Karl Jaspers: Arv og tradition

Vi mennesker er på samme tid natur og historie. Vor natur viser sig i vor arv, vor historie i traditionen. Arven er stabil og har allerede i årtusinder ladet os fremstå som naturvæsner; men traditionen er altid udsat for farer: bevidstheden kan synke ned, og ingen af årtusindernes åndelige erobringer kan vi være sikre på at få lov til at beholde.

  Den historiske proces kan rives i stykker af glemsel; af at det, vi har erhvervet os gennem historien, forsvinder. Endog den næsten bevidstløse stabilitet i leve- og tænkemåde, befæstet i vaner og ureflekteret tro, som dagligt tager form indenfor helhedstilstanden af de almene sociale forhold, og som synes at være så dybt rodfæstet - endog den begynder at vakle blot der sker en forandring i denne helhedstilstand. Da går overleveringens hverdag i opløsning; det ethos som er vokset frem gennem historien, ophører; livsformen går i stykker; og den absolutte upålidelighed vokser frem. Det atomiserede menneske bliver en vilkårlig masse af uhistorisk ophobning af liv; men som menneskeliv betragtet lever det - åbent eller i det skjulte - i uro og angst, tilsløret af den vitale kraft i dets eksistens.

  Kort sagt, i kraft af arv er vi endnu ikke mennesker, men først gennem indholdet i en tradition. I sin arv ejer mennesket noget som praktisk talt ikke kan ødelægges; i traditionen noget som absolut kan gå tabt. Traditionen peger tilbage mod de forhistoriske tiders grund. Den omfatter alt det som ikke er biologisk arveligt, men som er menneskelighedens historiske substans. Den lange forhistorie, den korte historie, - hvad kan denne forskel betyde?

  Ved historiens begyndelse og erhvervet gennem de forhistoriske tider, står der så at sige en menneskelighedens kapital, som ikke er af arvelig biologisk, men af historisk substans, og som kan vokse eller forødes. Den er noget som har virkelighed forud for al tænkning, og som hverken kan ordnes eller frembringes efter nogen plan.

  Denne substans bliver først opfyldt og klargjort gennem den åndelige bevægelse som fuldføres i historien. I denne gennemgår den forvandlinger. Undertiden optræder der i historien noget fuldstændigt nyt (neue Ursprünge) og dette bliver i sin virkelighed atter forudsætninger for det som følger. Men dette sker aldrig med menneskene i sin almindelighed, kun i de højder hvor 'hin enkelte' bløder og atter bliver glemt, misforstås og går til grunde.

  Der er en retning i historien som vil løsrivelse fra de substantielle forudsætninger, fra traditionen - og påberåber sig den rene tænkning, som om noget kunne frembringes af den substansløse forstand. Det er den oplysning som forvrænger sig selv, og derfor ikke mere oplyser, men fører ind i intetheden.

Fra Vom Ursprung und Ziel der Geschichte, 1949

Læs mere om K. Jaspers