I form af
totalitær islam betaler vi nu for kulturradikalismens opløsning af
kristendom og national kultur
En monolog er
enetale fremført af en skuespiller. »Dialog« er iscenesat samtale i et
skuespil. Om den ene svarer i øst, når den anden taler i vest, er
ligegyldigt for »dialogen«. Bare forestillingen fortsætter. Sådan har
vort offentlige liv antaget karakter af et teaterstykke. Ligesom under
besættelsen. Den 9. april 1940 trådte en vred jurastuderende ind til
forelæsning på Københavns Universitet. Som færøsk nationalsindet
forbløffedes han den dag over dele af den danske akademikerelites valne,
anti-nationale holdning: »Tjah, det bedste var vel nu at skifte
studium,« sagde en medstuderende, »nu bliver der i hvert fald ikke brug
for dansk ret«. 45 år senere væmmedes færingen stadig over
akademikerelitens øjeblikkelige forræderi: »Jeg siger dig, der var ingen
kampgejst, ingen nationalfølelse den dag«.
Efter 9. april opførte det officielle Danmark skuespil. Og folk vidste,
det var teater. Efter besættelsen var danskerne et delt folk. Således er
det også nu. Det danske folk er delt: Dem, der bøjer af over for det
totalitære, og dem, der ikke vil være dhimmier. Fra nu af vil
mediemaskinen bortcensurere eller nedtone enhver kritisk holdning til
islam, og den vil køre i højeste gear for at udbrede budskabet om
»dialog« og »integration«. Og folk ved, det hele er løgn.
Stemningen i Danmark under Muhammed-sagen minder om 9. april: Chok over
bagholdsangrebet og en rolig støtte til Anders Fogh. I ekstreme
situationer træder et samfund i karakter – på godt og ondt. Maskerne
falder, og det sande ansigt afsløres. Vi har set herboende imamers
dobbeltspil og hørt deres mellemøstlige kolleger opfordre til mord og
vold. Vi har set »kritiske muslimer« i Danmark gå i brechen for Abu
Laban, forsvare sharialovgivning og for åben skærm udtale, at islam som
politisk ideologi »ikke er noget problem«. Samtidig har vi set
flæskedanskerne gøre knæfald. Hans Skov Christensen, Uffe
Ellemann-Jensen og de afdankede diplomater. Vi har set Informations
journalist Martin Burchardt sprede lodrette løgne om Danmark i
amerikanske medier. På TV har vi set professor Thomas Højrup stikke
kniven i ryggen på statsministeren, mens Mette Winge optræder som den
nordsjællandske kulturelites svar på Fru Møghe – totalt forkalket og med
overdimensioneret hørerør: »Hvad siger du, har Flemming Rose fået
dødstrusler?«, var hendes »Deadline«-replik 15. februar.
Værst er dog hykleriet i godhedsindustrien. Menneskerettigheder kan ikke
gradbøjes. Hvor tit har vi ikke hørt det mantra fra Institut for
Menneskerettigheder? Nu er ytringsfriheden for alvor truet, og straks
svigter det danske Institut for Menneskerettigheder til fulde.
Ytringsfrihed hører til i det inderste kerneområde af
menneskerettigheder. Og hvordan reagerer Morten Kjærum? »Dialog i stedet
for had og aggression,« fremfører han i anledning af profet-tegningerne.
Han forsvarer den diffuse vrede, som hjemsøger den muslimske verden. En
vrede, der i sidste ende skyldes, at vi ikke er og ikke vil være
muslimer. Sammen med PEN-afhopperen Klaus Slavensky vil
menneskerettighedsapostlen erstatte ytringsfrihed med »dialog«.
Ytringsfrihed er en menneskerettighed. Frihed for kritik af ens religion
kan aldrig blive en universel menneskerettighed. Køer er hellige for
hinduer, men hinduer brænder ikke ambassader af, fordi vi slagter en
kalv. I praksis arbejder Kjærum for at gøre sharia til dansk menneskeret
ved at begrænse ytringsfriheden og underordne den religiøse
fornemmelser.
Danskerne kommer nu for alvor til at betale regningen for årtiers
uansvarlig indvandringspolitik. I form af totalitær islam betaler vi nu
for kulturradikalismens opløsning af kristendom og national kultur. Ind
i det tomrum, som 68-kulturrevolutionen efterlod, marcherer nu
islamismen. Derfor udøver islam fortsat stor magt over efterkommernes
identitet. Derfor afviser mange af dem »integration« og foragter et
værtsland, der ikke vil være sin egen religion og kultur bekendt. Et
dekadent Vesten styret af intellektuelle forrædere, for hvem intet
længere er helligt – hverken familie, tro eller nation. Næh, »dialog«
bliver devisen, monotont messende. Mens mediemagten opretholder
illusionen om verden af i går. Men danskerne vil vide, det er løgn. Og
trække sig tilbage fra maskespil og intellektuelles forræderi. Tilbage
til katakomberne.
Ifølge en
meningsmåling (Greens) ville nu 18 pct. stemme på Dansk Folkeparti. Det
undrer mig kun, at der ikke er flere. Hvad tænker mon resten? »Dialog«?
Maskespil? Eller siger de som Macbeth: »En stakkels skuespiller, som en
tid gør støj og spræl på scenen og som så er glemt, et eventyr fortalt
os af en tåbe, fuldt af larm og bulder, som slet ingenting betyder«?
Berlingske
Tidende 21-2-06
Tilbage
