvis ruiner nu ligger på bunden af Lyksborg slots kunstige sø, har sikret sig en fremtrædende plads i danmarkshistorien gennem den såkaldte Rydårbog, der menes påbegyndt i anden halvdel af 1200-tallet. Stilen afviger stærkt fra den, vi kender fra Valdemarstidens store historikere, idet forfatteren langt fra er nogen sprogmester. Den latinske tekst er kun bevaret i et håndskrift i Hamburg Stadtbibliothek fra omkring 1300, hvori fremstillingen føres op til 1288. Navneformerne er her meget forskrevne, hvilket taler for, at skriveren ikke var dansk, men nok hjemmehørende i grænselandet, hvor håndskriftet endnu fandtes ved år 1600. Også Rydårbogens stærkt tyskfjendske holdning og viden om sønderjyske forhold peger mod Sønderjylland, den har stor kendskab til grænsekampen og giver en række meddelelser om Ryd kloster.

Rydårbogen er fra begyndelsen udarbejdet som en fædrelandshistorie og kongekrønike og giver en kort sammenhængende fortælling om hver konge. Kun én kilde sættes der navn på, nemlig den oldkristne kirkehistoriker Papias (2. årh.), der mente, at goterne nedstammede fra Jafets søn Gog. Forskningen har imidlertid påvist, at forfatteren har inddraget alle tilgængelige kilder for at skabe sit eget historieværk såsom Saxe, Lundeårbogen (hvorfra han især henter den lille, stærkt nationale Lejrekrønike), Colbazårbogen, Sorøårbøgerne, Valdemarsårbogen og delvis sønderjysk folkeoverlevering. Fra år 1100 bliver det til en egentlig årbog med korte notitser inddelt efter år. Der er mange historiske fejl, f.eks. sættes Knud den Helliges død til 1088, men fra 1219 gør en øget selvstændighed sig gældende, og Rydårbogen bliver en danmarkshistorisk hovedkilde fyldigere end så mange andre årbøger.

Rydårbogen har været meget yndet, hvad de tre danske oversættelser fra 1400-tallet også viser. Den kom til at spille en vigtig rolle for yngre årbogsarbejder og historieskrivning, idet den f.eks. benyttedes af rigshistorikeren Arild Huitfeldt til dennes store værk Danmarks Riges Krønike. Vi må derfor også regne med, at dens forestillinger er nået ud til en ret bred skare.

National historie
En stærk bevidsthed om Danmark og danskhed kendes allerede fra middelalderen, hvilket just Rydårbogen er et godt eksempel på. Den sønderjyske klosterbroder, der har forfattet eller sammenskrevet årbogen, ligger på dette område helt på linje med sine forgængere såsom Lejrekrøniken, Sven Aggesen og Saxe. Ligesom disse vil han vise folkets oprindelse og rigets samling engang i den grå hedenold og skildre danernes lange, ubrudte historie med dens endeløse række af kraftige konger og mandige helte. Kongerækken overgår endda Saxes – i Rydårbogen er Gorm den gamle Danmarks konge nr. 88! Danerne har, når det er gået bedst, ikke blot holdt fjenderne stangne, men har med konger som Frode hin Fæmilde, Frode Fredegod og Harald Hildetand undertvunget noget nær hele den kendte verden. Det danske folks ry er vigtigt. Om Hardeknud (konge 1035-42, i England fra 1040) hedder det, at han »nød større respekt og ærefrygt end alle verdens konger.«

Rydårbogen slår sit nationale formål fast med det samme: »Her begynder beretningen om det danske folks oprindelse, sådan som den er overleveret i gamle historiebøger, og ligeledes om dette folks konger og deres bedrifter fra Dan, den første konge, og til dem der nu er. Kort og knapt fortælles om, hvilke krige de førte, og triumfer de fejrede, og hvordan de endte deres dage.« Forskellige til dels modstridende traditioner om danernes afstamning sammenstilles. Den ene fortæller, at »danerne på Abrahams oldefar Saruchs tid [kom] fra goternes land til det rige, som nu kaldes Dania eller Dacia.«, hvorefter Papias’ goterteori nævnes, så ifølge denne opfattelse skulle danskerne altså kunne føre deres æt tilbage til Jafet i Noas ark! Imidlertid påstår »andre«, at »danerne stammer fra danæerne, det vil sige grækerne, og det er sandsynligt, men det er endnu usikkert, hvad der er det rette.«

Derefter fortælles på grundlag af Lejrekrøniken om kong Dans samling af riget »på Davids tid«, hvor Danmark endnu var delt i forskellige mindre landområder. Med udtrykket »Davids tid« menes blot meget gamle dage, og fortællingen om Danmarks samling gives et bibelsk præg. Årbogen fortæller videre, at på den tid ville en uhyre mægtig konge (i en af de middelalderlige oversættelser siges »kongen af Tyskland«) undertvinge jyderne. Disse opførte nu Kovirke til værn for deres land og tilkaldte kong Dan af Videslev (dvs. Sjælland, Møn, Falster og Lolland, altså det midterste af middelalderens tre danske retsområder), der straks kom Jylland til undsætning, slog fjenderne på flugt og sammen med jyderne underlagde sig Fyn, Skåne og alle andre danske øer. Riget var nu lykkeligt forenet, og kort tid efter kaldte Dan »i en fælles forordning til alle riget for Danmark og indbyggerne danere efter sit eget navn, Dan«. Danmarks samling fremstilles således som et svar på truslen fra syd.

Rydårbogen er med historikeren Anders Leegaard Knudsens ord »et uhyre bevidst forsøg på at skildre den danske historie som fra starten bestemt af modsætningen mellem danskere og tyskere, med danskerne i helterollen.«, og Knudsen understreger, at »Den dansk-tyske modsætning og danskernes retfærdighed er tydeligt nok et hovedanliggende for annalisten.« (Historisk Tidsskrift bd. 100, hft. 1, 2000). De første syv gange, tyskerne undertvinges, slås det fast med mindelser fra Femte Mosebog, derefter tælles ikke mere, men fjenden lider nederlag på nederlag.

Forræderi og svig
Fremstillingen afbrydes flere steder af lidenskabelige udfald mod tyskerne, f.eks. under året 1223, hvor årbogen efter at have nævnt Valdemar Sejrs og sønnens tilfangetagelse tilføjer: »Mærk, læser, at tyskerne aldrig eller sjælden har vundet sejr uden ved forræderi og svig, hvad de har af naturen«. Hertug Abel af Sønderjyllands kone Mechtild, der var datter af greven af Holsten, kaldes for »en tysk kvinde, en djævelens datter« og beskyldes for »af had til danerne« at have ødelagt Valdemar den Stores breve på rigets ret til Nordalbingien (landet nord for Elben), og det hedder yderligere, at Valdemar Sejr blev meget ked af giftermålet, idet han vidste, at greverne af Holsten »altid pønser på ondt mod Danmark«. Om Valdemars død 1241 siges de navnkundige ord, at da »faldt forsand kronen af de danskes hoved ... så de blev til spot for alle nabofolk«, og under 1288 klager årbogen stærkt over, at hertug Valdemar af Sønderjylland ødelagde Gottorp borg, som »ligesom var lås og lukke for Danmark.« Disse og mange flere nationale udbrud, der ifølge teorierne slet ikke burde findes, er gengivet i Gudmund Schüttes bog Sønderjylland Kalder, 2. udg. København 1939. s. 46f., blot mangler Schütte den morsomme historie om, hvordan helten Stærkodder, »tyskernes uforsonlige fjende«, hånede sine fjender.

Rydårbogsmanden ønskede sig en kraftig og handlekraftig kongemagt, der holdt fjenderne fra døren og sikrede den indre fred og ro. Knud den Hellige (1080-86) var en god konge, idet han tvang folket til at yde tiende, og Valdemarerne udvidede riget og stiftede klostre og kirker. Valdemar Sejrs regeringsår gives et gyldent skær ved fremhævelsen af de vundne sejre og mange religiøse hændelser. Derimod er Erik Klipping (1259-86) det onde modbillede, han »plyndrede kirker og lod skade og uret finde sted uden nogensinde at stifte ret«, men på det tidspunkt havde cistercienserne, hvortil Ryd hørte, taget stilling i striden mellem kongen og kirken til fordel for sidstnævnte.

Rydårbogen vidner sammen med talrige andre middelalderlige kilder om, at Danmark og danskheden ikke er en nyere foreteelse, et moderne påhit skabt af skrivebordsfilosoffer i slutningen af det 18. århundrede, men at kærligheden til folkestammen og fædrelandet tværtimod er ældgammel. Rydårbogsmandens årvågne og iltre kamp for et helt og udelt Danmark, hvori Sønderjylland indtager sin naturlige plads, kan såmænd inspirere gode kræfter den dag i dag!

Flensborg Avis 24-8-04.

Tilbage