(427-347 f.Kr.)

Introduktion

I dyb desillusion over det atheniensiske demokrati og dødsdommen 399 f.Kr over hans lærermester, Sokrates, forfattede Platon en række statsteoretiske værker vendt mod demokratiet som styreform - bl.a. hovedværket Staten (Politeia) ca. 380 f.Kr. Kritikken tog bl.a. udgangspunkt i demokratiets frihedsbegreb, der efter Platons opfattelse førte til principløshed, opløsning af normer, nedbrydelse af såvel opdragelse, dannelse, ansvar som pligter. Hobens diktatur, hvor alle havde ret til at gøre alt for at opnå egen nydelse i nuet, ville altid føre til tøjlesløshed, socialt anarki og alles kamp mod alle, hvilket igen gav frit spil for tyrannens magtovertagelse - den enerådende regent, der ikke var helhedens tjener, men en magtbegærlig despot, der ved udåd og terror ville gøre alt blot for at holde sig selv ved magten. Demokratiet førte således til den af Platon mest forhadte styreform - tyranniet. Et andet kritikpunkt som Platon fremførte var, at demokratiet ser bort fra forskellen mellem mennesker. Mennesker havde fundet sammen i samfund, fordi de havde brug for hinandens hjælp, anlæg og evner. Det organiserede samarbejdede bestod derfor ganske naturligt af specialisering og arbejdsdeling. Den bedste stat var derfor for Platon den, der tog hensyn til menneskers forskellige evner (deres "natur") og indrettede samarbejdet mellem mennesker, så den enkelte udfyldte den opgave, der passede til ham. På den måde kunne alle nå til det moralske niveau og den lykke, som deres forskellige forudsætninger tillod. Menneskets moralske forbedring, ægte lykke og opnåelse af ægte frihed var ifølge Platon statens ypperste mål. For at opnå dette og det rette forhold mellem statens dele - en harmonisk og samvirkende helhed - opsatte Platon kravet om klare grænser og et hierarkisk forhold mellem bestemte samfundsgrupper med hver deres specifikke samfundsopgaver. At regere staten var en ekspertopgave, der ikke blot kunne overlades til et flertal af borgerne uden hensynstagen til evner. Platon var af den opfattelse, at der eksisterede absolutte sandheder og absolutte moralske værdier, der burde realiseres i livet for at opnå et bedre samfund, men, at det ikke var alle, der besad den begavelse eller indsigt, der skulle til for ad filosofisk vej at erkende disse sandheder. Den styrende klasse af "vogtere", der var overlegne m.h.t. kundskaber, omfattede derfor ikke kun individer med politimæssig og militær myndighed med ansvar for fællesskabets beskyttelse, men ligeledes en gruppe af vismænd eller filosoffer, der i kraft af deres begavelse og en streng eliteuddannelse, alene havde den højere indsigt i den absolutte sandhed, der var nødvendig for at regere staten på et sikkert etisk grundlag. Det var en nødvendighed, at disse filosofkonger, som alle frie borgeres børn, alt efter evner, havde lige mulighed for at blive udvalgt til at tilhøre, skulle være hævet over enhver form for materialisme, at de viede hele deres liv til staten og kun regerede for fællesskabets bedste og ikke udfra eget forgodtbefindende, personlige ambitioner eller interesser. Udover den strenge opdragelse skulle den regerende elite holdes fra begærlighedens farer, ved en adskillelse af den politiske magt fra den økonomiske magt. Kamp om rigdomme var samfundsnedbrydende og fordærvende, hvorfor "vogterne" ikke måtte besidde privat ejendom. Deres, i øvrigt få, livsfornødenheder skulle de modtage fra den næringsdrivende klasse, der bedrev landbrug, håndværk og handel. Disse var tilladt privat ejendom, men havde omvendt ingen politisk magt.
  Denne idealstat var, hvilket Platon selv erkendte, i høj grad udtryk for en utopi. I de senere mere pragmatiske værker, Statsmanden (Politikos) og Lovene (Nomoi) ca. 360 f.Kr., lægger Platon fremfor en styrende elite i højere grad vægt på det ophøjede og ukrænkelige i et samfunds love og sæder, der tjener almenvellet, er borgernes faste fundament og som ligeledes har en moralsk opdragende funktion. Han tillader privat ejendom for alle klasser samt demokratisk valg af ledere, men staten skal dog stadig underlægges en streng moralsk og religiøs dannelse og økonomisk regulering.

Nomos modtager gerne relevante indlæg om ovennævnte.

Citater

(Under forberedelse)

Bibliografiske oplysninger

• Staten (ca. 380 f.Kr.). Da. v. C. Høeg & H. Røder, Platons Skrifter bnd. 4-5, Kbh. (1933-41 - genudg.1992), Otto Foss, Staten, Kbh. (1983)
• Statsmanden (ca. 360 f. Kr.) Da. v. C. Høeg & H. Røder, Platons Skrifter bnd. 7, Kbh. (1933-41 - genudg.1992)
• Lovene (ca. 360 f. Kr.) Da. v. C. Høeg & H. Røder, Platons Skrifter bnd. 10, Kbh. (1933-41 - genudg.1992)

Sider på nettet om Platon

Tekster

The Republic

The Statesman

Laws