Kasper Støvring: Hvorfor Huntington er relevant – hvem har en bedre teori?

Ifølge Samuel P. Huntingtons forkætrede paradigme om civilisationernes sammenstød er verden efter den kolde krigs ophør blevet multipolær. Vor tids afgørende konflikter er bestemt af polerne mellem et antal civilisationer, der er kulturelle i deres væsen og dermed også identitetsbærende. Huntington har derfor to anliggender: Vi må besinde os på civilisationernes særpræg og genbekræfte vores egen vestlige identitet.

Huntingtons paradigme er relevant som forklaring på Vestens kritik af den type kulturrelativisme, der legitimerer andre civilisationers krænkelser af menneskerettighederne. Æresdrab, omskæring og stening undskyldes med udsagn som ”det er deres kultur, og alle kulturer er ligeværdige”. Men Huntingtons paradigme forklarer i lige så høj grad disse civilisationers afvisning af kritikken, der ses som et udslag af vestlig universalisme. Det kaldes ”kulturimperialisme”.

Også fremtidige konflikter vil opstå på grund af kulturelle faktorer snarere end økonomiske eller ideologiske faktorer. Den på mange måder ustyrlige og ufattelige Muhammed-krise har vist, at vi i Vesten bliver nødt til at udvikle en dybere forståelse for andre civilisationers kulturelle værdigrundlag. Muslimer har netop betragtet sammenstødet med Vestens frihedskultur som en kilde til anerkendelse af deres egen civilisations særpræg: Religionskritik skal ikke gælde islam. For muslimer har ”ret” til særlig behandling og agtelse for en kultur, der er uafhængig af Vesten. Det hører vi både fra imamer og danske religionshistorikere.

Netop fordi konflikter først og fremmest skyldes kulturelle forskelle, er der risiko for, at de bliver skærpet gennem større interaktion. Vi hører ellers ofte det modsatte: Når vi uhindret kan rejse til fremmede lande, i medierne lære om fremmede folkeslag og på internettet kommunikere med fremmede mennesker, vil vi alle med tiden blive ens. Men i realiteten forstærker større interaktion bevidstheden om forskelle og dermed konfrontation. Selv en jysk avis kan sætte en brand i Mellemøsten.

Forstået som en ikke-vestlig vækkelse er et fænomen som religiøs fundamentalisme et symptom på en søgen tilbage til den oprindelige kultur. Islamisk fundamentalisme er en reaktion på Vestens forsøg på at universalisere sine værdier om demokrati, menneskerettigheder og markedsøkonomi. Også universalisme leder til konflikt.

Alligevel er den optimistiske idé om, at vi alle tilhører én universel civilisation meget slidstærk. Nogle fortalere for denne idé påberåber sig eksistensen af en minimal moral: Vi deler fælles værdier overalt på kloden, alene fordi vi er mennesker. Det er f.eks. forkert at lyve, stjæle og myrde uskyldige, uanset om man er vesterlænding, asiat eller muslim.

Det er selvfølgelig sandt, men bare ikke relevant for forståelsen af vor tids konflikter. For imens moral er absolut, er kultur relativ – og det er den kulturelle udformning af de moralske værdier, der leder til konflikter. Det sker, når muslimer modsætter sig, at deres absolutte værdier relativeres i et liberalt demokrati. Eller når vestlige stormagter med våben vil gennemtvinge demokrati i de islamiske lande.

Andre fortalere for en universel civilisation tilhører en lille verdensfjern elite. De tilhører, med Huntingtons ord, ”Davos-kulturen”. Det henviser den schweiziske by Davos, hvor intellektuelle, handelsfolk og politikere årligt stimler sammen og udtaler sig idealistisk om, hvordan verden bør være. Dvs. som Vesten med dens individualisme, frie markeder og sekularisme.  Ikke at være civiliseret betyder at være udannet, uoplyst og endda moralsk forkastelig: intolerant, reaktionær og chauvinistisk.

Endelig findes de fortalere, der i ideen om en universel civilisation ser indbegrebet af vestlig populærkultur. Overalt i verden går mennesker i jeans, ser Hollywoodfilm, hører rapmusik, drikker cola osv. Men det er et overfladisk synspunkt, der slet ikke griber det væsentlige ved kultur forstået som en kilde til identitet. De islamister, der stod bag bombesprængningerne i London sidste år, var også på overfladen velintegrerede i det engelske samfund.

Det er som om, at idealisterne ikke vil indse, at den universelle civilisation kun kan bringes til veje ved hjælp af en universel magt. I det tyvende århundrede blev den vestlige kultur udbredt over det meste af verden. Men den europæiske kolonialiserings tid er forbi, og den amerikanske dominans er på vej til at blive brudt. Den vestlige kultur er simpelt hen ved at blive trængt i defensiven i takt med, at oprindelige, ikke-vestlige kulturer sætter sig igennem. Huntington henviser til undersøgelser, der viser, at de værdier, som er de vigtigste i Vesten, er de mindst vigtige på verdensplan.

Huntington skitserer følgelig i sin bog ”The Clash of Civilizations” tre overordnede reaktioner på Vesten og moderniseringen. For det første er der den blotte afvisning af dem begge. Denne reaktion findes dog kun blandt fundamentalister som Taleban. Her afvises vestlige værdier som demokrati og markedsøkonomi på linje med moderne teknologi som fjernsyn, radio og armbåndsure.

Den anden reaktion består i at omfavne både Vesten og moderniseringen. Det kaldes ”Kemalisme”, opkaldt efter den tyrkiske statsmand Kemal Atatürk. Den reaktion medfører dog ”splittede lande”. Det gælder netop et land som Tyrkiet, der med magt opretholder en sekulær stat på trods af en stærk religiøs, muslimsk befolkning.

Den tredje reaktion indebærer en afvisning af Vesten og en omfavnelse af moderniseringen. Det er den strategi, som de fleste lande – fra Japan til landene i Mellemøsten –  vælger. Men omfavnelsen af modernisering (primært teknologi og bureaukrati) på samfundsplanet medfører ofte identitetskrise på individplan. Det fører igen til kulturel genopblussen: Borgerne finder deres identitet i et oprindeligt kulturelt fællesskab, hvad enten det er baseret på buddhisme, konfucianisme eller islam.

De to væsentligste bindemidler i en kultur er netop religion og sprog. At forskellige kulturer vinder frem på bekostning af en universel civilisation ses derfor også her. Vi er ikke vidner til stigende sekularisering eller større udbredelse af kristendommen på verdensplan. Tværtimod er islam på fremmarch af demografiske årsager; muslimer reproducerer sig selv i overvældende antal.

Og hvad angår sprog, er vi heller ikke vidner til en tiltagende udbredelse af det engelske sprog, der angiveligt skulle være et tegn på universaliseringen af den vestlige kultur. Det kan godt være, at engelsk anvendes af en kosmopolitisk elite som et rent teknisk sprog. Men især i de tidlige kolonier og i de tidligere Sovjetlande vinder oprindelige sprog frem som en identitetsbærende faktor.

Ideen om en universel civilisation er i sig selv en vestlig opfindelse, og Vesten er unik, ikke universel, som Huntington anfører. De vestlige værdier er forankret i en kultur, der historisk rækker længere tilbage end den moderne oplysningstid. F.eks. blev frihedsrettighederne ganske vist formuleret som almene principper i oplysningstiden, men de havde allerede vundet hævd i protestantismen. Det synspunkt kan stadig forarge mange vesterlændinge, der gerne forfægter oplysningens universelle værdier og kritiserer Vestens kulturelle chauvinisme.

Huntington peger på, at den vestlige kultur har følgende bestanddele: Den klassiske arv (græsk filosofi og romerret), kristendommen, de europæiske sprog, adskillelsen mellem stat og kirke, retsstat, pluralisme, repræsentative institutioner og individualisme. Listen er selvfølgelig ikke udtømmende, og disse elementer er hver for sig ikke unikke for Vesten; det er kombinationen, der er unik.

Huntingtons paradigme om civilisationernes sammenstød har altså stadig relevans som en forklaring på konflikterne efter den kolde krig. Men det indebærer også et relevant budskab. Nemlig, at vi indenrigspolitisk afviser multikulturalismen, der forener en utopisk idé om kulturel sameksistens med en dekonstruktion af den historisk fremvoksede kernekultur, der bærer de vestlige nationer. Samtidig bør vi udenrigspolitisk besinde os på verdens multipolære karakter. For at sige det populært: Vi bør være multikulturelle ude og nationale hjemme.

Kasper Støvring: Hvem har en bedre teori?

Da Samuel Huntington i 1993 udgav sit essay om civilisationerens sammenstød var det et forsøg på at fremlægge en ny teori, der på en enkel måde kunne forklare internationale konflikter efter den kolde krigs ophør. Den teori er siden blevet kritiseret fra mange sider. ”Forenklet”, ”fordummende” og ”forvirrende”, lyder indvendingerne også nu, hvor essayet er genudgivet på dansk.

Huntington svarede selv nogle af sine kritikere i en debatbog, der udkom et par år efter. Her skrev han besindigt, at teorien om civilisationernes sammenstød lige så lidt som enhver anden teori kan forklare alle konflikter og forudsige alle begivenheder, der finder sted i verden. Heller ikke teorien om den kolde krig var i stand til det. Men en teori bliver først gendrevet, når der opstår en alternativ teori, der bedre er i stand til at forklare flere afgørende fænomener på en tilsvarende enkel måde.

”Got a better idea?”, spurgte Huntington derfor sine kritikere – og man kan stadig være tilbøjelig til at svare nej på deres vegne. For Huntingtons teori forklarer langt de fleste afgørende fænomener og begivenheder efter 1989: Opløsningen af det tidligere Sovjet og Jugoslavien, fremvæksten af religiøs fundamentalisme og ekstrem nationalisme.

Huntington mener, at de fleste alternativer til hans egen teori er illusoriske. Det gælder især den udbredte teori om, at menneskeheden er på vej til at blive forenet i én universel civilisation. Det er Francis Fukuyamas teori om ”historiens afslutning”, som vel nok er det vigtigste alternativ til Huntingtons teori, for så vidt som teorien om historiens afslutning også på en overbevisende enkel måde giver et bud på en forklaring af adskillige afgørende fænomener efter den kolde krig.

Historien er som bekendt slut, eftersom liberalt demokrati baseret på menneskerettigheder og markedsøkonomi én gang for alle har overvundet sin ideologiske konkurrent. Det kan godt være, at demokrati endnu ikke er udbredt på verdensplan. Men de demokratiske værdier er universelle i den forstand, at de potentielt kan udbredes til alle folkeslag uanset deres kultur.

Teorien om historiens afslutning baserer sig altså for det første på den antagelse, at sammenbruddet af kommunismen medførte en verdensomspændende sejr for det liberale demokrati. Men teorien fokuserer kun på det politiske alternativ til demokratiet og overser alle de forskellige religiøse alternativer. Det er en enorm fejl, eftersom religion er dén afgørende kraft, der mobliserer folk på verdensplan.

For det andet er universalismen baseret på formodningen om, at forøget interaktion – ved hjælp af uhindret kommunikation og effektive transportmidler – vil skabe én fælles kultur baseret på forbrug, dialog og respekt for individet. Men det holder ikke stik. Forøget interaktion mellem mennesker bestyrker tværtimod de allerede eksisterende kollektive kulturelle identiteter. Det fremkalder i anden omgang modstand mod vestlige ”kulturimperialisme” og konfrontation mellem civilisationer. Det er bl.a. det, der sker, når den halve verden sættes i brand på grund af nogle tegninger i en jysk avis.

For det tredje er universalismen baseret på formodningen om, at modernisering og økonomisk udvikling gør verden ensartet: Alle bliver med tiden som moderne sekulære vesterlændinge. Men modernisering betyder ikke vestliggørelse. Japan, Singapore og Saudi Arabien er eksempler på ikke-vestlige samfund, der både er moderne og velstående. Desuden bør man huske på, at islamisk fundamentalisme i høj grad gør sig gældende blandt medlemmer af den veluddannede middelklasse, der er fortrolige med det moderne netværkssamfund, moderne teknologi og massekultur.

Historien er altså ikke slut, og menneskeheden er ikke blevet forenet. Af den grund er det for tidligt at smide teorien om civilisationernes sammenstød på historiens mødding. For som Huntington påpeger: Det, der i sidste instans betyder noget for mennesker er ikke politisk ideologi eller økonomiske interesser. Det er derimod det kulturelle fællesskab, som mennesker identificerer sig med og vil kæmpe og dø for. Lige fra familien i det små til den religiøse menighed og civilisationen i det store.

Information 22-5-06

Tilbage