Michael Pihl:
Folkestyret trues af juristeri
Hver tid har sin elite, der mener, at folket ikke er modent
eller opdraget til det korrekte styre. Vor tids trussel imod folkestyret kommer
fra en snæver juridisk elite, der med menneskerettighederne i hånden vil kuppe
en bestemt politik igennem. Således kunne Europarådets
menneskerettighedskommissær belære os om, at vores udlændingepolitik strider
imod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den udlændingepolitik som
Folketinget har vedtaget. Den udlændingepolitik som landets stabilitet afhænger
af, og som flertallet af danskerne stemte for ved sidste folketingsvalg.
Men hvad siger konventionen om 24-årsreglen? Intet. Den siger intet om,
hvorvidt reglen skal være 21 år som i EU eller 24 år som i Danmark: »Enhver
har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin
korrespondance«, siger art. 8, og »Giftefærdige mænd og kvinder har ret til
at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love
om udøvelsen af denne ret«, siger artikel 12.
Hvad betyder respekt for familieliv? Betyder det f.eks., at forældre har en
menneskeret til ikke at få deres børn tvangsfjernet? Nej, ifølge kommissæren
og Marianne Jelved betyder det, at herboende muslimske indvandrere har en
menneskeret til at forøge deres parallelsamfund. Der er således en kløft
imellem menneskerettighedernes abstrakte formuleringer og den politiske
virkelighed.
I et demokrati bør det være folkevalgte, der udfylder rummet i den kløft, som
abstrakt menneskerettighedstænkning efterlader. Det er de folkevalgte, der
bestemmer, om vi skal have en 24-årsregel. Det er politik. Som det da også
fremgår af artikel 12: Det er nationale love, der regulerer ægteskabet. Hvis
det danske Folketing ikke mener, at det er en dansk piges ret som 19-årig at
blive gift med en udlænding, hun aldrig har set, så skal nationale love og
Folketinget bestemme dette. Hvis det danske folk vil begrænse indvandringen
gennem familiesammenføringer, bør Folketinget bestemme dette.
I et moderne oligarki er det derimod juristerne, der skal bestemme. Lars
Hedegaard kagstrøg 16. juli kommissærens som jura kamouflerede
folkevandringskampagne. »Skal Gil-Robles vælge mellem demokratiet og juraen, må
demokratiet vige«, ironiserede Hedegaard og konkluderede: »Hvis konsekvensen
af at have ratificeret Menneskerettighedskonventionen bliver, at danskerne har
fraskrevet sig retten til at bestemme over landets fremtid, må tidspunktet være
kommet til at ophæve ratifikationen og sende konventionen til folkeafstemning.
Det må være nogle gange vigtigere end at stemme om den temmelig tandløse
EU-forfatning«.
Også den britiske regering under Tony Blair har udtrykt irritation over, at
abstrakt menneskerettighedsjura forhindrer pragmatisk og ansvarlig udlændingepolitik.
Blair-regeringen nævnte således konkret FNs flygtningekonvention fra 1951 som
eksempel på forældet jura, der er ude af trit med virkeligheden med moderne
folkevandringer og stigende kulturelle og sociale spændinger som følge af
voksende etniske parallelsamfund. EU-forfatningen er bare ikke tandløs i denne
sammenhæng. Tværtimod vil en vedtagelse af EU-forfatningen gøre det umuligt
at ændre konventionerne fremover, fordi forfatningens menneskerettighedscharter
befæster eksisterende abstrakte menneskerettighedskonventioner. Samtidig med at
flygtninge- og udlændingepolitik ifølge forfatningen fremover skal være et
område, der falder ind under såkaldt »delt kompetence«. Det vil sige, at EU
bestemmer, hvad vi selv må bestemme - også på dette område. Det betyder, at
det er slut med selvstændigheden, når dansk udlændingepolitik kommer under
menneskerettighedschartret og EF-domstolens jurisdiktion.
Naturligvis har »broderfolket« hinsidan også været stærkt tiltalt af denne
tanke. I Sydsvenskan (27/9-03) udtalte statssekretær med ansvar for europæiske
anliggender, Lars Danielsson, at Sverige vil have afskaffet vetoretten inden for
asylpolitikken i EU, fordi »Det skulle göra det omöjligt för Danmark att ha
mycket hårdare regler för flyktningmottagning än övriga EU-länder i
framtiden«. Den svenske regering vil »slippa den ojämlikhet som exempelvis
finns mellom Sverige og Danmark i dag«.
Danskerne skal altså udefra tvinges til en politik, som de har afvist ved
folketingsvalget i 2001. Det juridiske magtapparat er kørt i stilling. Det
viser bl.a. det hul i udlændingeloven, som en ny EU-dom har åbnet. Herefter
kan indvandrere fra lande uden for EU tage til de lande, hvor de lettest kan få
ophold, for så bagefter at tage hvorhen de vil med deres familie - også til
Danmark. Hele denne utidige sammenblanding af jura og politik strider imod selve
idéen om folkestyre. Men det er kun en forsmag på, hvad der venter os.
Berlingske Tidende 28-7-04
Tilbage
