Kai Sørlander: Læren af karikaturkrisen

Hvad kan vi lære af den krise, som blev udløst af Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer? Svaret afhænger af, hvad der var skyld i, at krisen blev så alvorlig, som den gjorde. Hvis vi skal klare os bedre i fremtiden, så må vi begynde med at finde ud af, hvilke kræfter der stødte sammen i krisen, og vi må overveje, om der fortsat er grund til at forvente, at disse kræfter vil spille en rolle. Det er nødvendigt at tage et overblik over krisen. Og det er, hvad Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen har forsøgt i deres fælles bog "Karikaturkrisen". De fremlægger her en fortolkning af krisen, som også er en politisk holdning til, hvorledes vi bør reagere på krisen for at undgå tilsvarende kriser i fremtiden. De to indleder bogen med at gøre rede for, at krisen er blevet forstået inden for tre forskellige perspektiver. For det første som en sag om ytringsfrihed. For det andet som en sag om forholdet mellem Vesten og islam. Og for det tredje som en sag om den hårde danske udlændingepolitik.

De vælger selv den sidste fortolkning. De mener ikke, at der overhovedet er nogen trussel mod ytringsfriheden, fordi alle parter udadtil bekender sig til ytringsfriheden. Det drejer sig kun om, at man anvender denne på en anstændig måde. Og de er bange for, at man medvirker til at skærpe krisen og gøre den til en civilisationskonflikt, hvis man vælger at se den som et udslag af en modsætning mellem Vesten og islam. Så for dem gør vi bedst i at forstå krisen som et udslag af den hårde danske udlændingepolitik. Krisen er en forståelig reaktion på den måde, hvorpå udlændinge er blevet forhånet og marginaliseret i det danske samfund. En forhånelse, som især er kommet fra Dansk Folkeparti, og som er blevet officiel dansk politik med den nuværende regerings forskellige forsøg på stramninger af udlændingepolitikken. I deres fortolkning skal løsningen altså omfatte en ændring af udlændingepolitikken: en liberalisering og en bedre "tone i debatten". Regeringen skal helst udskiftes. Den skal i hvert fald frigøre sig fra Dansk Folkeparti.

 
Har Seidenfaden og Engelbreth ret i den fortolkning af karikaturstriden? Svaret afhænger af to ting. For det første, om det i grunden er sandt, at den danske udlændingepolitik er specielt hård og uretfærdig, og om den fører til større marginalisering af udlændingene end i vore nabolande. For det andet, om deres forklaring er fuldstændig, eller om der er noget, som den ikke har med. Lad os bare acceptere, at den er sand, så langt den rækker. For i sidste ende er det mindre væsentligt. Det afgørende er, at den mangler noget. Den mangler nemlig at forklare, hvorfor det er nogle Muhammed-karikaturer, som sætter konflikten i gang.
Hvorfor skulle netop en række Muhammed-karikaturer udløse en reaktion på den stramme udlændingepolitik og den hårde tone i debatten? Hvorfor retter protesterne sig ikke direkte mod udlændingepolitikken og mod det politiske debatklima? Det må nødvendigvis forklares med noget, som mere specifikt er knyttet til karikaturerne. Det må hænge sammen med, at karikaturerne forestiller Muhammed.

Karikaturerne er ikke en almindelig krænkelse af indvandrere eller af muslimer som medborgere. Det kan højst betragtes som en krænkelse af deres tro. Og hvorledes skal vi forholde os til en sådan krænkelse?

Det er et spørgsmål om religionsfrihed. Religionsfriheden indebærer, at man har ret til at skifte religion og til at tage afstand fra enhver religion. Derfor indebærer religionsfriheden også, at ingen religiøs gruppe har ret til at kræve, at andre skal bøje sig for dens opfattelse af, hvad der er helligt. Og når vi er borgere i et demokrati, må konsekvensen være, at vi ikke bør bruge vores religion til at begrunde, hvorledes lovene skal være; for det ville være ensbetydende med at tvinge andre ind under vores religion og dermed krænke deres religionsfrihed. I stedet bør vi kæmpe for en adskillelse mellem religion og politik. Vi bør kæmpe for et demokrati, hvor alle så vidt muligt er enige om, at lovene bør begrundes ud fra hensynet til den demokratiske ordens egen opretholdelse - altså på hensynet til bevarelsen af borgernes politiske ligeværdighed uanset deres religiøse tro.

Sin religionsfrihed betaler man altså med, at man må anerkende, at andre har ret til at vise, at de ikke tror på ens religion, og at de tager afstand fra ens religiøse profeter inden for det sekulære demokratis rammer. Jo mere de forskellige religiøse grupper kan acceptere dette, jo større chance er der for, at de kan forenes i en stabil demokratisk orden. Det er på den baggrund, at vi skal forstå muslimernes ønske om undskyldning for Muhammed-karikatur-erne. Ønsket om undskyldning er et ønske om at ville indskrænke andres
religionsfrihed. Deres frihed til at vise, at de ikke holder Muhammed hellig. Og deres frihed til at imødegå folk, som holder ham så hellig, at de vil bruge ham som retfærdiggørelse for terror.
 Umiddelbart er der tale om en begrænsning af religionsfriheden. Ikke-muslimer skal bøje sig for, hvad muslimer anser for helligt. Men sagen er mere kompliceret, fordi islam indeholder en omfattende lovgivning for alle aspekter i samfundslivet. Forbuddet mod at afbilde Muhammed er blot et enkelt bud i en sådan lovgivning, som foreskriver, hvorledes muslimer skal
leve, og som fastlægger forholdet mellem mænd og kvinder og mellem muslimer og vantro.
 Det vil sige, at når muslimerne mener, at der bør undskyldes for Muhammed-tegningerne, og at ytringsfriheden ikke bør bruges til at offentliggøre sådanne karikaturer, da kan det udmærket være et udtryk for, at de pågældende muslimer ønsker, at den islamiske lov skal gælde for samfundet. Så kan det altså være, at disse muslimer bygger på et helt andet politisk grundlag end det, som er forudsætning for vor sekulære, demokratiske orden.
HVORLEDES KAN vi vide, hvad der er muslimernes holdning? Om de reelt bøjer sig for den sekulære, demokratiske orden, eller om de ønsker samfundet styret efter islamisk lov? En væsentlig prøve er deres reaktion på Muhammed-karikaturerne. Kan de helhjertet acceptere, at samfundets politiske myndighed tillader disse karikaturer, så er der grund til at tro, at de har anerkendt demokratiets værdigrundlag, og at de forstår konsekvenserne af religionsfriheden. Ønsker de derimod undskyldning for karikaturerne, er der grund til at nære mistro til dybden af deres demokratiske sindelag. Så lurer en mistanke om, at de vil bruge demokratiet til at indføre islamisk lov og dermed undergrave demokratiet som rationel orden.
 Set i det lys må karikaturstriden først og fremmest forstås som en strid mellem dem, der vil forsvare den sekulære demokratiske samfundsorden, og dem, der vil erstatte denne orden med den islamiske sharia-lov. Det er den modsætning, som må være kernen i konflikten. I forhold dertil må diskussionen om, hvorvidt den danske udlændingepolitik er specielt hårdt nødvendigvis være sekundær. Den befinder sig simpelt hen på et andet plan.
 Jeg indrømmer, at vi ikke ved, hvor mange af de muslimer, der føler sig krænkede over karikaturerne og kræver, at de skal undskyldes, som vil indføre islamisk lov, og at vi heller ikke ved, hvor meget af loven de gerne vil indføre, og i hvilken form. Det ved Seidenfaden og Engelbreth heller ikke. Der er ikke engang grund til at tro, at muslimerne selv har gjort sig det klart. Sagen er usikker for alle parter. Men midt i denne usikkerhed finder jeg ikke grund til at være optimist. Tværtimod finder jeg det rationelt at være pessimist.

Derfor anser jeg det også for en alvorlig fejl, at Seidenfaden og Engelbreth overser, at karikaturstriden fundamentalt må opfattes som en konflikt mellem den rationelle demokratiske orden, der bygger på politisk ligeværdighed uanset religion, og det islamiske samfundsideal, hvor sharia-loven skal gælde. Forstår man ikke, at det er kernen, så svigter man ikke kun intellektuelt, men man svækker i realiteten forsvaret for den sekulære, demokratiske samfundsorden. Det er, hvad Seidenfaden og Engelbreth har gjort med deres fortolkning.

Kristeligt Dagblad 21-9-06

Tilbage