Søren Jensen & Thue Kjærhus-Rønshoved: Konservatisme, det moderne og Irak-krigen

Det er mennesker, ikke Mennesket, der lever på jorden og befolker verden. - Hannah Arendt        

Vi tror ikke på, at Bush primært har interveneret i Irak på grund af olieinteresser. Vi tror derimod, at Bush’ engagement er ideologisk bestemt. - Vi må indledningsvis (også) notere, at vi principielt ikke er modstander af Fogh Rasmussens aktivistiske udenrigspolitik som indledtes under Nyrup med Hækkerup som forsvarsminister - en konklusion, som vi er nået til på baggrund af erfaringerne fra bl.a. Balkan, Cambodja og 30’ernes appeasement politik.
 Vi er derimod grundlæggende skeptiske overfor en ideologisk formuleret udenrigspolitik.  Måske det derfor ville være oplysende at anlægge et mere idehistorisk perspektiv på amerikanerne ideologisk adfærd, efter at Bush vandt magten i 2001. En hel del tyder nemlig på, at ideologiens politiske betydning, som den kendes siden det 18.århundrede, ikke er overstået.

Vi deler den politiske tænker Hannah Arendts (1906-69) betragtninger: At ideologier er en iboende del af det moderne samfund og at grundlaget for det totalitære udspringer af de moderne ideologier. Vi mener også at liberalisme, socialisme, amerikansk neokonservatisme og islamisme kan have noget afgørende substantielt til fælles. Hvad der kendetegner moderne politisk ideologi fra den franske revolution og frem til i dag, er nemlig, at forholdet til det andet menneske sættes ind i et forhold til historien, der nu forstås som en bevægelse fremad mod historisk udfrielse af lidelse.

Inden de moderne fremtidsvisioner opfattedes udfrielse fra lidelse som noget hinsidigt dvs. som noget religiøst. Med det modernes oplysningsprojekt fremhæves det enkelte individ som virkelighed i sig selv, men paradoksalt nok samtidigt som ufrivilligt råstof for en historisk bevægelse mod noget fremtidigt absolut, indenfor historisk rækkevidde. Det er tydeligt hos Immanuel Kant (1724-1804) med det kategoriske imperativ, som gjorde opmærksom på, at etikken hviler på at det enkelte individ ikke må ses som middel for et mål, men altid kun som mål i sig selv.  Og dog, for den historiefilosofiske betragtning, kun er et blandt mange, hvis undergang bidrager til historiens bevægelse frem mod fred.
 Det moderne domineres af to ideologier, liberalisme og socialisme, og en konservatisme, der forstod sig som en anti-ideologisk tænkning vendt mod liberalismen og socialismen. Liberalismen er hele forudsætningen for den nu helt normale tale om individet og individets ret til eget liv - autonomi.

Liberalismen er ophav til det repræsentative demokratis tredeling af magten, som vi skal være så opmærksomme på.

FN’s menneskerettighedserklæring, Geneve-konventionerne om ordentlig krigsførelse skylder liberalismen deres relative politiske magt. Fredstanken er liberal af oprindelse. Liberalismen er også den ideologiske begrundelse for den ide nogen tror på, at markedet på lang sigt kan regulere vore liv på en fornuftig måde .Socialismen var ideologien, der gjorde opmærksom på, at liberalismens friheds- og fredsidealer  ikke kunne indfris af kapitalismen. At liberalismens fremtidsvision var falsk, og måtte erstattes af en anden - nemlig socialismen eller kommunismen.

Hvad liberalismen og socialismen har tilfælles er en smerte over, at verden ikke er, som den skal være, en forstandens oprørthed overfor verden som den forefindes. De klassiske engelske samfundsfilosoffer Thomas Hobbes (1588-1679) og John Lockes (1632-1704) samfundstilstand er således en protest imod den umenneskelige orden, naturen brutalt har kastet mennesket ind i, og socialismen er en protest imod den uretfærdige fattigdom, det liberalistisk-kapitalistiske samfunds sociale orden skabte. Den konservative tænker Edmund Burke (1729-97) gjorde op med liberalismen, fordi han forudså, at denne fremtidsvision var svanger med afgrundsdyb rædsel, som han senere fandt bekræftet under den franske revolutions rædselsperiode.

Konservative tænkere, hvad enten man lytter til Burke, Dostojevskij eller Kierkegaard har tiltroen til fortidens erfaring og erkendelsen af, at smerten ikke kan finde nogen historisk udfrielse, som udgangspunkt.  At verden, virkeligheden, historien, ikke bevæger sig i nogen retning som kan genkendes af menneskelige ønsker eller håb. Og at mennesket tværtom at være herre over sit liv og forudsætningerne for det, er underlagt historiens og naturens kræfter, som ikke kan kontrolleres. Både Burke, Dostojevskij og Kierkegaard, så den moderne tro på individets oplyste magt over sig selv som illusorisk. Én generations tænkning er begrænset, og når begrænsede forestillinger om virkelighedens indretning gives voldsmagt til at indrette og tvinge samme virkelighed efter ideelle forestillinger, må resultatet blive rædsel.

Kierkegaard forudså i sin sociologi om det modernes produktion af visioner, fremtidssyner, hvordan en halvdød fortvivlet eksistens i ligegyldighed for livet, ville være i stand til, hvad som helst overfor den konkrete næste, hvis bare en form for mat lys kunne anes i fremtidens horisont.

Man kan i det lys læse den jødiske politiske tænker Arendts (1906-75) analyse af det totalitære samfund. Lig Burke ser hun det totalitære som et historisk produkt af modernitetens iboende nihilisme, hvis forudsætninger er det atomiserede kapitalistiske samfund uden fællesskaber.

På baggrund af Arendt, undrer det ikke, at islamismen afslører moderne totalitære udtryk, som også er affødt af vestens nihilisme og projekttænkning. Det er tankevækkende, at de islamistiske terrorister i reglen er opvokset i vesten,- og ser ud til at have til fælles at lide af identitetstab kombineret med en absolut trang til total beherskelse af alle livsytringer. Dette eller intet.

Samme ideologiske trang, til projektiv omformning af konkrete livsformer kan ses i den amerikanske neokonservatisme. Neokonservatismen har intet med det nyreligiøse højre at gøre, som mange fejlagtigt har antaget. For at forstå, hvad denne politiske tankeretning går ud på, er det vigtigt at huske, at den har sin baggrund i radikalt venstreorienterede miljøer i USA, med jødisk familiebaggrund fra det antisemitiske Europa. Man befandt sig i et eksistentielt opgør med antisemitismen og den kapitalistiske samfundsorden. De var i klar opposition til Stalins Sovjetdiktatur, men  marxister fra den trotskistiske fløj. Man kan læse Irving Kristol;- neokonservatismens tænker par excellences: ”Neoconservatism – The Autobiographiy of an Idea” og forsikre sig om, at det helhedsblik på historie, kultur og økonomi, som er Historie Materialismens (Sovjet marxismen) egenart her lever i bedste velgående. Økonomi, sociologi, etik, kønspolitik, litteratur; - alt indordnes i abstrakte skemaer som ses med historieingeniørens falkeblik,  hvor de individuelle aktørers bevidste intentioner kun ses som karaktermasker for en dybereliggende struktur af upersonlige kræfter. Det amerikanske samfund er delt i to, og langt ind i skolevæsen og offentlig administration huserer det demokratisk-hedonistiske forfald. Da disse unge trotskister for alvor ville gøre deres indflydelse gældende, meldte de sig først ind i Demokraterne, men gik efter at være blevet skuffet over den amerikansk-liberale hedonisme, videre højre om, og endte hos Republikanerne, hvor de for alvor fik magt, da deres nu neokonservative militante messianisme stemte med Bush’ junior og det kristne højres apokalypse. I tiden for Bush-administrationens nationale sikkerhedsstrategi af 2002, advarede den amerikanske realismes grand old man - Kissinger foruroliget om, at dyden var ved at gå amok.

Neokonservatismens vigtigste elementer er religion, fremskridtstro og beherskelse. Religionen, - det være sig jødedom, kristendom, islam, hinduisme, ses som garantien mod det forfald, der indefra truer det moderne kapitalistiske samfund, hvor alt er til salg, - også moral.

Fremskridtstroen er liberalismens, men med den væsentlige tilføjelse, at den fremtidige demokratiske fredstilstand skal fremtvinges med overbevisende militær magt. Denne tro på idealistisk militær beherskelse er afsæt for på den ene side en kritik af amerikansk udenrigspolitisk idealisme for at være naiv i tiltroen til en international retsorden , men på den anden side en ligeså skarp kritik af den traditionelle realisme for machiavellisk kynisme. 

Verden kan åbnes mod de frie og fredelige horisonter, ikke med de midler fredelige kontrakt-liberalister plejer at advokere for, men med beherskelse. På den anden side af den overbevisende beherskelsesudøvelse, viser det sande menneske sig, det rationelt selviske individ, som ligger bag de økonomiske og sociale forestillinger om samfundets drivkræfter i den usentimentale fløj af liberalistisk tænkning

Det er tankevækkende som denne ideologi har haft appel. Med det 20.århundredes erfaringer med modernitetens iboende potentielle ideologiske ligegyldighed overfor de konkrete mennesker, burde vi for længst have set hvad der var på vej. Vi står tilsyneladende i fremtiden overfor den vanskelige skelnen mellem tre muligheder: en udenrigspolitisk aktivisme indenfor den sunde fornufts omfang, en af ideologiske vildfarelser styret aktivisme, og en kynisk isolationistisk approach, hvor vi traditionelt realistisk vil  nægte at gribe ind mod forbrydere af Saddam Husseins dimensioner.

Venligst tilsendt af Søren Jensen & Thue Kjærhus-Rønshoved

Tilbage