STIG WØRMER: Danmark og Skåne. Fra krig og forsvenskning til Øresundsregion. Gads Forlag. Gylling 2003. ISBN 87-12-03802-4. 103 sider. Illustreret

Med opførelsen af Øresundsbroen er Skåne atter dukket op i mange danskes bevidsthed. Mange er kommet i tanke om, at landet på den anden side Øresund ikke er et svensk hinsidan, som flere blot har ment i mange år, men derimod indtil 1658 en dansk landsdel. Andre – fx den venstreradikale Elisabeth Arnold – har til gengæld gjort sig kloge på historien ved at fortælle, at det jo var meget naturligt, at Skåne (og Halland og Blekinge) blev svensk land, da der jo boede så mange svenskere derovre! Atter andre, heriblandt flere historikere, har på bedste ekspertvis forklaret offentligheden, at der ikke fandt nogen forsvenskning af Skånelandene sted, idet der slet ikke var en national identitet. Var der ingen »danske« i Skåne, var der naturligvis heller ingen grund til at »forsvenske« dem. Og snaphanerne (eller: gøngerne) gjorde udelukkende oprør af økonomiske grunde.

  Sådan noget historisk vås er godt at få luget væk. Og for alle danske vil det være godt at få frisket historien om Skåne op. Hvordan var det nu med de der svenskekrige, og hvad gik forsvenskningen ud på? Historikeren Stig Wørmer har med bogen Danmark og Skåne givet en glimrende fremstilling af disse ting. Og her fremføres ingen moderne myter i stil med de ovenstående.

  Bogen er ikke et videnskabeligt værk forstået på den måde, at det ikke i sig selv er et stykke forskning, ej heller er værket forsynet med noter eller forskningsoversigt. Men det er som sagt en glimrende fremstilling af svenskekrigenes forløb, den svenske geopolitik der lå bag, forsvenskningen af Skånelandene og den folkelige danske modstand herimod.

  Bogen er tilsyneladende beregnet på også at kunne anvendes i gymnasieskolen, hvilket ses af de indsatte, nummererede tekster, der i flere tilfælde vil kunne bruges som kildetekster eller til diskussion af forskellige (andre) historikeres vurdering af begivenhedsforløbet. Disse tekster er dog ikke generende for en almindelig læser, tværtimod står de som en fin uddybning af det i teksten behandlede. Her er fx både svenske proklamationer henvendt til den skånske almue og danske ditto. Flere af de citerede kilder vidner i øvrigt om et dansk sindelag – en dansk fædrelandskærlighed – som en del af grunden til skåningenes kamp mod svensken.

  Det bør måske nævnes, at sproget i fremstillingen ikke bærer præg af at være henvendt til ungdommen; bogen fremstår altså ikke som en »skolebog«, men kan læses af alle, der ønsker et overblik over emnet.

  Hvad diskussionen om den nationale identitet i det 17. århundrede angår, så er det et emne, bogen gentagne gange tager op, og forfatterens egen konklusion er, at man helt klart kan tale om en »før-nationalistisk nationalitet«, som spillede en rolle for den folkelige modstand mod den svenske erobring. På dette punkt kan bogen i forhold til så mange andre moderne skildringer af dette emne siges at være nyskabende. Forfatteren er dog ikke »Skåne-patriot« eller moderne skånsk mytebygger. Faktisk kommer forfatteren meget lidt ind på den i Skåne voksende selvfølelse og dermed forbundne velvilje over for Danmark, som ses i vore dage. Det kunne der nok have været gjort mere ud af. På den anden side er det en styrke ved bogen, at den koncentrerer sig om perioden fra Kalmarkrigen (1611-13) til Store Nordiske Krig (1700-1720), imellem hvilke Skånelandenes tab og forsvenskning fandt sted.

  At bogen trækker linierne op til vore dage er fint, men at perioden fra begyndelsen af det 19. århundrede indtil nu kun fylder 16 sider gør af og til én lidt stakåndet. I skyndingen glemmes da også ikke uvæsentlige emner. Fx nævnes 60’ernes NORDEK-forhandlinger om oprettelsen af en skandinavisk, økonomisk union, der jo aldrig førte til noget, mens den fra 1873-1924 faktisk eksisterende skandinaviske møntunion ikke nævnes med et ord. Det er en mangel, da denne jo især var vigtig for en lettelse af det folkelige samkvem over Øresund; et naturligt folkeligt og økonomisk samkvem svenskerne bevidst havde besværliggjort med toldmure i det 17. århundrede.

  De fine kort, som sine steder er en stor hjælp for læseren, er dog desværre bogens svageste led. Til eksempel kan nævnes kortet s. 13, der hævder at vise »Danmark 1536-1800«. Gid det havde været så vel! For grænserne er de oprindelige inkluderende Skåne, Halland og Blekinge. På kortet s. 17 hedder Vester- og Østergøtland hhv. »V. Gotland« og »Ö. Gotland«; øen Gotland har dog beholdt sit eget navn. S. 33 er der ingen forklaringer til de på kortet ellers meget detaljerede angivelser af slag og belejringer under Skånske Krig. Henviser de forskellige farver til krigens forskellige år? Man ved det ikke. Disse fejl er dog ikke afgørende for den endelige bedømmelse af bogen, og deres forekomst er også mærkelig, al den stund lignende unøjagtigheder ikke forekommer i selve teksten. På én måde er disse kort rosværdige frem for lignende kort i andre bøger; en fordel kortene har til fælles med selve bogens tekst: Alle stednavne i Skånelandene (og Sønderjylland) er angivet i deres danske form! Det er rent ud sagt trættende i den ene historiske fremstilling efter den anden at skulle møde tydeligt svensk navnestof, når man læser om et dansk land med oprindeligt danske stednavne: At skulle læse om Jämshög når stedet retteligen hed Gemsø eller Landskrona i stedet for Landskrone osv. Disse kunstigheder er denne bog herligt fri for.

  Endelig bør bogen roses for at give en forståelse af den svenske geopolitiske strategi, der lå bag erobringen af Skånelandene. Den var nemlig ikke blot et tilfældigt resultat af en række tilfældige krige, men derimod af en målrettet svensk erobringspolitik, hvis linier blev udstukket af den svenske politiker Axel Oxenstierna i første halvdel af 17. århundrede. Ligeledes var forsvenskningen af Skåne heller intet tilfældigt resultat af de svenske sejre, men en nøje gennemført politik, der indebar forsvenskning af bl.a. loven og kirken, og som meget bevidst sørgede for at afskære Skåne dets naturlige bånd til Sjælland. Målet var, som det blev udtrykt allerede under Skånske Krig, at skåningene derved måtte »vindes til de svenske fra de danske sæder og skikke og således efterhånden mister kærligheden til Danmark, som ellers utvivlsomt vil vedvare hos dem […] thi overensstemmelse i ceremonier, konstitutioner, sæder og sprog holder ufejlbarligt gemytterne indbyrdes sammen.« Og det er jo sandt nok.

  Bogen har en udmærket litteraturliste med vigtige og gode værker. Desuden er der henvisninger til forskellige hjemmesider med nyttige informationer. Når der henvises til sådanne, kan det undre, at forfatteren ikke også har henvist til relevante tidsskrifter fx det af ham selv redigerede Dansk-Skånsk Tidsskrift (udg. af Dansk-Skaansk Forening), der indeholder flere historiske artikler. Men det være så hermed gjort.

  Krigene, der førte til tabet af Skåne og forsvenskningen af dette gamle danske land, giver Danmark og Skåne et godt overblik over, og bogen kan anbefales til alle, der vil have et sådant, ja, for så vidt også til folk, der allerede har et sådant, men gerne vil læse en god fremstilling af sagerne, der tager tidens fædrelandskærlighed på ordet og dermed bringer én nærmere en forståelse af det 17. århundredes svenskekrige med deres ulykkelige udgang – og den mindeværdige, danske stædighed og modstandskamp i Skåne.

- Adam Wagner

Danskere før og nu. Fotodokumentar af Palle Fogtdal. Forlaget Palle Fogtdal. København 2004. ISBN 87-7248-547-7. 288 sider. Illustreret

 "274 før og nu fotografier viser parvis, hvordan livet i Danmark har ændret sig i såvel stort som småt de sidste hundrede år"; sådan står der på omslaget af Palle Fogtdals ambitiøse projekt. Neutralt og sagligt. En fotobog der præsenterer fortid og fremtid i fotografier, ikke et revolutionerende projekt, men alligevel et projekt i samklang med tidens nationale identitetskrise, skabt gennem årtiers kulturradikalistisk kulturløshed og marxistisk historieforfalskning. Man sætter sig således godt til rette med bogen i håbet om et par timers let underholdning, skabt af fotografiets flygtige dokumentation.

  Forordet får dog allerede de små nakkehår til at sitre nervøst. Olav Hergel skriver: »Historien om det forrige århundrede har mange forfattere, men blækket var overvejende rødt, og de fremmeste penneførere var socialdemokrater. Ingen kan tage sejren mod social uretfærdighed, udnyttelse af de svag og lyden af små børns hoste i fugtige lejligheder fra det gamle arbejderparti. Her er for alvor et billede, som taler stærkere end ord«.

  Letkøbt, og ikke et ord om kollaboration, økonomisk afgrund og fodnotepolitik, er kunne have bortvisket 1000 års eksistens på hver sin måde. et er således med de kritiske briller, at man gennemser de mange fotografier.

  Fotografier lyver ikke, synes at være udgangspunktet for publikationen, der dog ud over skæmmende småfejl også begår fejl af sådan karakter, at det må tolkes, ikke som inkompetence, men derimod som manipulation, både af fotografier og billedtekst.

  I småtingsafdelingen kan nævnes fotografiet på side 95 af præsten i Taarbæk, Grosbøll, der blev suspenderet på grund af sin afvisning af fx genopstandelsen. Billedteksten lyder: »2003 præster i ilden. Sognepræsten i Taarbæk skriver, at han hverken tror på gud eller det evige liv. Hans biskop suspenderer ham, men i overensstemmelse med den rummelige danske folkekirkes traditioner bliver han snart taget til nåde igen. Da afgørelsen når præstegården, strækker hans kone jublende hænderne mod himlen, mens præsten tænder grillen. Det skal fejres«.

  Men er det sandt? Billedet og teksten beskriver jo ikke, at Grosbøll måtte skrive under på, at han var blevet misforstået og fejlciteret, og det tydeliggøres på ingen måde, at Grosbøll efterfølgende blev sat under opsyn. Folkekirken er netop ikke mere vidtfavnende, end at den afviser præster, der går imod kirkens tro og præsteløftet!

  Det bliver desværre værre endnu, billedteksten lyder på side 102: »1986, afkøling. Da en hedebølge sætter ind lige efter sankthans, er to punkere og to højst ukorrekt klædte tivoligardister enige om at tage sig en slapper ved Caritasbrønden på Gammeltorv i København«. Fotografiet blev oprindeligt publiceret på Ekstra Bladets forside; det viser to livgardere (fra den militære enhed der beskytter kongehuset ikke Tivoligarden, som Fogtdal skriver), der var blevet betalt af Ekstra Bladet for at posere. De to gardere skjuler ansigtet, på grund af den åbenlyse tjenesteforseelse. Ekstra Bladet fik to punkere til at sætte sig ved siden af de to soldater. Fotografiet blev først publiceret efter deres hjemsendelse. Fotografiet viser således ikke, hvad Palle Fogtdal beskriver, men illustrerer på en ganske fin måde Ekstra Bladets mangel på presseetik og Fogtdals manglende kildekritik: Fogtdal tager således fotografiets visuelle indhold for pålydende uden at fordybe sig i den faktuelle baggrund.

  Hvis bogens forfatter kunne nøjes med at begå skæmmende småfejl som disse, så var det nok ikke blevet til en kritisk gennemgang i Nomos, undladelsen af fotografier med national betydning, såsom Christian X, der overskrider grænsen ved genforeningen, ville nok heller ikke have fået denne skribent til at fare i blækhuset, ej heller den totale mangel på tilstedeværelsen af nationale folkelige bevægelser som spejderbevægelsen, de frivillige skyttekorps og hjemmeværnet.

  Men når Palle Fogtdal decideret manipulerer med billeder og tekst i en politisk sammenhæng, ja så er der al mulig grund til at forkaste Palle Fogtdals projekt. Teksten lyder således på side 35, under billedet af bedende muslimer: »2003, masseopbud. En række muslimske organisationer kalder til fredagsbøn med fokus på krigen i Irak. Der har aldrig tidligere været afholdt fredagsbøn på Rådhuspladsen, men organisationerne vil sende et signal om fred og religiøs sameksistens«.

  Her undgår Palle Fogtdal fuldstændig at perspektivere mødet, han nøjes med at tage demonstrationsledelsens ord for pålydende. Demonstrationen, der var kønsopdelt og havde deltagelse af ekstremistiske og antijødiske elementer såsom Hizb-ut-Tahrir, blev gennemført som en protest mod dansk deltagelse i krigen mod Saddam Hussein. Det var da også dette, der gjorde, at den radikale politiker Tanwir Ahmad af sine egne partifæller kraftigt blev opfordret til ikke at deltage. Den konservative folketingspolitiker og ligestillingsordfører Helle Sjelle holdt sig da heller ikke tilbage da hun 4. april 2003 skrev: »I Det Konservative Folkeparti tager vi skarpt afstand fra, at muslimer i Danmark bruger en offentlig plads til at demonstrere deres ringeagt over for kvinder.« Det er således lykkedes Palle Fogtdal at fremstille begivenheden i et helt andet lys, end den blev opfattet af en kritisk offentlighed.

  Tydeligt bliver Palle Fogtdals skjulte dagsorden, når han på side 108 skriver følgende om et fotografi, der viser en indvandrerkvinde og rengøringsdame ved en håndvask: »1989, lavtlønsarbejde. For at skaffe penge til familiens underhold må indvandrerkvinderne ofte påtage sig de rengøringsjob, som danske kvinder ikke vil have. Her er en indvandrerkvinde på rengøringsarbejde på et trykkeri i københavnsområdet«.

  Her kolporteres myten om, at indvandrere påtager sig arbejde, som danskere ikke ønsker at påtage sig; en yderst overfladisk analyse og en kliche, der vel netop hørte til i 80’erne og 90’erne, hvor den politiske korrekthed lå som en tung dyne over den offentlige debat. Det havde klædt publikationen, hvis den havde forholdt sig kritisk til indvandrernes manglende danskkundskaber, der om noget har betydet en manglende integration på arbejdsmarkedet og ført til, at ledige jobs netop er ufaglært arbejde. Det havde været mere klædeligt end en udokumenteret påstand om, at danske kvinder er dovne!

  Bogens gedulgte demagogi er tydeligst på side 87, hvor der om billedet står: »1988 Borgerlig vielse. Der blev i slutningen af 1980’erne endnu ikke lagt nogle hindringer i vejen for blandede ægteskaber. Her holder giftefogeden, på Københavns Rådhus, en kort upersonlig bryllupstale til den afrikanske kvinde og den danske mand. To rådhusfunktionærer fungerer som vidner«.

  Så kort kan det gøres, når man ønsker at kriminalisere et lovkompleks, hvis formål det er at standse tvangsægteskaber. Jeg gentager lige sætningen – jeg måtte selv synke en ekstra gang, da jeg i oprigtig vantro læste: »Der blev i slutningen af 1980’erne endnu ikke lagt nogle hindringer i vejen for blandede ægteskaber«.

  Således kan man infamt og uimodsagt beskrive en legal lovgivning med bred opbakning både fra et folketingsflertal og et befolkningsflertal. Det havde været mere analytisk korrekt, hvis Palle Fogtdal havde citeret fra den nyeste forskning fra forskningsinstituttet Catinét, der påviser, at »andelen af indvandrere i forældre generationen, som vil tillade deres børn at få en dansk kæreste, er faldet«; »Kun få procent foretrækker en dansker (Berlingske Tidende 8.april 2004)«.   

  Der er således mangfoldige forhindringer i forbindelse med ægteskaber mellem forskellige nationaliteter. Palle Fogtdal vælger den mindst sandsynlige og forsøger ydermere at pådutte den nuværende lovgivning arkaiske raceteorier. Det er ikke alene uanstændigt, men også demagogi af sovjetisk tilsnit.

  Bogen indeholder flere fremragende fotografier, men som det vel nu er læseren af Nomos bekendt, så foretages der svage eller ingen kontekstualiseringer, de historiske analyser er overfladiske og fyldt med overspringshandlinger og, ja, sandhedsværdien er så som så. Fotografierne er dog ikke nok til at løfte bogen, der for de flestes vedkommende er så velpublicerede, at det for det meste bliver et banalt gennemsyn. Synd er det for den gode ide, men bogen viser kun i enkelte fragmentariske glimt »danskerne«, så titlen burde nærmere lyde Danskere før og nu, men mest aldrig.

- Jesper Kurt-Nielsen