Søren Kierkegaard: Om den liberale dagspresse og journalister  

- Vore liberale er de største kujoner og ved blot at snakke. De skriver angående regeringshandlinger; når man så foreholder dem, at de ikke handler, så svarer de: at de jo ikke er regeringen. Når man så siger til dem: hvorfor de dog ikke engang vender deres våben mod publikums demoralisation, hvori de som journalister er så højligt indviklede? - så svarer de: ja, det kan vi ikke have med at gøre, at publikum demoraliseres. Summa summarum: det er alt sammen ubetydelighed, ikke én eneste karakter.

- Et lands mest begavede hoveder bliver efter en møjsommelig dannelse og udvikling og efter en så i længere tid fortsat flid endelig forfattere - og forfattere af bøger. Men bøger læses kun meget lidt i landet. Dagspressen derimod har hele udbredtheden, og læses af alle. Her er det nu at disse, i ideens forstand, hjul- og skævbenede, klump- og platfodede, item klatfingrede, halvfjantede, men svinepolidske rejicerede subjekter, under navn af journalister, er i travl virksomhed og deres, ræsonnementer læses af alle. Pro dii immortales! Dersom der ombord på et skib kun var én råber, og den havde koksmaten bemægtiget sig, hvilket alle fandt at være i sin orden. .Alt hvad nu koksmaten havde at meddele (»kom smør spinaten«, eller »det er godt vejr i dag«, eller »Gud ved om der ikke er noget galt nede i skibet« o.s.v.) meddeltes gennem denne råber, men kaptajnen måtte kommandere ved hjælp af sin blotte stemme, thi hvad kaptajnen havde at sige var ikke så vigtigt, ja, kaptajnen måtte til sidst bede koksmaten om at hjælpe ham, for at kaptajnen kunne blive hørt, når koksmaten var så god at »referere« kommandoen, som rigtignok stundom ved at gå igennem koksmaten og hans råber blev ren gal, i hvilket tilfælde da kaptajnen forgæves anstrengte sin smule stemme, da koksmaten ved hjælp af råberen blev hørt. Til sidst tiltvang koksmaten sig herredømmet, fordi han havde råberen. Pro dii immortales !«

Dagbogsoptegnelser fra 1847, her efter A. Egelund Møller: Søren Kierkegaard om politik, Kbh. 1975 s. 132, 134f.

Læs mere om S. Kierkegaard