![]() |
||
|
FORSIDE | NYT | TIDSSKRIFT | SKRÆP | OCCIDENT | DEBATARKIV | MEDIER | AFTENLAND | SKJALD | FOLKET | ANTENORA | SØG |
||
|
Lewis
B. Namier: Demokrati bygget på respekt Demokrati
betyder styre ved folket; det indebærer lighed i politiske rettigheder, uden
hensyn til fødsel og økonomisk magt, og en alment accepteret metode til at vælge
og udskifte politiske ledere - en magt som forudsætter en rimelig grad af
politik frihed, dersom den skal udøves på den rette måde. Ordet
”demokrati” bruges altså om tre forskellige aspekter ved samfundets liv og
opbygning: borgerlig lighed, i modsætning til aristokrati og plutokrati;
folkeligt selvstyre, i modsætning til autokrati eller diktatur; og frihed til
at tænke, diskutere, og stifte politiske foreninger, i modsætning til en påtvunget
enhed og rettroenhed. Men lighed, selvstyre og frihed er begreber som menneskene
kun kan tænkes at forfægte i en kategorisk form, når de lider af en naiv
mangel på erfaring. Lighed for loven og almindelig stemmeret kan man nok fastsætte,
men i hvor høj grad er det mulig at opnå politisk uden økonomisk og social
frihed? De ydre former for selvstyre kan man nok skabe, men man har ikke dermed
fået dem til at fungere på en ordnet måde; og selvom de fungerer, har sådanne
former en naturlig tendens til at omskrive og i nogen grad modvirke sit eget
formål. Og endelig, hvad betyder frihed, i modsætning til tøjlesløshed? Hvor
går grænsen mellem disse usikre begreber? Selvom der er en dybere logisk
sammenhæng mellem de tre aspekter af demokratiet, kan hvert enkelt af dem
eksistere, endog i høj grad, uden de andre to; og da de hver for sig er
vanskelige at virkeliggøre, har de endnu aldrig været virkeliggjort sammen.
Ja, et fremskridt for et aspekt har ofte medført
tilbageskridt for de andre to. […] Den engelske frihed og det engelske
demokrati, og de grænser som er sat for dem begge, har sin levende kilde i følelser
af respekt: respekt for individet, for menneskelige rettigheder, for
menneskelige følelser, for traditionsbestemte rettigheder, for den sociale
lagdeling. Dette er grundlaget for det engelske monarki og for den engelske
religiøsitet, for engelsk konservatisme og for engelsk fremskridtsvilje. De
stiltiende kompromisser som gør en civiliseret menneskelig eksistens mulig,
bygger på følelser af respekt. En englænder forsøger ikke altid at presse
enhver rettighed han har igennem; dette er måske den dybeste hemmelighed ved
det engelske samfundsliv. […]
Der er et demokrati som bygger på
respekt og et demokrati som bygger på negation. Individets værdi kan sættes så
højt, at det når det uendelige, eller så lavt at det berører nulpunktet: to
sfærer hvor alle værdier er lige.
Det demokrati som bygger på
respekt, har sine rødder i religionen, i forestillingerne om menneskesjælen og
det indre lys. Jo nærmere religionen kommer forestillingen om det almindelige
præstedømme, desto mere demokratisk og nivellerende er dens egenart. Det
moderne anglosaksiske demokrati opstod i de puritanske forsamlinger. Jo mere
hierarkisk en kirke er opbygget, desto nærmere kommer den til en totalitær
indstilling, og desto lettere går den sammen med enevælde og alligevel vil
selv en kirke som hverken tolererer samvittighedsfrihed eller lægfolkets
selvstyre, fremdeles være præget av visse demokratiske elementer.
Zarvældet anerkendte - i lighed med
enkelte orientalske despotier - ingen politiske rettigheder hos sine undersåtter
og der var mere lighed, om end kun af negativ art, i Zar-Rusland end i nationer
med aristokratiske eller oligarkiske former for selvstyre. Da slaveriet omsider
blev afskaffet, var klasseskellene i Rusland mindre strenge end i lande som
havde en mere fremskreden samfundsinddeling. Grækenland og Romerriget,
middelalderen og renæssancen har efterladt Europa en arv af intellektuel
selvbevidsthed og selvbedrageri, af kulturelt raffinement og sociale inddelinger
- som Russland i det store hele gik glip af. Der er en vis indadvendthed og
ydmyghed over russisk ånd, en storhed og selvfornedrelse, en umiddelbarhed og
mangel på disciplin, som både tiltrækker og forvirrer europæere. Til trods
for de sociale ydrepunkter var der altid en grundlæggende lighed; endog den mærkelige
tiltaleform, fælles for alle – ”A. søn
Ved siden av demokratiet bygget på
respekt og demokratiet bygget på negation er der et indbildningens demokrati,
baseret på menneskets selvdyrkelse: en entusiastisk tro på menneskeforstandens
lys, mennesketankens almægtighed og menneskenaturens grænseløse
perfektibilitet. Det er den naive intellektualismes tro, glødende og
optimistisk. Det var den franske revolutions ånd, da dens ledere gik i gang med
at omforme verden. Deres nederlag skabte en midlertidig reaktion, som snart blev
efterfulgt af en ny periode med ”oplyst rationalisme”, mindre højrøstet og
noget mindre svulmende, men i det lange løb næppe mindre selvbevidst. Den
engelske liberalisme og det marxistiske socialdemokrati var dens politiske
udtryk. Først angreb den de privilegier som skyldtes fødsel og rang, dernæst
de som skyldtes rigdom; den eneste form for overlegenhed den ikke angreb, var
den som skyldtes uddannelse og intelligens. Lederne af den anden internationale,
og endog de oprindelige ledere af den tredje, var hovedsaglig intellektuelle af
høj standard, med udviklet bevidsthed om egen kvalitet.
Det hæmningsløse had og den foragt
som nazisterne nærer overfor liberal og socialistisk intellektualisme, gjorde
at visse typer af konservative begik den fejl at tro, de var allierede. I
virkeligheden giver fascismen udtryk for de halvstudertes egalitarisme og forfængelighed.
Den Fra ”Democracy” i The Nineteenth Century and After, 1941
|
||
|
FORSIDE | NYT | TIDSSKRIFT | SKRÆP | OCCIDENT | DEBATARKIV | MEDIER | AFTENLAND | SKJALD | FOLKET | ANTENORA | SØG |
||