- Den totalitære relativisme 

Allan Bloom
The Closing of the American Mind 
Simon & Schuster 1987
ISBN: 0671657151
400 sider

(Da. overs. Historien om Vestens intellektuelle forfald, Gyldendal 1991).

Det var med med sjælden forventning og begejstring, der blev set så frem til timerne, da det blev bekendtgjort, at det var professor Bent Jensen skulle undervise i det 20. århundredes russiske historie på Odense Universitet i 1993. Hvis man skulle tro historierne fra de andre studerende, ventede der nemlig dramatiske oplevelser. Det forventede drama skulle dog ikke komme fra underviserens og historiebøgernes ubehagelige beskrivelser af 80 års kommunistisk barbari, næ nej, historierne gik på, hvorledes forargede studerende tidligere i protest var udvandret fra professorens enøjede, forvanskede, ja, direkte sovjet-fjendtlige undervisning. At tænke sig: I vor moderne, progressive tidsalder tillod denne notoriske koldkriger sig at kritisere Lenin, ja, han holdt sig ikke tilbage for at forholde sig yderst skeptisk til Mikhail Gorbatjov, den yderste venstrefløjs sidste ideologiske halmstrå. Selv enkelte studerende, der politisk befandt sig på midten, havde svært ved at goutere de professorale vibrationer.

Rygterne om professorens undervisning som historieforvanskning viste sig naturligvis ikke at holde stik. Jensen viste sig at være et fredsommeligt menneske af allerhøjeste faglige standard, men samtidig en intellektuel, der (heldigvis) - i modsætning til alt for mange af sine kolleger i 70’erne og 80’erne - havde frækheden, modet og formatet at indtage en kritisk holdning til Sovjetstyret og Gorbatjovs nødtvungne og halvhjertede reformer. Hvilket gjorde Jensens undervisning så meget mere interessant. Undtagen for de, der helst ville forblive i illusionen, eller som bare ikke ville have ødelagt den gode stemning før fredagsbaren.

Når reaktionerne på Bent Jensens undervisning falder først i associationsrækken ved læsning af Allan Blooms ”Historien om Vestens intellektuelle forfald” (1987, da. 1991), så skyldes det Blooms centrale påstand om det amerikanske uddannelsessystems forvandling fra at være et system, der uddannede ”demokratiske mennesker” til et system, der uddanner ”demokratiske personligheder”. Forskellen er enorm. Hvor det gamle system fokuserede på historien, forfatningen, naturlige rettigheder og det almene vel og derved skabte nogle fælles, grundlæggende værdier, der kunne give det etnisk-kulturelt-religiøst splittede amerikanske samfund et tiltrængt strøg af samlende homogenitet, så er idealet nu total åbenhed for ”alle slags mennesker, alle livsformer, alle livsformer, alle ideologier”, altså rendyrket relativisme. Og som Bloom fortsætter: ”Der er ingen anden fjende end ham, der ikke er åben for alt.”

I et intellektuelt (og politisk) klima som det nuværende i Vesten, hvor ønsket om ”progressivitet” og forfægtelsen af luftkasteller, garneret som ”visioner”, gennem de sidste fire årtier har sat dagsordenen på universiteterne, er den sunde fornuft – som naturligvis ikke kan være åben for alt - at betragte som ukurant. Derfor måtte det jo gå således, at de ”progressive” studerende udvandrede eller blev væk fra Bent Jensens forelæsninger 1980’erne.

Allan Blooms fokus er primært hans egen sfære: det amerikanske universitetsmiljø. Bloom bekymrer sig om det intellektuelle og kulturelle forfald, som han mener, relativismen trak i sit kølvand. Almen dannelse - det vil for Bloom i høj grad sige klassisk dannelse - er blevet en by i Rusland. Hvor man før var tilbageskuende, værdsatte dannelse og lærdom, også selv om man måske ikke lige kunne udrede nytteværdien af at kende f.eks. Platons Staten, så er relativismen udelukkende fremadskuende og har kun blik for det nye og mondæne. Et næsten Viggo Hørup’sk ”Årh, hvad skal vi bruge det til” har været mottoet, som Allan Bloom og hans kolleger på de amerikanske universiteter har måtte lægge øre til siden ”ungdomsoprøret” – en periode, som Bloom i øvrigt ikke har så meget til overs for, om end han et sted indrømmer, at han ”til tider og delvist” sympatiserede med det første universitetsoprør på Berkeley. Hans dom over begivenhederne dengang er efter to årtiers eftertanke noget hårdere: ”Nu er det moderne at sige om tresserne, at selv om de var ekstreme, kom der også noget godt ud af dem”, skriver Bloom - og tilføjer ”Men hvad angår universiteterne, kan jeg ikke pege på noget positivt fra den periode, den var en uhørt katastrofe.”

Katastrofen er siden ført over på mange forskellige områder: ”Jeg har set værdirelativismen vokse sig større her i landet, end nogen ville have drømt om”, konstaterer Bloom et sted og dokumenterer sin påstand med tankevækkende analyser af sprog, kultur (”Mangel på kultur er nu kultur”!) m.v., som i vid udstrækning også kan overføres til mere hjemlige tilstande, ikke mindst hvad angår uddannelsesinstitutionerne. Relativismen er tilsyneladende toneangivende indenfor de fleste humanistiske områder fra litteraturens dekonstruktivisme til den pædagogiske forskning, hvor den nærmest er institutionaliseret med Danmarks Pædagogiske Universitet, hvorfra tankerne om den prægningen af nye generationer af ”demokratiske personligheder” vælter ud i en lind strøm. Bogen, der veksler mellem skarpsynet analyse, kontante meldinger - krydret med en velsignet humor - og kyndige ekskursioner udi filosofien, er i det hele taget imponerende. ”Man behøver ikke være enig i alt det, der står i en bog, for at synes, den er vigtig”, indleder Dominique Bouchet sit efterskrift til den danske oversættelse. Og samtidig med at være bekymrende vigtig, er det en befriende oplevelse at læse en intellektuel, der tør sætte fingeren på de allerømmeste punkter i sit eget miljø. Og som ikke er så openminded, at hjernen er røget ud.

- Peter Lindskov Andersen

- Med nationen som indsats...

Socialdemokratiets og venstrefløjens forræderi under den kolde krig bliver behandlet i denne bog af tidl. ministerråd i udenrigsministeriet Nils Jæger. Jæger fokuserer på firsernes fodnotepolitik, som var på nippet til at koste os vores medlemskab af NATO og derigennem blotlægge os for den totalitære trussel fra øst. Omfanget af denne trussel er blevet klarlagt efter Murens fald, hvor DDR's arkiver har afsløret planerne om en storstilet kommunistisk offensiv imod Vesteuropa, der skulle løbes over ende af en million Warszawapagtsoldater understøttet af 12.000 tanks og 25.000 pansrede mandskabsvogne. I den militære planlægning indgik også en udstrakt brug af mindst 2000 kernevåben, der er kommet bag på alle vestlige sikkerhedseksperter. Til invasionen af Danmark var der i første omgang afsat en halv snes atomvåben med en sprængstyrke fra 10 til 50 kiloton (til sammenligning var bomberne, der blev kastet over Hiroshima og Nagasaki i slutningen af 2. verdenskrig, på 20 kiloton), som tænktes anvendt i forbindelse med landgangen på Bornholm og Sjælland, i hvilken forbindelse Københavns nærhed ikke spillede nogen rolle.

Bogen viser, at DDR's styrker var tiltænkt en nøglerolle i en kommende besættelse af vort fædreland. Opgaven at medvirke til indtagelsen af den danske bælt- og sund-zone var nedfældet i grundbogen for DDR's forsvar og var i årevis genstand for den østtyske marines øvelser. I 1983 meddelte det sovjetiske nyhedsbureau TASS efter en vellykket landgangs- og flådeøvelse, at Warszawapagt-styrkerne nu var bedre rustet end nogensinde før til at foretage en hurtig landgangsoperation i Østersøen. Forsvarets Efterretningstjeneste udsendte løbende publikationer om den østtyske flådeaktivitet i de danske farvande, som imidlertid ikke fik politiske konsekvenser, da de sovjetiske ledere altid var parate til at berolige vore politikere med en strøm af ord om deres gode vilje til fred og samarbejde.

I den hjemlige opinion var det lykkedes venstrefløjen, de kulturradikale og fredsbevægelserne at sløre linjerne i tidens store eksistentielle opgør imellem de vestlige demokratier og den kommunistiske totalitarisme, så konfliktens to parter nærmest fremstod som lige "slemme", når det da ikke var USA og NATO, der suverænt blev tildelt skurkerollen. Toneangivende venstreintellektuelle var generelt uden hæmninger i deres kritik af Vesten og USA, hvis sociale og racemæssige problemer blev sidestillet med Sovjetregimets konsekvente undertrykkelse af millioner af mennesker. Nils Jæger viser her, hvordan efterkrigstidens anti-totalitarisme med tiden var blevet reduceret til en ren "anti-fascisme", der pr. definition ikke kunne vende sig imod kommunismen.

Også Folkeskolen og Danmarks Radio var inficerede af den anti-vestlige bacille, og om DR fastslår forfatteren, at kanalen i sin udenrigspolitiske vinkling langt fra formåede at leve op til monopolets krav om objektivitet og alsidighed, hvad der havde sin naturlige forklaring. Fra bogen STASI og Danmark citeres på s. 155 en indberetning til Berlin fra DDR's ambassade i København, hvor DR's generaldirektør Laurits Bindsløv på et møde i november 1976 havde givet udtryk for, "at han så sin opgave i at få Danmarks Radio til at danne modvægt mod de borgerlige og konservative aviser og tidsskrifter og således yde sit bidrag til alsidighed, selvom det skulle medføre kritik for venstreorientering." Erhard Jacobsens "Aktive Lyttere & Seere" var mere end påkrævet!

Særligt omkring det verdenspolitiske magtspil fra 1979 og frem blev en ny kurs indenfor socialdemokratiet fatal for Danmarks rolle i NATO-alliancen. Som modsvar til russernes opstilling af SS-20 missiler rettet mod Vesteuropa vedtog NATO opstillingen af egne mellemdistanceraketter, samtidig med man dog opfordrede til forhandlinger. Det var her vitalt for troværdigheden i NATOs beslutning og efterfølgende implementering af beslutningen, at ikke kun de lande, der skulle modtage missilerne, bar det politiske ansvar for opstillingen, men at samtlige medlemslande måtte bakke op og dermed vise alliancens styrke og viljefasthed. Anker Jørgensens regering indvarslede dog allerede her den ny linje ved at bede om en udsættelse af beslutningen. Dette afvistes dog af vore alliancepartnere og den danske socialdemokratiske regering tilsluttede sig da slutteligt også og støttede ligeledes Ronald Reagans efterfølgende forhandlingsstrategi overfor Sovjet. Socialdemokraterne skiftede dog fuldstændig kurs efter, at regeringsmagten var overgået til borgerlige hænder i 1982. Med et alternativt flertal (S, R, SF, VS) blev der i perioden fra 1982 til 1988 uden om den borgerlige regering vedtaget en række dagsordner, der satte den rolle som loyal alliancepartner Danmark havde indtaget siden 1949, over styr. I en række tilfælde måtte Danmark fragå sig sine tidligere forpligtelser i alliancen. Ved den såkaldte "fodnotepolitik" måtte den danske regering tage afstand fra en række særdeles vigtige beslutninger i alliancen, netop i den så afgørende slutfase af den kolde krig. Dermed satte "det alternative flertal" ikke kun den nationale sikkerhed i fare, men truede med at fjerne hele alliancens forhandlingssituation og muligheder for troværdige modspil overfor Sovjet.

At Socialdemokratiet svigtede sit traditionelle sikkerhedspolitiske standpunkt og hoppede på den NATO-fjendtlige vogn, savner ifølge Jæger enhver rationel historisk og militærpolitisk begrundelse, men må ses som et udtryk for partiets frustration over at være kommet i opposition. Dermed valgte socialdemokraterne af indenrigspolitiske årsager at spille hasard med den danske sikkerhedspolitik som indsats og med det resultat at Danmark ved flere lejligheder svigtede sit ansvar i alliancen.

Sikkert var det da også, at den nye kurs blev værdsat i øst, hvor en socialdemokratisk partidelegation bestående af Kjeld Olesen, Poul Nielson og Lasse Budtz under sit besøg hos Sovjetunionens kommunistiske parti i 1984 blev rost til skyerne for de danske fodnoter, hvis synspunkter var sammenfaldende med SUKP's. Bogen referer til professor Bent Jensens Tryk og tilpasning, der "ser dette som en demonstration fra den sovjetiske ledelses side af, at man betragtede Socialdemokratiet som en allieret i kampen mod den danske regering og NATO".

At der langt fra var tale om sovjetisk ønsketænkning fremgår af, at Lasse Budtz under en sikkerhedspolitisk debat i Folketinget nærede stor bekymring for, om den sovjetiske økonomi kunne følge med det våbenpolitiske kapløb, ligesom han for alt i verden ikke ønskede at se NATO "forrykke" den militære balance. Nævnes bør også Anker Jørgensens tale den 5. maj 1984 til den nordkoreanske diktator Kim Il Sung, hvor denne skamrostes for at have vist sit glade og smilende folk vejen til en "meget fantastisk økonomisk udvikling", mens nordkoreanernes "kamp" blev sammenlignet med den danske modstandsbevægelses. At fodnotepolitikkens trofaste støtter i Det Radikale Venstre på tilsvarende vis plejede nære venskabelige forbindelser med sine østtyske "søsterpartier" SED og Bondepartiet, kan vel næppe overraske. På Bondepartiets kongres i april 1987 udtalte den radikale delegationsleder Jens Clausager, at "vi føler os her næsten som medlemmer af jeres parti", og at begge partier sørgede for, "at vort samfund fungerer effektivt(!), er socialt retfærdigt, og at man viser respekt for det enkelte menneske(!!)".

Udråbstegnene er sat af Nils Jæger, som andetsteds i sin bog henviser til den norske historiker Hans Frederik Dahls idéer om et retsopgør med "de medløbere, der støttede en fjendtlig magt, der havde planer om at angribe og besætte Danmark.", ligesom det præciseres, at kommunismen langt har overgået nazismen med hensyn til menneskelige ofre. Med disse tanker vil jeg slutte min omtale af Jægers ganske fremragende og tankevækkende bog, der burde være pligtlæsning for alle nationalsindede samt andre med interesse for perioden.

Mads Kierkegaard

[Hør/se interview med Nils Jæger]