Kai Sørlander: Begrænsning af politiske ytringsfrihed er en demokratisk svaghed

Bør vi politisk begrænse ytringsfriheden, så karikaturer som dem, der blev bragt i Jyllands-Posten, gøres ulovlige?

I et demokrati skal alle være med til at tage de politiske beslutninger. Derfor skal alle også kunne få den viden, som er nødvendig for, at de på ansvarlig vis kan deltage i den politiske beslutningsproces. De skal specielt kunne få viden om hinandens politiske forslag, så de kan vurdere, om deres konsekvenser er forenelige med opretholdelsen af demokratiet, eller om de på længere sigt vil undergrave det.

Det sikres bedst, hvis der er ytringsfrihed. Så har alle ret til at fremføre deres argumenter for og imod de forskellige politiske programmer. Og så er der mulighed for en politisk diskussion, hvor nye argumenter kan tvinges på banen, og hvor alle kan svare for deres meninger. Derfor er ytringsfriheden vital for et demokrati, som skal kunne fungere efter sin hensigt.
Men en ubegrænset ytringsfrihed indeholder også en fare. Den kan bruges af udemokratiske kræfter, der vil omstyrte demokratiet for at erstatte det med et totalitært styre. Dette gælder ganske uanset, om disse bevægelser er inspireret af fascistisk eller stalinistisk tankegods. Skal sådanne udemokratiske bevægelser også have ret til at formulere deres politiske budskab og deltage i den demokratiske debat?

Hvis der er reel mulighed for, at en fascistisk eller stalinistisk propaganda kan vokse til en demokratisk fare, kan det ikke udelukkes, at et forbud er på sin plads. Ellers ville man hævde, at det er værre at blive styret af et demokrati, hvor ytringsfriheden er begrænset for fascistiske og stalinistiske bevægelser, end det er at blive styret af sådanne bevægelser - af Hitler og Stalin. Og så har man mistet proportionssansen.

Ytringsfriheden er altså ikke absolut. Et land kan have sine egne særlige grunde til at begrænse ytringsfriheden for at understøtte et spirende demokrati. Som Vesttyskland gjorde med sit forbud mod nazistisk propaganda. Et konkret demokrati må på basis af sin egen politiske erfaring afgøre med sig selv, om det skal sætte sådanne grænser - som Tyskland og Østrig har gjort holocaustbenægtelse til en forbrydelse. En begrænsning af den politiske ytringsfrihed må dog altid være tegn på demokratisk svaghed; for det udtrykker, at demokratiet har en vis mistro til sine egne borgere. Men desværre har historien lært os, at den mistro kan være berettiget.

Det er på den baggrund, at Muhammed-tegningernes forhold til ytringsfriheden skal vurderes.
  Umiddelbart må det centrale spørgsmål være, om de pågældende tegninger skal opfattes som et angreb på demokratiske værdier, eller om de tværtimod skal opfattes som et forsvar for disse værdier. Gør karikaturerne front mod en totalitær ideologi, eller sætter de en særlig befolkningsgruppe uden for den demokratiske ligeværdighed? Svarer karikaturerne til dem, som kan tegnes af totalitære politiske ledere? Eller svarer de til et racistisk styres karikaturer af et forfulgt mindretal? Hører de til i samme kategori som karikaturerne af Hitler og Stalin i 1930'erne? Eller i samme kategori som nazisternes samtidige karikaturer af jøder?
Det er sagen sat på spidsen. For at finde ud af, hvor langt de nævnte sammenligninger holder, må vi undersøge dem nærmere. Lad os først se, om Muhammed-karikaturerne kan sammenlignes med nazisternes jødekarikaturer. Disse satiriserede over jøder, som de har levet i historien og levede i samtidens Tyskland. De fremstillede jøderne i særlige roller og med betoning af træk, som skulle adskille dem fra resten af befolkningen. Det var tegninger, der havde til formål at nedvurdere en bestemt befolkningsgruppe. Således kan man kun dårligt forstå Muhammed-karikaturerne. De sætter en konkret person fra det 700-århundredes Arabien ind i nogle paradoksale sammenhænge. Svarende til, at man havde karikeret Moses eller Jesus. Desuden kan muslimernes situation i Europa i dag slet ikke sammenlignes med jødernes i Tyskland i 1930'erne. Dengang var jødekarikaturer forbundet med en politisk begrænsning af jødernes rettigheder, der gjorde dem til pariaer i samfundet. Det er lysår fra dagens indvandrings- og integrationspolitik, som hovedsagelig drejer sig om, hvorledes grænserne for indvandring skal trækkes.

Skal karikaturerne af Muhammed snarere sammenlignes med karikaturer af Hitler og Stalin? En lighed er, at der er tale om karikaturer af konkrete personer. Men der er også åbenbare forskelle. For det første i tid. Muhammed levede for mere end 1000 år siden, Hitler og Stalin i forrige århundrede. Men principielt er den forskel ligegyldig. Så er der forskellen i religiøs status. Muhammed er en religiøs skikkelse; det er Hitler og Stalin ikke. Men gør det en sådan forskel, at de to sidste må karikeres, den første ikke? Hvad hvis der er nogle, der nærer religiøs hengivenhed for Hitler eller Stalin, kan disse så ikke længere karikeres? Hvem bestemmer, hvem der er religiøse skikkelser? Og hvorfor skulle religiøse skikkelser ikke kunne karikeres?

Som allerede sagt, sættes sagen på spidsen, når man spørger, om karikaturerne af Muhammed kan sammenlignes med karikaturer af Hitler og Stalin. For de er ikke hvem som helst, og der er udbredt enighed om, at de repræsenterer en politisk fare for demokratiet. Går man over stregen, hvis man anbringer karikaturerne af Muhammed i den sammenhæng? Her må det være relevant at pege på, at der i dag er islamistiske grupper, som bruger Muhammed som inspiration for en kamp mod demokratiet. De ønsker med alle midler - også voldelige - at erstatte de demokratiske værdier med islamisk lovgivning. Det kan vel ikke være af hensyn til dem, at vi skal undlade at karikere Muhammed. I så fald kan det kun være af frygt - måske en berettiget frygt.

Men hvad med de muslimer, der ikke går ind for en voldelig indførelse af islamisk styre? Skal vi af hensyn til dem bortcensurere Muhammed-karikaturer eller lade selvcensuren gøre arbejdet? Lad os tænke os, at disse muslimer har til hensigt at bruge deres demokratiske indflydelse til at indføre islamisk lov. Efterhånden som de får mere og mere magt, skal den islamiske lov indføres demokratisk. Som tiden går, bliver konsekvensen, at demokratiet med dets fælles forudsætning om, at lovene er menneskeskabte, bliver erstattet med noget andet, der hviler på islamisk lov. Demokratisk set er det en fare. Det er demokratiets ophævelse af sig selv. Så det kan næppe være af hensyn til de muslimer, der ønsker den udvikling, at vi ikke må karikere Muhammed; for som ægte demokrat kan man umuligt ønske en udvikling, som vil erstatte en sekulær lovgivning, der bygger på politisk ligeværdighed, med en religiøs lovgivning, der bygger på islam.

Og hvorfor skulle man så bortcensurere karikaturer af Muhammed af hensyn til sådanne muslimers følelser? Hvorfor skal man ikke på tilsvarende vis frede andre politiske ideologier? Så måtte man også bortcensurere karikaturer af deres ophavsmænd, for eksempel Karl Marx og Adam Smith. Hvorfor så ikke gå skridtet videre og forbyde karikaturer af politikere i det hele taget? Hvis man ikke må karikere de politiske ideologiers fædre, hvorfor må man så overhovedet karikere politikere?

Endelig er der den gruppe af muslimer, som helt og fuldt er demokrater, og som ikke ønsker at underlægge samfundet en særlig islamisk lov, fordi de anerkender ikke-muslimers ret til ikke at være underlagt en sådan lov. Dem kan vi blandt andet kende ved, at de er villige til at tolerere, at ikke-muslimer karikerer Muhammed. For dermed signalerer de blot, at de som demokrater anerkender, at ikke-muslimer ikke er underlagt en islamisk lov, som forbyder sådanne karikaturer. Så af hensyn til dem er der ikke grund til at bortcensurere Muhammed-karikaturer. Tværtimod må en sådan bortcensurering være en fornærmelse mod dem, fordi den bygger på en hensyntagen, som ikke kan undgå at så tvivl om dybden af deres demokratiske sindelag.

Alt i alt er der ikke nogen demokratisk legitim grund til at kræve bortcensurering af Muhammed-karikaturer? Den eneste grund er frygt, og den er reel nok. Men den har sit udspring i en magtkamp, som ikke bygger på demokratiske værdier.

Kristeligt Dagblad 29-04-06

Tilbage