Morten Uhrskov Jensen: Nye fronter

Ideologierne er under opløsning, siges det. De klassiske ideologier liberalisme, konservatisme og socialisme har ikke længere nogen appel til moderne mennesker. Der er i dag bred konsensus omkring en eller anden form for markedsøkonomi. Samtidig er globaliseringen en kendsgerning, som vi alle må indrette os efter. Globalisering er unægtelig et noget diffust begreb. Den indbefatter frie kapitalbevægelser, udveksling af varer og informationer, og ikke mindst er globaliseringen et andet udtryk for de folkevandringer, der finder sted fra de fattige lande i verden til først og fremmest den rige vestlige verden. Det er med andre ord meningsløst at tale om ideologier i gammeldags forstand, hvor socialisme stod for fælleseje, liberalisme for den brølende markedsøkonomi og konservatisme for ønsket om at forblive i det bestående eller ligefrem vende tilbage til fortiden.

Denne definition af de klassiske ideologier er dog i høj grad udtryk for begrebsforvirring og afspejler vel i højere grad et samfund i værdikrise, end den afspejler en faktisk beskrivelse af virkeligheden.

Det kan være på sin plads at minde om, på hvilke måder socialisme, liberalisme og konservatisme minder om hinanden, og hvor de adskiller sig. Det i og for sig pudsige er jo, at de griber ind i hinanden, sådan at ingen af dem står helt uden for de andre, mens omvendt de hver især har deres specielle karakteristika, der gør, at de er i hvert fald delvis uforenelige med begge de to andre. Det interessante bliver derfor, hvilke af dem der indgår en alliance imod den tredje, og om denne alliance kan skifte.

Det er min påstand, at den gamle alliance mellem liberalisme og konservatisme mod socialisme ikke længere gælder. Den nye alliance består i dag af socialismen og liberalismen, der er gået sammen om at nedbryde konservatismen. For at nå denne konklusion er det nødvendigt at kaste et kort tilbageblik på de tre ideologier og deres oprindelse.

Liberalismen var den første klart definerede ideologi. Den udsprang af oplysningstiden i det 18. århundrede, hvor forfattere som Adam Smith, Montesquieu og Voltaire på væsentlige punkter satte spørgsmålstegn ved den gamle samfundsorden, det være sig økonomisk eller politisk. Men oplysningstiden fostrede også tænkere som Rousseau og Thomas Paine, der ønskede at bryde afgørende med "det gamle"; de ønskede en revolutionær omvæltning, der en gang for alle skulle omstyrte det bestående og derved forkaste alt det, der ikke var "rationelt". Mennesket var med andre ord et fornuftsvæsen i bund og grund, et væsen der var i stand til at hæve sig op over alle smålige fordomme og konventioner, og således skabe sin fremtid uafhængigt af fortiden.

Den franske revolution i 1789 og den efterfølgende menneskerettighedserklæring var i højeste grad et barn af oplysningstiden. Revolutionen kaldte dog også på en modreaktion, som kom i form af Edmund Burkes bog "Tanker cm den franske revolution" fra 1790. Burke er med god ret blevet kaldt konservatismens fader. Han formulerede som den første på en systematisk måde de holdninger og tanker, der tilsammen kan siges at danne et fornuftigt udgangspunkt for en konservativ tankegang, dvs. en tankegang, der ikke bilder sig ind, at det nulevende menneske er det eneste, der har interesse. Burke får slået fast, at mennesket ikke er et i luften frit svævende væsen. Det nulevende menneske har derimod et forpligtet forhold til sin historie, til sine forfædre, ligesom det har en forpligtelse over for sine efterkommere. Mennesket kan derfor ikke uden videre sætte sig til dommer over sine medmennesker og deres "forkerte", "gammeldags" måde at leve på. Mennesket kan ikke bare beslutte, at hele den gamle samfundsorden kan smides på møddingen. Mennesket er derfor bundet, men også beriget, af sin fortid, og det er denne fortid og disse sædvaner, som det må bruge, når det skal famle sig frem. Og der bliver netop aldrig tale om andet end at famle sig frem, eftersom mennesket i udgangspunktet er svagt og ufornuftigt, alene af den grund at det i sidste ende kun har erfaringen at bygge på. Det er jo en illusion at tro, at den blotte "fornuft" kan skabe det perfekte samfund. Hvis nogen fortsat skulle være i stand til at tvivle herom, må man blot konstatere, at de sidste 200 års rædsler i form af Robespierre, Lenin, Stalin, Hitler og Mao med mange flere ellers skulle give rigelig dokumentation.

Det er i øvrigt en tanke værd, at konservatismen netop ikke er en "isme". Det er nemlig ikke en ideologi, idet en konservativ tankegang netop ikke præker en altomfattende løsning på samfundets problemer, således som liberalismen og senere socialismen påstår.

Socialismen er den yngste af de tre ideologier og opstod som følge af industrialiseringen i især det 19. århundrede. Dens baggrund var for så vidt reel nok. Som følge af opbrydningen af det gamle landbrugssamfund opstod et byproletariat, der for en stor dels vedkommende levede en kummerlig tilværelse, løsrevet som de var fra den cyklus, der prægede landbruget, og i stedet henvist til en på mange måder endnu mere usikker tilværelse som anonyme fabriksarbejdere. Det kan beklages, at det ikke var en Disraelis socialkonservatisme, der slog igennem, og på den måde sikrede den voksende arbejderklasse en rimelig andel af den stigende velstand, der var en følge af industrisamfundets vækst.

I stedet var det i skæbnesvanger grad en Karl Marx, der satte dagsordenen. Han prædikede, i stil med liberalisterne, at mennesket (arbejderen) var et helt igennem fornuftigt individ, der blot skulle erkende sin egen vanskæbne og derpå smide sine lænker og indføre det perfekte samfund, det kommunistiske samfund. Marx "kortlagde" samfundsudviklingen og "forudsagde", at det paradisiske samfund ville nås, når blot arbejderklassen blev bevidst om sine egne muligheder og derefter, uden hensyntagen til fortiden, befriede sig og indførte det klasseløse samfund.

Socialismen byggede således i bund og grund på en teori om, at mennesket var et i egentligste forstand historieløst individ, der ikke behøvede at tage sig af noget så småligt som folk og historie. Ved hjælp af en videnskabelig metode kunne man nå lykkesamfundet, hvor alle var lige, og hvor al nød og al usikkerhed således var afskaffet.

Det var ikke overraskende, at konservative og liberalister fandt sammen om at modstå presset fra den revolutionære socialisme. En kongstanke for socialismen var jo ophævelsen af den private ejendomsret. I stedet skulle det fælles eje af produktionsmidlerne være løsningen, idet alle så ville være "lige". Allerede Edmund Burke havde et sikkert blik for det, vi i dag med de smerteligste erfaringer har sandet: at fælleseje blot er ensbetydende med en ny herskerklasse, der i kraft af deres særlige indsigt kan fordele goderne til gavn for alle. Sagen er jo den, at en stræben efter den absolutte lighed med nødvendighed må føre til det absolutte diktatur. Det må det af den simple grund, at mennesker ikke er ens, hvorfor det påhviler de særligt indviede at påtvinge menneskene denne lighed. Og det kan de kun gøre med en magtudøvelse, der er uendeligt meget større end den magt, som de såkaldt "besiddende klasser" blev beskyldt for at have.

Alliancen mellem konservative og liberalister holdt dog allerhøjst til og med Murens fald og kommunismens sammenbrud. Herefter er det blevet stadig mere tydeligt, at brudfladen står mellem det utopiske og det erfaringsbaserede menneskesyn. Socialister eller socialdemokrater er i dag blevet så kloge, så de har forkastet idéen om samfundets overtagelse af produktionsmidlerne. Samtidig har liberalisterne indset, at staten må spille en vis rolle for at sikre, at samfundets goder ikke bliver fordelt urimeligt. De har således nærmet sig hinanden.

Konsekvensen af dette er, at den konservative grundholdning i dag må se sig presset fra to sider - eller er det kun én side? "Socialliberalismen", hvad enten den formuleres af Margrete Auken eller Peter Brixtofte, fortæller os, at mennesket er et aldeles grænseløst individ, som henover landegrænserne kan og skal bevæge sig, uden at nogen instans må lægge hindringer i vejen derfor. Vi kender konsekvenserne heraf. Den indvandring fra især den muslimske del af verden, der er den største trussel mod Vesteuropa nogensinde, bliver uhæmmet bakket op af liberalister og socialister, der netop i det grænseoverskridende ser opfyldelsen af deres hedeste drøm: det historieløse menneske, der svæver hid og did, som det nu finder for godt. At selvsamme socialliberalister så ikke fatter, at størstedelen af de muslimske indvandrere har en helt anden forestillingsverden understreger egentlig kun, hvor vinkelighedsfjern deres utopi er.

Tilbage har vi så det konservative menneske, det menneske der - hvad enten det er bevidst om det eller ej - ved, hvad det vil sige at være menneske. Et menneske af kød og blod med en fortid, en nutid og en fremtid. Er menneske, der - hvad enten det stemmer socialdemokratisk, Venstre, SF, konservativt eller Dansk Folkeparti - har en formodning om, at det ikke er ligegyldigt, hvor det befinder sig, men at det netop befinder sig i en given virkelighed, som ikke lader sig ændre ved tankens magt.

Det er dér, slaget står i dag. Det står imellem dem, der ikke kan stoppe, og dem, der stopper op og tager virkeligheden i ed.

Berlingske Tidende 21-12-01

Tilbage