Kai Sørlander: Troen står over demokratiet

For nylig udkom en bog, hvori i Katrine Lilleør, sognepræst i den danske folkekirke, diskuterer med Naser Khader, radikalt folketingsmedlem med muslimsk baggrund. Diskussionen drejer sig om betydningen af deres tro i livets forskellige sammenhænge.
Specielt kommer de ind på forholdet mellem tro og demokrati. Her er de uenige om rangordenen. Ifølge et interview i Information (den 17. november) hævder Katrine Lilleør: "Troen står over demokratiet." Naser Khader hævder derimod: "Demokratiet kommer først."

Hvem har ret? Hvis man tager troen alvorligt, er svaret let. For en religiøs tro er en bekendelse til, hvad man opfatter som det vigtigste her i tilværelsen. Det absolutte, som alt andet forholder sig til og skal forstås ud fra, og som man dybest set er forpligtet på. En sådan bekendelse kan selvfølgelig ikke være alvorlig for én, uden at den kommer før alt andet. Også før demokratiet. Med mindre man har en religiøs holdning til demokratiet.
 
Umiddelbart har Katrine Lilleør derfor ret. Men hvis vi skal forstå uenigheden mellem de to, så kan vi ikke nøjes med at konstatere, hvem der umiddelbart har ret. Så må vi grave dybere ned i konsekvenserne af deres respektive prioriteringer.
 
På den ene side må vi undersøge, hvad Katrine Lilleørs prioritering indebærer for hendes demokratiske sindelag. Gør den hende mindre demokratisk end Naser Khader? På den anden side må vi undersøge, hvad Naser Khaders prioritering indebærer for hans muslimske sindelag. Er han muslim i en traditionel og troværdig form? Det er spørgsmålene, men hvad er svarene?
Den tro, som Katrine Lilleør sætter over demokratiet, er protestantisk kristendom. Gør det hende til en utroværdig demokrat? Den protestantiske kristendom begyndte som en protest mod pavemagten. I løbet af middelalderen var paven og kirken blevet en stærk politisk magt.

Dermed var den kommet i modstrid med Jesu forkyndelse, som den er formidlet i Det Nye Testamente. Jesus forkaster den gamle jødelov med dens konkrete forskrifter for, hvorledes livet skal leves. Han erstatter den med nogle radikale bud, som umuligt kan gøres til politiske love. "I har hørt, at der er sagt: "Øje for øje, og tand for tand." Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på højre kind, så vend også den anden til. Og hvis nogen vil stævne dig for retten og tage din kjortel, så lad ham også få kappen!" (Matt. 5,38-40).

Med basis i sådanne bud kunne Luther rive tæppet bort under kirkens ønske om at være politisk magt. Og på længere sigt måtte den samme argumentation rive tæppet bort under enhver politisk magt, som ønskede at påkalde sig guddommelig velsignelse. Den protestantiske reformation satte en udvikling i gang, som førte til sekularisering af det politiske. Det var religionen selv, der var drivkraft. Når paven ikke kan påkalde sig Guds velsignelse for sin politiske magt, så kan fyrsten heller ikke. Og så får kristendommens syn på de enkelte individer som fundamentalt ligeværdige pludselig politisk betydning. Ganske vist fordrer kristendommen ikke, at staten bør styres demokratisk. Det ville også modsige, at den sekulariserer det politiske. Men i den historiske udvikling siden reformationen har kristendommen virket med en indre dynamik, der indirekte har "skubbet" i retning af demokratiet. Den har virket som den basis, hvorfra en almindelig folkelig bevidsthed kunne udvikle sig i demokratisk retning.
Det er rigtigt, at der på vejen har været fremtrædende kirkelige kredse, der var imod den demokratiske udvikling. Men de endte med at give efter. Og hvorfor gjorde de det? Var det ikke af samme grund, som Luther undsagde paven? Fordi deres position blev undergravet af forkyndelsen i Det Nye Testamente.
 
Historisk set har kristendommen således spillet en positiv rolle i sekulariseringen og demokratiseringen af det politiske i de europæiske lande. Det er i det lys, at Katrine Lilleørs prioritering af forholdet mellem tro og demokrati skal vurderes. Når hun sætter troen højere end demokratiet, er det altså ikke, fordi hun er imod demokratiet, eller fordi hun er mindre demokratisk end Naser Khader. Men det er, fordi hendes demokratiske ståsted er fæstet i hendes tro. Og Europas historie viser, at det er en realistisk og meningsfuld position.

Hvad så med Naser Khaders prioritering? Han sætter demokratiet før troen, som for ham er islam. Så her er spørgsmålet: Hvorledes forholder islam sig til demokratiet? Som det fremgår af det foregående, bygger demokratiet på to grundforudsætninger. Den ene er sekulariseringen af det politiske: at lovene opfattes som menneskeskabte. Og den anden er, at mennesker betragtes som ligeværdige - ganske uanset køn og religion. Så opgaven er at afgøre, hvorledes en realistisk og troværdig form for islam forholder sig til disse forudsætninger.

Islam bygger først og fremmest på Koranen, der opfattes som Allahs ord ufejlbarligt formidlet gennem Muhammed. Den indeholder ansatserne til og derfor ideen om en guddommelig lov for samfundet. For at fuldstændiggøre denne lov er den blevet suppleret med forskrifter, som begrundes i Muhammeds eksempel. Det er således en helt central del af almindelig traditionel islam, at lovene skal være baseret i islam. Dermed bryder islam med den ene af demokratiets forudsætninger: sekulariseringen af det politiske.
Derudover indeholder selve Koranen fordringer om, at mænd og kvinder skal behandles forskelligt, og det samme skal muslimer og ikke-muslimer. Den islamiske lovgivning går derfor også på tværs af demokratiets anden grundforudsætninger: at alle uanset køn og religion politisk skal betragtes som ligeværdige. Almindelig traditionel islam er således uforenelig med begge demokratiets grundforudsætninger. Det er derfor naturligt at tro, at selve islam er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor den islamiske verden aldrig har haft en indre udvikling frem mod demokrati, svarende til den europæiske.

Det er derfor også forståeligt, at Naser Khader sætter demokratiet før troen. Havde han prioriteret som Katrine Lilleør, havde han ikke været en troværdig demokrat. Men Naser Khader tager fejl, når han synes at mene, at fordi han selv sætter demokratiet før troen, så bør Katrine Lilleør også gøre det.

Det er Khaders prioritering, der er unaturlig. Er det troværdigt at tro, at en alvorlig religiøs tro kan acceptere at være sekundær i forhold til en tro på demokratiet? Hvorfor skulle den det? Naser Khader giver ikke noget alment forpligtende svar på det spørgsmål. Han gør intet forsøg på at tænke det rationelt igennem. Han synes at mene, at blot fordi han selv sætter demokratiet før troen, så vil det også være en acceptabel prioritering for flertallet af muslimer. Men det mangler vi endnu at se i virkeligheden. Hvorfor skal man tro, at hans prioritering vil være naturlig for almindelige ulærde muslimer? Når deres religion siger, at samfundet skal styres efter islamisk lov, hvorfor skulle de så ikke i stedet bruge demokratiet til at gennemføre denne lov - og dermed afskaffe demokratiet?
Skal islam forenes med demokrati, så må det ske ved at bryde med selve troen på en særlig islamisk lovgivning, som er grundet i Koranen og i Muhammeds eksempel. Der kræves altså et brud med Muhammed som ufejlbarligt forbillede. En reformation, som er ganske modsat den kristne. Den var ikke noget brud med Jesus som forbillede, men tværtimod en tilbagevenden til radikaliteten i hans forkyndelse.

Den kristne reformation gik tilbage og fandt målestokken for sin kritik af samtiden i Jesu forkyndelse, og netop derigennem åbnede den for en demokratisk udvikling. Foretager man den samme bevægelse i islam, og vender tilbage til Muhammeds lære og eksempel, så lukkes der for demokratiet. Her kræves i stedet en reformation, som finder sin målestok uden for islam selv. I det demokrati, som historisk er udviklet på en grund, der er gødet af kristendommen. Kan islam overhovedet overleve en sådan reformation?

Forskellen mellem kristendommens og islams forhold til demokratiet skyldes dybest set den radikale forskel mellem Jesus og Muhammed - deres liv og forkyndelse. Desværre viser diskussionen mellem Katrine Lilleør og Naser Khader, at ingen af dem synes at have forstået den politiske betydning af den forskel.

Kristeligt Dagblad 10-12-05

Tilbage