| |
[Tilbage
til RØD TERROR - hovedside]
RØD TERROR
Den ægte Che Guevara
1956-1967
Dødsofre: flere tusinde

|
Introduktion:
Argentineren
Ernesto ”Che” Guevara (1928-1967) hører til blandt venstrefløjens
helt store koryfæer. At han var en koldblodig morder og sammen med Fidel
Castro søgte at indføre et stalinistisk diktatur på Cuba, har ikke
mindsket den socialistiske Che-dyrkelse. Allerede i begyndelsen af
1950’erne udtrykte Che i sine
dagbøger og breve beundring for stalinismen og kommunistisk vold.
Fra midten af 50’erne satte han handling bag ordene. Ches direkte
involvering i mordet på 213 mennesker på Cuba i
perioden 1957-1959 er
dokumenteret. Dertil kommer Ches og Castros systematiske
undertrykkelse af befolkningen fra 1959 og frem, der krævede flere
tusinde dødsofre. |
Ches handlinger - kronologisk oversigt
[Se ligeledes:
Øjenvidneskildringer/instrukser - Che-citater
- Det sagde venstrefløjen]
|
1954: |
|
Che er i
Guatemala, hvor han støtter Jacobo Arbenz socialistiske regering, der
dog væltes ved et militærkup. Arbenz flygter til Tjekkoslovakiet, Che
rejser til Mexico. I et brev til sin tidligere kæreste giver Che
opskriften på, hvorledes han mener, Arbenz kunne have beholdt magten -
flere henrettelser.
|
|
Se også:
Che-citater |
| |
|
CHE OG CASTRO - DE TIDLIGE KAMPE
(1955-1958)
|
|
|
|
1955: |
|
Che
slutter sig til Castro, der opholder sig i Mexico, hvor han sammen med
Bevægelsen af 26. juli forbereder et oprør mod Batistas styre på Cuba
|
|
|
|
1956-57: Guerilla-krigen
Antal ofre: ukendt |
|
I november 1956 gør Che og
Castro landgang på Cuba og påbegynder kampen mod Batista.
Che får kommandoen over en
”kolonne” af guerillaer. Che bliver en af Castros mest betroede mænd og opnår
den højeste rang (major). Che gør sig dog hurtigt mere bemærket for sin hårdhed
overfor sine underordnede end militær duelighed. Bl.a. lader han en ung mand
(dreng) henrette uden rettergang for at have stjålet en smule mad. Desuden
kommer Che i modstrid med de demokratiske guerilla-kommandanter (som han dog
senere får mulighed for at udrense og myrde) (1). Che likviderer
personligt desertører og mistænkte Batista-spioner, bl.a. Eutimo Guerra, hvis
ejendele (hans ur) han ifølge sin egen dagbog efterfølgende selvtilfreds tager i
sin besiddelse (2). Che pålægger sine underordnede (Jaime Costa Vázquez,
Ramiro Valdés) at dræbe mistænkte, hvis de er i tvivl. Senere skyder han selv
Aristidio, en bonde, der havde udtrykt ønske om at rejse væk så snart oprørerne
drog videre. Ligeledes beordres en bror til en af hans egne kammerater,
Echevarría, henrettet. Hans forbrydelse er ikke specificeret, men han ”måtte
betale prisen.” Til tider arrangerer Che skinhenrettelser som en form for
psykisk tortur (3).
Che
er imod, at frigive tilfangetagne fjender efter deres afvæbning, hvilket dog er
Castros strategi (4). I sin bog Tocayo beskriver den cubanske
oprører, Antonio Navarro, hvorledes Che udførte psykisk tortur mod sine
tilfangetagne (5).
Che
foreslår, at røve banker for at finansiere oprøret. Dette afvises dog af
Bevægelsen af 26. juli, hvilket Che med foragt anser denne afvisning som et
udtryk for ”social konservatisme" (6).
|
|
Se også:
|
|
1958: "Marchen mod
Havanna" Antal ofre: ukendt |
|
I
november begynder oprørene deres ”march” mod hovedstaden Havanna. Oprørene møder
ikke nævneværdig modstand.
Ifølge den tidligere oprører, Marcelo Fernándes-Zayas, lader Che over 20
mennesker (casquitos) henrette efter indtagelsen af Santa Clara (7).
Che
forsøger ligeledes (forgæves) at regulere den seksuelle aktivitet mellem mænd og
kvinder i sin kolonne. I byen Sancti Spiritis forsøger han at forbyde alkohol og
spil, men må opgive p.g.a. af de lokales modstand (8).
CASTRO OG CHE VED MAGTEN |
|
|
|
1959:
Konsolidering af magten og oprettelse af en totalitær stat
Antal ofre: flere tusinde
|
|
Oprør i Havanna tvinger 1.
januar Batista til at flygte. Først d. 8 januar gør Castro og hans barbudos
indtog i Havanna. Castro gør sig selv til militærets øverstkommanderende. De
rivaliserende demokratiske Batista-fjendtlige styrker (især Directoria
Revolucionario) tvinges til at nedlægge våbnene. En fem måneder lang
udrensning begynder. Ekstraordinære ”domstole” nedsættes og Cabãna-fængslet,
Palais des Sports og Santa Clara-fængslet bliver skueplads for massehenrettelser
– en del offentlige. Mindst 600 likvideres i denne første udrensningsbølge,
flere tusinde følger i årene efter (9)
Che tilhører sammen med
Castro og dennes broder, Raul, den absolutte inderkreds blandt de kommunistiske
oprørere og kommer til at bestride adskillige topposter i den nye regering.
Catsro, Raul, Che (der er leder af kommunistpartiets militære komite) og Ramiro
Valdés opretter sammen med spanske KGB-agenter (Angel Ciutah) hurtigt
”sikkerhedsorganer” (efter Tarará-møderne) (10).
Che påtager sig hvervet
som ”prokurør”, der afgør henrettelsessager. Han nedsætter sig som kommandør i
Cabãna-fortet, der som fængsel bliver skueplads for talrige vilkårlige
henrettelser under Ches ledelse. Juristen José Vilasuso er vidne til de
uretfærdige rettergange styret af Che. Fængselspræsten Javier Arzuaga overværer
over 50 henrettelser, herunder af drengen Ariel Lima, som Che nægter at benåde (11).
Cabãna-fængslet bliver
Cubas mest berygtede fængsel (bl.a. p.g.a. torturen og stedets små kachotter,
el. ”rottehuller”). Ifølge flere afhoppere underskrev Che mellem 5-600
dødsdomme. Den cubanske journalist Luis Ortega, der havde kendt Che siden 1954,
sætter i sin bog Yo Soy El Che imidlertid tallet til 1.897, mens Daniel
James i sin Che Guevara: A Biography anslår, at Che lod flere tusinde
myrde under de første år af Castros regime. Che gjorde det til sin politik at
føre den henrettedes familier og venner forbi den henrettedes synderskudte lig
som led i sin afskrækkelsesstrategi. Ifølge digteren og
menneskerettighedsaktivisten Armando Valladares, der bl.a. var fange i
Cabãna-fængslet, havde Che en ”særlig personlig interesse” i forhør, tortur og
henrettelse af fanger.
I maj
gennemføres en landbrugsreform under Castros ledelse. Hæren overtager bl.a.
kontrollen med hundrede godser i Camagüey-provinsen. Dette fører til stadigt
dybere modsætninger mellem på den ene side de mere moderate og demokratiske
elementer i regeringen og de radikale marxister på den anden (dvs. Castro, Raul,
Che).
I
juni afblæses planen om at afholde de ellers lovede demokratiske valg.
Forfatningen af 1940, der garanterer fundamentale rettigheder ophæves. Castro (Líder
Máximo, ”den øverste leder”) og hans inderkreds regerer alene pr. dekret. Et af
de første dekreter forbyder alle politiske partier. Castro, Raul og Che
påbegynder udrensningen af demokraterne i regeringen. Den midlertidige præsident
for republikken, Manuel Urrutia, hindres adgang til ministermøderne.
I
juli forlader flere demokrater regeringen. Bl.a. nedlægger republikkens
præsident, udenrigsministeren og socialministeren deres hverv (12).
Fra
juli til august rejser Che bl.a. til Mellemøsten, hvor han møder Ægyptens
præsident Nasser. Ifølge Nassers erindringer, spurgte Che ham, hvor mange, der
havde forladt Ægypten p.g.a. hans landreformer. Da Nasser svarede, at det havde
ingen, sagde Che vredt, at måden, hvorpå man kunne måle dybden i forandringerne,
var at se på det antal af mennesker ”der følte, at der ikke var plads til dem
i det nye samfund.” (13).
I
august igangsættes en arrestationsbølge i den gamle oprørshær for at forhindre
et nyt statskup. Gamle oprørsveteraner udsættes på Castros, Rauls og Ches
foranledning for skueprocesser (bl.a. Huber Matos og hans slægtninge p.g.a.
”anti-kommunisme”). I Santa Clara-fængslet henrettes 381 og i La Loma de los
Coches henrettes mere end 1000 ”kontrarevolutionære” (14). En
oprørsbevægelse vendt mod Castros regime tager nu form i bjergene omkring
Escambray bl.a. under ledelse af tidligere minister for offentlige arbejder
Manolo Ray. Kampene varer i fem år og oprørsbevægelsen bekæmpes v.h.a.
deportationer af landbefolkningen og henrettelser (15). Til at udføre
dette oprettes en sikkerhedstjeneste (Direktoratet for Statens Sikkerhed
(DSS, ”Det røde Gestapo”) under ledelse af Ramiro Valdés (16).
Che
tager aktivt del i udrensningerne og henrettelserne, der giver ham mulighed for
at komme gamle våbenfæller, der var forblevet demokrater, til livs. Bl.a. lader
han en af de unge ledere af anti-Batista-guerillaen, Jesús Carreras Zayas, der
tidligt havde været imod hans politiske linje, henrette (17).
Som
økonomiminister (fra oktober) og direktør for centralbanken (fra november)
indfører Che et sovjetisk økonomisk system (”ren og uforfalsket stalinisme”
(18)). Herved formår han at ruinere centralbanken og føre sukkerproduktion
til nær kollaps. Der indføres rationering og Che indstifter ligeledes
”frivilligt arbejde” på søndage, ligeledes efter sovjetisk mønster. Trods sine
idealer bor Che naturligvis selv i Havannas eksklusive kvarter (19).
|
|
Se også:
|
|
1960: Undertrykkelse af befolkningen og oprettelse af koncentrationslejre
Antal ofre: 7-10.000 |
|
Fra
januar til juli undertvinges den frie presse på Cuba. Kun det kommunistiske
Hoy tillades. Domstolene mister deres uafhængighed. De sidste demokrater
tvinges ud af regeringen (finansminister Rupo Lopez Fresquet går i
landflygtighed). Den første store udrejsebølge finder sted (ca. 50.000
mennesker, hovedsagligt veluddannede og folk fra middelklassen, flygter). I
september oprettes et overvågnings- og angiverisystem, de såkaldte Komiteer
til Forsvar for Revolutionen (KFR). Disse er opdelt i cuadra’er
(boligkarreer), hvor indbyggerne og en ansvarlig ledelse har til opgave at
optrevle ”kontrarevolutionær” virksomhed. I efteråret igangsættes en ny
arrestationsbølge. Bl.a. arresteres de tidligere oprørsleder William Morgan og
tidligere landbrugsminister Humberto Sori Marin. (Morgan udsættes for en
pinefuld henrettelse i feb. 1961 i Cabãna-fængslet). Studenterlederen Pedro Luis
Boitel arresteres (dør maj 1972 efter sultestrejke) (20).
Che er
også aktiv dette år. Bl.a. yder han sit bidrag til det nye regime med en
nyskabelse. På halvøen Guanaha (Guanahacabibes-regionen) opretter Che regimets
første ”forbedringsarbejdslejr” (dvs. tvangsarbejdslejr) for politiske fanger
(21). (DSS og MEHP (UMAP) følger Ches eksempel og opretter i årenes løb en lang
række koncentrationslejre, hvor tusindvis af politiske fanger interneres – i
løbet af 60’erne ca. 30.000 fanger. 7-10.000 henrettes her (21).
S. Farber (1998) konkluderer: ”Clearly, Che
Guevara played a key role in inaugurating a tradition of arbitrary
administrative, non-judicial detentions, later used in the UMAP camps for the
confinement of dissidents and social "deviants": homosexuals, Jehovahs
Witnesses, practitioners of secret Afro-Cuban religions such as Abakua, and
non-political rebels. In the 80s and 90s this non-judicial, forced confinement
was also applied to AIDS victims." (22)
Cubas koncentrationslejre er behandlet i Néstor Almendros’
dokumentarfilm Improper Conduct (1984) og Nobody Listened (1989)
I sin
nye koncentrationslejr internerer Che dem, der har forbrudt sig imod det han
kalder ”den revolutionære moral” (dvs. folk, der har gjort sig skyldige i
druk, løsgængeri, manglende respekt for autoriteter, dovenskab og afspilning af
høj (amerikansk) musik). Her kan de blive ”genopdraget igennem arbejde."
(23)
Fra
dette tidspunkt lader Che de dødsdømte kneble før deres henrettelse.
Che
foranstalter ligeledes kommunistisk indoktrinering af ungdommen (24).
Dette
år rejser Che til flere lande i østblokken. Kim Il Sungs Nordkorea er det land,
der imponerer ham mest (25)
|
|
Se også:
Che-citater
Instrukser og øjenvidner |
|
1961:
Økonomisk deroute og fortsat terror Antal
ofre: ukendt |
|
I marts gennemfører DSS og
KFR en kæmperazzia. Hundredtusinde personer afhøres og mange tusinde føres til
indespærringscentre (stadioner, gymnastiksale etc.). Efter Svinebugtsinvasionen
(17. april) henrettes de oppositionsfolk, der allerede er taget i forvaring. (Che:
således, at de kontrarevolutionære ”aldrig løfter hovedet igen”). I maj
afblæses demokratiske valg endegyldigt Alle religiøse skoler lukkes og deres
bygninger konfiskeres. I september udvises præster og klosterbrødre, mens
erklærede kristne hindres adgang til universiteter og karrierer i
administrationen. Kunsten underlægges kontrol (digterne Jorge Valls, Ernesto
Diaz Rodriguez fængsles, forfatteren Ernesto Padillo må øve ”selvkritik”, men
forlader senere Cuba ligesom Reinaldo Arenas) (26). Che
bliver dette år industriminister. I denne funktion forsøger Che at
industrialisere Cuba med det resultat at store arealer af skov fældes og andre
naturområder forurenes. Industrialiseringen slår dog fejl og høsten halveres
mellem 1961 og 1963. Cuba må de næste tre årtier overleve v.h.a. sovjetiske
subsidier.
Che er fortsat kommandør i
Cabaña-fængslet, hvor han personligt leder sporadiske henrettelser.
|
|
Se også:
|
|
1962-63:
Cubakrisen og undertrykkelse
Antal ofre: ukendt |
|
I
august arresteres fagforeningsleder David Salvador og fagforeningerne
undertrykkes (27).
I august 1962 havde Che
sammen med Raul under en rejse til Sovjetunionen bedt om, at få opstillet
sovjetiske missiler på Cuba. Under missilkrisen krævede Che, at et atomangreb
blev igangsat mod USA.
Kvindelige politiske fanger samles 1963 i Guanajay-fængslet, hvor de udsættes
for vold og ydmygelser (28).
Fra
juni måned 1963 påbegynder Che omfattende rejser for at udbrede
verdensrevolutionen. Che rejser til Argentina og derefter til adskillige
afrikanske lande.
|
|
Se også:
|
|
|
|
CHE OG VERDENSREVOLUTIONEN
(1964-1967)
|
|
|
|
1964:
|
|
Che
fortsætter sine rejser til Kina, Sovjetunionen, Algeriet og Mali
|
|
|
|
1965: |
|
Che rejser til Congo, hvor
han samarbejder med massemorderne Mulele og Kabila. Hans støtte til de
marxistiske oprørere er dog uden succes og med nederlag til følge. I marts er
han tilbage på Cuba. Hans kinesiske sympatier skaber muligvis splid mellem ham
og Castro. Mellem april og oktober opgiver Che sine officielle poster i Cuba.
Che rejser formodentlig tilbage til Congo.
|
|
|
|
1966: |
|
Che forlader Congo og
rejser til Sydamerika
|
|
|
|
1967: |
|
Che forsøger på sine rejser at opildne til angreb på USA.
I Bolivia
forsøger Che at oprette en guerilla-bevægelse, men får betegnende nok ingen
støtte fra de lokale bønder. Ikke én slutter sig til hans undergrundsbevægelse
(skønt bondebefolkningen ifølge Ches teorier ville udgøre kernen i den
revolutionære bevægelse i den 3. Verden). Isoleret og jaget fanges Che. Ifølge
de soldater der deltog i tilfangetagelsen råbte han forinden: ”Skyd ikke! Jeg
er Che. Jeg er mere værd for jer i live end død.” CIA-agenten, Félix
Rodríguez, konfronterer Che m.h.t. ”de omkring totusind” henrettelser han
havde været ansvarlig for i tidens løb. ”Han sagde, at de alle var
CIA-agenter og kommenterede ikke antallet.” Che henrettedes d. 8. oktober
1967 (29).
|
|
Se også:
Che-citater
|
| |
|
CASTROS REGIME
(1959 til i dag)
(Under udarbejdelse)
|
|
|
| |
|
Kildehenvisninger:
(28) P. Fontaine (2002)
s.742
|
|
|
| |
|
Litteraturliste:
J. L. Anderson, Che Guevara. A Revolutionary Life. New
York (1997)
P. D. Bethel:
The
Losers.
The definitive report, by an eyewitness, of the Communist conquest of Cuba and
the Soviet penetration in Latin America.
New Rochelle, N.Y (1969)
J. G. Castañeda: Companero. The Life and Death of Che Guevara,
New York (1997)
R. Debray: Loués soient nos seigneurs. une éducation
politique. Paris (1996)
V. Echerri: ”El màs auténtico retrato” El Nuevo Herald,
11. okt. (2001)
E. Encinosa: Cuba En Guerra: Historia de la Oposición Anti-Castrista
1959-1993. Miami (1994)
S. Farber: ”The Resurrection of Che Guevara”, New Politics,
vol. 7, no. 1 (new series), whole no. 25, Summer (1998)
P.
Fontaine: ”Cuba: Endeløs tropisk totalitarisme” i Kommunismens sorte bog:
Forbrydelser, terror, undertrykkelse, Kbh.
(2002) [Fransk
udg. 1997], s.731-749
H. Fontova: “Che
Guevara: Assassin and Bumbler” News Max 23. feb. (2004)
C. Franqui : Diary of the Cuban Revolution. New York
(1980)
Ph. Gavi: Che Guevara. Paris (1970)
D. James: Che Guevara. A Biography. New York (1969)
A. V. Llosa: “The Killing Machine“ The New Republic 11.
juli (2005)
A. Navarro: Tocayo. A Cuban Resistance Leader's True
Story. Westport (1981)
L. Ortega: Yo Soy El Che. (1970)
S. O’Hagan: “Just a pretty face?”, The Observer 11. juli
(2004)
P. San Martin: ”Como asesinaba el Che Guevara”, El
Nuevo Herald, 28. dec.
(1997)
A. Sinclair: Che Guevara. New York (1970)
S. M. Smith: ”The Mystique of Marxism. How
Che became a windfall for global capitalists” Brainstorm NW, juni (2005)
P. Taibo: Guevara. Also Known as Che. New York (1997)
H. Thomas: Cuba, or the Persuit of Freedom. London (1971)
A. Valladares: Against All Hope: A Memoir of Life in Castro's
Gulag. New York (1986)
J. Verdès-Leroux: La Lune et la caudillo: le
rêve des intellectuels
et
le régime cubain (1959-1971).
Paris (1998)
|
|
|
|
|