Søren Kierkegaard: Polemik vedrørende de liberales syn på fortiden og Danmarks situation omkring 1800

- Det er ikke første gang, at Københavnerposten, formodentlig på grund af det venskabelige forhold, hvori den står til det politiske livs tårnvægter, har meddelt os, at det endnu ikke er blevet dag, men vedbliver stadigt at være morgendæmring; en betragtning, vi for en del er blevet bestyrkede i ved idelig at høre Københavnerpostens hanegal. […] Det er bekendt fra malerkunsten, at sort grund bidrager meget til at hæve farverne, og det er derfor en let sag, ved at beskrive en foregående tilstand som sentimental-idyllisk eller patriarkal-idyllisk, at få den nærværende til at overgå den i kraft; hvorvel det dog altid bliver underligt, da det netop er ”barndommen”, hvori vi lever, hvor just det sentimentale, som den tågede, dæmrende, endnu ikke til klarhed komne kraft, og det idylliske plejer at være fremherskende. Det er nu vist nok sandt, at Københavnerposten har for længst tabt sin æstetiske og senere også sin politiske uskyld, og at den for så vidt godt kan smile ad en formentlig uskyldighedstilstand; det er også en håndgribelig modsætning mellem hin tids såkaldte lirekassemusik og Københavnerpostens koturnisk-bestøvlede, højtragiske holdning, der rigtignok passer underligt til dens morgenbetragtninger, og erindrer om Don Quixote, der springer op i drømme. […]

  Men, hvornår var da hin tid, vil man spørge og herpå skulle vi nu se at udfinde svaret af Københavnerpostens historiske betragtninger, der rigtignok udmærker sig ved de snart grandiose, abstrakte grupperinger, snart ved aldeles individuelle, konkrete småting, omtrent som en, der med syvmilestøvler skræver over et helt kongerige og så snubler over en lille sten, som han så samler op, fuldt og fast overbevist om, at han nu fuldstændig kender samme lands geografi. Hvornår var altså hin tid? Den begynder med 1799; og hvornår hører den op? Ja, det er netop knuden. Den begynder at gå af mode; thi hele folkelivet ”har taget en langt værdigere, alvorligere og mere positiv retning”, og den må formodentlig være så godt som aldeles gået af mode, siden hine klager ”næsten aldeles er forstummede”; og det var jo merbemeldte sindsstemning, der fremkaldte og gjorde klager ”naturlige, letforklarlige, ja næsten nødvendige”; og altså er dog hin sindsstemning, som grunden til dem, for en stund siden forsvunden; og dog var det netop disse klager , der ”for øjeblikket er i mode eller i det mindste for kort siden var det.” Og hvorledes var da hin tid beskaffen, hin sentimental-idylliske tid, der – dette være sagt in parenthesi – står betegnet med den største litterære virksomhed, måske nogensinde har set? Hvorledes var den beskaffen? Man var ”fornøjet med alt; Hver passede sitog lod regeringen sørge for resten”; men man var derhos ”virkelig bange, og sang af skræk, ligesom børn for at fordrive eller i det mindste overdøve deres angst.” ”Landets tilstand var mindre tilfredsstillende; Folket var nedbøjet i sorg og kummer i hine triste tider”; og dog ”var man glad og fornøjet, tog i skoven, og glædede sig over enhver kærminde, man fandt i Danevang.” men om det nu også var et faktum, at man i sorgens tid skuede tilbage til de forsvundne velmagtsdage, var der da noget galt deri? Det forkerte og sørgelige i tiden må man dog vel være bleven bevidst, siden det var det, der betingede at man skuede tilbage. Og er da ikke bevidstheden om, hvad man engang har været, netop det mest styrende for en ny og kraftig virksomhed? Jeg ved vel, at det går stater som med enkelte mennesker, og at et individ, der aldrig har duet til noget, altid har et forskrækkeligt hastværk ind i tiden og aldrig tør se sig om, for at ikke den bag ham liggende ødelæggelsens vederstyggelighed skal forstene ham ligesom Loths hustru fordum; men for den, der har haft bedre tider, er en sådan tilbageskuen vist i høj grad gavnlig. Og hvad nu det angår, at hin tid æstetiserede, så tænker Københavnerposten dog vel ikke på hin glimrende æstetiske periode fra 1803 og fremdeles, men snarere, ja vi ved det nok, på hin æstetiske bet, Københavnerposten i en del år satte til advarsel for alle andre æstetiske håndværkere, en tid, den måske nu tænker på med ”ruelse.”

- Det er denne jasken frem og tilbage, det er denne forvirrede opfattelse af det forbigangne, der har fremkaldt vort angreb. Dog herved nærmer vi os naturligen til den egentlige bedømmelse af Københavnerpostens skeløjede opfattelse af fortiden. […] Vi stemmer så fuldkommen overens med Fædrelandet i hvad det siger om: ”at denne dvælen ej må svække den kraft, hvormed vi skulle møde fremtiden”. […] Således i nærværende tilfælde taler Fædrelandet om ”en vemodig dvælen ved fortidens minder, om en utidig danskhed, mens Københavnerposten fortæller at ”man legede med gamle Danmark og dannebrog” koketterede med ”Sjølunds bøgelund og Kodans vover” og ”under alle disse ranglerier glemte eller manglede mod til rask at tage fat på det, som det dog egentlig var at gøre”; den taler om ”danskhedens lirumlarum” foruden al den anden sniksnak og selvmodsigelse, som vi tilstrækkeligt har påvist i nr. 76 af dette blad. Om vi altså endog indrømmer, at Københavnerposten ikke har talt om den forbigangne tid i almindelighed, må dog den måde, hvorpå den har omtalt den forbigangne tid, om end i et specielt hensyn, berettige os til en dadel, hvori vi indrømmende hin tilbageskuen, omtalte den på en værdigere måde; i særdeleshed må forfatteren i Fædrelandet være villig til at indrømme os det, da han, idet han forbigår hine i det mindste udelikate vittigheder, og for øvrigt siger det samme som vi allerede engang har sagt, er så langt fra at skrive imod vort stykke, at han på en måde ved sin autoritet synes at give det mere indflydelse. Om vi nu virkelig kunne indrømme Fædrelandet, at Københavnerposten ikke har talt om den forbigangne tid i almindelighed, men kun i en speciel henseende, skulle vi nu lidt nærmere overveje. Vi ville i den henseende erindre om, at Københavnerposten karakteriserer hin forsvundne tid som ”sentimental-idyllisk”, som ”afkræftelsens år.” Men forholder dette sig således, da må vi på det bestemteste frakende hin tid den kraft og dygtighed, som vi i mange andre henseende må indrømme den; thi en tidsalder kan vel mangle receptivitet for en vis art af indtryk; men den kan ikke, hvis den ellers er dygtig (hvilket jeg med så meget mere ret kan påstå, som jeg har anført fakta, og hverken Københavnerposten, efter Fædrelandets forklaring, eller Fædrelandet har nægtet det), være sentimental-idyllisk eller afkræftet i en retning, i hvilken henseende jeg blot vil bede såvel Fædrelandet som Københavnerposten at anstille eksperiment med et enkelt menneske. Jeg vil blot endnu tillade mig et forsøg til en forklaring i så henseende. Ligesom det er et almindeligt tilfælde, at ved et ellers dygtigt menneske i tider, hvor mange sorger og bekymringer styrter ind på ham, den intellektuelle dygtighed netop på det kraftigste reagerer, og idet den får overhånd i gemyttet, lader sorgen glemmes eller giver ham styrke nok til at bære den, hvor man da ingenlunde kan beskylde det menneske for at være med hensyn til den side, der betingede disse vemodige og sørgelige indtryk sentimental-idyllisk eller afkræftet: således ville jeg også sige, at netop statens dygtighed bevirkede, at den kunne bære de mange tryk, den i politisk henseende led, således at det netop var dens kraft, der betingede, at den kunne bære modgang. Dersom nemlig hin tidsalder virkelig havde været svag, da havde den ligget under for alle hine voldsomme lidelser, dens liv var blevet et skyggeliv; men det er så langt fra, at det var tilfældet, at vi netop må beundre dens rige poetiske fylde. Det er derfor ubillighed, såvel som en psykologisk urimelighed at beskylde hin tid for at have været sentimental-idyllisk, thi da enhver tidsalder har sit eget grundpræg, sin karakter, hvoraf alle dens livsytringer må bære farve, så må også her det politiske liv stå i et nødvendigt forhold til den kraft, som Københavnerposten selv indrømmer hin tidsalder i det hele. Det ville være ubilligt at beskylde den ridder, der, efter at have mistet hvad ham var det kæreste her på jorden, gik ud på eventyr, og dog ofte mindedes med vemod sit tab: det ville være ubilligt og upsykologisk at beskylde ham for at være sentimental-idyllisk. Det ville være ubilligt, at beskylde vor samtid, dersom den havde nogen kraft i den retning, som den har gjort sig til sit livs opgave, og man ikke snarere måtte beklage at se mange berusede af det skillingsøl, der bydes den af journalerne, og hvad der hidtil var leveret, ikke snarere var at anse for en smule tidlig persille til den kraftsuppe, som der endnu kun er tale om: det ville være ubilligt at beskylde den, formedelst dens mangel på interesse for æstetik og for livets højere formål, for at være sentimental-idyllisk; thi en tidsalder kan ikke gøre alt; og kan vor samtid bringe det så vidt i politisk intelligens som hin tid i æstetik, da kan den med ro lægge sig i graven, om end en hævnende Nemesis lader følge en slægt, der maner den op, for i indbildt dygtighed at triumfere på dens bekostning.

 (Fra ”Kjøbenhavnerpostens Morgenbetragtninger i Nr. 43” samt ”Om Fædrelandets Polemik”. Trykt i Kjøbenhavns flyvende Post. Interimsblad nr. 76, 18. feb. og interimsblad nr. 82, 12. marts 1836).

Læs mere om S. Kierkegaard