![]() |
||
|
FORSIDE | NYT | TIDSSKRIFT | SKRÆP | OCCIDENT | DEBATARKIV | MEDIER | AFTENLAND | SKJALD | FOLKET | ANTENORA | SØG |
||
|
Karl
Jaspers: Arv og tradition Vi
mennesker er på samme tid natur og historie. Vor natur viser sig i vor arv, vor
historie i traditionen. Arven er stabil og har allerede i årtusinder ladet os
fremstå som naturvæsner; men traditionen er altid udsat for farer:
bevidstheden kan synke ned, og ingen af årtusindernes åndelige erobringer kan
vi være sikre på at få lov til at beholde.
Den historiske proces kan rives i stykker af glemsel; af at det, vi har
erhvervet os gennem historien, forsvinder. Endog den næsten bevidstløse
stabilitet i leve- og tænkemåde, befæstet i vaner og ureflekteret tro, som
dagligt tager form indenfor helhedstilstanden af de almene sociale forhold, og
som synes at være så dybt rodfæstet - endog den begynder at vakle blot der
sker en forandring i denne helhedstilstand. Da går overleveringens hverdag i
opløsning; det ethos som er vokset frem gennem historien, ophører; livsformen
går i stykker; og den absolutte upålidelighed vokser frem. Det atomiserede
menneske bliver en vilkårlig masse af uhistorisk ophobning af liv; men som
menneskeliv betragtet lever det - åbent eller i det skjulte - i uro og angst,
tilsløret af den vitale kraft i dets eksistens.
Kort sagt, i kraft af arv er vi endnu ikke mennesker, men først gennem
indholdet i en tradition. I sin arv ejer mennesket noget som praktisk talt ikke
kan ødelægges; i traditionen noget som absolut kan gå tabt. Traditionen peger
tilbage mod de forhistoriske tiders grund. Den omfatter alt det som ikke er
biologisk arveligt, men som er menneskelighedens historiske substans.
Ved historiens begyndelse og erhvervet gennem de forhistoriske tider, står
der så at sige en menneskelighedens kapital, som ikke er af arvelig biologisk,
men af historisk substans, og som kan vokse eller forødes. Den er noget som har
virkelighed forud for al tænkning, og som hverken kan ordnes eller frembringes
efter nogen plan.
Denne substans bliver først opfyldt og klargjort gennem den åndelige
bevægelse som fuldføres i historien. I denne gennemgår den forvandlinger.
Undertiden optræder der i historien noget fuldstændigt nyt (neue Ursprünge)
og dette bliver i sin virkelighed atter forudsætninger for det som følger. Men
dette sker aldrig med menneskene i sin almindelighed, kun i de højder hvor 'hin
enkelte' bløder og atter bliver glemt, misforstås og går til grunde.
Der er en retning i historien som vil løsrivelse fra de substantielle
forudsætninger, fra traditionen - og påberåber sig den rene tænkning, som om
noget kunne frembringes af den substansløse forstand. Det er den oplysning som
forvrænger sig selv, og derfor ikke mere oplyser, men fører ind i intetheden. Fra
Vom Ursprung und Ziel der Geschichte, 1949
|
||
|
FORSIDE | NYT | TIDSSKRIFT | SKRÆP | OCCIDENT | DEBATARKIV | MEDIER | AFTENLAND | SKJALD | FOLKET | ANTENORA | SØG |
||