Gabriel Marcel: Det abstrakte lighedsideal

Der findes slet og ret ikke, og kan ikke findes, noget broderskab i det abstrakte. For så vidt kunne intet efter min mening være mere vildledende og løgnagtig end de formler som lederne af den franske revolution slog sig tilfreds med. De troede naivt, fordi de i det hele taget dyrkede en absolut primitiv filosofi, at frihed, lighed og broderskab kunne placeres på samme plan. Men for mit eget vedkommende vil jeg hævde, at intet er mindre korrekt. Lad os indse, at ligheden tager sigte på det abstrakte; det er ikke menneskene som er lige, for menneskene er ikke trekanter eller firkanter. Det lige, det som må opstilles som ligt, det er på ingen måde menneskene, men de rettigheder og pligter som de er bundet til gensidigt at anerkende; uden denne lighed i rettigheder og pligter indtræder kaos, tyranniet med alle dets rædselsfulde konsekvenser - det nedrigstes forret over det ædleste.  

  Men man gør sig skyldig i en tragisk misforståelse, når man mener at kunne slutte fra det som angår disse rettigheder, til det som angår selve menneskenes egenart, og det ville være meget let at påvise ved hvilken dialektik den egentlige egalitarisme fører til de afskyelige vildfarelser vi i dag er vidner til. Denne dialektik er netop forbundet med det faktum, at ligheden, fordi den er en abstrakt kategori, ikke kan overføres til de konkrete menneskers domæne, uden at blive en løgn og følgelig give plads til uligheder som langt overgår alt, hvad man før har set i ikke-demokratiske regimer. Også her er det krigen, som kommer til syne, men i sådanne former, at den næsten ikke er til at kende igen, fordi den i virkeligheden er den systematiske nedbrydning af millioner af mennesker reduceret til den totale afmagt.

  Vi burde uophørligt minde os selv om, at en verden, hvor millioner, ja et tital af millioner af mennesker er underkastet slaveri, kan ikke betragtes som en verden i fred; men på den anden side, og på trods af, hvad man har sagt om det, så er en tilstand af en sådan uretfærdighed radikalt forskellig fra alt, som nogensinde har kunnet eksistere i de tider, da de fundamentale retsprincipper hverken var blevet proklameret eller endog erkendt. Den forfærdeligste skandale for et tænkende menneske er netop den uudholdelige modsætning mellem disse principper, som ingen helt har mod til formelt at bestride, og den systematiske krænkelse af de mest elementære rettigheder. Det er et særdeles alvorligt spørgsmål, hvordan denne modsætning er mulig i selve eksistensen (og ikke blot alene som et mentalt faktum). Men det jeg her har forsøgt at vise, det er, at det netop er virkningerne af ”den abstrakte ånd”, opfattet som en slags sygdom i intelligensen, som gør denne modsætning mulig.

Fra Les hommes contre l'humain, 1951

Læs mere om G. Marcel