Morten
Uhrskov Jensen: Aftenlandets undergang?
Den vestlige verden er svag. Vel endda svagere end i 1683, hvor Wien, belejret
af osmannerne, mirakuløst blev undsat af en fælleseuropæisk hær under
ledelse af den polske kong Sobieski. Påstanden om svaghed virker muligvis
provokerende og uforståelig, men er en følge af det enkle faktum, at europæerne
ikke er i stand til at reproducere sig selv. Den nødvendige reproduktion, der
hedder 2,1 barn pr. kvinde, udgør i stedet mellem 1,2 Sydeuropa) og 1,7
(Nordeuropa). Vi er derfor vidne til den langsomme, men sikre, død for den
vestlige civilisation, i hvert fald i dens europæiske skikkelse. At Europa er
ved at dø, er derfor forudsætningen for det følgende. Interessant er det dog
ikke desto mindre at forsøge at uddrage, hvad der så går med i graven, og i
denne forbindelse især at undersøge, hvad Europa kan, og hvad det følgelig
var værd at overveje at bringe videre, hvis det er muligt. Europa er i ordets
sande betydning stort. Europa har med sin ældgamle tradition for ret formået
at skabe rimelige vilkår for den enkelte, at skabe tålelige vilkår for
omgangen mellem mennesker. Europa har også fostret den rædselsvækkende
kommunisme og nazisme, men alligevel har Europa været i stand til at finde
tilbage til fornemmelsen for ret, en ret, der i modsætning til nutidens
klistrede rethaveri har kunnet definere den konkrete ret for konkrete mennesker.
Det er temmelig banalt at konstatere, at kristendommen ikke blot har været en
faktor, men har været et sine qua non i denne udvikling. Det kan man så lide
eller lade være, det bliver dommen ikke anderledes af. Den vestlige verden er
altså svag (selvom den er rig), da den ikke kan reproducere sig selv. Derfor er
det også logisk, at et stadig større antal mennesker fra de mange fattige dele
af verden søger til Europa for at få del i vores rigdom. Det er endog meget
vanskeligt at fortænke disse mennesker i at handle, som de gør, skønt denne
kendsgerning ikke på nogen måde fratager de europæiske politikere for deres
ansvar, så sandt som det personlige ansvar er det eneste, vi har at holde os
til, medmindre vi ønsker at ende i den relativisme, der med sikkerhed vil ophæve
enhver civilisation. Der kan, Europas nuværende tilstand taget i betragtning,
med god ret argumenteres for behovet for større indvandring. Noget
tilsyneladende meget kendetegnende ved en kultur i forfald er dens ganske åbenlyse
selvcentrering. Konkret ytrer denne sig ved en dragning i retning af de bløde
discipliner inden for de fag, vi normalt rubricerer under betegnelsen Humaniora.
Ønsket om selvrealisering er så afgjort også mere opnåeligt, når fokus
rettes mod de "menneskeforklarende" studier på de humanistiske
fakulteter, frem for i retning af de værdiskabende og upersonlige uddannelser
inden for naturvidenskaben (jeg må her indskyde, at mine egne fag, historie og
samfundsfag, til fulde lever op til ovenstående karakteristik, jeg er sikkert
derfor en hykler, hvilket dog ikke ændrer gyldigheden af analysen). Danmark
mangler følgelig unge mennesker og altså især unge, der kan bidrage med viden
og velstand på baggrund af de hårde videnskaber. Nu ville det være synd at
sige, at et højt uddannelsesniveau er det, der præger den nuværende
indvandring. Tværtimod kan det med sikkerhed siges, at indvandringen anno 2004
kontinuerligt bidrager til en forringelse af Danmarks muligheder for fortsat at
tilhøre den rige del af verden. Dette skal blot nævnes som en konstatering.
Der er atter tale om en ekskurs fra mit egentlige emne, som er spørgsmålet om,
hvad Danmark (og Europa) stiller op overfor den indvandring, som rent faktisk
finder sted.
Det kræver betydelig sans for humor at forholde sig muntert til tidens
insisteren på det multikulturelle. Det hævdes i ramme alvor, at det er muligt
at skabe et multikulturelt samfund, der vil være ligeså velfungerende og
harmonisk som et monokulturelt samme. Man spørger, lettere forbløffet; javel
ja, og hvilke konkrete erfaringer har du så, som du vil videregive, der bare
tilnærmelsesvis kan overbevise os om, at ovenstående udsagn skulle være
sandt, eller skulle være bare delvis sandt. Det er smertelig kendt, at alle
europæiske lande, der har oplevet en større eller mindre muslimsk indvandring
(jeg er ked af at sige det, men naturligvis er det den muslimske indvandring,
der er den altoverskyggende bekymring), har ganske betydelige større eller
mindre problemer. For blot at nævne det mest absurde eksempel har Sverige, hvis
politikere har en tro på sig selv, der er omvendt proportional med deres evner,
en voldtægtshyppighed, der er mindst to en halv gange højere end Danmarks,
samt en mordrate, der for længst har overhalet USA's, og i dag er hen ved tre
gange højere end Danmarks. Det er svært at orke at beskæftige sig yderligere
med de fantasterier, der med begge ben plantet i den blå luft stadig mere afmægtigt
påstår, at det multikulturelle ikke bare kan måle sig med, men er det
monokulturelle langt overlegent. Jeg nævner i tilfældig rækkefølge: Rwanda,
Bosnien, Libanon, Sudan, Kosovo, Irak. De ulykkelige mennesker, der har oplevet
den katastrofe at leve i et af disse lande på det forkerte tidspunkt, har i
sandhed erfaret, hvad det multikulturelle på et eller andet tidspunkt med en
flodbølges kraft fører med sig (igen må jeg i parentes indskyde, at omtalte
kendsgerning selvsagt ikke fritager det enkelte menneske fra ansvar, atter ændrer
det dog ikke en tøddel ved analysen). Erfaringerne med det multikulturelle må
få hårene til at rejse sig på næsten ethvert hoved. Undtaget er dog de, der
i skikkelse af en kronikforfatter i Politiken (hvis navn jeg har glemt, forhåbentlig
for stedse) for nylig beskrev det multikulturelle samfund som præget af
"stor konfliktfylde". Apokalyptiske fantasier om voldsom omgang mellem
mennesker vil altid være til stede, sjovt nok især hos medlemmer af den
stillesiddende klasse; i.e. akademikerne/de intellektuelle. Erfaringerne
tilsiger altså ekstrem forsigtighed, når det handler om mennesker, der fra en
i bund og grund anden kulturbaggrund vandrer ind i, ja, en ganske anden
kulturbaggrund, hvor normer og skikke derfor uvægerligt vil brydes, alene af
den grund at mennesker lever af normer og skikke, eftersom det er det eneste
grundlag for at skabe et fællesskab mellem mennesker. Hvad gør Europa så, når
store folkegrupper indvandrer til det kontinent, der til dato, med de europæiske
jøder som den væsentligste undtagelse, har været en næsten udelukkende
kristen verdensdel? Slagordet kendes så udmærket: Integration er løsningen;
"forening af to eller flere dele til et hele". Med andre ord, ikke
alene tilflytterne, men også de oprindelige beboere skal tilpasses den nye
situation. Den ændrede befolkningssammensætning skal som ved en særlig
humanistisk lov transformeres til en ny situation, hvor alle særheder og
enkeltheder går op i en højere enhed, og således materialiserer sig i et helt
nyt menneske, der ikke er set før, men som ikke desto mindre forudsættes at
blive virkelighed. Dette er den amerikanske idé om "the melting pot",
hvor enkeltdelene sammensmeltes til et nyt hele. Idéen er ikke bare dårlig,
den er i strid med selve det eksempel, hvor ud fra den hævder sin eksistens.
Som Samuel P. Huntington overbevisende har demonstreret det i sin seneste bog
"Who are we - Americas great debate", er heller ikke landet, som har
givet navn til "the melting pot", hvad det giver sig ud for. USA's
immigranter blev indtil 1960'erne "tvunget" ind i en kultur, der var
der i forvejen, det Huntington kalder en anglo-protestantisk "core culture".
På samme måde og med samme dyrekøbte erfaringer hedder løsningen på
indvandringen til Danmark ikke integration, men assimilation (tilpasning,
indlemmelse, fuldstændig optagelse). Indvandrere til Danmark må bringes til at
indse, at kun assimilation kan godtages, hvis de ønsker at blive en del af
dette specifikke samfund, med denne specifikke kultur. Alt andet vil alvorligt
forstyrre en skrøbelig social orden, der har eksisteret i århundreder. Alt
andet vil true den sociale fred, der, som det ubetingede gode den er, bør
eksistere mellem en befolkning, der bebor det samme landområde. Det skal her
tilføjes som et ubetinget krav, at den tilflyttende befolkning i løbet af
relativt kort tid accepterer, at dens tilflytteres børn gifter sig med, lever
sammen med, den indfødte befolkning. Dette gælder i særdeleshed de kvindelige
tilflyttere, af hvem det forventes, at de i stigende grad gifter sig ind i den
befolkning, der i forvejen har defineret, under hvilke præmisser tilværelsen
grundlæggende skal leves.
Konsekvenserne af ikke at tage sig ovenstående efterretteligt vil med al
sandsynlighed vise sig at være uhyggelige. Det skal nok lige gentages: Al
historisk erfaring med det uhyre, der hedder det multikulturelle, har vist sig
at bære katastrofen i sig. Al historisk erfaring viser tillige, at der hvor
tilflyttere er blevet taget venligt imod, men også har fået klare instrukser
om hvad gældende skik og brug var, dér har samfundene ikke bare fundet
overskud til at tage imod den udefrakommende, men også fået denne udefra til
at finde en givende plads, til gavn for både ham selv og det samfund, der tog
imod ham.
Jyllandsposten
19-10-04
Svar på
debat: En fundamental misforståelse
J. H. W. (JP 25/10) mener, at skræmmebilledet og ikke
analysen er det bærende element i min kronik Aftenlandets undergang 19/10. Jeg
vil nøjes med at hæfte mig ved en af flere fundamentale misforståelser i Ws
kritik. W. synes at vide, at jeg påstår, at Europa er ved at dø, »fordi der
sker for lidt værdiskabelse«. Nej, det er sådan set ikke det, jeg hævder.
Analysen begynder nemlig et trin længere oppe. Det er den ringe reproduktion,
der er skyld i miseren. Denne manglende reproduktion skyldes naturligvis (og det
fremgik ikke af min kronik, da jeg antog, at det var muligt for den opmærksomme
læser at se sammenhængen), at den frisættelse fra enhver bundethed i forhold
til kultur og historie, der siden 1960'erne har fået en karakter af norm hos de
vestlige eliter, i dag har bredt sig til den danske (europæiske) befolkning som
helhed.
En sådan frisættelse er enestående
i kulturhistorien og betyder, at ønsket om selvrealisering kommer til at optage
menneskene i en grad, der for det første gør, at familiens (og i sidste ende
nationens) videreførelse bliver relativt uinteressant. For det andet betyder
denne manglende interesse i det bredere fællesskabs overlevelse, at mennesket
mere eller mindre vilkårligt søger hen imod det, der bedst kan sætte den
enkelte ind i en social/psykologisk sammenhæng, der giver den forestilling om
mening med tilværelsen, der tidligere var given, og som nu på sin egen
tragikomiske måde finder sin forløsning i de humanistiske studier. Jeg er da
ked af, hvis pointerne i min kronik er gået hen over hovedet på W. Det må være,
som det være vil. Jeg ser dog gerne, at både Wegener og jeg, vort humanistiske
kendskab til trods, fortsat vil være aktive i debatten.
Jyllandsposten
27-10-04
Tilbage
