Michael Pihl: Det forsømte efterår

»Winston is back!« - jublede det engelske admiralitet i 1939, da Churchill igen var blevet flådeminister. Sådan var vi nogle, der tænkte, da Haarder vendte hjem til Undervisningsministeriet, efter at Tørnæs kuldsejlede uden kompas. Desværre kommer han denne gang et søslag for sent. For skaden er sket. Gymnasiereformen tegner til at blive en uddannelsesmæssig katastrofe.

Aldrig har lærerne slidt så hårdt - blot for at se eleverne lære så lidt. Tørnæs' langhårede reform blev søsat som flagskib for fagligheden. Men skibet sejler under bekvemmelighedsflag og tager vand ind. De faglige kundskaber er ved at blive lig i lasten.
»Det er flovt, hvad der leveres i den danske gymnasieskole i øjeblikket«, sagde en sproglærer til mig. Sprogfagene og de naturvidenskabelige fag mister timer - mange timer - til kunstige metafag som »almen sprogforståelse« og »naturvidenskabeligt grundforløb«.

Samtidig afbrydes reel undervisning i fagenes såkaldte »kernestof« regelmæssigt af tværfaglige projektforløb. I mine historieklasser blev vores gennemgang af Romerriget således afbrudt af tværfagligt arbejde om »kroppens historie«.

Og dette sker i den fase af skoleåret, hvor eleverne netop er kommet ind i gymnasiet og traditionelt er meget motiverede for at lære noget. Måske har de valgt engelsk eller tysk på A-niveau og har forventninger og ønsker om bare at komme i gang. I grundforløbet oplever de nu, at de reelt ikke får mere sprog end dem på B-niveau. Elevernes skolehverdag er blevet stærkt fragmenteret.

Dertil kommer en væsentlig reduktion af det skriftlige arbejde i næsten alle fag. I faget tysk er den skriftlige dimension næsten halveret. I en tid, hvor korrespondenter og sprogkyndige sekretærer spares væk på både offentlige og private arbejdspladser, kan det virke paradoksalt at reducere det skriftlige arbejde i sprogfagene, hvor der i arbejdslivet netop stilles større krav om at alle medarbejdere skal kunne skrive og kommunikere på fremmedsprog. Før reformen underviste jeg mine 1.g'ere i tysk 4 timer om ugen. Efter reformen underviser jeg nu de nye elever 2 timer om ugen. Ingen skal bilde mig ind, at dette er en forbedring. Ingen kan med troværdigheden i behold påstå, at det nye tværfaglige metafag »almen sprogforståelse« kompenserer for mistede timer og kundskaber i tysk, fransk, engelsk og spansk.

De faglige foreninger for fysik, kemi, biologi og naturgeografi giver også klare dumpekarakterer til det nye tværfaglige naturvidenskabelige grundforløb. »I det hele tager er det samlede grundforløb alt for fragmenteret, der kommer ikke rigtig nogen sammenhæng i forløbene, det bliver lidt pluk hist og her. Eleverne giver udtryk for, at det er spild af tid, fordi de ikke når at komme i dybden« - udtaler formanden for kemilærerne Vibeke Axelsen (Gymnasieskolen 8/12).

Mens lærerne således skal bruge færre timer på at undervise i deres fag, skal de nu bruge langt flere ressourcer på papirplaner. Lærerne skal udfylde tonsvis af skemaer og spække dem med pædagogisk teoretiske ordgyderier. »Før planlagde vi undervisning«, sukkede en kollega, »nu planlægger vi planlægning af undervisning«. Tvangsudskrivning af gymnasielærerstanden til ørkesløst papirarbejde er demotiverende. Lærerne gennemskuer flosklerne og vil hellere bruge kræfter på reel undervisning.

Skolen er ude i farligt farvand, drevet frem af reformens floskelprægede kompetencetænkning. Teoretisk-pædagogisk bavl om »kompetencer« fremfor kundskaber. Dermed giver gymnasiereformen også dødsstødet til forestillingen om skolens fornemste opgave som kundskabsmeddelende. Kompetencetænkning skjuler slet sin foragt for lærernes faglighed og identitet.

Forunderligt er det nu at skue GLs formand Gorm Leschly tage afstand fra den reform, han før talte så varmt for. Ulykkeligvis er vi alle i den samme båd, der allerede nu tager vand ind. Skal skuden skydes ganske i sænk af ideologiske frasemageres kompetencekugler?

Bertel Haarder står nu med ansvar for en gymnasiereform, som han selv var ved at blive søsyg af og brække sig over, da Ulla Tørnæs præsenterede den. Skal han kunne stå inde for den uden at sætte kikkerten for det blinde øje, er der behov for langt, langt mere end småjusteringer.

Berlingske Tidende 22-12-05

Tilbage