Vi har igen fejret den 5. maj, og i den anledning har fjernsynet haft en rundspørge, der afslørede at flere og flere unge forholder sig ligegyldige over for den dato og dårligt nok ved, hvad den står for.
  Der er dem, der vil glæde sig og påstå, at det er en god udvikling. Er ikke netop det nationale årsag til vor tids spændinger og ulykker? Når udviklingen i Østeuropa siden 1989 ikke blev, hvad den lovede, men tværtimod blev trukket mere og mere skævt, skyldes det den opblussende nationalisme, som krigen i ex-Jugoslavien er det hidtil værste udslag af.
  Nu plejer man at skelne mellem nationalfølelse og nationalisme. Nationalisme er nationalfølelse, som er udartet.
  Man kan så spørge, hvad det er, der får nationalfølelsen til at udarte. Her er det nærliggende at henvise til undertrykkelsen af den. Er en naturlig følelse i længere tid blevet holdt nede med magt, vil den let udarte, når den får frit løb. Når nationalfølelsen udarter til nationalisme, skyldes det næppe så meget nationalfølelsen selv som undertrykkelsen af den. Inden vi lidt selvretfærdigt bebrejder østeuropæerne, at de er nationalister, bør vi derfor betænke, at de i henved et halvt århundrede har været forhindret i frit at udfolde deres nationalitet.
  Man skal ikke tro man tjener freden ved at erklære nationalstatens dage for talte. Når der er krige i verden, skyldes det ikke, at der er grænser, men at der er nogen, der ikke kan lide grænser og derfor vil flytte dem. Mens nationalfølelsen vil forsvare grænserne, vil nationalismen flytte dem og i yderste konsekvens helt udslette dem. Deri er nationalisme og internationalisme søskende, at de begge hver på sin måde utålsomme over for grænser. Men enten man vil udslette grænser med jernhandsker eller med fløjlshandsker, kommer man til at gå umenneskelighedens ærinde. Det fælles-menneskelige fremmes ikke ved at udrydde det folkelige, for til det fælles-menneskelige hører netop det folkelige. Lige så lidt som der findes mennesketale uden at den udtrykker sig på dansk. tysk, fransk eller et andet modersmål, lige så lidt kan man være menneske uden at være dansker. tysker, franskmand o.s.v. Uden dette ”er ingen levende mennesker borgerligt til, men kun et anstrøg af menneskelighed på en hob abekatte”, skrev Grundtvig i 1850. I et digt om folkeligheden fra omtrent samme tid skrev han de ofte citerede ord: ”Til et folk de alle høre, som sig regner selv dertil.”
  Det er karakteristisk, at de krige, der i dag plager os, er opstået i ex-stater, hvor man vil eller har villet forhindre mennesker i at høre til det folk, de regner sig til. Man kan så sige, at ulykken består i, at mennesker overhovedet regner sig for tilhørende et folk, og at det derfor gælder om at udrydde denne følelse. Men så elementær og almenmenneskelig er nationalfølelsen, at det netop er forsøget på at udrydde den der fører til ulykker, enten det så sker ved vold eller ved latterliggøre eller ignorere den.
  Vi fejrer pinse i denne tid, og i pinseberetningen fortælles der, at mennesker af alle folkeslag var forsamlet og hørte evangeliet på deres egne tungemål.. (Det er i det hele taget forbløffende, så ofte man møder ordet ”folkeslag” i Ny Testamente). Som modstykke til pinseberetningen i Apostlenes Gerninger står beretningen om ensretningens Babelstårn i 1. Mosebog. Det førte som bekendt til den babyloniske forvirring. Hvad der forvirredes i Babylon forsamledes i Jerusalem på pinsedag, ikke ved at modersmålene fortrængtes, men ved at de forenedes.
  Først når der lades hånt om grænser, bliver de farlige; ikke så længe de respekteres. Det er ringeagten for det nationale, der gør det farligt; ikke agtelse for det.


Indlæg i JP – Synspunkt, beg. 1990’erne. Venligst indsendt af Arne Garbøl.