Søren Kierkegaard: Om utidig stræben og trang til at begynde forfra

Der ligger i hele vor tidsalder en formel stræben. Det var den, der i det daglige liv bragte os til med tilsidesættelse af det hyggelige at fremhæve det symmetrisk-skønne, i stedet for den hjertelige omgang at foretrække den konventionelle. Det er den hele stræben, der noksom er betegnet ved, for at betjene mig af en anden forfatters ord, Fichtes og de øvrige filosoffers forsøg på ved skarpsindighed at konstruere systemer og Robespierres forsøg derpå ved hjælp af øksen; det er den, der møder os i vore digteres sommerfuglelet flydende vers og i Aubers Toner; det er den endelig, der i den politiske verden fremkalder de mange revolutioner. Jeg er fuldkommen enig med hele denne stræben i at holde fast på formen, for så vidt den bestandigt er det medium, hvorigennem vi har ideen; men man erindrer dog, at det er ideen, der skal bestemme formen, ej formen, der skal bestemme ideen. Man husker på, at livet ikke er noget abstrakt men noget højst individuelt. Man glemmer ikke, at formen f.eks. på den geniale digters umiddelbare standpunkt ikke er andet end ideens tilblivelse i verden, og at refleksionen blot skal undersøge, om ideen også har fået den rigtige tilsvarende form. Man erindre bestandigt, at det ikke er gennem formen, man får livet, men gennem livet, man får formen. Tænkte jeg mig en mand, der havde forliebet sig i den græske levemåde og nu, da han var i besiddelse af midlerne dertil, fik indrettet sig en bygning i græsk still og en husholdning på græsk, så bliver det dog et stort spørgsmål, om han så ville finde sig tilfreds, eller om han ikke snart vilde foretrække en anden form, netop fordi han ikke noksom havde prøvet sig selv og den udvikling, hvori han levede. Men ligesom et spring tilbage er noget forkert (hvilket i det hele tidsalderen er tilbøjelig nok til at anerkende), således er også et spring fremad forkert - begge dele fordi en naturlig udvikling ikke går i spring, og livets alvor vil ironisere ethvert sådant forsøg, om det end lykkes for øjeblikket. […]

Jeg har med flid har søgt at begrunde den hele stræben i tidsalderen, fordi et enkelt tilfælde her intet nytter, at De er enige med mig, når jeg betegner den stundesløs. […] Det er denne hele stræben, jeg har søgt at betegne ved stundesløshed, thi stundesløshed er ikke handlen men en ustadig famlen. Stundesløshed er - for at benytte mig af en digters i en anden forbindelse udtalte Ord: "en rastløs vanken - fra luftkasteller til musefæller - og hjem igen." Den sande handlen går hånd i hånd med rolig cirkumspektion. De har vist alle været i det tilfælde at have rejst på en vej, hvor man just ikke sovende i en diligence kommer til sit bestemmelsessted, men hvor man ubekendt med vejen må spørge sig for, og hvor da en bonde fortæller Dem: "Så drejer De først af til højre og så til venstre og så igen til venstre ved den pileallé der ved gadekæret, og så kan De vel have så meget som en halv mil tilbage; så svinger De til højre, og så er De på stedet"; - men De har vist også alle erfaret, at man på den måde aldrig kommer til bestemmelsesstedet. Man må køre først til den nærmeste landsby, og der erkyndige man sig om vejen til den næste og så fremdeles. Og her, hvor der er tale om en ny udvikling, her passer man vel på og ser flittigt på kompasset. Og om end andre nationers udvikling og fremgang kan hjælpe os meget og lære os mangen forsigtighedsregel, så husker man dog vel på, at det ikke går an at rejse i Sjælland efter et kort over Frankrig.

I en sådan stræben må der bestandig blive noget Don Quixotisk; hvert øjeblik blæser man til alarm, giver Rozinante sporerne og farer ind på - på vejrmøllerne, hvorhos det naturligt ikke mangler på skarpsindighed, der lader én se, at det er en eller anden ond dæmon, der har forvandlet kæmperne til vejrmøller, uagtet Sancho Pansa på det højtideligste forsikrer, at det var, er og bliver vejrmøller.
  At nu en sådan stræben let må komme til at virke forstyrrende ind i livet, det tør jeg dog vel antage at være in confesso, da man dog ellers i livet så ofte har erfaret, at befippelse er noget meget skadeligt. 

- I Ursins regnebog, som brugtes i min skoletid, stod der, at der udlovedes en dusør til enhver, som kunne finde fejl i bogens regnestykker. Jeg udlover også en dusør til den, der i disse mange bøger kan påvise et eneste projekt i retning af forandring i det udvortes, eller blot noget, der på den fjerneste måde endog for den mest nærsynede på den længste afstand kunne ligne en antydning af et sådant projekt eller af en troen på, at det er i det udvortes fejlen stikker, at det er forandring i det udvortes der behøves, forandring i det udvortes, der skal hjælpe os.

- Der ligger i den hele nyere udvikling en stor tilbøjelighed til - langtfra med taknemmelighed at erindre sig de kampe og besværligheder, verden har udstået for at blive til det, den er - om muligt endog at forglemme de resultater, den i sit ansigts sved har erhvervet, for på ny at begynde forfra, og i ængstende forudfølelse af, med hvor fuld ret efterverdenen ville kunne behandle den på samme måde, dels at overbevise sig selv om sin virksomhed og sin betydning, dels at pånøde efterverdenen denne anerkendelse ved at gøre sig til det egentlige udgangspunkt for verdenshistorien, ved, hvis det lod sig gøre, med sig at begynde den positive tidsregning og lade den foregående tilværelse, om man endnu er så fornuftig at antage en sådan, være et livs-hoveri, på hvilket subtraktions-stykke man kun må beklage, at det har været nødvendigt at anvende en så lang tid. Møder vi dette fænomen i sin respektableste skikkelse, således som det træder frem i Hegels store forsøg på at begynde med intet, så må det såvel imponere os som glæde os; imponere os i betragtning af den moralske kraft, hvormed ideen er undfanget, den intelligente energi og virtuositet, hvormed den er gennemført; glæde os, fordi den hele nægten dog kun er en bevægelse indenfor systemets egne grænser, foretaget netop i interesse af genvindelsen af tilværelsens "gediegne fylde". Ser vi det samme fænomen, fremkaldt ved en ægte original personligheds naturlige opposition mod den hele moderne fraseologi, ser vi en sådan, ved geniets egen dybe, artesiske kraft højt over mængden hævet, stå som en imponerende statue, ganske indhyllet i sin hjemmegjorte terminologiske kappes yppige draperier; men dog så egoistisk afsluttet i sig selv, at der ikke er den mindste pjalt, den "gaffende pøbel" kan gribe fat i; så må vi vel takke Gud for, at en sådan Simon Stylita erindrer os om, hvad selvstændighed er, men dog også beklage, at tidens forkerthed fordrede et sådant offer.

Hvad imidlertid disse to fremtrædelsesformer af den betegnede lyst til at begynde forfra angår, da må man bemærke, at de er opstillede for at vise den relative sandhed, der kan ligge i denne tilbøjelighed, idet jo, hvad den første fremtrædelsesform angår, der væsentligt påligger filosofien som system bestandig på ny at optage sine egne præmisser, og denne for så vidt kun ved den misforståelse tillige har rettet sig mod tilværelsen selv; og ser vi hen til den anden, da er den jo dels fremtvungen ved den almindeligere, hele stater omspændende, med den kun langt ude beslægtede forvirring, og dels reformatorisk blot rettet mod misbrug, der have indsneget sig i den givne positivitet, uden derfor at ville udrydde end ikke et eneste oprindelig i sproget givet ord. Hvorvidt nu den overordentlige beredvillighed og redebonhed, den næsten forekommende tjenstvillighed, hvormed i vore tider stedse tusinder står parate til, så snart der bliver sagt et fornuftigt ord, at misforstå det, også her har været i utrættelig virksomhed, det vil enhver let overbevise sig om, der har bemærket, at den hele yngre litteratur dels er så fuldt op beskæftiget med at indlede og skrive indledninger, idet den har forglemt, at den begynden fra intet, som Hegel taler om, af ham selv blev magtet i systemet og ingenlunde var en miskendelse af den store rigdom, virkeligheden *1) har, dels er så højligt hjemsøgt af disse hysteriske tilfælde af åndrighed.

En sørgeligere skikkelse af den samme vildfarelse, og som egentlig er den, vi oprindeligt sigtede til, viser sig i tidsalderens hovedretning i det politiske. Misforstående den dybere betydning af en historisk evolution *2), klamrende sig, besynderligt nok, ligesom i kamp for sin eksistens fast til den frase, at verden altid bliver klogere, opfattet, vel at mærke, i en for dette øjeblik gunstig, for øvrigt parodisk *3) konsekvens, træder den frem enten som ungdommeligt overmod i for stor tillid til i livet ikke prøvede kræfter (og dette er da dens bedste skikkelse) ihvorvel i samme grad som den ægte ungdommelige, der var det integrerende moment af sandhed deri, tager af, i samme grad fænomenet nedsætter sig selv til kådhed, om end samtiden skulle være forblindet nok til med sin tak at henvende sig til en slig klein Zaches genannt Zinnober *4) - eller som mangel på tålmodighed til at kunne finde sig ind i livsforholdene, som afmagt til, udfyldende en bestemt stilling i staten, at bære med på historiens for den fornuftige lette og velsignelsesrige Byrde. Men under begge former gør denne tendens sig skyldig i et attentat på den givne virkelighed; dens løsen er: glem det virkelige (og allerede dette er et attentat), og for så vidt de gennem århundreder grandiost udviklede statsformer ikke lader sig ignorere, så må de vige, ligesom urskovene fordum for kulturens plov i oplysningens morgenrøde, for at der nu på de ryddeliggjorte sletter ikke kan være det mindste poetiske smuthul; men de få rene eksemplarer af normale mennesker kunne, uden at udsættes for den mindste profane berøring eller for at forse sig på noget som helst broget, spættet eller stribet, i en rædsom monotoni avle en hel yngel af eligerede, abstrakte kosmopolit-Gesichter. Som Hegel begynder den ikke systemet, men tilværelsen med intet, og det negative moment, igennem hvilket og i Kraft af hvilket alle bevægelserne sker, (Hegels begrebets immanente negativitet) er mistillid, der unægtelig har en så negativ kraft, at det - og det er da det gode ved sagen - må ende med at slå den selv ihjel, noget, som da også vil ske; thi så snart den juste milieu det eneste medium, igennem hvilket de hænger fast ved staten, blot et øjeblik skulle med Molboen få i sinde at sige: tøv lidt, mens a spytter i næverne, så styrter de redningsløst ned. […]

Noter

*1) Imidlertid skal man ikke så ganske tro hegelianerne på ordet, når de omtaler deres forhold til virkeligheden; thi når de i denne henseende beråber sig på deres mesters udødelige Værk (hans logik), da forekommer det mig, at det går til som i rangforordningen, hvor man, begyndende med sekretærer (Sein, den rene Væren), nu igennem "andre sekretærer" (das Andre, das Besondre, Nichts [det er også derfor, at man siger, at andre sekretærer sind so viel wie Nichts]) lader bestemmelsen "virkelige sekretærer etc." fremgå, uden at man derfor er berettiget til at slutte, at der i virkeligheden er en eneste "virkelig sekretær."

*2) Vernunft wird Unsinn, Wohlthat Plage

       Weh Dir, dass Du ein Enkel bist.

Jo længere man nemlig er borte fra det egentlig centrale i udviklingen, desto besynderligere må denne naturligvis forekomme, og jeg tvivler ikke på, at en Rana paradoxa f.eks. ville i en eneste sætning kunne fremkomme med langt betænkeligere tvivl om tilværelsen end summa summarum af alle skeptikere og fritænkere indtil dato; thi som J. Paul siger "Solchen Sekanten, Kosekanten, Tangenten, Kotangenten kommt alles excentrisch vor, besonders das Centrum."

*3) Vi på forfædres skuldre stå,

       Vi tykkes store - er små ...

*4) Jvf. Hoffmanns Schriften neunter Band p. 45: "Seltsam war die Gruppe, die beide zusammenstehend bildeten. Gegen den herrlich gestalteten Gregor (dette er den historisk udviklede stat) stach gar wunderlich das winzige Männlein ab, das mit hoch empor gereckter Nase sich kaum auf den dünnen (uhistoriske) Beinchen zu erhalten vermochte.

Fra Vor Journal-Litteratur (foredrag holdt i Studenterforeningen 28. nov. 1835), Avisartikel, 1851 her efter A. Egelund Møller: Søren Kierkegaard om politik, Kbh. 1975 s. 103f) samt fra Af en endnu Levendes Papirer 1838. Kierkegaards Papirer bnd. 1, s.157ff. (1968), Samlede Værker, Bind 1. 1962)

Læs mere om S. Kierkegaard