Michael Pihl: Bregengaards blamage

Analfabetisme Det kommende valg handler om mere end økonomiske og tekniske forhold. Det handler om børn og børnebørn. Det handler om, hvilket Danmark vi vil have om 10 år og om 50 år. En kulturkamp udkæmpes om nationen - lige så afgørende for nationen som Den Kolde Krig. Sammenbrud af folkeskole og kulturfællesskab indvarsler, hvorom striden står. Københavns uddannelsesborgmester vil ikke rigtig tage ansvaret for de katastrofale forhold, som PISA-undersøgelsen afslørede: funktionel analfabetisme blandt hvert fjerde elev og meget ringe læsekundskaber blandt op mod halvdelen af såkaldt tosprogede elever.
  Det ligger i sagens natur, at faget dansk bygger på danskkulturelle forudsætninger. Og det hører med til historien om det københavnske skolevæsen, at uddannelsesborgmesteren betragter dette som - et problem: »Et fag som dansk bygger på nogle danske kulturelle forudsætninger, som gør det vanskeligt for mange tosprogede elever (...) Burde undervisningen i faget dansk ikke hvile på et interkulturelt grundlag, hvor andre kulturers f.eks. moralske syn på et værk bliver relevante?« (Gymnasieskolen nr. 15, 2001). Ja, tænk engang, at faget dansk bygger på danske forudsætninger. For ham handler det ikke om, at eleverne tilegner sig nyttige danskkundskaber, men snarere om, at undervisningen skal fremme helt bestemte ideologiske og politiske mål: »Den almene dannelse (...) må også tage bestik af samfundets udvikling og politiske mål som ønsket om en gensidig integration i et solidarisk, rummeligt, multikulturelt præget samfund« (samme sted). Hermed trækker han ikke bare det kulturelle grundlag væk under et lighedsbaseret dansk samfund, han svigter også elever med andre kulturbaggrunde, der faktisk ønsker at lære dansk sprog og kultur.
Den åndelige balkanisering, som PISA-undersøgelsen viste, afspejler samfundsudviklingen i de store byer og er naturligvis ikke Per Bregengaards ansvar alene. Men han har forstærket disse opløsningstendenser ved at lade nutidens enorme indvandring finde sted i et kulturelt tomrum, hvor multikulturalisme og sproglig ligestilling som officiel politik modvirker enhver integration. I mange år har han arbejdet for at tømme dansk- og kristendomsfagene for deres indhold af dansk og kristendom. Således støtter Bregengaard, at man på københavnske skoler omgår lovens krav om, at kristendommen har fortrinsstilling inden for religionsfaget. Ikke som et forkyndende fag, men som et fag, der giver eleverne viden om det danske samfund og dets kristne baggrund. Bregengaard har desuden overtalt kommunalpolitikere fra partierne Venstre, de Radikale, SF og Enhedslisten i Københavns kommunes uddannelses- og ungdomsudvalg til at indføre arabisk som valgfag i skolen. Folkeskoletimer i arabisk indebærer tilsvarende færre timer i dansk. PISA-undersøgelsens resultater og Bregengaard er endnu et symptom på det multikulturelle sammenbrud i Danmark. Det, der skulle være »integrationsfremmende«, bliver i virkeligheden det modsatte. For integration fremmes ikke ved at nedtone og fjerne det, der øger kendskabet til dansk kultur og historie. Venstrefløjens fascination af det multikulturelle udleves nu på bekostning af ressourcesvage grupper i det danske samfund, som man før påstod at forsvare. Bregengaards løsning vil naturligvis være at balkanisere folkeskolen yderligere. Med bistand fra socialdemokrater, der vil undervise i den danske folkeskole på arabisk. En Århus-historie så barok som vitsen om Socialdemokratiets formand, der priste modersmålsundervisningens lyksaligheder, netop som S-borgmestrene i hans egen valgkreds og politiske bagland (Høje-Taastrup, Albertslund, Glostrup) havde afskaffet den, fordi den ikke virkede.
Konsekvensen kan i værste fald blive, at folkeskolen bryder sammen. Friskoler og betalingsskoler bliver alternativet for flere danskere. Ligesom for Per Bregengaard, der selv sendte sine børn på privatskole. Desværre må man vel konstatere, at københavnerne har den undervisningsborgmester, de har fortjent. De har selv stemt på ham.

Berlingske Tidende 23-1-05

Tilbage