Zientara betegner en nation som en gruppe af mennesker med fælles territorium, fælles sprog og et fædreland, der opfattes som et naturligt opholdssted. Hertil kommer en fælles historie samt gruppens formodede fælles afstamning. Endelig kan man tilføje fælles kultur, skikke, mentalitet og økonomisk fællesskab. Om sproget siger Zientara, at det kan erstattes af andre bindingsformer og nævner således det middelalderlige Holland eller den polske adelsrepublik som eksempler, hvor forskellige sprog ikke udelukkede en stærk nationsbevidsthed. Dog, siger Zientara, er flersprogede nationer mindre lukkede om sig selv. Zientara anvender ligeledes begrebet folk (Volk) som et lidt løsere begreb for lignende menneskelige fællesskaber.

Zientaras hovedbehandling er en detaljeret gennemgang og påvisning af Frankerrigets og Tysklands nationale opståen, men inden det behandler han stammebevidsthed som forgænger for nationalbevidsthed samt folkevandringens nationer; bl.a. vestgoterne i Spanien og den gryende spansk-gotiske nation (inden maurernes erobring).

I sidste kapitel samler Zientara trådene og definerer bl.a. forskellen mellem stamme- og nationalbevidsthed: Stammen mangler først og fremmest et tilhørsforhold til et fædreland. Stammen nærmer sig således en nation, når den får et forhold til et bestemt land, som betragtes som naturligt hjemsted: Fædrelandet. Zientara gør desuden rede for den middelalderlige nations karakter: Den formedes først og fremmest af statslige rammer. Hver stat frembragte en gruppe mennesker i hvis interesse statens bevaring var; hoffet, kirkelige og verdslige embedshavere samt hæren. Statens historie - en befolknings statsfællesskab over tid - styrkede naturligvis staten. Zientara kommer her ind på det interessante faktum, at et nederlag og erindringen om det ofte slutter en nation stærkere sammen end en række sejre. Nederlagserindring muliggjorde opretholdelse af had til arvefjenden og forstærkelse af bevidstheden om forskelle mellem nationens traditionsbærere og naboerne. Stat må dog ikke forveksles med nation og statsloyalitet ikke med nationalbevidsthed. Således må man også være opmærksom på, at ikke al statsloyalitet har med nationalbevidsthed at skaffe. Ved nationalbevidstheden eller -følelsen er staten kun den ydre organisation af det egentlige objekt for forbundethed og kærlighed; nemlig nationen. En nation opstår da, siger Zientara dog også, når et gennem staten præget samfund begynder at opfatte sig som et fællesskab med ens egenskaber, en fælles tradition og endelig et fælles fædreland.

Zientara har yderligere nogle vigtige iagttagelser. Han nævner, at man ofte kun søger efter nationalbevidsthed ved at finde udtryk for had til andre nationer, mens man hellere skulle undersøge indholdet af pronomet "vi" hos middelalderforfatterne. Som han ganske rigtigt gør opmærksom på, garanterer den refleksagtige brug af dette pronomen om et bestemt etnisk fællesskab, at forfatteren regner med, at i det mindste et bredere samfundslag vil forstå pronomet på sammen måde. Disse skribenter og deres åndsfæller udgør det, Zientara som ovenfor kalder nationens traditionsbærere.

Med sine konkrete eksempler på nationalbevidsthed bliver identitetsspørgsmålet for Zientara ikke et enten-eller m.h.t. f.eks. "kongepatriotisme" over for "nationalisme". De to ting går hånd i hånd, hvor nationen er statens/rigets grundlag. Dog har Zientara sin skarpe skelnen mellem statsloyalitet og nationalbevidsthed til trods sine steder en underlig tvetydig holdning til statens rolle; det kan i hvert fald ikke både være sådan, at staten blot er organisationen af nationen, og at staten er grundlaget for nationens opståen. Det sidste udsagn bygger måske mest på Zientaras hovedområde nemlig folkevandringsrigerne og disses betydning for nye nationers opståen; den franske, tyske og delvis den spanske. Hvorvidt staten opfattes som organisation af nationen eller som baggrund for dens opståen, må vel afgøres fra sag til sag. Naturligvis kan det første godt være tilfældet, samtidig med at staten senere hen er med til at konsolidere nationen; eller det andet kan være tilfældet, samtidig med at nationen senere hen tager over som den egentlige genstand for forbundethed.

Anthony D. Smith har igennem adskillige år beskæftiget sig med nationalitet og etnicitet. I dette hovedværk samler han trådene fra mange års diskussioner om arten og definitionen af nationer og ved at arbejde med to ikke hinanden udelukkende begreber opfanger han både det karakteristiske ved den moderne, politiske, nationale identitet uden at lukke øjnene for kontinuiteten fra førmoderne tid.

Smith definerer ideelt set en nation som: En navngiven kulturel befolkningsenhed med et særligt hjemland, fælles oprindelsesmyter og -minder, en offentlig kultur, fælles økonomi og almindelige borgerrettigheder og -pligter for alle medlemmer. Dele af denne definition udelukker næsten på forhånd muligheden for førmoderne nationer. Smith adskiller sig dog fra f.eks. tidligere nationalitetsforskere som Benedict Anderson og Eric Hobsbawn, ved netop at mene, at de moderne nationer bygger på fundamentet af tidligere folke- eller kulturgrupper. Disse kalder Smith til dels i mangel af bedre for ethnies, idet han således tyr til en fransk benævnelse. Smith definerer en ethnie som en navngiven gruppe med opfattelse af fælles byrd og herkomst, der besidder en fælles erindring eller etnohistorie, har fælles kulturelle kendetegn (som sprog, tro, skikke o.s.v.) og opretholder en tilknytning til et historisk område eller hjemland, hvadenten ethnien bor faktisk bor der eller ej. Derudover må der være en fællesskabs- eller solidaritetsfølelse hos afgørende dele af befolkningen. Desuden skelner Smith hovedsagligt mellem to slags ethnier: De "laterale" og de "vertikale". Hvor førstenævnte er en elite, der tilhører og betragter sig som en anden etnisk gruppe end resten af befolkningen, er sidstnævnte en befolkning, hvor tilhørsforholdet er socialt bredt ud og mere alment. Som eksempel på en lateral ethnie nævner Smith normannerne, der, selvom de forholdsvis tidligt begyndte at tale fransk, beholdt erindringen om deres nordiske herkomst, uanset om de var på Sicilien, i Normandiet eller i England. Et eksempel på en vertikal ethnie er f.eks. baskerne, hvor den fælles herkomst, det fælles sprog og en fælles identitet deltes af flere samfundslag.

Det må bemærkes at indførte skel mellem nationer og ethnie kunne tolkes skarpt, hvilket unægteligt ville give indtryk af to væsensforskellige fænomener - noget som Smith netop ikke mener, at der tale om. Faktisk mener Smith, at overgangen mellem sådanne ethnier og de moderne nationer kan være meget flydende, idet nationerne ikke er noget decideret nyt men enten er en direkte fortsættelse af en ethnie eller i det mindste bygger videre på en enkelt ethnies identitet og tradition. Således bliver begrebet nation en slags snævrere defineret underkategori til begrebet ethnie. Så selvom det kunne anses for problematisk at definere nation så snævert, at begrebet næsten udelukkende kan beskrive nutidige fænomener, kan Smith alternativt anvende begrebet ethnie og tidligere fællesskaber. Selvom man kan strides om ordene, udelukker Smiths begrebsapperat således ikke erkendelsen af tidligere samfund baseret på kulturel og afstamningsmæssig gruppeidentitet.

- Adam Wagner

Med denne artikel står Anders Leegaard Knudsen for det nyeste og vægtigste enkeltstudie i dansk national bevidsthed i den tidlige middelalder. Leegaard Knudsen undersøger den middelalderlige anvendelse af Saxo og den mere udbredte Rydårbog til nationalistiske eller patriotiske formål. Leegaard Knudsen understreger Rydårbogens stærkt antityske karakter og sandsynliggør, at sådanne holdninger ikke har været i Margrethe Sambirias formynderregerings interesse, hvorfor aftagerne må findes uden for kongemagtens kreds. Leegaard Knudsen konkluderer: "Nationalismen har derfor været mere udbredt end Arup opfattede den, i det mindste geografisk, men i perioder kan den ikke have været delt af de politisk ledende personer. Altså stik modsat Ole Feldbæk [Dansk Identitetshistorie, bnd. I s.112] opfattelse. Disse personer [de ledende magthavere] må imidlertid have været langt færre end Arups væbnere, således at en nationalistisk indstilling var normen, ikke afvigelsen i den danske adel.

Leegaard Knudsens udgangspunkt i forekomsten af nationalistiske/antityske udfald i krønikerne sammenholdt med disses publikum blandt stormænd og væbnere er med til at besvare en del af spørgsmålet om nationalismens udbredelse o. år 1300.

-  Adam Wagner

[Læs artikel]

Henrik Gade Jensen tager i dette essay kærligt fat på det kosmopolitiske problembarn, samtidshistorikeren Uffe Østergaard, hvis teorier og virke Gade Jensen, som titlen antyder, anser som del af eller udtryk for en mere generel tidsånd. "Moderniteten" er ifølge Gade Jensen ikke kun et "oplysningsprojekt" med en "grandios tillid til den menneskelige fornuft" og til "det fremtidige" på bekostning af "det fortidige" og "tabufyldte". Den er ligeledes 68-generationens trang til at skabe "det utroligste", med den eneste begrundelse at det er nyt og provokerende. Der er således ingen grænser for de i grunden formålsløse udskejelser og den med kunstkritikeren Roger Kimbals ord tidstypiske "dyrkelse af perversionen". "Moderniteten" ender derfor reelt i terror, mener Gade Jensen, der ser "denationaliserings- og dekonstruktionsprojekterne" indenfor historieskrivningen som udtryk for samme tidsånd og kombinerer dette med Botho Strauss´ påpegning af det latente kulturelle selvhad, der findes vor tids intellektuelle kredse.

Disse historikere (oftest med marxistisk baggrund) har sat sig som mål at påvise de kunstige og unaturlige i de nationale symboler og institutioner. De lader igennem deres forskning den holdning skinne igennem, at nationalisme og etnisk-national tænkning står i vejen for menneskehedens lykke. Alle skel og inddelinger indenfor menneskeheden - nationale såvel som etniske, mellem f.eks. dansk og fremmed (også i historieskrivningen) - er udtryk for en skjult racisme. I stedet dyrkes det, de anser for udtryk for overnational statspatriotisme, hvis nutidige pendant findes drømmen om en økonomisk og kulturelt integreret europæisk union. Det kan derfor ikke undre nogen (bortset fra den ellers altid så kritiske presse), at Uffe Østergaard af EU er blevet tildelt et såkaldt Jean Monnet-professorat, der som bekendt tildeles de forskere der er "entirely devoted to the teaching of European integration." (Et sådant professorat er ligeledes tildelt Aalborg Universitets Søren Dosenrode-Lynge, RUCs Bruno Amoroso og Journalist Højskolens Hans-Henrik Holm). Gade Jensen påpeger hvorledes der ses positivt på undergravelsen af folks nationale tilhørsforhold. F.eks. er svedificeringen af Skånes befolkning i slutningen af det 17. århunderede af Uffe Østergaard billigende blevet betegnet som et "succesfuldt gennemført skifte i national identitet for en hel befolknings vedkommende." At en sådan nationalitet ifølge Østergaard eget teoretiske udgangspunkt vel slet ikke burde have eksisteret (jvf. nedenfor) og at der fra svensk side reelt var tale om rendyrket etnisk terror er mindre vigtigt for den gamle maoist. Det kan tilføjes at Østergaard ligeledes ynder at udtale sin begejstring for det multietniske Østrig-Ungarnske Imperium. Måske ser man her ligheden mellem den gamle Metternichs demokrati-modstand som et naturligt led i kampen mod de europæiske nationale samlingsbestræbelser og Østergaards tilsvarende nyligt udtalte holdning om begrænsning af ytringsfriheden for at knægte "nationalismen"?

Østergaards og andre dekonstruktionshistorikeres metode beskriver Gade Jensen meget betegnende som en form for "komparativ historieskrivning". Ved stort anlagte sammenligninger og en "logisk indsigt i historien" søges nationaliteten, med inspiration fra marxisten Hobsbawm, diagnosticeret som et elitært projekt uden om menneskets sande interesser. Som et projekt "fra oven" opstår den fra slutningen af det 18. årh. - naturligvis med funktion som "falsk bevidsthed" og klassemanipulation. Før den tid kan der ikke tales om national bevidsthed.

Problemet med denne teori er blot, at den passer så dårligt til virkeligheden - især når det gælder Danmark, påpeger Gade Jensen (ligeså andre europæiske nationer kunne det tilføjes, jvf. A.D. Smith og B. Zientara). Man indrømmer ganske vist at nationsbyggeriet havde "et eller andet at spille på" uden dog at forklare dette eller se det som en modsigelse mellem teori og virkelighed. Ved deres teoretiske "helhedsanalyse" tilstås der nemlig disse historikere en "frihed til at svæve over historiens vande" En abstrakt tænkning, der ser bort fra de konkrete historiske fænomener synes her tilladt - ja, en foragt for det konkrete, for konkrete menneskers eksistens og værdier, som følge af det overnationale og komparative perspektiv.

Gade Jensen angriber primært Østergaard udfra hans teoriers og udsagns indre kriterier og essayet indeholder således udover det allerede nævnte en påpegning af det uholdbare i Østergaards "kontrafaktiske historieskrivning" (fantasteri over spørgsmål som "hvad nu hvis Alexander d. Store ikke var død i så ung en alder") en række underholdende eksempler fra Østergaards produktion på modsigelser - ja, det rene vrøvl. Det er er forståeligt at Gade Jensen går til "tilfældet Uffe Østergaard" på denne måde, idet det må tilføjes at Østegaards afvisning af nationalbevidsthed i førmoderne tid ikke er baseret på kendsgerninger, idet han på intet tidspunkt realitetsbehandler spørgsmålet.

Trods dette må hans synsvinkel desværre siges at være slået bredt igennem herhjemme og Østergaard er i medierne ligefrem blevet gjort til autoritet på området "nationalismeforskning". Et nyt eksempel på Østergaards "komparative" metode fremkom i 2001, da han i samarbejde med Vilstrup og Politiken i en spørgeskemaundersøgelse meget behændigt fik trukket et lighedstegn mellem Nürnberglovene, Krystalnatten og nazisme på den anden side og holdninger til et fremtidigt multietnisk samfund på den anden.

[læs artikel]

Læs endvidere - En ideologisk folkemorder