Kai Sørlander: Hullet forsvar for venstrefløjen

For omkring et halvt år siden udgav Preben Wilhjelm sine politiske erindringer »Fra min tid«. Heri fortæller han om sit liv som venstrefløjspolitiker i Danmark fra 50erne og op til i dag. På vejen bliver bogen også et indlæg i den standende debat om venstrefløjens politiske eftermæle; og som sådan er den vel primært tænkt. I hvert fald er det som sådan, at jeg her vil forholde mig til den. Mere præcist er det min hensigt nærmere at undersøge Wilhjelms forsvar for den venstrefløj, som på afgørende vis prægede den politiske debat fra slutningen af 60erne og indtil Murens og Sovjetunionens fald, og som nu lever en mere hensygnende tilværelse.

Ifølge Wilhjelms fremstilling angribes venstrefløjen især på to punkter. På den ene side for dens støtte til totalitære diktaturer som Sovjet og Kina og for dens blindhed over for den undertrykkelse, som fandt sted i disse lande. På den anden side for sin revolutionsromantik og sin accept af brugen af vold for at nå frem til den sociale omvæltning, som var dens mål. Wilhjelm forsvarer venstrefløjen og sig selv mod begge anklager.

Hvad angår den første anklage, så anerkender Wilhjelm, at der var dele af venstrefløjen, som faktisk støttede forskellige totalitære diktaturer. DKPs forbindelse med Sovjet er velkendt; men andre dele af venstrefløjen tog skarpt afstand fra Sovjet og gik i stedet ind for Maos Kina; og af dem, som tog afstand fra Kina, vendte nogle sig for en tid til Kampuchea eller Albanien. I hele perioden nød Cuba stor popularitet på venstrefløjen. Alt det er Wilhjelm villig til at indrømme. Alligevel mener han ikke, at anklagen holder. Han forsvarer sig med, at den kun rammer dele af venstrefløjen, og at den ikke rammer den væsentligste og største del. SF og VS var ikke bundet op på støtte til totalitære diktaturer. Deres mål var at gennemføre en original socialistisk omstrukturering af Danmark, uden at have noget konkret forbillede i et andet land. Specielt gør Wilhjelm klart, at anklagen ikke rammer ham selv. Til støtte herfor henviser han til, hvad han undervejs har skrevet, som tydeligt viser hans kritiske holdning til de forskellige totalitære diktaturer, der påkaldte sig socialistiske ideer.

Med hensyn til den anden anklage om venstrefløjens støtte til en voldelig revolutionær politik, fører Wilhjelm et analogt forsvar. Også her anerkender han, at en del af venstrefløjen rammes af kritikken og vitterligt troede på nødvendigheden af en voldelig revolution som overgang til det socialistiske samfund. Men samtidig påpeger han straks, at denne del slet ikke var repræsentativ for venstrefløjen som helhed, og at opgøret med troen på nødvendigheden af vold skarpest og først kom fra venstrefløjen selv. Som eksempel fremfører han sit eget opgør med den voldsromantiske del af VS. Den eneste situation, hvor venstrefløjen efter hans mening kunne være berettiget til at bruge vold, ville være, hvis den var kommet til magten gennem et demokratisk valg, og hvis højrefløjen da selv greb til vold for at forhindre den i at gennemføre sin økonomiske politik, specielt ændringerne af ejendomsretten til produktionsmidlerne. I så fald - altså som forsvar mod en reaktionær højrefløj, der allerede brugte vold - var venstrefløjen berettiget til at bruge vold, for da var dette forsvar også samtidig et forsvar for demokratiet.

Således tager Wilhjelm til genmæle mod angrebene på venstrefløjen. Men foruden disse svar går han også mere offensivt til værks. Han anerkender, at der er dele af venstrefløjen, som kun har brugt de demokratiske frihedsrettigheder og retsgarantier taktisk, og som var villige til at ofre dem på revolutionens alter. Men han anfører, at det er venstrefløjen - bl.a. i skikkelse af ham selv - der stærkest har forsvaret disse rettigheder og garantier mod det angreb, som de nu udsættes for i kampen mod terror. Her argumenterer Wilhjelm for, at det snarere er højre- end venstrefløjen, som er villig til at begrænse rettighederne og garantierne af hensyn til sikkerheden.

Dette er grundtrækkene i Wilhjelms forsvar for venstrefløjen. For ham er sagen i det væsentlige afsluttet med hans svar på de to anklagepunkter og hans påstand om, at det i den aktuelle debat om den nødvendige reaktion på den truende terrorisme først og fremmest er venstrefløjen, der står som forsvarer af de demokratiske frihedsrettigheder og retsgarantier. Og lad os bare følge Wilhjelm i substansen. For mig at se mangler det afgørende stadig: selve det, som diskussionen om venstrefløjens politiske ansvar først og fremmest skulle dreje sig om. Som Wilhjelms diskussion står, forekommer den at være et skuespil i samme kategori som Hamlet uden prinsen af Danmark. Der tages overhovedet ikke hensyn til det, som var kernen i venstrefløjspolitikken på den tid, som diskussionen drejer sig om. Kernen var ikke støtte til totalitære diktaturer som Sovjet eller Kina. Kernen var heller ikke støtte til en voldelig revolution. Og det var slet ikke støtte til de demokratiske frihedsrettigheder og retsgarantier. Kernen var støtten til et socialistisk alternativ til markedsøkonomien. Venstrefløjen var socialistisk, og det betød, at den betragtede den kapitalistiske markedsøkonomi som fuld af modsætninger og konflikter, der varslede dens undergang. F.eks konflikten mellem dem, der ejer produktionsmidlerne, og dem, der kun har deres arbejdskraft at sælge. Sådanne konflikter skulle overvindes gennem en ophævelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og en dermed sammenhængende planøkonomi, der skulle afløse anarkiet på markedet.

Om dette punkt er Wilhjelm fuldstændig tavs. Og det er dog det centrale. Den afgørende kritik af venstrefløjen kan ikke udgå fra nogen af de punkter, som Wilhjelm nævner. Den må rette sig mod selve det socialistiske ideal om en planøkonomi, der kan fungere uden et frit marked, og som kræver afskaffelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Dette ideal er problematisk, fordi det på den ene side kræver en overordnet økonomisk planlægning, som kun er mulig, hvis den baseres på informationer, der svarer til markedets priser, og fordi det på den anden side netop afskaffer markedet og derfor mangler priserne. Følgelig er der bygget en modsigelse ind i det socialistiske ideal. Det kan ikke fungere i et frit samfund. Sovjet faldt sammen, fordi ideen om den socialistiske planøkonomi var uholdbar. Ikke omvendt.

Dette må være hovedindvendingen mod venstrefløjens politik. Og den fundamentale mangel ved Wilhjelms forsvar for venstrefløjen er, at han slet ikke forholder sig til den indvending. Det fordrejer også hans øvrige forsvar. Han forstår ikke, at hvis den venstrefløj, som han selv repræsenterer, havde fået demokratisk flertal, så havde den forsøgt at gennemføre et økonomisk system, som det ville have været umuligt at få til at fungere. Derfor ville det have ødelagt både demokrati og retsstat. Hvad hjælper det, at Wilhjelms venstrefløj kæmper for demokratiske frihedsrettigheder og retsgarantier, når »de borgerlige« har den politiske magt; hvis dens egen politik vil nedbryde det økonomiske fundament for, at samfundet kan opretholde disse rettigheder og garantier, såfremt den selv skulle få magten?

Det er klart, at der på den danske venstrefløj har været forskellige holdninger til, hvor omfattende socialiseringen af produktionsmidlerne og begrænsningen af markedet skulle være. Det er også klart, at meget af venstrefløjens snak om et socialistisk alternativ til den kapitalistiske markedsøkonomi var præget af en overfladisk tro på den marxistiske påstand om, at det socialistiske system ikke på forhånd kunne planlægges, men med historisk nødvendighed ville vokse frem på ruinerne af kapitalismen. Intet af dette gør dog Wilhjelms tavshed om denne afgørende kritik af venstrefløjen mere forståelig. Tværtimod.

Tavsheden er enten udtryk for manglende intellektuel erkendelse af socialismens svaghed eller for et moralsk forkasteligt forsøg på at snige sig uden om den alvorlige diskussion. Jeg gik til Wilhjelms bog med troen på, at den indeholdt en personlig stillingtagen til spørgsmålet om en socialistisk økonomis funktionsevne. Og måske et opgør med egne vildfarelser. Men mødte kun tavshed. I den henseende fremstår bogen mere som en flugt fra fortiden end som et forsvar for venstrefløjen. Mere som symptom end diagnose. Symptom på slapheden i den standende diskussion om demokratiets politiske grundværdier.

Berlingske Tidende 21-8-05

Tilbage