Morten Uhrskov Jensen: Den nederdrægtige glemsel

Jens Liljegrens kommentar i Weekendavisen den 13. oktober er speciel. Den rummer nemlig på én gang en ganske skarp analyse og en aldeles forfejlet konklusion.

Jens Liljegren er vred over, at Martin Krasnik har fastholdt Anne Grethe Holmsgaard på hendes i bedste fald tvivlsomme skriverier i bogen »Zionismens Israel - et land i evig krig« (WA 15.9.). Liljegren ser nemlig Krasniks kommentar som et angreb på den samlede venstrefløj.
Liljegren medgiver, at det gik »hårdt til på universiteterne« på den tid, hvor interessen samlede sig om, hvem der kunne udlægge Karl Marx' tanker sandest og mest eviggyldigt. Han mener dog, at alle disse diskussioner var »fast forankrede i datidens politiske realiteter.« Jeg går således ud fra, at Liljegren opfatter de til enhver tid værende politiske strømninger som i og for sig værdirelativistiske, fordi, hvad pokker, det var jo bare tilfældigvis, hvad de universitetsstuderende på det tidspunkt mente. Jeg gad nok vide, om han ville beskrive nazisternes hyldning af racehad i1930'erne på samme måde, som han beskriver de venstreintellektuelles hyldest til diverse totalitære regimer.

Derefter påpeger Liljegren helt korrekt, at den danske befolkning i hele den omtalte periode massivt undlod at stemme på de partier, der lovede revolutionens snarlige komme. Liljegren ser dette som et tegn på, at »mægtigere historiske kræfter (var) på spil i ovennævnte epoke end blot de ideologiske.«

Vi får altså her den nærmest fuldkomne bagatellisering af det fænomen, at en stor del af den kommende akademiske elite forskrev sig til en vision, der i al sin afskyelighed kun finder sin lige i nazismen. Liljegren betragter tydeligvis debatten om kommunismens forbrydelser på linie med en debat om astrologi eller håndskrifttydning.
 
Det er selvsagt rigtigt og sandt at påpege, at en massiv majoritet af danskere til enhver tid har afvist det totalitære projekt. Det kan bare aldrig tjene til undskyldning eller bortforklaring af det katastrofale svigt, som væsentlige dele af landets akademiske ungdom repræsenterede.
Liljegren mener også at kunne konstatere myten om »Den store glemsel.« Han hævder i ramme alvor, at »perioden« både før og især efter Murens fald har været genstand for en gennemgribende analyse. Jamen, kære Liljegren, intet kunne jo være mere forkert. Hvad vi har været vidner til, har været en konsekvent benægtelse af behovet for en reel debat om selve karakteren af kommunismens væsen.

Jeg må hellere slå det fast med det samme. Når vi taler om kommunisme-marxisme og alle de dertil hørende forskellige retninger, så taler vi samtidig om et absolut onde. Jeg er klar over, at mit udsagn kan lyde næsten religiøst, men det får være.

Som et særlig nederdrægtigt træk har kommunismen altid været i stand til at henholde sig til, at den jo ville skabe utopien for alle. I modsætning til nazismen, som heldigvis var så indlysende ond, så det var nemt for tænkende mennesker at tage afstand fra den. Vi er derfor veget tilbage fra at anskue de to tvillingeideologier som det, de begge er; som blottede for medfølelse over for »de andre,« nemlig alle dem, som ikke passede ind i systemet, og som derfor skulle myrdes.

DR2 har netop udsendt tre BBC producerede udsendelser om Gulag-øhavet, det sovjetiske koncentrationslejrsystem.
Men det er ved gud også det eneste systematiske pip, som det statsfinansierede fjernsyn har fundet det for godt at vise. DR har igennem de sidste ti år på fortræffelig vis oplyst de danske seere om nazismens forbrydelser, og tak for det, men det er en vittighed at påstå, at DR skulle være gået ind i nogen form for seriøs debat om de rædsler, som kommunismen har afstedkommet.
Jeg vil tværtimod hævde, at der hersker en uinteresserethed, som er uforståelig, emnets alvor taget i betragtning.

Til slut må det vel være nødvendigt at kommentere den latterlige påstand, at et opgør med kommunismen er ensbetydende med en art »Berufsverbot« af de pågældende. Det er jo netop totalitært indstillede hoveder, der tænker sådan.

Det enkelte menneske har naturligvis lov til at blive klogere, men uanset om de bliver det eller ej, så er vi andre så sandelig i vores gode ret til at fokusere på en så katastrofal tænkning, som kommunismen er udtryk for.

Weekendavisen 20-10-00

Tilbage