Jesper Kurt-Nielsen: Islam og det fascistiske minimum

Islamisk tilstedeværelse er de seneste år blevet mere synligt i gadebilledet. Mange har den opfattelse, at tilstedeværelsen af tildækkede kvinder blot er et udtryk for det tolerante og multietniske samfund. Spørgsmålet er imidlertid om tørklædet er et uskyldigt bidrag til islamiske kvinders beklædning, eller om tørklædet også kan være et udtryk for noget andet?
 
Islam er en såkaldt lovreligion. Det er derfor nødvendigt at anskue Islam ikke blot udfra en religiøs vinkel, men også fra et ideologisk standpunkt. Dette er præcis, hvad amerikaneren John Gray gør i bogen "Al Qaeda, and what it means to be modern".
 
Bogen er en analyse af muslimsk fundamentalisme fra et anti-utopisk konservativt synspunkt. Gray pointerer, at islamismen er en utopisk ideologi på linie med socialisme, nazisme og liberalisme. Islamismen er således ikke en traditionel konservativ overbevisning, men en fuldt udfoldet moderne ideologi.

Ydermere er der tydelige tegn på, at den muslimske ideologi ikke blot er en utopisk ideologi, men også  indeholder totalitarismens kendetegn. Og hvad er så disse kendetegn? I den offentlige debat er prædikatet fascist og nazist, tit blevet behæftet politiske modstandere - ofte uden at afsenderen har haft nogen dybereliggende forståelse for hvad disse begreber dækker over.

Fundamentalistiske muslimer i Danmark har ved flere tilfælde givet udtryk for holdninger, der må gøre enhver demokrat bekymret. Der er nemlig en række indikationer af, at islamiske fundamentalister i Danmark opfylder, hvad man kunne kalde det fascistiske minimum.

Den tyske historiker Ernst Nolte har defineret et sådant fascistisk minimum ved seks karakteristika: antimarxisme, antiliberalisme, førerprincip, partihær, tendens til antikonservatisme samt krav om totalitaritet med tilhørende partihær.

Islam er både imod marxismens gudløshed, men også liberalismens idealer om individets frihed, hvilket blandt andet kommer til udtryk i tildækningen af kvinder.

Førerprincippet eksemplificeres i idoldyrkelsen af krigerfyrsten Muhammed og i imamernes uimodsagte fortolkning af koranen.

Partihæren er en mere kompleks størrelse. Den globale islamiske bevægelse er jo som bekendt ikke er centralt styret, men derimod splittet op i retninger og fraktioner, ikke ulig 20-30’ernes nationalsocialistiske bevægelser i Europa. Dog er det tydeligt, at Islams væbnede arm, de mangfoldige terrorgrupper opfylder kravet om tilstedeværelsen af en partihær. I Danmark er hærens eksistens fx blevet bekræftet med udbredt mødeterror i forbindelse med moderate og integrerede muslimers forsøg på offentlig og demokratisk debat, samt trusler og overfald på danske jøder.

Antikonservatismen bør opfattes i en europæisk sammenhæng. Den klassiske europæiske konservatisme søger ikke samfundsmæssige forandringer, der ikke udtrykkeligt fører til forbedringer. Islam derimod er en revolutionær bevægelse, der ønsker gennemgribende samfundsomvæltninger i henhold til ideologien. Den islamiske revolution i Iran er et tydeligt eksempel på dette forhold. I Iran blev mulige økonomiske og sociale forbedringer efter shahens fald, tilsidesat til fordel for den klerikale centralmagts ideologi, med krav om entydig og total underkastelse. Et modsætningsforhold til centralmagten blev øjeblikkeligt straffet i henhold til et arkaisk lovkompleks. Et forhold der er fælles for alle totalitære og islamiske stater.

Totaliteten kan således som i Hitlers Tyskland kun oprettes ved hjælp af undertrykkelse af basale frihedsrettigheder såsom stemmeret, pressefrihed, og ligestilling mellem kønnene, idet den folkelige støtte til den totalitære bevægelse kun kan opretholdes ved hjælp af fraværet af kritik. Kommunismen og Nationalsocialismen løste problemet ved at erklære de to ideologier for videnskabeligt funderet (henholdsvis klasse- og racebaseret). I Islams tilfælde er ideologien postuleret som et udtryk for Guds vilje.

Yderligere forbindes Islam med det fascistiske minimum grundet antisemitismen eller rettere den antijødiske holdning (araberne er jo som bekendt selv semitter). Denne antisemitisme er ikke alene rettet mod den israelske stat, men også mod Jødedommen. Dette gør ofte den anti-israelske holdning til en ureflekteret racisme, idet der ikke alene er tale om modstand mod Israel som statskonstruktion. Senest blev dette tydeligt da den tidligere malaysiske Premiereminister Mahathir Mohamad under et islamisk topmøde i 2003 sagde: "The Europeans killed 6 million Jews out of 12 million, but today the Jews rule the world by proxy. We cannot defeat them by violent means. We must use our brains."

Endnu mere skræmmende blev udtalelsen, da islamiske grupperinger i Danmark gav støtte til udsagnet. Ingen der i dagspressen har læst om de nuværende pogromlignende overgreb på danske jøder, kan være upåvirket af dette forhold. I Berlingske Tidende fortalte det fremtrædende medlem af Mosaisk Trossamfund Jacques Blum således d. 21.11.2003 at, "Forfølgelsen af danske jøder er blevet markant værre de seneste år. Jeg modtager dagligt henvendelser fra opskræmte og bange jøder". Det Europæiske Center til Overvågning af Racisme og Fremmedhad (EUMC) ville ikke publicere en 122 sider lang rapport om antisemitisme, da den forelå i februar 2003. Rapporten påviste ellers, at muslimske og propalæstinensiske grupper stod bag langt hovedparten af overgrebene på europæiske jøder.
For alle der bare har et perifert kendskab til forholdene i Europa i 30’erne, må disse forhold naturligvis blive efterfulgt af en mærkbar kulderystning. Det er næsten som om, der er en kvalm stank af Weimar-republikken i luften.

Forfatteren Karen Blixen forstod tidligt ovenstående forhold. Hun havde erfaring med både Islam og nationalsocialismen. I foråret 1940 skrev Blixen fire kronikker fra Berlin. Efter krigen blev de offentliggjort under titlen ”Breve fra et land i krig”. I kronikkerne beskæftigede Blixen sig med nazismen. Hun overvejede bl.a. forholdet mellem individualitet og underkastelse under nazismen, og spurgte retorisk, om der nogen sinde havde været noget som Det Tredje Rige. Hun kom selv med svaret:

“Af de foreteelser, som jeg i mit liv personlig har kendt til, er den, der kommer det nærmest, Islam, den muhamedanske verden og verdensanskuelse. Ordet Islam betyder hengivelse, det er vel det samme, som Det Tredje Rige udtrykker i sin håndsoprækning: Din i liv og død.”

Blixen fandt yderligere en lang række lighedspunkter mellem Islam og nazisme. Begge har en uhyre selvfølelse, som sætter den rettroende over alle vantro. De er begge klasseudslettende m.m., og hun påpegede, at der var lighedspunkter mellem “Mein Kampf” og Koranen. Men den væsentligste og afgørende forskel fandt Blixen i det forhold, at Islam var en religion, og at hengivelse i Islam er hengivelse til Gud, en accept af livets grundvilkår, mens nazismen var en underkastelse under racen og fædrelandet. Men deri tog Blixen fejl. Islam er underkastelse under lovreligionen og dermed ligeledes en utopisk ideologi, der berører alle livets forhold, ikke blot de spirituelle.

Afslutningsvis manede Blixen til eftertænksomhed: "Islam bærer præg af sin ørken-oprindelse, der er sandstorme i den og store luftspejlinger. Til gengæld, synes jeg, har Det tredje Rige en rent ekstatisk respektabilitet, honnet ambition på liv og død, i himlen og på jorden. Hvilken af de to mentaliteter, der er den farligste, er ikke godt at vide". Svaret er måske ligegyldigt, idet farlighedens farlighed for ofre er ligegyldig. Dog er der blot at sige, at nazismens spøgelse endegyldigt er drevet i jorden, undtagen hos farlige drømmere på de ekstreme yderfløje. Det kan dog frygtes, at den hedengangne nazisme kunstigt holdes i live af taktiske årsager, således at farerne ved de nye totalitære kræfter i sammenfundet bliver undervurderet. Diskussionen er en anden, men de ekstreme venstrekræfter tager føde af anarki og kaos. Samtidig fører islamo-fascismen os direkte mod polarisering og det der er værre.

I Weimar-republikken kom nazisterne til magten, ikke på trods af kommunisternes modstand, men på grund af kommunisternes hærgen. Den tyske befolkning valgte således det onde, man mente kunne holde det onde i skak. Muligvis er det islamist-apologeternes mål. Kaos og derigennem styrke? Den daværende konservative udenrigspolitiske ordfører Per Stig Møller konkluderede i Jyllandsposten d. 27.10.2002, at "nazisterne var fundamentalister, der ville udrydde folkeslag, der ikke var som dem, men de muslimske fundamentalister er vor tids nazister. Fordummende sætter de sig som dommere over alt og alle, men de skal selv dømmes."

Ifølge Dr.scient.pol. Mehdi Mozaffari, der i 2003 blev udnævnt til professor i islamiske studier ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, påpegede ved terrorangrebet den 11. september 2001, at Vesten havde en utilstrækkelig forståelse af det fundamentalistiske Islam. Dette skyldes, at Vesten havde undervurderet Islams ideologiske farlighed og derfor havde nedprioriteret studiet af Islam på akademisk niveau. Efter hans opfattelse er ”islamisme en totalitær ideologi på linje med nazisme, fascisme og bolsjevisme, som skal studeres og bekæmpes på samme måde”.

Mehdi Mozaffari har fuldstændig ret i sin analyse af problemets omfang. Den iranske professor har selvfølgeligt oplevet islamismen på tættere hold end de fleste danskere, og kan derfor med nogen ret tale med klarere og tydeligere røst end os andre, der først nu er vidner til islamo-facismens fremgang i Danmark. Når den ældre professor udtaler, at den islamiske totalitarisme bør bekæmpes, så er det rimeligt at se tilbage på, hvordan tidligere tiders fascisme blev taget i opløbet.

I 30’erne var man i Danmark vidne til en begyndende totalitær udtryksform i form af bl.a. mødeterror. Som en følge af de uniformerede ungdomsbevægelser (Danmarks Kommunistiske Ungdom, Konservativ Ungdom,  Danmarks Socialdemokratiske Ungdom samt Danmarks Nationalsocialistiske Parti) vedtog regeringen, uro-love rettet mod såkaldte desperate bevægelser, hvis virkelige mål var demokratiets afskaffelse. Den radikale justitsminister Zahle fremlagde i Folketinget i 1934 tre lovforslag om opretholdelse af ro og orden, herunder forbud mod handel samt tilvirkning og besiddelse af skydevåben og andre skadevoldende genstande, forbud mod militæragtige korps og en udvidelse af straffelovens paragraf 121 om forhånelse af personer med offentlige hverv og endelig en ny paragraf 134 om sikring af ro og orden ved offentlige møder. Forbudet fik den ønskede effekt. Gadekampe og optøjer i forbindelse med politiske møder blev minimeret.

Den anerkendte journalist Mark Steyn skrev i 2003 i den britiske avis, The Spectator, om radikaliseringen af Islam og hvad vi kunne forvente, hvis der ikke sattes ind mod fundamentalismen. "Muslim teenagers are entering the voting booths, European countries, unlike parts of Nigeria, will not be living under Sharia, but they will be reaching their accommodations with their radicalised Islamic compatriots, who like many intolerant types are expert at exploiting the "tolerance" of pluralist societies. How happy what's left of the ethnic Dutch or French or Danes will be about this remains to be seen".

Den konservative redaktør Palle Loft skrev i 1946 om de totalitære kræfter i dansk ungdomspolitik, ”hele den vågne del af den politiske ungdom i Danmark havde lyttet for meget til søndenvinden”. Tørklædet er en del af uniformeringen i en politisk bevægelse, igen bliver der lyttet til søndenvinden i Danmark.

Tilbage