Morten Uhrskov Jensen: Vi er hverken de første eller de sidste

Jeg tror, at jeg har læst hovedparten af Peter Norsks læserindlæg på Berlingskes debatsider inden for de seneste to-tre år, senest kronikken fredag 9. juli. Der er nemlig noget sært fængslende over disse. Der står som regel , at Norsk er konservativ folketingskandidat, og oplysningen harmonerer fint derved, at Norsk ud fra forskellige vinkler og aktuelle begivenheder får defineret sit politiske tilhørsforhold, som jo altså er konservativt.
  Det er med stigende undren, at jeg er blevet belært om, hvad sand konservatisme er. Jeg troede måske lidt naivt, at Norsk på et eller andet tidspunkt ville indstille skydningen, eventuelt efter at have konsulteret en smule litteratur om den konservative tanke.
  Jeg tager dog indtil videre fejl. I den seneste kronik tager Norsk for alvor fat og får én gang for alle fastslået, hvori det konservativt tænkende menneske anno 2004 henter sin inspiration og øser af sine kilder.
 
Lad os da begive os ud i det norske univers: »Konservatismens mål er at bevare én ting, og i al væsentlighed kun det: den personlige frihed!« Og videre: »Konservatismen tror på individet og tager udgangspunkt i det enkelte menneskes værdighed og ukrænkelighed.« og endelig: »Her i år 2004 tiltror vi konservative den enkelte så meget dømmekraft, at valg af navn bør være en personlig sag.«
 
Jamen, det er jo storslåede slagord, der her gengives. Jeg har egentlig kun et problem. Det er ikke konservativt tankegods, der lyder. Det er liberalistisk, og det endda ind til marven.
  Den personlige frihed, troen på individet og den enkeltes dømmekraft - uden nogen korrigerende størrelser, ud over »inden for rammerne af ikke at antaste andres frihed« - udtrykker liberalistens blinde tro på det selvbærende individ, der ikke af noget og nogen vil lade sig diktere noget som helst. Det er troen på, fuldstændig på linje med socialisterne, at mennesket er et fuldkomment væsen, der blot behøver de rette »rammer« for at udøve sine velgerninger for sig selv og næsten. Alt hvad der hæmmer og binder må da med nødvendighed være af det onde og må bekæmpes med tidens vel efterhånden mest misbrugte modeord, »patriarkalsk, totalitært og fundamentalistisk«.

Det er temmelig forbløffende, at en erklæret konservativ kan forskrive sig til det hold, der forfægter det i luften frit svævende individ, der gør metafysikken til en dyd i sig selv, der kort sagt ophæver enhver forbindelse med den fortidige virkelighed, som mennesket - jeg er ked af at sige det - er uløseligt forbundet med. Jeg er klar over, at jeg må virke enten provokerende eller dum på Peter Norsk, jeg gætter på, at han bare synes, jeg er dum.

Jamen, at tænke sig, at man kan tillade sig at fornægte menneskets iboende godhed, mennesket som det strålende lys, der kan gøre sig til verdens herre sammen med alle de andre herrer (og damer) og fredeligt græsse sammen, og således, som de sande progressive, fortsætte til en stadig lysere og lykkeligere fremtid. Som Norsk skriver: »Vi vil fremtiden - de vil fortiden«. Det er til at forstå, men det er som sagt ikke konservatisme.
Peter Norsk er til at forstå, og det er ment i en positiv betydning. Hans synspunkter er klare. Sådan har jeg læst dem, og sådan har jeg forsøgt at gengive dem. Derfor er det også kun rimeligt, at jeg, efter bedste evne, forsøger at sige noget om, hvad konservatisme så er, siden det nu ikke er det, som Peter Norsk vil have det til at være.

En konservativ tanke kan ikke undgå historien. Alene tanken forekommer absurd, al den stund hele den menneskelige virkelighed forudsætter noget allerede sket. Nu er spørgsmålet så, hvilken betydning vi skal lægge i dette allerede skete. Vi kan vælge ikke at interessere os for det skete, fordi vi mener, det er os ligegyldigt, eller vi kan vælge at sige, at der i det skete ligger noget fundamentalt, noget vi ikke kan slippe fri af, og hvis vi gør det, da ikke uden indgribende konsekvenser.

Ligeledes kan vi om fremtiden vælge at sige, at da den alligevel ikke tilkommer os, da må vi være fri til at handle efter forgodtbefindende lige nu og her. Der er dog det ved valget, at det netop ikke blot er et valg, men også et voldsomt fravalg, og påstanden er her, at fravalget for alvor får vidtrækkende konsekvenser, hvis vi fravælger fortiden. Og hvorfor nu det?
  Fordi vi dermed fravælger, per automatik og uigenkaldeligt, forbindelsen til den erfaring og de forfædre og formødre, som gennem århundrederne havde gjort sig deres viden om menneskene og deres gøren og laden. Som derved gav os, deres efterkommere, en fond at trække på, som gav os muligheden for at trække nye tråde til det uendeligt fine stof, der danner det enkelte folks historie, og således også til den samlede menneskeheds historie. Denne historie er ikke statisk, naturligvis ikke, men den anerkender den menneskelige skrøbelighed, og den gør derfor også mennesket afhængigt af det forgangne, af den simple grund, at den ikke regner et pludseligt opstået indfald for noget.

Den regner kort sagt ikke noget så lidt tilstrækkeligt som et enkelt indfald. Det er en utilstrækkelig grund til at foretage vidtgående og uoverskuelige ændringer.

Hvoraf kommer nu denne mistro til den menneskelige fornuft? Det var jo oplagt at sige, at fornuften og intelligensen alene kunne frembringe det, ja netop fornuftige og intelligente.
  Men igen melder en nagende tanke sig. Det kunne måske alligevel være, at det netop ikke forholdt sig sådan. Det kunne måske være, at en vis ydmyghed kommer ind og får den plads, der tilkommer den. En ydmyghed, der fortæller os, at vi hverken er de første eller de sidste, og at vi måske derfor skal lade være med at bilde os ind, at vi med nødvendighed kan indrette verden, som vi finder for godt. Og nu kommer balancen på banen.

Ydmygheden består jo ikke i, at vi skal føle lammelse i forhold til nutidens krav, den består ikke i blind underkastelse over for det store uhyre, det forgangne. Den består i et vedvarende forsøg på netop at balancere mellem skrækken for det nye og respekten for det gamle. I den konstante vekselvirkning mellem fortid og fremtid forsøger vi at navigere i et stormfuldt farvand. Det er et farvand, der ikke på noget tidspunkt lover os sikkerhed, ikke på noget tidspunkt giver os ro, men det er til gengæld et farvand, der ikke foregøgler os syner, der ikke er, men i stedet bibringer os et realistisk billede af verden, sådan som den nu ser ud i al sin imperfektion.
  Lad os hen imod slutningen blive ganske konkrete. Danmark er medlem af NATO, fordi alliancen lover os en militær støtte, som vi som et lille land ellers ikke ville vide, hvor skulle komme fra. Vi har deltaget i krigen mod Irak, efter sigende for, som den første grund, at udbrede det vestlige parlamentariske demokrati. Den virkelige grund skal vi, det ved jeg godt, helst ikke snakke for højt om.

Den består naturligvis i det simple forhold, at vi som en del af den vestlige verden støtter den stærkeste magt i denne verden (USA), der ser det som en del af sine sikkerhedspolitiske interesser at bremse et ukontrollerbart Iraks magt. Dette forhold skal nævnes af den simple grund, at det i renkultur fortæller os om den nødvendighed, der ligger i en konservativ/historisk/realistisk tilgang til tilværelsen.

Den vestlige verden af i dag lever i en meget naiv tid, en for så vidt ganske enestående tid, hvor det for første gang i verdenshistorien bliver troet muligt at navigere i det kaos, som udgør det globale. Det skal blive interessant at bevidne dette kolossale eksperiment, hvor det bliver forsøgt at ophøje den selvforherligende godhed som den norm, der uanset tid og sted åbenbart skal forme den nye verden.

Jeg kan altså ikke påstå, at jeg er særlig enig med Peter Norsk. Hans og min definition af konservatisme er så åbenbart meget forskellig. Jeg skal dog takke Peter Norsk for at have givet mig muligheden for at klargøre denne forskel.

Berlingske Tidende 24-7-04

Tilbage