Matthias Claudius: Den nye politik (1794)

Indledning

Alle forfattere og udgivere lover deres læsere sandhed; jeg med. Men jeg må dog oprigtig tilstå, at jeg ikke kan lade være med at tvivle på, om også alle forfattere og udgivere, jeg selv ikke undtagen, kan holde, hvad de lover. Man kan egentlig kun give, hvad man har, og stundom har man ikke virkelig det, man synes at have. Ja, sandheden skulle rigtignok altid og i alle tilfælde lede os; men i almindelighed leder vi den: og så tror vi nok at have den; men vi har den i grunden ikke. Men det bliver ikke taget så nøje, og velanstændighed byder, at man i det mindste lover sandhed. Læseren må i al fald være tilfreds med udgiverne, når de blot ikke giver ham andet end hvad det virkeligt er, nemlig deres mening; så kan han jo få se sig for, sætte mening mod mening og sådan holde sig skadesløs.

  Der gives som bekendt i vore dage politiske meninger, der afviger fra dem, man før har haft; et nyt system, der er modsat det gamle, der hidtil under forskellige skikkelser gik og gjaldt i verden. Man har just ikke været hemmelighedsfuld med dette nye system, og det kunne derfor gerne forudsættes at være bekendt. Da det imidlertid ikke bliver foredraget ens af alle, men derimod med forandringer og med større eller mindre beskedenhed eller uforskammethed, så vil jeg her i overflødig tilgift anføre et og andet heraf, for at enhver selv kan følge det med sine egne øjne og selv dømme om hovedtrækkene heri.

  Efter det gamle system er der i et stort hus guld-, sølv- og lerkar, nogle til ære, andre til vanære; efter det nye derimod er alle kar lige, både af stof og form. Efter det gamle er kongen, regeringen, regenten osv. regent, og undersåtten undersåt; efter det nye er alle mennesker lige og har lige rettigheder. Efter det gamle giver regenten love, og undersåtterne lyder dem; efter det nye har alle borgere ret og adgang til lovgivningen. Efter det gamle er undersåtterne nødt til at adlyde, ikke blot for straffens men også for samvittighedens skyld; efter det nye kun efter overbevisning. Efter det gamle er der ingen øvrighed uden fra Gud, men hvor der er øvrighed, der er den indsat af Gud; efter det nye skaber mennesket selv samfundsordenen, hele magten ligger hos folket, der giver og tager den til hvem og fra hvem og hvordan det vil. Kort sagt, efter det gamle system er kongen en hyrde, der græsser sin hjord på grønne enge, en fader, der beskytter og bevogter sine børn, en velgørende skytsånd, beskikket af en højere ånd til at tænke og beslutte for folket og til at svæve over det med stille kærlighed; og folket, som har opgivet sin ret og borgerlige selvstændighed i tanke og vilje, lever i tro og tillid; mens det nye system, når man lægger alle vore forfatteres ytringer sammen, synes at være et fællesregimente under den rene fornufts scepter. Statsborgerne gør alting selv, fårene græsser selv på grønne enge, børnene bevogter og beskytter sig selv, folket svæver som sin egen skytsånd over sig selv; med eet ord: Enhver enkelt nyder sin ret og skal som statsborger tænke og beslutte selv – og derfor må han nu belæres og oplyses om menneskerettighederne osv.

  Der er en side, hvorfra dette nye system har et vist skin for sig. Det gamle er åbenbart udsat for store misbrug, og det ser ud, som om disse misbrug bliver afværget og afhjulpet ved det nye. Og overhovedet er den behandlingsmåde, hvorved ethvert enkelt menneske bliver behandlet som et væsen, der har forstand og vilje, meget ædel og al ære værd, når den blot lader sig udføre. Endelig bliver det vist næppe nogensinde draget i tvivl, at mennesket som menneske har sine rettigheder, så at altså ”eftertanken og drøvtygningen og hjertes rørelser” ikke kan regnes noget menneske til last, og er slet ingen skam, men tværtimod en ære for ham. Men når man overiler sig i så alvorlig en sag og allerede betragter alt som klappet og klart, skønt det først skal sættes i værk; ja når man straks tager fat og både hemmelig og offentligt, i blade og bøger, med og uden salt, stille og højrøstet, lærer og prædiker om frihed og menneskerettigheder, og uden videre råber på menneskeslægtens oplysning; så er retsførelsen noget overilet og voldsom, og kæmneren i Efesus ville sige: ”I mænd af Efesus, hvem ved ikke, at folket ikke skal trædes under fødder, og at der er menneskerettigheder til? Da det nu er uimodsigeligt, så skal I blot være ærlige og ikke handle ubesindigt: - men har nogen grund til klage over en anden, så holdes der tingdage og der er landshøvdinger, lad dem så stævne hinanden! Men har I noget andet til hensigt, så må det afgøres i en lovlig forsamling. Ellers står vi i fare for at blive anklagede for oprøret i dag, og vi har aldeles ikke noget, hvormed vi kan undskylde et sådant oprør.”

  Jeg siger, retsførelsen er noget overilet. Vi tager alle sammen fejl i mange stykker. Det kunne måske være, at vi også tog fejl her; her, hvor det er så let at begå en fejl, og så vanskeligt at undgå den; her, hvor bueskytten ikke blot må se på målet, men også på, hvad virkning pilen vil gøre, og hvilken skade den vil anrette, når den er fløjet fra buen og ikke længere er i hans magt; her, hvor det ikke er nok, at regnbuen spiller i smukke farver i luften; men hvor den også må kunne berøre jorden uden at miste sit farveskær, og hvor der hører en ualmindelig erfaring og fin beregning til, for at kunne forudberegne strålebrydningen under dannelsen ganske nøjagtigt. Vi skal nemlig kun beslutte os til det, der i slutningen og i sandhed er sandt og godt, og ikke tage efter det, der blot glimrer og skinner.

  Det nye system har nu fundet stor indgang og mange tilhængere blandt alle slags mennesker, og det var jo at vente og er slet intet under. Ildesindede mennesker kan tro at finde deres regning ved det; forfængelige og letsindige mennesker har til alle tider været forfængelige og letsindige, og vi vil jo alle sammen gerne regere. Heller ikke de veltænkende var aldeles skudfrie. Deres ædle harme over den forsmædelse og skændsel, som menneskene til alle tider har måttet lide af tyranner, kunne gerne træde frem for dem, og bringe dem til at tro, at de i dette system kunne, som de så gerne ønskede, øjne land; de kunne, når de hemmeligt ønskede at se en frelsens dag oprinde over menneskeslægten, gerne lade sig forføre af skinne til at tro den nær, og vente den fra denne kant, så de gik den i møde med fryderåb.

  Og dersom frelsen virkelig var nær i vente, hvem ville da ikke gerne følge dem! – Mennesket er jo i sit inderste dyb tilbøjelig til kærlighed og velvilje; - det lader sig kun tilfredsstille ved en ublandet, uforstyrret og almindelig lyksalighed, hvor bølgeslaget går højt og lige ud til horisonten! –

  Men den, der er overbevist om, at der kun kommer uorden og ulykke i stedet for frelse fra den kant, og at det gamle system med alle sine fejl dog er det eneste, der kan formå at holde menneskene sammen i borgerlig henseende og gøre dem lykkelige, - skulle han også følge med og juble? – Nej, det skal han ikke! Derimod skal han nu, da denne sag er kommen på bane, sige åbent og uforbeholdent derimod, hvad han har at indvende, så godt han formår, enten han får tak eller utak herfor. Han skal sige, hvad der er sandt, og hvad der tjener til fred og indbyrdes forbedring, med milde, venlige ord; skønt man ikke kunne fortænke ham i, at han blev ivrig, da sagen nok er iveren værd, ligesom løvinden ikke plejer at logre med halen, når hun forsvarer sine unger.

  Så længe politiske meninger bliver forhandlet i de højere regioner, nemlig i de lærdes verden, så kommer det kun lidt folkene ved ned på jorden. Lad så den, der føler, at han har god rustning og mod og talent, gå hen og indlægge sig berømmelse; så kan den, der ikke føler det, rolig blive hjemme og være tilskuer ved forhandlingerne. Men efter at de er kommet ned i den lavere sfære, forholder sagen sig ganske anderledes, og så er hele verden interesseret med mand og mus. Enhver, den første den bedste, springer da frem, som han står og går, ikke fordi han vil have ret eller indlægge sig ære, men fordi han vil se med sine egne øjne, og ikke vil lade sig noget binde på ærmet i så vigtig en sag.

  Sådan forholder det sig med mig. Jeg hader ikke mig selv eller mine medmennesker, og det er mig ikke ligegyldigt, om det går mig og andre galt. Jeg indser rigtig nok også, at mange ting kunne og burde være anderledes her i verden, og at en forbedring ikke var unødvendig; men det forekommer mig blot, at forbedringen ikke må være værre end det onde, man vil råde bod på, og at man ikke skulle sætte hovedet på spil for at redde øreflippen, og at det er bedre at have en fugl i hånden end ti på taget osv.

  Det forekommer mig også, at de ydre foranstaltninger ikke kan gøre det alene. Der gives republikker, og dog er der misfornøjede i dem. Fejlen ligger altså hos mennesket selv. Ingenting er ham godt eller rigtigt nok, han vil bestandigt have noget andet og noget nyt, han vil bestandigt bygge om og forbedre! Han er aldrig rig og mægtig og anset nok, han gør de gode foranstaltninger til slette og de slette til gode. Mennesket må altså forbedres og dersom jeg måtte råde, skulle det ikke ske udenfra indad. Man drejer jo ikke på urviseren for at få værket til at gå rigtigt; men man gør værket i stand, for at viseren kan gå rigtigt. Sådan skal jeg heller ikke hos mennesket blot dreje på viseren, men derimod forbedre det indvendige, for at alting kan rette sig selv på talskiven. Jeg ville have en forbedring, synes jeg, hvorved ikke det ene menneske blot blev hjulpet lige overfor det andet, eller det ene parti, det ene folk lige overfor det andet, men hvorved alle mennesker, alle partier, alle folkeslag blev hjulpet; kort sagt, en forbedring som gjorde det onde godt, de ildesindede velsindede, dårerne vise, de troløse trofaste osv., og som på denne måde gjorde alle mennesker uden undtagelse, høje og lave, fyrster og undersåtter, venner og fjender til gode, beskedne, barmhjertige, højmodige, ædle og lykkelige mennesker.
  Det er min mening, som jeg fortrøster mig til.
  Og i denne mening vil jeg nu ligesom Alfred den Store med harpen gå ud og udspejde fjendens lejr.

Foreløbige betænkeligheder og tvivl mod det nye system

Når der blev tilbudt os jordboere en ny sol, selv om den skinnede mere og bedre end den gamle, og vi fik lov til den 20. marts, når solen trådte ind i Vædderens tegn, og et nyt år skulle begynde, frit at vælge mellem den gamle og den nye sol, - skulle vi da lige straks slå til? – Jeg tvivler slet ikke om, at mange ville give den nye sol deres stemmer; men jeg er ligeså fuldt overbevist om, at det var overilet gjort, og at de i det mindste skulle have ventet, til den nye sol var gået en gang igennem alle tolv himmeltegn, for at se, om den også gjorde den nytte, man fordrer af solen, og som den gamle så længe har gjort. Det bedste er vistnok det bedste; men ubeset er det dog ædlere at hænge blindt hen ved det gamle end ved det nye. Selv om begge solene altså var lige gode, så måtte man dog med rette holde på den gamle. Den har skinnet så længe for vor slægt; vore forældre og bedsteforældre har levet under den, set ved dens lys og badet sig i dens stråler; selv om der også nu og da er kommet et [”komme tet”] uvejr, eller sæden er bleven afsvedet, så har den dog ofte modnet sæden for vore fædre og mødre og skaffet dem æbler og pærer osv. – Det ville være utaknemmeligt at vende den gamle ven og velgører ryggen og kaste sig i armene på den nyankomne strålende herre.

  Som den gamle sol forholder sig til den nye, sådan forholder tingenes orden sig til en ny i hvert enkelt land, og det gamle system til det nye for hele verden. Det er imidlertid kun under den forudsætning, at begge systemer var lige gode. Men det synes ikke at være tilfældet, da den nye sol foruden det, at den ikke er den gamle, har meget imod sig, og det møder én straks ved døren og på trapperne af hendes tempel.

  Det synes jo f.eks. at være ganske naturligt, at en eller få regerer mange, men derimod unaturligt, at mange regerer en, og allerunaturligst er det da, at alle skal regere alle. Ethvert enkelt menneske har jo hænderne fulde og nok at gøre med blot at blive enig med sig selv. Og dog skal i dette tilfælde f.eks. blot en stat på 100.000 mennesker alle de 100.000 mennesker, foruden sig selv, også blive enig med den 99.999 andre. Ligeså er der endnu en ting, der synes unaturlig eller naturstridende. Efter det gamle system er der to slags statskræfter, nemlig et aktivt og et passivt, mand og kvinde: efter det nye er de både mand og kvinde på en gang og altså hermafroditiske. I det fysiske liv er det første nu naturens orden og regel, og det andet sædvanligvis et misgreb.

  Det er også meget påfaldende ved det nye system, at der fra verdens begyndelse til nu i fem til seks tusinde år f.eks. bestandig har været monarkier, men at man nu ved enden af de seks tusinde år får det resultat ud, at der aldrig burde have været noget monarki. Man fortæller rigtig nok om en berømt stad, hvor inkvisitorerne først blev hængt og derpå blev deres sag undersøgt. Men at anvende en sådan rettergang på hele menneskeslægten fra dens begyndelse til nu! - -

  På denne måde er vistnok de almindelige bifald og den lette indgang, som det nye system finder, noget betænkelig. Det går med vor sjæl som med vort legeme. Den har også en tunge og en mave. Tungen synes ikke om det bitre; men det er godt og sundt for maven, og hvad der fordærver maven, det synes tungen godt om. Men det er jo en gammel sætning, at sandheden ikke er sød.

Det er også udenfor al tvivl, at det nye systems forsvarere ikke alle sammen er rigtig til at stole på, og at de beskedne iblandt dem virkelig er tilbageholdne, og ikke gerne vil gå for vidt.

  Men tvivlen og betænkeligheden når sit højdepunkt, når man ser hen til forskellen på statsborgernes inderste væsen efter det gamle og det nye system. Et menneske, der overgiver og betror sin sag i Guds og sin konges hånd, han er i for sig et kærligt menneske; hvis han ikke er god i forvejen, så gør kærligheden ham bedre, og det er ingen sag at komme tilrette med ham. Sådan et menneske har det godt i sit indre, og derfor er han ikke tilbøjelig til at gøre udvortes ondt. Han er lydig, velvillig, beleven osv., og han gør altid ringere fordringer, end han kunne gøre.

Men hvad kan man vente af et menneske, - der  gives naturligvis undtagelser, - der ingen troskyldighed har, som selv vil se og beføle alt og bestandig ruger over sin ret? Hvis han ikke står meget fast på fødderne, så river den nye oplysning ham omkuld; og ubeset kan man være vis på, at han ikke er nogen god nabo. Han bærer altid listen over sine rettigheder hos sig, han er ustyrlig, mistroisk og gør aldrig ringere fordringer, end han har ret til, og han ved alting bedre. – Og så en hel stat af sådanne retslærde! - -

  Alle de gamle folkeslags ældste konger var guder eller halvguder, sønner af solen og stjernerne; og vi andre får endnu kongerne og regenterne af Guds nåde. I fortiden behøvede folkene Gud og en regent for at blive regerede. Nu behøver mennesket hverken den ene eller den anden; han kan selv gøre og udføre alt. Denne forandring med mennesket er stor og ubegribelig! Og hvordan er den fremkommet? Ved opdagelsen af menneskerettighederne! – Men hvordan er det muligt? Og hvordan skal det gå til? – Rettigheder er dog til syvende og sidst kun rettigheder og ikke magt, og desuden er de rettigheder ikke engang givet for nylig, men blot blevet opdaget! – Man vil sagtens sige: Folkene trængte ikke tilforn til alt dette, men de stod kun i den indbildning, at de trængte dertil. Ja, men på den anden side, så kan mennesket ikke nu undvære det alt sammen; men det står kun i den indbildning, at de kan undvære det.

  Selve opdagelsen af menneskerettighederne har også noget ubegribeligt ved sig, som man ikke kan finde sig tilrette med. Disse rettigheder har naturligvis været til fra verdens begyndelse, da de første mennesker lige såvel må have haft dem som de sidste. Rettighederne har altså været til fra verdens skabelse. Og de har holdt sig så længe skjult! Nu er de altså kommet for dagens lys. Og ingen af de mange store, vise og verdensberømte mænd skulle være faldet derpå! – Ingen egypter! – Ingen græker! – Ingen Sokrates! – Ingen Platon! – Ingen Konfucius! – Ingen Newton! – Ingen Leibniz! – Slet ingen!

Betragtninger over bekendtgørelsen af menneskerettighederne

Den 2 oktober 1789 vedtog og proklamerede den franske nationalforsamling i Versailles følgende menneskelige og borgerlige rettigheder, og forelagde kongen dem til stadfæstelse.

1. Artikel. Alle mennesker bliver født til og vedbliver at have ligeberettigelse. De selskabelige forskelle kan kun være begrundede i det almindelige bedste.

2. Alle politiske foreningers øjemed er opretholdelsen af menneskets naturlige og uforgribelige rettigheder. Disse rettigheder er frihed, besiddelse, sikkerhed og selvforsvar mod undertrykkelsen.

3. Grundlaget for hele den højeste magt ligger væsentlig i nationen. Ingen forsamling, intet enkelt menneske kan nogetsteds udøve nogen myndighed, der ikke udtrykkelig udspringer af hin.

4. Friheden består deri, at man kan gøre alt, hvad der ikke skader nogen anden; altså har udøvelsen af de naturlige rettigheder for hvert enkelt menneskes vedkommende ingen anden grænser end de, der sikrer de øvrige samfundslemmer nydelsen af de samme rettigheder. Denne grænse kan kun bestemmes ved loven.

5. Loven har ikke ret til at forbyde andet end de handlinger, der er skadelige for samfundet. Alt, hvad der ikke er forbudt ved lov, kan der ikke lægges nogen hindring i vejen for, og ingen kan tvinges til at gøre, hvad loven ikke befaler.

6. Loven er et udtryk for den fælles vilje. Alle statsborgere har ret til enten personligt eller ved deres befuldmægtigede at deltage i lovgivningen. Loven må være lige for alle både som beskyttelse og straf. Alle statsborgere har, som ligemænd for loven, lige adgang til alle offentlige værdigheder, stillinger og embeder efter deres dygtighed og uden anden forskel end den, deres evner og kræfter gør.

6. [= 7] Intet menneske kan anklages, arresteres eller holdes i noget slags fangenskab, undtagen i de tilfælde, som loven bestemmer, og efter de former, som den foreskriver. De, som efterfølger, udsteder eller lader udføre vilkårlige befalinger, skal straffes; men enhver statsborger, der i lovens medfør bliver anholdt eller sat i forvaring, må øjeblikkelig adlyde: han pådrager sig straf ved modstand.

8. Loven må kun fastsætte uundgåelige og øjensynlig nødvendige straffe, og ingen kan straffes, uden i kraft af en lov, der er fastsat for forbrydelsen, samt offentligt bekendtgjort og lovmæssig anvendt.

9. Da ethvert menneske bliver anset for uskyldig, indtil han erklæres for skyldig, så må i det tilfælde, at det anses nødvendigt at arrestere ham, enhver voldsomhed, som ikke måtte være nødvendig for at bemægtige sig hans person, være strengt forbudt ved lov.

10. Ingen må fortrædiges på grund af sine meninger, selv for sine religiøse meninger, forudsat at deres offentliggørelse ikke forstyrrer den ved loven fastsatte offentlige orden.

11. Den frie meddelelse af tanker og meninger er en af menneskets dyrebareste rettigheder; enhver statsborger kan derfor frit tale, skrive og trykke; dog må han stå til ansvar for misbrug af denne frihed i de tilfælde, som loven fastsætter.

12. Overholdelsen af de menneskelige og borgerlige rettigheder gør offentlig magt nødvendig. Denne magt er bestemt til at være til fordel for alle og ikke blot til deres nytte, som den er betroet

13. Til at underholde den offentlige magt og til at udrede omkostningerne ved dens udøvelse, er en almindelig afgift uundgåelig nødvendig; den må fordeles ligelig på alle borgere efter deres formueomstændigheder.

14. Alle statsborgere har ret til personligt eller ved deres befuldmægtede at bestemme, hvorvidt den offentlige afgift er nødvendig, samt til frivilligt at tilstå den, og have tilsyn med dens anvendelse, størrelse og opkrævning, og til at bestemme dens varighed.

15. Samfundet har ret til at fordre regnskab af enhver af sine offentlige agenter for hans embedsførelse.

16. Ethvert samfund, hvori retsplejen ikke er sikret, og magtens fordeling ikke er bestemt, har ingen konstitution.

17. Da ejendommen er en hellig og ukrænkelig rettighed, kan ingen blive den berøvet, medmindre den offentlige nød lovmæssigt og øjensynligt udfordrer det, elle under betingelsen af en retfærdig og foreløbig erstatning.

Se, de er kildeskriftet og lovbogen for menneskerettighederne og den menneskelige frihed, et Magna Charta, hvorved der skulle skænkes menneskeslægten noget, som den aldrig før havde haft!

  Jeg har sat denne smukke skueret af glimrende sandheder og ord frem til de læseres fornøjelse, som ikke før havde set den, og fordi man undertiden forestiller sig ting, som man kun kender på afstand og af omtale, anderledes, end de er, eller rettere sagt, fordi de undertiden er anderledes, end man forestiller sig dem.

De forekommer egentlig kun meget lidt om menneskerettighederne i dette kildeskrift for de menneskelige og borgerlige rettigheder; det meste angår nemlig borgeren. Og som det overhovedet går med almindelige sandheder og sætninger, sådan går det også med disse. De siger alt og intet: de tager med den ene hånd, hvad de giver med den anden! De er helgenbilleder af voks, der er mageløse på alle kanter, et grundstof, der kan blive træ eller metal, due eller tiger. Sådan er f.eks. straks den første og ligeledes den sjette artikel uden tvivl rettet mod en adel og mod en enehersker, og skal stænge døren for dem. – Og på den anden side åbner netop begge disse artikler døren igen. Dersom nemlig adelsvælde og kongemagt efter den første artikel var begrundet i det almindelige bedste, eller hvis evner og kræfter efter den sjette artikel var så store, at de fortjente adelige herligheder, eller at de ikke kunne nøjes med mindre end den første og ypperste plads i staten, så må der jo være adel og eneherskere.

  Den anden artikel kunne vel også nok underkastes en drøftelse, sådan som den står der. Målet for enhver politisk forbindelse kan egentlig ikke godt være opretholdelsen af de naturlige menneskerettigheder, da tabet, eller rettere sagt indskrænkningen ikke kan være en opretholdelse. Man skulle tro, at naturlige menneskerettigheder var de rettigheder, mennesket har som menneske uden noget hensyn eller nogen forbindelse. Træder han i en forbindelse, så beholder han rigtignok rettigheden som menneske; men han kan ikke bevare den i hele dens udstrækning, da alle de, han træder i forbindelse med, har de selvsamme rettigheder, og da alle disse rettigheder ikke kan bestå ved siden af hverandre, når de skal træde i kraft. Deraf kommer også jeremiaderne i den fjerde, tiende, ellevte og syttende artikel, og derved bliver den anden igen ophævet. Lad os tage et simpelt eksempel, der ganske godt belyser sagen! Ethvert menneske har jo lov til, når han ligger alene på en eng, at ligge og strække benene, ligeså langt han vil. Men dersom han nu, enten for at ulven ikke skal forstyrre ham om natten eller for andre fordeles skyld, vil ligge som borger, dvs. i selskab, så har han rigtignok lige såvel som før lov til at ligge og strække benene, ligeså langt han vil. Men det har de andre også lov til. Og når der nu ikke er plads til alle benene på engen, så må han finde sig en anden stilling. Hemmeligheden og fordelen ved den hele indretning består deri, at der bliver sørget for alle ben, så at ikke nogle kommer til at ligge for snævert og krumt og andre igen for mageligt og lige.

  I det tilfælde, at et helt folk, for at blive i eksemplet, skal kunne lægge benene mageligt, hvor der skal skaffes et undertrykt og underkuet folk luft, så det igen kan rejse hovedet, der ser man blot på sagen og tager for resten i sit hjertes glæde alting for gode varer. Og sådan kan man vel også forklare sig den almindelige begejstring for dette Magna Charta.

  Den tredje artikel er kun sand, dersom den er sand. Men dersom det er sandt, at alt overherredømme oprindelig er kommet fra Gud, så ligger det ikke i folket. Det altså indtil videre uafgjort, da det jo ikke kan gøre det til sandhed, at Nationalforsamlingen har bekendtgjort det, eller at kongen har bekræftet det.

De øvrige sætninger vil jeg ikke røre ved. Ved første Øjekast glæder smukke almindelige sandheder en ligesom de skrøbelige blomster. Men de forgår også ligeså let, som de fremkommer, fordi de, som sagt, bestandig giver og tager og har to hænder, som man kan holde fast ved. En prøve på, hvordan de sådan giver og tager, er blandt andet den tiende og elvte artikel. Så smukt som tænke- og trykkefriheden end tager sig ud der, så er de dig ej sikre, og det kommer blot an på den forbeholdte undersøgelse af meningerne i den tiende og af misbrugene i den elvte, for at se dem forvandlede til den værste tænke- og pressetvang. Men det kan ingen gøre for, og derfor er almindelige sætninger ikke positive love.

  Alle medlemmerne i Nationalforsamlingen var ikke enige, og de førte en lang strid om, hvorvidt bekendtgørelsen af menneskerettighederne var nødvendig. Og der lader sig virkelig meget indvende imod denne nødvendighed, og navnlig: hvorvidt almindelige sandheder, der er, eller kan være almindelig bekendte, og som har deres sandhed i og af sig selv, og ikke behøver stadfæstelse af noget menneske, hvorvidt de, - siger jeg, - skulle forelægges kongen til bekræftelse. Når kongen f.eks., der i så mange år havde været den offentlige magt, og som, efter at den var blevet forstyrret, ved alle lejligheder havde klaget og gjort forestillinger imod de ulykkelige følger deraf og det endogså i Nationalforsamlingen; når han, – siger jeg, - efter den tolvte artikel skulle give sin bekræftelse til: ”at en offentlig magt var nødvendig for opretholdelsen af menneskerettighederne, og at denne magt var bestemt til at være til fordel for alle og ikke blot til deres nytte, som den var betroet”, eller når kongen, der så tit og ofte og desværre alt for tit og ofte havde opkrævet den fælles afgift, og som nu ikke mere vidste noget råd for denne opkrævning og netop derfor havde sammenkaldt stænderne; når han, – siger jeg atter, -  efter den trettende artikel skulle give sin bekræftelse til: ”at en almindelig afgift var uundgåelig nødvendig til at underholde den offentlige magt og til at udbrede omkostningerne ved dens udøvelse, og at den skulle fordeles ligelig på alle borgere efter deres formueomstændigheder”, - så måtte det dog forekomme ham ganske besynderligt; eller når han skulle give sin bekræftelse til: ”at ethvert samfund, hvori retsplejen ikke er sikret, og magtens fordeling ikke er bestemt, ikke har nogen konstitution, og: ”at alle mennesker fødes til og vedbliver at have lige berettigelse osv.”

  Det geråder vistnok Nationalforsamlingen til ære, at den på enhver måde søger at bringe de forglemte og foragtede menneskerettigheder i erindring og til ære; men på den anden side kunne bekræftelsen af sådanne almindelige sætninger forekomme kongen at være meget overflødig, og tillige betænkelig, da han ikke kunne vide, hvad han egentlig havde bekræftet dermed.

  Kongen nægtede også i begyndelsen denne bekendtgørelse sin bekræftelse og svarede blot: ”at han ikke kunne give nogen erklæring derom, og at den indeholdt ganske gode grundsætninger, som kunne tjene som grundlag for fremtidige arbejder; men at sådanne grundsætninger, som lod sig anvende og fortolke på mange måder, først kunne og skulle bedømmes rigtigt, når deres rette mening var bestemt ved de love, som de skulle tjene til grundlag for.”

  Han ville formodentlig lade sig forstå med, at Nationalforsamlingen var for stor for et sådant arbejde, og at det var et at filosofere og et andet at regere. Og når man forestiller sig en nationalforsamlings værd og betydning, så forekommer det én rigtignok også, at det virkelig var for lidt for folkets befuldmægtigede, som var sat til at vande det tørre land og bringe velsignelsens strøm til at udgyde sig over det:  at give sig til at forklare de hydrauliske love for folket og forevise deres planer og niveller-maskiner; og at det havde klædt disse befuldmægtigede nok så godt at fuldføre deres store værk i stilhed og holde sig skjulte i al hemmelighed, indtil den frembrusende strøm havde forrådt, at de var samfundets velgørere; og endelig, at det havde været bedre at erindre det folk, som de skulle gøre lykkeligt, om, at de var til, ikke på en metafysisk, men på en fysisk måde, og derved indtage det for sig. Og det lod sig måske gøre, når alle i landet, store og små, fattige og rige, havde været i den rette stemning til at lade sig gøre lykkelige. Men hvad skal man sige derom i et land, ”hvor, - som en forhenværende præsident i Nationalforsamlingen, hr. Munier, siger,  - alle blikke, fra det øjeblik, da man begyndte at tale om en stænderforsamling, var rettede mod fremtiden, og hvor enhver beregnede begivenhedernes gang efter sin interesse og sine lidenskaber, og hvor både ærgerrighed og had søgte at gribe det gunstige øjeblik.; hvor nogle håbede at kunne tilrane sig den højeste magt under lovløshedens krampetrækninger, mens andre havde den plan at ophæve alle standsforskelle, jævne alt med jorden, kaste alt imellem hverandre, omgive sig med ruiner, og beruse folket med tøjlesløshedens gift, som de ville udbrede under navn af frihed.” Og hvad skal man sige derom i et land, ”hvor – som et andet medlem af Nationalforsamlingen, hr. Foucault, nærmere oplyser, - tydelige og bestemte love, f.eks. lenssystemets og grundskattens ophævelse, blev misbrugte til at ophidse folket og forlede det til de største uordener og voldsomheder mod godsejerne; og hvor indbyggerne endnu var alt for langt tilbage til at kunne forstå Nationalforsamlingens beslutninger, - og hvor folket i land tid endnu ikke ville være i stand til at fatte meningen deraf; og hvor der ikke kunne blive sørget tilstrækkeligt for at lade dem oplyse af retskafne mænd osv.” – Ja, når alt dette var tilfældet, så satte nationens befuldmægtigede dog nok alt for meget på spil ved at bekendtgøre sådanne almindelige og ubestemte sætninger, som enhver kunne misbruge til at fremme sine hensigter og derved forvirre hovederne på folk til deres egen fordærvelse.

  Den, der kender mennesket og ved, hvor let hovedet bliver forvirret på ham, og hvor tilbøjelig han er til at tage sig alt til indtægt, og tage hele hånden, når man rækker ham en finger, og til at hengive sig til sine lidenskaber og deres fordærvelige indflydelse, når han bare har et påskud eller et figenblad til at skjule det med; og den, der ved, hvordan mennesket på en vis måde ligesom en hane ligger og stirrer på kridtstregen, der er trukket henover ham, og når den streg, der bandt ham pludselig bliver forandret, på en gang mister sit holdningspunkt, og ikke længere kender nogen skranke osv.; den, der ved dette, - siger jeg, - han er vistnok hurtig til at beslutte, men langsom til at iværksætte; han tager ikke blot hensyn til den sæd, han vil så, men også til jordbunden, hvori han vil så den; han sidder først med alvor og med tårerne i øjnene og beregner den menneskelige naturs svaghed, og går op og ned, frem og tilbage, med sin velgerning i hånden, og  spejder uden at blive træt, indtil han har udfundet en vej og en måde til at komme af med den med ære.  Sådan en velgører er en himmelsk gave. Det er let at tegne et smukt billede; men det er vanskeligt at gøre det til virkelighed. Sådan en mand må finde velbehag i det, der ikke smager godt, han må aldrig opofre sin pligt for folkegunst, men bestandig opofre folkegunsten for pligten; han må ikke være beruset af den store tanke, at kunne gøre godt; men han må være virkelig besjælet af den. Kort sagt, han må have belavet sig på, og vide, at utaknemmelighed er verdens bedste løn, og han må finde sig i, ligesom Moses, at være en plaget mand.

En nærmere undersøgelse af det nye system

Selv om det nye system eller et fornuft-herredømme også virkelig var muligt her i verden, så ville man dog ikke kunne kalde det en regering, men i det højeste en praktisk politisk forening, et statsborgerligt akademi osv. Ved ordet regering tænker vi nærmest på en magt, der er forskellig fra en undersøgelse om det retsmæssige, og som har sin faste urokkelige gang, og stræber uimodståeligt hen imod målet. Denne magt går igennem alle statsforfatningens dele. Det er her det samme, som hjertet er i det menneskelige legeme, og må være uhindret og uforstyrret, så længe legemets liv skal vare ved.  Her er spørgsmålet ikke om, hvorvidt der kan og tør gøres bestemte indvendinger og forestillinger imod dens gang ganske i almindelighed. – I hvilket et land bliver der ikke gjort det? og i hvilket et land bliver det ikke taget til følge? – Man må blot ikke røre ved den, og lægge hånd på den, uden noget hensyn til ret og uret, ellers er det forbi med det hele. Jeg vil oplyse dette med et eksempel. Den 22. juli 1789 blev som bekendt Foulon offentligt myrdet af folket i Paris på en gruelig måde. Marquis la Fayette, hvem overbefalingen over Nationalgarden i Paris enstemmigt var blevet overdraget under folkets almindelige jubel, gjorde tilligemed rådsherrerne i Paris alt, hvad der stod i hans magt, for at hindre det, og opbød alt for at redde Foulon. Men forgæves, han blev myrdet. Folket havde måske ikke uret i selve sagen, og Foulon fortjente måske døden. Den ret, som la Fayette foreslog, at der skulle nedsættes i sagen, ville måske også have dømt ham til døden. Folket handlede altså ikke engang imod retfærdigheden; men det foregreb den kun. Men hvad der aldrig måtte krænkes, det var blevet krænket. Og hvad gjorde la Fayette? – Han nedlagde sin overbefalingspost, fordi, som han selv på en smuk måde udtrykte sig, ”den dag, da folket krænkede den tillid, det havde lovet at vise ham, også måtte blive den dag, da han opgave den stilling, hvori han nu ikke mere kunne være til nogen nytte.”

  Der må altså være en uimodståelig kraft i en regering, og uden den kan der ikke tænkes nogen lydighed eller nogen stat, ligesom man nok kan beskrive en parabel [parabol] eller en figur, hvori linierne løber vildt imellem hverandre, men derimod ikke nogen cirkel, når man ikke har et fast og ubevægeligt punkt.

Men hvorfra skulle denne uimodståelige kraft, dette ubevægelige punkt komme i et fornuftsherredømme? – Dertil svarer man, at fornuften er kraften, der skal give punktet.

  Ja, fornuften ville måske nok have været en uimodståelig kraft, og kunne måske endnu være det; men den er det ikke. Og hvordan skulle den kunne give et fast og ubevægeligt punkt? Dens herredømme fremkommer jo kun i de enkelte individer, og enhver af disse har sin egen fornuft. Ethvert menneske har sin måde at betragte alting på, og sin måde at være fornuftig på, og det lod sig lettere gøre at give alle orgelpiber i hele Europa een og samme tone, end at bringe alle medlemmer af en lille stat til at gøre det samme, selv om de alle sammen stemte sammen.

  Der har bestandig til alle tider været mange slags filosofier til i verden. Men har der nogensinde været en eneste, der ikke har delt sig i partier og sekter? Har der nogensinde været en filosofisk spekulant, der ikke har haft sine modstandere og sit oppositionsparti? Og på filosofiens enemærker har dog alle de stridende omtrent haft samme mål for øje; de søger alle sammen sandheden, og kunne de blot se sandheden, sådan som den er, så ville de sagtens også alle sammen stræbe efter den. I en stat og i det borgerlige samfund er antallet jo for det første meget større, og dernæst er interesserne forskellige og krydser hverandre, ja er ofte hverandre stik modsatte; tilbøjeligheder og lidenskaber er i bevægelse og kommer med i spillet; og enhver søger en sandhed, som han ikke selv skal rette sig efter, men som skal rette sig efter ham. Når f.eks. to har en proces med hinanden, så finder gerne begge parters fornuft, at de begge har ret, fordi de gerne vil have ret osv. – Og dog skal fornuften give det faste urokkelige punkt? – Hvor skal vi tage brød fra i ørkenen? –

Ja, det er sandt nok siger man; men giv blot menneskene de rette begreber! – Oplysning! Oplysning! Mennesket må oplyses! – Nå ja, ingen har noget imod rigtige begreber; der gives også visse ting, som det er ret nyttigt og godt at oplyse ethvert menneske om, det vil sige, at fortælle ham: det og det er sådan eller ikke osv.; det og det duer eller ikke; det og det må ske eller ikke osv. Men den, der tror, at han kan forstene tilbøjelighederne og lidenskaberne med oplysningens Medusahoved, han er galt underrettet.

  Der er et stort svælg befæstet imellem menneskets begreber og vilje.  Bevidsthedens hjul og viljens hjul griber ikke ind i hinanden, skønt de rigtignok ikke er uden forbindelse med hinanden. De bliver drevet af forskellige elementer og forholder sig omtrent til hinanden som en vejrmølle og en vandmølle. Spørg engang den, der bruger falsk mål eller vægt, om han ikke ved, at man skal give rigtigt mål og vægt? Hvem ved ikke, at man ikke må myrde? Vi ved det jo ikke blot; men der er også en naturlig ulyst hos os, der holder os fra at myrde, og i baggrunden står skarpretteren med sit sværd, - og er der da ingen, der myrder? – Hvem ved ikke, at man ikke må stjæle?  Og galgen og stejlen advarer os jo alle vegne, - og er der da ingen, der stjæler? – Sådan går det med alle de hellige ”ti Guds bud”. Men hvordan kan du vente dig mere af dine egne bud? – Forstår du det bedre end den kære Gud? – Han kunne ikke nå sit mål med budene, og han valgte derfor en anden vej. – Og så tænker du, at du kan udrette noget med bud og oplysning? – Gør blot engang en prøve; oplys engang din tjener eller den første den bedste om, hvor dragkisten står med dine louisdorer[1]; oplys ham ligeså meget du vil om, hvor skændigt utroskab er, og hvad ret og pligt er; og pas kun på, om den hellige grav så er velforvaret, og om ikke måske tjeneren bliver usynlig, og dragkisten på samme tid bliver tom. Betragt dog engang de tusinde forordninger og de mangfoldige formaninger, der bliver givet og gjort rundt omkring dig i verden; betragt engang, hvad du selv befaler og formaner til i din lille kreds! – Er det da dermed gjort? –

  Men er det dig endnu ikke klart alt sammen og ligger det dig endnu for langt borte, så vil jeg rykke dig nærmere ind på livet! Gå i dig selv og spørg dig selv! Spørg engang dit eget hjerte, om det ikke er noget andet end den blotte bevidsthed, der driver dig til at ville? Om bevidsthedens og viljens hjul bestandigt følges ad hos dig, og om de  ikke ofte går den modsatte vej? Om du ikke undertiden endog også, når du hører dit bedre videndes hjul dreje sig i det fjerne, om du da ikke undertiden går bort ad en anden vej for ikke at høre lyden af det? – Kære, tilstå det og nægt det ikke! Du er ikke den eneste, det går på den måde, det går også andre folk sådan, og som oftest endnu værre. Men tilstå så også, at det er lutter drøm og indbildning, at fornuften og oplysningen kan give det faste ubevægelige punkt og lægge bidslet på tilbøjelighederne og lidenskaberne! Og tro så ikke længere på noget, som ikke er sandt, og som aldrig har kunnet lade sig gøre, og som desværre bliver gendrevet ved 5793 års erfaring. Hvad var nemlig hensigten med de bedste og viseste menneskers digten og tragten andet end overalt at skaffe fornuften herredømmet over sanser og lidenskaber? Men har de kunnet gøre det og sætte det i værk? – Og nogle af dem har dog ganske vist taget sagen fat fra den rette side.

  En stat efter det nye system eller fornuftherredømmet er altså en umulighed, fordi man nok kan gøre folk kloge, men ikke gode, fordi menneskene ikke vil, som de tænker, men snarere tværtimod tænker, som de vil, og der altså ikke tilvejebringes nogen lydighed ved oplysningen.

Men vi vil betragte sagen endnu fra en anden kant. Vi vil tænke os en stat, hvori det nye systems højeste ideal var blevet til virkelighed, og så engang lade maskinen gå rundt og se, hvad enden bliver på legen. Denne stat skal kun bestå af en million mennesker. Ingen af denne stats borgere må antage noget på tro og love eller nogensinde overlade noget til andre, men skal have den fulde nydelse af sin fornuft og sine menneskerettigheder; det skal blot gå menneskeligt til i den; alting skal afgøres og bestemmes af samfundet selv, og der skal ikke være nogen indretning eller lov gyldig, undtagen den er indset, antaget og bekræftet af enhver enkelt af de tihundredetusinde mennesker, der efter Tysklands befolkning at regne ville indtage et rum af 500 kvadratmile.

  Så meget kan man straks forudse, at det må blive en meget langsom regering, og man vil kunne tvivle om, hvorvidt en eneste lov nogensinde ville komme i stand. Men vi vil dog bringe et lovforslag frem. Møntvæsnet skal altså først ordnes, og der skal sættes en fordelagtig møntfod. Alle borgere har naturligvis ret til at blive spurgt til råds og afgive deres stemme i så vigtig en statssag. Jeg vil nu ikke tale om, hvad tid og flid det vil medtage, blot at bringe denne sag til almindelig kundskab. Denne vanskelighed kan vi lade være overvundet, og forslaget er altså forelagt enhver statsborger. Men nu ved ingen af dem, hvad talen er om. Af hundredetusinde ved omtrent hundrede, hvad en møntfod er, og een , hvad en fordelagtig møntfod vil sige. Disse ti må da afgøre sagen, dersom der skal komme noget fornuftigt ud deraf. Og der er da ikke andet at gøre for nioghalvfemsindstyvetusinde-nihundredeoghalvfemsindstyve end at opgive deres ret til at sætte møntfoden og at have tillid og tiltro til de ti, der forstår sig på mønt, og som altså afgør møntsagen på samfundets vegne og må blive et slags møntkollegium i landet.

  Hvor der er penge, der vil også findes strid og splid, og vi må da også have en retspleje. Alle statens borgere har rigtignok igen ret til at blive rådspurgte og afgive deres stemme i så vigtig en sag for staten, og de skal have lov til begge dele. Jeg overlader det til enhver at dømme om, hvorvidt det skulle være muligt, uagtet ethvert menneske har en følelse for, hvad der er ret og uret, at tihundredetusinde mennesker skulle kunne blive enige om så mange love og former, som retsplejen kræver! Men lad os endogså antage, hvad der er umuligt, lad os antage, at alle tihundredetusinde borgere kun havde een mening og stemte overens i alle disse ting, og at de virkelig alle havde givet loven, så kunne de dog ikke alle sætte den i kraft. Og, hvordan de end vil enes om det, enten ved valg eller lodkastning på færre eller flere, så må der dannes et udvalg af enkelte, som håndhævede samfundets ret i justitssager. Og der var ikke andet at gøre for alle de andre borgere, end at opgive deres ret med hensyn til justitssager og have tillid og tiltro til justitskollegiet. Og såvel hele samfundets orden, rolighed og velfærd som den enkelte borgers vel afhænger altså af, at dette kollegium indtil videre holdes i hævd i justitssager, ligesom møntkollegiet i møntsager osv. osv. –

  Altså uden at retten overgives og nedlægges i en eller enkeltes hænder, og uden at retten overlades, og der vises tillid og tiltro af den ulige større del af borgerne i staten, er en borgerlig orden aldeles umulig! - - - - - -

  Men ved siden heraf ville der da komme noget andet og noget meget uventet for dagen! – På denne måde ville det nye system jo være ældre end det gamle! På denne måde ser det jo ud, som om denne selvstændighedens og menneskerettighedernes tid, som vore forfattere betragter som en ny opdagelse, som tidernes langsomt modnede frugt, og som det store fund, der var forbeholdt os og vort oplyste og lyksalige århundrede, som om denne tid – siger jeg – havde været den ældste og første, og som om man måtte gribe til et andet middel og ty til det gamle system, fordi det ikke ville eller kunne gå på den måde! –

  Javist! Det synes så, strømpen kan rigtignok igen gøres til en lang tråd; men den lange tråd var til førend strømpen.
  Javist! Det synes så, og sådan forholder det sig vel også. Det nye system var først til, og derfra gik man over til det gamle.

Og denne overgang har ikke været nogen let og ubetydelig sag. Det var intet lille og ringe stykke arbejde at bringe hver enkelts selvbevidsthed og selvrådighed, som ingen orden eller lykke kan bestå ved siden af, at bringe dem af vejen og i det rette spor, og at tæmme den menneskelige naturs egensindighed og naturlige trods, dens halsstarrighed og overmod osv., og i stedet for dem at fremkalde lydighed ærbødighed, tilbageholdenhed, forekommenhed, takt, skånsomhed og det selskabelige livs øvrige gratier.

  Når man blot betænker, hvad det endnu koster og bestandigt har kostet at holde den naturlige tøjlesløshed og den naturlige følelse af menneskerettighederne, som ligger dunkelt i ethvert menneske, og som rører sig i ethvert opløb, i skranke og tøjle, selv nu efter at folderne og sporene engang er lagte i denne undertvingelse og i de borgerlige indretninger, og menneskene bliver fødte og opdragne i lydighed mod øvrigheden, - så kan man nogenlunde beregne, hvad det har kostet, og hvad der måtte til, hvor megen tid og visdom, kærlighed og tålmodighed, hvor hårde stød og hvilken ydre magt, der udfordredes til at lægge disse folder fra først af og knytte visse velgørende bånd, der er uundværlige for den borgerlige lyksalighed i det hele og i det enkelte. Jeg siger: nogenlunde. Ingen udvortes magt osv. har nemlig alene været tilstrækkelig dertil; men der har hørt endnu mere til for at forene og sammenknytte så mange forskellige viljer. Det har også folkene og menneskene i gamle dage troet. Livius fortæller i sin beretning om Roms anlæggelse, at Numa[2] har anset gudsfrygten for at være en af de største nødvendigheder i folkets hjerte, og Plutarch siger ligeledes: ”Det er lettere at anlægge en stad i luften, end grundlægge en stat uden religion.”

  Altså de, der først har opfundet og knyttet de borgerlige bånd, de har ikke bedraget folk; men de var fædre og velgørere for menneskeslægten og er det endnu den dag i dag. Men hvis deres velgerning tit er blevet misbrugt, så er det ikke godt, og det er ikke velgerningens skyld, den ophører derfor ikke at være en velgerning. Menneskene kan ikke undvære denne velgerning, og de kan ikke skønne nok på den og ikke være omhyggelige nok for at holde den ved lige og forplante den til efterslægten.

  Og nu? – Nu skal man rigtignok ikke lukke øjnene i på mennesket, nu kan man vistnok gerne sige og fortælle ham i al beskedenhed, at han ikke er til for de andres, men kun for sin egen skyld osv. Men den, der uden tilbageholdenhed og indskrænkning udråber ”menneskefrihed” og ubetinget præker ”menneskerettigheder”, han sønderriver dette velgørende, så viseligt og møjsommeligt sammenknyttede og uundværlige bånd, - så må hans hensigter være, hvordan de vil, dem vil ingen bestride; - han drager igen selvklogskaben og egenrådigheden osv. op af afgrunden; han forstyrrer desuden den smukke følelse af kærlighed, tiltro og tillid i mennesket, river ham hjertet ud af livet og gør ham til en udtørret, selvklog hjerneskal uden glæde for sig selv eller andre! – Og det bedste, som et menneske har på Jorden, den sidste trøst, der levnes ham, når han tror sig undertrykt af sin regent eller virkelig er det, og som trøster ham med ”en konge, der ikke undertrykker, og som igen vil gøre alting godt,” – også den skal fratages ham!

Skal det være menneskekærlighed! – Sig mig: er det ærligt og godt? – Og er det ikke ærligere og bedre at præke ubetinget lydighed og orden, kærlighed, tiltro og tillid til Gud og mennesker? –

  Men skal denne kærlighed, tillid og tiltro da blive evig ved, for at de evig kan blive bedragne og misbrugte? – Skal de mange opgive deres ret, for at een eller enkelte ustraffet kan øve vold og uret?

  Nej, det være langt fra! – Skuffet kærlighed er ligesom menneskeblod: den råber om hævn til himlen. Nej, ret må være ret og bliver ret. Jeg kæmper ikke imod, men for folket – og hvor der skal ske dette mindste uret og vold, der ønsker jeg ikke at kaldes søn af faraos datter, men vil meget hellere lide nød med mine brødre.

Kongerne og regenterne er givet menneskene til det gode og ikke til det onde. De skal ikke gøre uret, men derimod ret og skel og vide, at de også har en herre i himlen. Han har sat dem overfor de andre for de andres skyld, og for at de andre kan vederfares barmhjertighed ved deres hånd. Og ligesom de millioner eller tusinder, der venter at nå målet for huslig fred og timelig lykke ved deres hjælp, må være dem lydige og have tiltro og tillid til dem, sådan må de også med begge hænder give de tusinde et knuget og skuddet [?] mål. Og det er endnu ikke alt.

  Når en konge sidder i al sin herlighed på sin trone i midten af sit folk, så sidder han der for at uddele himlens lykke foruden Jordens; han sidder der som en himmelsk kunstner, for ved lutter velgørende, milde, ædle, store og gode handlinger af afbilde Gud og bringe menneskene til at hungre og tørste efter Ham.

  Det er kongernes og regenternes opgave Det er de kaldet til, og dertil er kronen og sceptret blevet skænket de første konger. – Og derfor elsker vi mennesker også af naturen disse tegn på magten og venter ikke andet end godt af den, der bærer dem, og vi vil nødig høre noget ondt om ham. Vi mennesker er børn, og derfor måtte den kære Gud behandle os som børn og gøre os lykkelige i al hemmelighed ligesom bag vor egen ryg. Og derfor er det nødvendigt at have indretninger, og vi føler godt, at disse indretninger burde være så rene, som Han er, der har givet os dem.

Konger og regenter! – Eders trone står her i Verden på Guds vegne. Og den, der sidder på den, skal være stor og uovervindelig, men kun ved retfærdighed og sandhed! De kan alene gøre stor og uovervindelig.

Slutning

Den kraft, som er uundværlig i enhver stat, er ligesom hjertet i det menneskelige legeme.
  Man kunne let forstå, at der etsteds i legemverdenen måtte slå et stort hjerte, hvorved og hvoraf alle dens dele fik liv og bevægelse. Et livløst bornholmsk stueur kan rigtignok godt gå i Hamborg eller Osnabrück, skønt det var adskilt fra den mesterhånd, der gav det bevægelse; men hele den levende skabning kan ligeså lidt være adskilt fra sit hjerte, som det menneskelige legeme fra sit, og kræver en vedvarende og uophørlig sammentrækning og udvidelse, såvel i stort som i småt, såvel i det almindelige som i det særegne. – Når nu det samme store hjerte, som må slå etsteds i legemverdenen, også slog for sædeligheden, så vidste vi, hvad vi havde at holde os til, og hvordan vi var vendt i denne sag, og vi havde til samme tid en oplysning om den menneskelige viljes uovervindelige sammenhængskraft, såvel i sin almindelighed som i staten, og tillige om det faste ubevægelige punkt. Men hvordan det end hænger sammen, så må mennesket have noget fast, hvorved man kan ligge til ankers, noget, det ikke afhænger af ham, men som han er afhængig af. Ankeret må holde skibet; ellers vil farten blive mislig, og ulykken ikke være langt borte, når skibet driver for sit anker.

  Når David ikke dræber sin fjende og forfølger, Saul, da han var i hans hånd i hulen, men derimod kun skærer fligen af hans kappe, så driver den naturlige lidenskab ham ikke til at handle sådan, men det er derimod noget andet, der gør det. Når Sokrates ikke indlader sig på den flugt fra fængslet, som hans disciple havde forberedt, men hellere vil dø, og virkelig også dør, så bevæger ikke den naturlige tilbøjelighed, men derimod noget andet ham til at handle på den måde. De fleste ville have forladt fængslet og ikke have ladet sig nøje med fligen. Hvorfor? – Fordi tilbøjelighed og lidenskab driver og bevæger de fleste til at handle, og fordi det andet derfor ikke kan komme til orde.

  Vore sanser og lidenskaber er de horn og cymbler[3] og skalmejer[4], der forvirrer, forstyrrer og overdøver sandhedens røst og stemme i vort indre. De er de hundrede tunge lænker, der binder og holder os stakkels mennesker og bedækker os med skændsel. Den, der løsriver sig fra en af dem, er allerede ærligere, og sådan bestandig  videre ad den lange tunge vej op ad bjerget. – Og den, der har besteget det helt, den, der ved sin vilje og tragten eller ved Guds nåde er kommet så vidt, at lænkerne er faldet af ham, og at ingen mere rasler på ham, han er sandelig en fri mand. – Han er himmelvendt og væsentlig forskellig fra frihedsjægeren, og de to forholder sig til hinanden som ”at ville” til ”at være”, som nede til oppe, som intet til alt.

  Den frie mand er ikke bundet af jorden eller af nogen smålig interesse; fra nu af er det intet, der virker på ham, gælder for ham, driver og bevæger ham, undtagen det sande og det gode. Han har kastet kødets dragt, lever af himmelsk føde og sejler på den rene kærligheds hav.

  Sådan et menneske har ret til at tale med, og han er hævet over lovene. Men det er ikke, fordi lovene ikke bestandig behøver at følges og holdes hellige og ubrødelige; men derimod fordi han er anderledes stillet i sit inderste, og fordi han altid og alle vegne gør langt mere, end lovene fordrer; fordi han går to mil med den, der nøder ham til at gå een; fordi han ikke alene ikke bedriver hor, men fordi han ikke ser på nogen kvinde for at begære hende i sit hjerte; fordi han ikke blot ikke hader sin fjende, men fordi han også velsigner dem, som forbander ham, gør vel imod dem, som hader ham, og gerne ligesom den himmelske fader ville lade solen gå op både over onde og gode.

  Når nu en mand af denne slags havde forbarmet sig over et vildfarent folk, der trængte til råd og hjælp, og har taget sceptret i sin hånd af kærlighed til det sande og gode, hvem havde han da at takke for sit kongedømme, sin ret og sin magt?

Men lad der også uden hans hjælp have været eller kunnet blive en konge i folket, og lad ham så være blevet den næste i landet efter kongen, så ville han dog gerne være bleven undersåt, fordi han kun ville have samme vilje som kongen, og fordi det ville være ham nok, når blot det gode kom til sin ret.

  Men der kunne også være en i folket, der bildte sig ind, at han var sådan en mand, skønt han var langt fra at være det. Og ihvor stor og ubegribelig end denne fejltagelse er, så har erfaringen dog lært, at den ikke er umulig hverken i det små eller i det store, og at der kun behøver at være en anledning dertil, for at det kan ske. Slå op i menneskeslægtens årbøger, hvor I vil. Læs f.eks. fortællingen om urolighederne i Mynster, der rejste sig efter Luthers optræden i det sekstende århundrede, og se så, hvor svag og kæphøj den menneskelige natur er, og hvordan den bestandig går den lettere vej.

Jeg afbryder her og forskåner den svage for at tale om sine medmenneskers svaghed. Men et godt råd er dog altid al ære værd, enten det så kommer fra den svage eller fra den stærke.

  Når en familiefader behøver lys om natten, så griber han ikke dette i luften under den store tusindfoldige stjernehimmel, og tager det ind ad vinduet; men han tager og slår ild med stål og sten inde i huset og det med stor møje og flid, og så lader han det lyse ud gennem vinduet.

*                                          *                                         *

Man kan ikke komme op på bakke uden at gå op ad bakke. Og skønt det er besværligt at gå opad, så kommer man bestandigt nærmere til toppen, og ved ethvert skridt bliver udsigten friere og smukkere rundt omkring! Og er man oppe, så er man ovenpå. Hvordan slaven end vil bære sig ad med at blive fri for sin lænke, så er det dog klart nok, at lænken ikke brister for vid og kløgt alene, men at han må lægge hånd på værket, hvis det er hans alvor, at han vil være fri for den.

  Og det er denne forbedring, som jeg vil foreslå.
  Den er vort dagsværk på Jorden og den store kongelige vej til frihed, som ingen vil fortryde.

Fordansket ved C. H. Thurah i Mathias Claudius: Udvalgte Skrifter af Mathias
Claudius, der Wandsbecker Bote, Kbh. 1860. Indsendt af Peter Lindskov Andersen

Tilbage