Kaj Sørlander: Der er radikal forskel på Jesus og Muhammed

Naser Khader (R) og jeg er enige om at ville forsvare det demokrati, hvori vi lever; men vi er uenige om, hvorledes det skal gøres, fordi vi er uenige om, hvad demokratiet egentlig indebærer, og hvorfor vi har udviklet det.

Først det sidste. Hvorfor har vi i Danmark og i Vesten udviklet sekulære demokratier, som har udbredt folkelig støtte? Jeg hævder, at en væsentlig del af forklaringen skyldes, at vi har haft en religion - kristendommen - som har hjulpet os, fordi den selv har medvirket til sekulariseringen af det politiske.

Som modsætning hertil peger jeg på den islamiske verden, hvor man har haft en religion, som selv ville bestemme den politiske lovgivning, og hvor man derfor aldrig har fået åndelig plads at udvikle sekulære demokratier. Desuden hævder jeg, at dybest set skyldes forskellen mellem kristendommens og islams forhold til demokratiet den radikale forskel mellem Jesus og Muhammed.

Mens Jesus i sit liv giver afkald på enhver politisk magt og uden modstand lader sig føre til korset, så er Muhammed selv både religiøs, politisk, juridisk og militær leder. Og mens Jesus forkynder nogle radikale bud ("vend den anden kind til"), som ikke kan gøres til politisk lovgivning, så forkynder Muhammed gennem Koranen og sit eget eksempel nogle bud og straffeforanstaltninger, som er praktisk gennemførlige.

Khader mener ikke, at der er grund til at tage denne forskel alvorligt, når det kommer til forklaringen på forskellen mellem den politiske udvikling i den kristne verden og i den islamiske. I grunden ser han ingen forskel mellem budskabet i Det Nye Testamente og i Koranen. Man vil finde det, man søger; og derfor er den ene tekst lige så forenelig med en sekulær demokratisk orden som den anden.
Her er vi fundamentalt uenige. Khader mener, at principielt er alle religioner lige forenelige med en sekulær demokratisk orden, man skal blot fortolke dem rigtigt. Jeg mener, at religionerne har en kerne, som påtvinger sig på trods af alle fortolkningsforsøg, og som gør dem forskellige med hensyn til deres forenelighed med en sekulær demokratisk orden. Khaders forsøg på at "fortolke" sig ud af forskellen mellem religionerne bygger på ønsketænkning.

Men her må vi efter bedste evne forsøge at bruge vor dømmekraft. Er det mest rigtigt at tro, at alle religioner dybest set er lige forenelige med en sekulær demokratisk orden? Eller er det mest rigtigt at tro, at der er en forskel, og at den forskel har haft betydning for den politiske udvikling i henholdsvis den kristne og den islamiske verden?

Når Khader og jeg ser forskelligt på det spørgsmål, så hænger det måske sammen med, at vi også har en forskellig opfattelse af, hvad demokratiet egentlig indebærer. Khader hævder, at i demokratiet er der ingen absolutte sandheder, og at alle synspunkter som udgangspunkt har samme berettigelse. Demokratiet er en ramme, som skal rumme alle mulige forskellige synspunkter inden for sine grænser.

Som udgangspunkt skal der være ligeværdighed mellem alle synspunkter - demokratiske og udemokratiske. Men det fører selvfølgelig til demokratiets ophævelse. For hvis der ikke "som udgangspunkt" er forskel mellem demokratiske og udemokratiske synspunkter, hvad berettiger så til overhovedet at kræve, at "kampen mellem synspunkter" skal afgøres demokratisk?

For mig at se begår Khader en helt elementær fejl i sin definition af demokratiet. Han sammenblander den demokratiske påstand om, at der bør være ligeværdighed mellem borgerne, med en anden påstand, som siger, at så skal der også være ligeværdighed mellem deres synspunkter.

Men her må skelnes. Accepterer man den demokratiske påstand om, at alle borgere som udgangspunkt bør have lige ret til at tage de politiske beslutninger, må man også forkaste påstanden om, at alle synspunkter som udgangspunkt er lige gode i betydningen: lige forenelige med en demokratisk orden.

Så må man allerede erkende, at demokratiet ikke blot er en "ramme" om alle mulige synspunkter, men selv må optræde som et særligt synspunkt, der kræver ligeværdighed mellem borgerne; og som kun kan opretholdes, hvis flertallet af borgere kæmper for dets opretholdelse. For eksempel gennem skolepolitikken. Demokratiet er ikke forpligtet på, at børnene skal lære, at alle synspunkter som udgangspunkt er lige gode. Det ville være katastrofalt. Demokratiet er derimod forpligtet på, at alle børn skal lære, at vi som borgere bør have politisk ligeværdighed. Og så skal de i øvrigt lære, at gyldigheden af et synspunkt afhænger af den begrundelse, der kan gives for det.

Men i grunden argumenterer Khader mod mig uden at have gjort sig klart, hvorledes min argumentation er bygget op. Han tror, at min argumentation bygger på protestantisk kristendom. Men jeg argumenterer overhovedet ikke ud fra en religiøs bekendelse. Min argumentation for, at vi bør indrette samfundet demokratisk, bygger jeg alene på en erkendelse af, at vi ikke rent principielt kan begrunde, at nogen skal have særlig ret til at tage de politiske beslutninger, og at alle derfor bør have lige ret. Deri er der intet religiøst. Derimod optræder den protestantiske kristendom i min forklaring på, hvorfor Danmark er blevet demokratisk. Men det bygger ikke på religiøs bekendelse, kun på historisk indsigt.

Til slut må jeg tilføje, at min kritik af Khader udelukkende drejer sig om hans demokratibegreb og hans opfattelse af religionernes betydning for vor politiske virkelighed. Det er ikke en kritik af hans forsøg på at give moderate muslimer en stemme, som modsiger de radikale imamers. Det kan jeg kun sympatisere med; selvom min sympati som følge af vor intellektuelle uenighed nok må være ham for pessimistisk.

Kristeligt Dagblad 18-1-06

Tilbage