Et regimes egenart er, isoleret set, intet argument hverken for eller mod muligheden at at leve i fred med det. Tsaren af Rusland kan være så vis, så retfærdig, så heroisk en fyrste som vor ambassadør har valgt at udmale ham, - alligevel er der ikke den engelskmand som ikke ville gyse over den russiske styreform om den blev indført i England. Men hvem er gal nok til at betragte det som en indvending mod vor alliance med tsaren af Rusland? Franskmændene tolererer ateisme og deisme; kejseren af Kina tolererer begge dele og dertil afgudsdyrkelse - alligevel sender vi ham gesandter som smigrer ham. Vi har sluttet traktater med ærkepiraten af Algier, og med Dalai Lama af Tibet. Og hvorfor? Fordi et regimes ondskab eller absurditet ikke er vort anliggende, undtagen i den udstrækning de er farlige for os.
  Hvad er det franske regimes særpræg idag? Det er et militært oligarki, omfattet med den samme afsky af ethvert parti her i landet; så afskyeligt, at det ville være idioti at frygte, at denne styreform skal brede sig [i kraft af popularitet] […] Sandheden er, at uanset hvilket navn den franske regering vælger at smykke sig med, så har Frankrig atter antaget sit gamle særpræg af at være en ærgerrig, intrigant militærmagt; og England må vogte sig mod dens ærgerrighed, hvad enten Frankrig er monarki eller republik. Men ærgerrighed giver ingen grund imod redelige forhandlinger om fred; dersom disse forhandlinger fører frem, vil de tværtimod give det sikreste værn mod denne ærgerrighed. […]
  Lad os tænke os for et øjeblik, at vi, ikke franskmændene, var angriberne, uprovokerede angribere; at de var uskyldige og vi skyldige - og alligevel, hvad skulle det have at sige i spørgsmålet om fred? Er nogen så utroligt uvidende om statsmoralens regler og grundlag, at han vil hævde, at fordi vore ministre gik til krig på skurkes vis, så er folket af den grund forpligtet til, af æresfølelse eller ærlighed, at slutte en fred som ruinerer det? Nationernes interesse, deres sande interesse, er og bør være den eneste ledesnor i nationale anliggender; alt andet er barnlig deklamation, som kun kan tjene til at dække over et nederlag, og hindre indtrykket af det totale sammenbrud som tavshed synes at indikere. Var to folk nogensinde i krig med hverandre uden at begge parter fastholdt, at den anden var angriberen? Har ikke dette været den selvfølgelige fremgangsmåde lige siden kristendommen ble indført og gjorde statsmændene frygtsomme for at opstille erobring og ære som deres motiver? Men at anføre dette som en politisk grund mod betimeligheden i at slutte fred, eller endog at indlede forhandlinger!

  (Fra Essays on his own times, udgivet 1850.)

Læs mere om S. T. Coleridge