Max Weber: Politikerens kald

Man kan sige, at i første række er tre egenskaber afgørende for en politiker: lidenskab - ansvarsfølelse - øjemål. Lidenskab i betydningen saglighed, lidenskabelig hengivelse til en ”sag”, til den gud eller dæmon, som råder over sagen. Ikke det, som min afdøde ven Georg Simmel plejede at kalde ”steril ophidselse”, som findes hos en bestemt type intellektuelle, især da russiske sådanne, (men langtfra alle), og som nu spiller så stor rolle hos vore intellektuelle i dette karneval man smykker med det stolte navn ”revolution”: En romantisk dyrkelse af det ”intellektuelt interessante”, som ender i tomhed, uden den ringeste ansvarsfølelse. For det er selvsagt ikke gjort med blot og bar lidenskab, om den er aldrig så ægte. Den gør en ikke til politiker, hvis den ikke også i en ”sags” tjeneste gør ansvarsfølelsen overfor denne ”sag” til ledestjernen for ens handlinger. Dertil trænges øjemål, - og det er den afgørende egenskab hos en politiker, det at kunne lade realiteterne virke på sig med indre samling og ro, altså distancen til menneskene og tingene. ”Distanceløshed” som sådan er en af politikerens dødssynder, og en af de egenskaber som, hvis den opdyrkes hos de intellektuelle arvtagere, vil dømme dem til politisk uduelighed. For problemet er netop: hvorledes kan varm lidenskab og koldt øjemål tvinges sammen i samme sjæl? Politikken udføres af hovedet, ikke med andre dele af kroppen eller af sjælen. Men dog kan hengivelsen til den, hvis den ikke skal være en frivol intellektuel leg, men ægte menneskelig handling, kun fødes og næres af lidenskaben. Men den stærke beherskelse af sjælen, som udmærker den lidenskabelige politiker og skiller ham ud fra de ”sterilt ophidsede” politiske dilettanter, er kun mulig ved at vende sig til distance, i enhver betydning af ordet. En politisk personligheds styrke afhænger i første række af i hvilken grad han ejer disse egenskaber. […]

  Den som i det hele taget vil drive politik, og især som levevej, har at være klar over de etiske paradokser. Han binder an […] med de onde magter. […] De er ubønhørlige, og de har følger både for hans handlinger og for ham selv, i indre forstand, følger som han er et hjælpeløst bytte for, selvom han ikke ser dem. ”Djævelen er gammel”; og det er ikke årene, ikke alderen, der menes, når det videre , hedder: ”bliv selv gammel om du vil forstå ham.” Det er ikke alderen det kommer an på, men et opøvet, hensynsløst syn på livets realiteter, og evnen til at tåle trykket fra dem og magte dem i indre forstand.

  I sandhed, politik drives nok med hovedet, men ganske sikkert ikke kun med hovedet, det har sindelagsetikerne (d. v .s. de som lægger størst vægt på det sindelag en handling udspringer af) ret i. Men hvorvidt man skal handle som ansvarsetiker (d. v .s. en som lægger størst vægt på følgerne af en handling) eller som sindelagsetiker, og hvornår som det ene og hvornår som det andet, det kan man ikke give nogen regel for. Kun en ting kan siges. Hvis sindelagspolitikerne nu i disse tider, under en - som mange tror - ikke ”steril” ophidselse, træder frem i mængder under parolen: ”Verden er dum og nedrig, men ikke jeg. Ansvaret for følgerne rammer ikke mig, men de andre som jeg arbejder for, og hvis dumhed og nedrighed jeg skal udrydde”, så vil jeg sige ret ud: at jeg først og fremmest spøger efter den indre tyngde som ligger i denne sindelagsetik; og jeg har det indtryk, at i 9 af 10 tilfælde har jeg at gøre med brushoveder, som ikke virkelig føler hvad de påtager sig, men som beruser sig i romantiske sensationer. Det interesserer mig ikke synderlig som menneske, og rører mig slet ikke. Derimod er det umådeligt gribende at se, når et modent menneske, ligegyldigt om gammelt eller ungt, virkelig og med fuldt sind kender sit ansvar for følgerne og handler ansvarsetisk, og så på et tidspunkt siger: ”her står jeg, jeg kan ikke andet”. Noget sådan er menneskeligt ægte og gribende. For denne situation kan selvsagt enhver af os komme i, hvis han ikke er sjæleligt vissen. For så vidt er sindelagsetik og ansvarsetik ikke absolutte modsætninger, men udfylder hverandre og udgør først i forening det ægte menneske, det menneske som kan være kaldt til politiker.

  Politik er som en langsom boring i hårde planker, med lidenskab og øjemål på samme tid. Det er helt rigtigt, og al historisk erfaring bekræfter det, at man aldrig får fat i det mulige, hvis der ikke til stadighed blev grebet efter det umulige. Men den som kan gøre det, må være en leder, og ikke kun det, men også - i ordets ligefremme betydning - en helt. Og de som ikke både er ledere og helte, må have et hjertets fasthed, som kan tåle at alle håb brister, allerede på forhånd, ellers magter de ikke engang at sætte det igennem, som i dag er muligt. Kun den som er sikker på, at han ikke bryder sammen, når verden, fra hans standpunkt, bliver for dum og nedrig til det han vil give den, - at han kan sige ”trods alt!”, hvad der så end sker, - kun han har det politiske kald.

Fra Politik als Beruf, 1919

Læs mere om M. Weber